Tirsdag d. 16 februar 1999

Dag 8. 
Morgenmad.
Vi blev vækket omkring kl. 5.30  ved at det ringede på vores værelses dør og kort efter var der en der lukkede sig ind?? Hvad f... foregår der? Det viste sig at være en Bellboy, men han fornemmede hurtigt at den her var vist gal. Vi tændte lyset og kiggede hovedrystende på hinanden. Vi havde begge haft en dårlig nat og var endelig faldet i søvn. Ak ja!!. Det viste sig senere at hotellet havde nosset rundt i  hvem der skulle hjem og hvem der ikke skulle, så der var nogen der ikke var blevet kaldt på. Herligt - der blev vist kaldt til møde senere på dagen, så vidt jeg forstod var det vist ikke første gang det her skete. Nå - nok om det, det blev forhåbentligt bragt i orden inden vi skulle hjem.

Sanne og jeg havde det ikke særligt godt, vi blev enige om at det blev vist en meget stille dag uden de store aktiviteter. Så efter vores morgenmad og efter vi havde snakket med "Chefen" Kaj der fortalte os om noget kinesisk medicin som lige var sagen, gik vi på jagt efter apoteket - og et mirakel var lige det vi havde brug for.

Apoteket.
Vi fik at vide at der lå et apotek på højre side af vejen, ned mod Perlemarkedet, så vi gik søgende den vej,  hurra jeg fandt det - troede jeg  - så jeg gik der ind - nu skulle jeg lige købe den mirakelkur som Kaj havde snakket om - go'daw du.  Det viste sig at være et værktøjsmagasin. Jeg tror at ekspedienten var mere forvirret end mig!!  Ok - undskyld og så videre - vi fandt det 100 meter længere nede af vejen - endelig.  Det var sgu stort det apotek,  jeg forklarede på engelsk til en ung farmaceut, hvad vores problem var, hendes problem var at hun ikke forstod en dyt af hvad jeg sagde, var mit engelsk virkelig så elendigt? Hun hentede en ung mand og jeg startede forfra med at forklare vort problem. Der var trods alt en god ting ved det her - det var ikke mit engelske der var noget i vejen med. Han trak på skuldrene, og sagde noget på kinesisk, (Wo bu dong). Jeg måtte udfører en større pantomime, for at forklare at vi havde det skidt, ondt i halsen -  muligvis feber osv. osv.  Det har sikkert set morsomt ud, men de holdt sgu pænt masken, og på et tidspunkt så det ud som om de fattede hvad det handlede om. Puha - det er noget nemmere på Brøndbyøster Apotek. Vi fik da nogle tabletter udleveret, og ved hjælp af en form for tegnsprog fik vi at vide hvor mange vi skulle tage om dagen.

På hotellet.
Vi forsynede os med forskellige spiselige og drikkelige ting i det lokale supermarked, inden vi gik tilbage til hotellet, hvor vi tog pillerne og gik i seng. Nu var det bare at vente på mirakelkuren skulle virke!!

Sidst opdateret : 06. oktober 2005