16. DAG.
Delhi - København.
Vi fik lov til at sove længe, helt til kl. 7.30, hvilken var noget nær rekord - vi har tit været tidligt oppe, nogen gange rigtigt tidligt, men det er jo "prisen" man betaler hvis man skal nå at opleve så meget som muligt under en rundrejse. Jeg må indrømme at jeg har været meget træt på nogle tidspunkter, mit trafikuheld og den kraftige hoste gjorde også sit til at holde mig vågen om natten.  Nu er det hele ved at være forbi, i dag er det hjemrejsedag.

Afsked.
Efter morgenmaden kørte vi fra hotellet kl. 9. Under busturen til lufthavnen holdt Steen en pæn tale til Henriette på alles vegne, hvor han takkede for "alletiders rejse" og med masser af "roser" til Henriette. Det var en noget rørt Henriette der selv takkede os: Hun betroede os at hun  havde været specielt glad for denne gruppe, fordi vi altid var der alle sammen til aftalte tid, vi skulle bare vide hvad det betød for en rejseleder. Vi fik vores flybillet udleveret inden vi nåede frem til lufthavnen. Alle fik sagt farvel med et kram til Henriette. Hun skulle samle et nyt hold op, som kom med det fly vi skulle hjem med. Puha - sikke et hårdt liv! 

Delhi Airport.
Vi skulle selv checke ind denne gang, Henriette måtte ikke gå ind på afgangs området. Ok - vi var også snart fuldbefarne på det område. Jeg fik afleveret min kuffert uden problemer, vægten lå lige omkring 20 kg. og jeg fik mit boardingpas. Derefter gik jeg gennem en form for sikkerhedscheck, det virkede temmelig lemfældigt. Nå - det kom måske senere. Der var  flere der skulle have brugt deres sidste rupees, så der blev handlet lidt. På et tidspunkt blev vi kaldt til vores Gate, men inden vi kunne komme der ind, skulle vi gennem endnu et sikkerhedscheck, men det var ikke så hidsigt som tidligere. I ventesalen lå der danske aviser, BT og Jyllandsposten - at dømme efter dem, var valgkampen godt i gang. Åh nej - hjem til alt det små kævl, jeg havde næsten glemt at jeg skulle hjem til det lille land med de meget "store" problemer!!

Hjemturen.
Vi blev kaldt ud til flyet vi gik stille og roligt ud til flyet. Firebanden var blevet skilt ad, Flemming sad dog på samme sædenummer som jeg, på rækken foran mig. Der var noget uro omkring det samme flysæde som var blevet tildelt til to forskellige, det viste sig at være et ungt svejtsisk par, han skulle sidde ved siden af mig og hun kom til at sidde ved siden af Flemming. Så jeg foreslog at hun og Flemming byttede plads, så kunne de sidde sammen, og Flemming og jeg sidde sammen, smart ikke. Vi var ca. 20 min. forsinket, inden vi kom i luften. Det var det samme SAS fly som vi fløj ud med. Ok - så var der da lidt underholdning til den 10 ½ timers lange flyvning, der var nok en film på programmet jeg ikke havde set og forhåbentlig gad se. Foreløbig kunne jeg sidde og kigge på starten og de luftbilleder som flyets kamera viste på den lille skærm.

Flyet var iskoldt, vi spurgte en af stewardesserne om det virkelig var nødvendigt? Hun slog det hen med at det ikke varede så længe, så ville det blive varmere? Jeg måtte have fat i det tæppe der lå på mit sæde og vikle det om mig. Man skulle tro de havde glemt at lukke et vindue - oveni købet i vindsiden!

Lidt efter kom de med drikkevarer - det blev til en lille flaskerødvin og en dåseøl - rødvinen var iskold, så kold at jeg måtte sidde på den for at varme den lidt. 

Middag.
Jeg havde siddet og døset lidt - pludselig var det spisetid. Efter menukortet at dømme, kunne jeg vælge mellem to forskellige retter, det vil sige da jeg sad så langt tilbage i flyet havde jeg ikke noget valg - den stod på kikærter i tomatsovs - helt ærligt - jeg forsøgte da at spise maden, men kikærterne voksede mere og mere jo mere jeg gumlede på dem. Jeg opgav forehavende, jeg var heller ikke særligt sulten. Nå, rødvinen kunne da drikkes og kaffe og cognac er heller ikke så dårligt. 

Tilbageblik.
Jeg sad stille og tænkte på alt det jeg havde oplevet på turen, og stillede mig selv det spørgsmål: Hvad var den største oplevelse på turen? Det var ikke til at svare entydigt på, der har været så mange ting, den lille pige i landsbyen der så tillidsfuld tog min hånd og ikke ville slippe igen - Agra Fort - Taj Mahal - Landsbyskolen - De Erotiske Templer - Jaipurs menneskemylder - lasede Varansi - de badende i Ganges floden - templerne på Durbar Square i Kathmandu og Patan, eller kremeringen af den lille pige ved Bagmate floden. Nej  - ved nærmere eftertanke - Nej - det var ikke muligt, og tak for det, der havde heldigvis været så mange store oplevelser. Den del af verden er så meget anderledes end vores, så de oplevelser jeg havde fået der, vil jeg sikkert aldrig glemme. 

Tid til farvel.
Vi var ved at nærme os Kastrup og det var ved at være tid til at sige farvel til hinanden, Firebanden skulle nu opløses, lidt vemodigt, men det er jo vilkårene. Jeg skulle også sige farvel til Bent og Sonja, Inger og min bedste uven Karsten ( ham den jyske jyde fra ...), Bente og Daniel, ja jeg kunne blive ved, vi havde været en gruppe som i det store hele svingede godt sammen. Da vi landede i Kastrup og kom gennem paskontrollen, gik det stærkt, nogen skulle videre med fly til Jylland, andre med toget ind Københavns Hovedbanegård for at komme videre med et andet tog, så det blev et hastigt farvel til Jonna og John, til Flemming, Barbara og Lilianne, ja jeg kan dårlig huske hvem jeg fik sagt farvel til. Alt gik så stærkt, pludselig var jeg gennem tolden og ude i ankomsthallen. Jeg ringede til Sanne over mobiltelefonen og sagde: Hej Pus, nu er jeg hjemme igen. 

Epilog.
Dagene efter hjemkomsten var svære. Det var svært at få hjernen til at tænke på den danske dagligdag. Om natten drømte jeg om tiggere der rev og flåede i mig, lasede tiggere med manglende lemmer, små beskidte tiggende unger, souvenirsælgere med alt det, jeg ikke ville købe -  hele tiden folk med hånden fremme - nej nej nej - money money - hellige køer vadede rundt i mine stuer og åd alle mine potteplanter. Det nærmede sig lidt noget der lignede mareridt. Det er da heldigvis et overstået stadie nu.

Lige efter jeg var kommet hjem var jeg overbevist om  at jeg aldrig mere kom tilbage til Indien. Well - nu da det hele er kommet lidt på afstand, vil jeg ikke afvise det, men jeg tror ikke jeg nogensinde vænner mig til hele tiden at være et jagtet "vildt", et objekt man muligvis kan hive nogle rupees ud af. Så af den grund kommer man heller aldrig tæt på inderne. Tanken vil altid være: Er det af venlighed? Eller er det kroner det drejer sig om?

Indien har så meget at byde på, der er uden tvivl meget som jeg ville blive begejstret for at se og opleve. Så hvem ved!!! En ting er i hvert fald sikkert, mine rammer for kulturel standard er kraftigt udvidet, hvis ikke rammerne er sprængt.

Desværre blev vores tur til Nepal kortet af med en dag på grund af flyselskabet havde ændret deres afgange til Kathmandu. Vi så de samme ting, men det blev et meget sammenpresset program. Jeg er overbevist om at jeg kommer tilbage til Nepal, måske oveni købet i form af at rejse på egen hånd. Jeg ved der er så meget at se, men desværre er der i øjeblikket "undtagelsestilstand" i landet, på grund af "terrorisme". Det har for øvrigt bevirket at Alletiders Rejser har aflyst alle rejser som denne her, for resten af året!  Min første tanke var, da jeg hørte det - hvad nu med skolebørnene i den lille landsby? Nu får de ikke deres skoleborde, som de ønsker sig. Nå - vigtigere er jo at ingen kommer til skade. 

Ja det ser heller ikke for godt ud i forholdet mellem Pakistan og Indien - den skøre, men trods alt dejlige verden vi lever i!

Sidst opdateret : 17. november 2005