Onsdag d. 10 februar 1999.

Dag 2. Kina.
Vi landede i Beijing Airport omkring kl. 6.30 lokal tid. Det var stadigt mørkt, og det var lidt køligt -  men ikke hundekoldt.
Det var overraskende at se lufthavns bygningen, den var ret lille, og udseendet fik mig til at tænke på om det var en østtysk (DDR) arkitekt der havde stået for byggeriet.

Da Sanne og jeg havde individuelle visa i vores pas, kunne vi hurtigt få overstået den sædvanlige kontrol af visum og pas, modsat de andre som havde gruppevisa, det betød de skulle stå i nummerorden efter deres placering på deres gruppevisa. Tilbage var der kun at vente på bagagen, og så igennem tolden.

Beijing.
Uden for stod vor rejseleder Peter og tog imod os nyankomne, herefter gik vi alle samlet, med vores kufferter ud over en parkeringsplads, hen til nogle ventende busser, en til bagagen og en til os selv. De har endnu ikke fundet ud af at bygge busserne så store at der også er bagagerum. At kineserne er noget mindre i højde og drøjde var vi flere der opdagede, da vi skruede os ind i bussen. Der var godt en halv times kørsel ind til vores hotel New World Courtyard som ligger i distrikt Chongwenmen. Selve hotellet er et stort multimilliard kompleks, hvor der både findes et stort varehus, ejerlejligheder, kontorer og så vores hotel.

Vi fik et værelse på 6. sal, hotellets værelser er veludstyret, med tv og radio, saftyboks, minibar, el-kedel, en siddeafdeling med sofa, bord og lænestol, ligeledes var der skrivebord, badetøfler samt alt det der altid er i et badeværelse, sæbe, tandbørster, shampoo osv. .

Vi var lige nede i receptionen for at få vekslet kroner til yuan, men vi blev enige om at se at få en på øjet. Vi skulle gerne være frisk til det traditionelle informationsmøde .

Et lille kig.
Efter vi havde sovet et par timer stod vi op, fik os et bad og så en kop nescafe -  jeg en Fernet Branca - kun som en forebyggende foranstaltning! Vi blev enige om vi skulle gå ned og kigge lidt i det lokale supermarked, og se om vi kunne købe noget spiseligt og drikkeligt. Vi købte lidt  vand, øl, frugt og kage. Her opdagede vi at her blev der kun talt kinesisk, så det var noget med at pege og ellers betale med en seddel som havde en passende størrelse. Vi gik derefter ud og kiggede på "trafikken", inden vi skulle til informationsmødet.

Informationsmøde.
På informationsmødet fik vi lidt at vide om de udflugter Larsens Rejser tilbød, og lidt om hvor de forskellige ting fandtes i forhold til vort hotel, altså alle de små praktiske ting det er rart at vide lidt om, når man nu er kommet til en noget anderledes verden end vi er vant til. På mødet gik det op for mig og Sanne at vi var i selskab med bar jyder, og at der i deres "rejsepakke" var inkluderet en velkomstmiddag, og da Sanne og jeg åbenbart var de eneste "udenfor", det vil sige købt vores rejse på almindeligvis hos Larsens Rejser i København, blev vi inviteret med til fællesspisningen. Det var en god ide, her fik vi hilst på hinanden. Det viste sig at alle jyderne havde købt deres billetter gennem Holstebro Avis, og de spurgte os hvem vi kendte på de egne siden vi var med på denne tur. Hø Hø, vi sagde at det ville vi ikke afsløre. Så blev der ellers kæmpet bravt med de genstridige spisepinde, og alle retter der kom ind blev nøje studeret og livligt diskuteret.

Aftentur.
Efter aftensmaden gik vi os en lille tur i nabolaget, men da vi ikke rigtigt var kendt med omgivelserne og fordi det allerede var mørkt, vovede vi os ikke for langt væk. Lige i nærheden ligger der en temmelig bred vej, Chongwenmen Dajie hedder den, den besluttede vi os for at forcere, der var da et trafiklys styret kryds, så det måtte da kunne lade sig gøre. Nu er det sådan i Kina må at de trafikanter der skal dreje til højre ved et trafikreguleret kryds gerne må dreje selvom der er rødt lys. Alene det gjorde at det var forbundet med stor "livsfare" at komme de første tre meter over vejen, de holder sig bestemt ikke tilbage, her kan man virkelig tale om at de gående er de "svageste" i trafikken. Det lykkedes til sidst, godt nok først efter tre gange rødt lys, at komme over på den anden side. Vi kiggede lidt bestyrtet på hinanden, og blev enige om at det blive noget af en opgave at komme over gaden. Godaw du - hvad så vi? En gangtunnel lige ved siden af os - hvad med at bruge øjnene. Nå vi var også ved at være godt trætte, vi havde en del søvn til gode, lad det være undskyldningen. Vel vi kom hurtigt over igen, ved at gå under.

Sidst opdateret : 06. oktober 2005