Fredag d. 12 februar 1999

Dag 4. Det daglige Kina.
Den nye dag kom ret hurtigt, jeg følte at mit hoved havde en underlig form, men efter jeg havde kigget mig i spejlet, kunne jeg kun se et par blodskudte øjne. Efter et bad og noget morgenmad, var der rettet lidt op på tingene.  I dag skulle vi ud og møde noget af den kinesiske dagligdag. Første stop var på et traditionelt kinesisk hospital.

Hospital.
Selve hospitalet bestod af en treetages bygning, hvis jeg skulle have gættet hvad der var i den bygning ville jeg nok have gættet på en fabrik med lettere industri. Vi blev modtaget af en ung kinesisk læge i en pæn hvid kittel, han fulgte os hele tiden og viste os rundt. Vi fik dog lov til at gå rundt hvor vi ville. Vi besøgte et konsultationsværelse hvor en læge var i gang med at undersøge en patient, et andet sted lå der en del personer der fik akupunktur, de lignede mest af alt en nålepude, andre rum var de i gang med at massere og vride på nogle "arme stakler". Hele hospitalet havde vist ikke set en malerkost i mange år, og det der var tilbage gjorde alt for at forlade lofter og vægge. Rengøring var det også så som så med. Man kan se mange steder i Kina folk der går rundt med et glas, med et indhold af en væske der har en ubestemmelig farve, det kan godt være noget afkog af noget "medicin" som lægen har ordineret, eller også bare et gammelt husråd af en eller anden art. 

Vi besøgte også hospitalets apotek. Jamen, jamen sikken dog en herlig duft, her var en hel hær af kvindelige "Farmaceuter"  ved hjælp af den "recept" de havde i hånden, i gang med at samle de ingredienser der skulle til for netop denne medicinske behandling. De hev ud og ind i skuffer som indeholdt alskens tørrede urter, bark, tørrede larver, biller, orme og andet kryb, for til sidst at pakke det hele ind i et stykke brunt papir  -  klar til levering eller afhentning. Nu skulle folk bare koge det og drikke ekstrakten af disse herligheder. Kogningen skulle efter sigende stinke af H. til. Der var en af damerne der blev lidt dårlig af lugten, det blev så sagt til hendes mand, hans eneste kommentar var: åh det bli'r hun sku så tit. Jeg behøver vel ikke at nævne at han for den reaktion, var lagt på is af alle hunkønsvæsnerne resten af ferien. Det er vist det man kalder kærlighed til døden jer skiller (Drop dead).

Vi fik sagt pænt farvel til den unge læge og kørte videre ud til en så kaldt naboskabskommune. Her skulle vi se på de så kaldte hutonger og vi ville få lov til at besøge et privat hjem, en børnehave samt høre lidt om det fællesskab der er der.

Naboskabskommune.
Der er altså noget fascinerende over de kvarterer hvor de så kaldte hutonger findes. Dem der tror at det er det rene slum tager grueligt fejl, nej slummen bliver de boligkarreer de bygger i udkanten af Beijing, i stedet for de hutonger der rives ned, og det gør de i stor stil, kun for at gøre plads til de store multinationales beton og glas paladser.  Nå - den naboskabskommune vi besøgte hed ChangQiao og ligger i Xicheng Distriktet. Selve området er på 4,2 km2  og består af 27.000 husstande med ca. 80.000 beboer. Der er 3 universiteter, 7 gymnasier og 11 grundskoler, 13 vugge/børnehaver og alt det styres af 45 naboskabskomiteer. Det var de tørre tal, men vidner det ikke om at det er et velorganiseret samfund? Omkring 13% af beboerne er ældre, så der bliv arrangeret mange aktiviteter for dem. Noget andet der er så charmerende ved den kinesiske kultur er den respekt ungdommen viser de ældre, de besidder jo erfaring og visdom, hvis du er over 60 år er du noget særligt, herhjemme - ak ja - gamle fjolser.

Hutonger.
Vi fik lov til at kigge inden for hos et ægtepar som havde en søn, manden var skolelærer, konen var bogholder, og sønnen var studerende. Det var sønnen der tog imod os, hans forældre var på arbejde. Vi fik lov til at gå rundt som vi havde lyst, bryggerset afslørede at mandens passion var opdræt af fugle, der var et pænt køkken, badeværelse med toilet (træk og slip!), en stue og et værelse. Værelset var sønnens, det var indrettet som unge mennesker nu en gang gør, med plakater af pop idoler (tror jeg), en stor ghettoblaster, dog kun til bånd, samt en stor samling bånd, men ingen computer (endnu). Selve huset havde centralvarme, der dog ikke var særligt smart installeret, rørføring sad 1.5 m. oppe på væggen temmelig synligt. Peter vores rejseleder, fortalte at det ikke er den samme familie man besøger hver gang, det var naboskabskomiteen der arrangerede hvem det skulle være hver gang.

Børnehave.
Så var det børnehaven tur til at få besøg af os, egentlig var det både en børnehave og vuggestue, men de var adskilt i hver sin afdeling. Vi blev modtaget med sang af børnene, de sang Mester Jacob for os, (på kinesisk selvfølgelig). Derefter kunne vi sludre og lege lidt med børnene, vi var også oppe og se deres sovesal. Der var masser af legetøj, faktisk kunne det lige så godt havde været en dansk børnehave vi besøgte. Der stod et klaver over i et hjørne, rent spontant var der en af damerne fra rejseholdet som satte sig ned og spillede et par danske børnesange.  Det fik alle ungerne til at stimle sammen ovre ved klaveret. Hvis du skulle komme til Beijing og har planer om at besøge en børnehave, så tag nogle små billedbøger med, f.eks. de små Pixibøger de koster ikke mange basseører, og ungerne ( Pædagogerne med) vil elske dig for det!. Vi stak også hovedet ind hos de små, her kom en lille pige hen til mig og holdt mig i hånden,  hold da helt k.... -   jeg var helt solgt til den lille charmetrold.

Vi var en fire fem stykker der var så optaget af de søde unger, at da vi kom ud derfra var resten af holdet som sunket i jorden. Vi blev enige om at blive ved vores bus, så ville de nok dukke op på et tidspunkt. Vi ventede i ca. ti minutter før Peter kom i fuld firspring hen ad vejen, vi kunne se hans røde øre langt væk.  De andre sad i et mødelokale ikke langt fra, her havde de hørt lidt om kinesiske samfundsforhold og hvad naboskabskommunen gjorde og betød for beboerne, alt imens de fik en tynd kop the. Da jeg nåede frem kiggede jeg nærmere på Sanne for at se om hun nu også var glad eller skuffet for at se mig igen, men hendes ansigt røbede hverken det ene eller det andet?? Der efter besøgte vi et hus hvor især de ældre dyrkede maleriets og kalligrafiens svære kunst. Vi fik også en prøve på hvor dygtige de var.

Silkemarkedet.
Vi spiste vores frokost i naboskabskommunens restaurant. Det var så meningen at vi skulle tilbage til vores hotel, men Peter foreslog at vi besøgte Silkemarkedet, og så derefter tog toget samlet tilbage til vort hotel, når vi havde fået nok af at købe og handle. I bussen på vej derhen fik vi en kort undervisning i hvordan tallene fra et 1 til 10 så ud på tegnsprog. Med denne korte briefing var vi nu godt rustet til at handle, vi ville jo ikke på nogen måde blive ruineret, da vi jo kun kunne tallene fra 1 til 10!!! Selve området hvor de handlendes boder stod er ret stort og de står tæt -  de har stort set de samme varer, i hvert fald findes den mindst 20 andre boder der har den ting, som du ikke kunne få til den pris du syntes var rigtig. Så prøv et andet sted, men pas på der kan godt være stor forskel på kvaliteten og det kan jo godt forklare prisforskellen. Se dig for. Der var en der gik og luskede rundt om mig, og på et tidspunkt kom han ud af busken.  Ci-di-rum -  ci-di-rum - ?? åh,  han ville sælge Cd-rom'er -  jeg kiggede lidt diskret på hvad han havde at byde på, han havde faktisk alt det gængse, en masse af Microsofts og alle Adobes produkter osv., men hvad skulle jeg med det? Jeg havde alt det jeg havde brug for der hjemme og de er oveni købet legale.  Der var også en der ville købe dollars, men jeg har altid en fornemmelse ved disse lyssky forretninger at jeg sku nok bliver snydt, eller også er det ikke ulejligheden værd. Jeg fik købt en blå North Face vindjakke og et par sweatshirts . Vi samledes alle på et tidspunkt igen og gik derefter i samlet trop hen til en undergrundstation for at køre hjem, at det kun var en station gjorde jo bare at så "lærte" vi også det! 

Peking Operaen.
Vi fik lige lidt tid til en kop kaffe, få et bad og blive klædt om. Vi skulle i operaen!! Men først skulle vi spise aftensmad sammen. Vi blev kørt til en restaurant som lå på toppen af et hotel. Her fik vi igen serveret nogenlunde de samme retter som vi har fået de tidligere dage. Menuen består hver gang af en 10 til 12 retter mad, hvor de sidste retter som regel er suppe og/eller frugt. Der serveres altid øl til maden. Denne gang var der et par flasker kinesisk snaps som vi skulle smage på. Det var en gave fra det kinesiske bureau som Larsens Rejser samarbejder med, i anledningen af det forestående kinesiske nytår. Der var flere kyllinger på holdet der på forhånd sagde nej tak: Lad mig sige med det samme det er ikke noget jeg kunne blive afhængig af -  jeg ved ikke hvordan de har gjort det  - men jeg tror der var indbygget pigtråd i væsken.

Efter middagen blev vi kørt over til Liyuan Teater, hvor selve opera forestillingen skulle afvikles. Selve teatret ligger på et stort hotel og salen har en rimelig størrelse. Den forestilling vi skulle se var et uddrag af et stykke der hed "det tabte jadearmbånd". Der findes et display på begge sider af scenen hvor på der kører en tekst på engelsk, det skulle give os en chance for at følge med i hvad der foregår på scenen. Det var et lille orkester på ca. 8 - 10 medlemmer der leverer musikken. Lad mig indrømme med det samme det blev en hård tur at komme igennem: for det første havde vi været på farten hele dagen, vi havde lige spist og nogle af os havde endda slugt et par ruller pigtråd, vi sad på nogle knaldhårde sæder som hældte lidt fremover,  man fik fornemmelsen af at man var ved at falde ned af stolen, en varmluftskanon pumpede tør og meget varmt luft i hovedet på os. At der også var en masse kludder med teksterne gjorde det hele til en "festlig" forestilling. Der var mange der lukkede øjnene og bare "lyttede" til musikken. Vi sov godt den nat.

Sidst opdateret : 06. oktober 2005