Torsdag d. 17 juli 2003

Dag 2.Start på dagen.
Efter en god nats søvn startede vi dagen med morgenmad kl. 8.30. Det var en såkaldt amerikansk breakfast, eller det vi kalder engelsk breakfast. Jeg fik kokken til at lave mig en omelet, det helt store nummer var friskpresset juice. Vi besluttede os for at tage op til borgen igen i dag. Trapperne op var ikke så slemme som i går, eller også havde vi bare fået gang i bentøjet.

Den gamle by.
TreenighedsmonumnetetDen såkaldte gamle by i Buda udviklede sig nord for Kongeslottet fra omkring år 1200, mange velstående købmænd etablerede sig i Uri ucta (Herregaden). Området blev ødelagt af tyrkerne og senere af dem der smed tyrkerne på porten. Anden verdenskrig gjorde også sit til ødelæggelserne, men alt det til trods, findes der stadig mange oprindelige levn i gaderne og på pladserne. Vi gik op mod Treenighedspladsen og passerede det gamle rådhus, som er en stor barokbygning fra det 17. århundrede, i hjørne nichen ud mod pladsen stod en lille fin statue af Pallas Athene. Treenighedspladsen er det centrale punkt i den gamle by. Den har fået navnet efter den søjle der stå midt på pladsen, den blev opstillet i 1713, for at mindes alle de der døde i de to pestudbrud i 1691 og 1709. På toppen af søjlen var der anbragt en gruppe figurer, der symboliserer den hellige treenighed.

Matthias-kirken.
Matthias Kirken,  Treenighedsmonumntet kan lige skimtes til venstre. Matthias Kirken eller Vor Frue Kirke som den officielt hedder, ligger på pladsen. Den blev bygget mellem 1200 og 1400 tallet. Dele af bygningen går tilbage til Sigismund  af Luxembourg tid, men kirkens navn er afledt af kong Matthias Corvinus, som der udvidede og ombyggede kirken betydeligt. Da de tyrkiske erobrere i 1541 omdannede kirken til moské gik mange detaljer tabt. Kirken blev restaureret i årene 1873 - 1896, og blev i vides mulig omfang tilbageført til sit oprindelige udseende. Kirken blev kraftigt beskadiget i slutningen af Anden Verdenskrig.

Kirken har to tårne, Béla-tårnet som er beklædt med glaseret tegl, og det største, Matthias-tårnet som er 80 m. højt. I starten er det firkantet, men på tredje niveau bliver det ottekantet, for til sidst at ende i et egentlig spir af sten. Over hovedportalen findes en basrelief med Jomfru Maria og barnet flankeret af to engle. Der over igen findes det smukke genskabte Rosevindue, der er en tro kopi af et glasmaleri fra kirkens tidligere periode. Hovedportalen bruges ikke i det daglige, så vi gik i gennem Maria-porten, der har et relief der forestiller Marias himmelfart. Selve kirkerummet er som så mange kirker ret mørkt. Hovedaltret er udformet som et gotisk triptykon-alter, prædikestolen som har en central placering er rigt dekoreret med figurer af bl.a. de fire evangelister. I den sydlige facade findes tre buede vinduer med nogle smukke glasmosaikker. I Treenighedskapellet under en baldakin står der et sarkofag, som rummer de jordiske rester af Kong Béla 3. og Anne de Chatillon. Der er også indrettet et lille museum, der rummer forskellige effekter fra den ungarske krones historie. (se billedserien under Billedarkiv)

Fiskerbastionen.
Den nordlige del af Fiskebationen Bag Matthias Kirken ligger Fiskerbastionen. Den har fået sit navn fordi den ligger på det sted hvor fiskerne i middelalderen have deres markedsplads. I 1899-1905 fik arkitekten Frigyes Schulek til opgave at forny de gamle bymure. Fæstningen er 140 m. lang og murene er 8 m. tykke. Den blev bygget i nygotisk stil, med vindeltrapper og buegange, og udsmykket med forskellige fabeldyr, yderligere tilførte han bastionen nogle kegleformet tårne, hvor formen er inspireret af de første magyarstammers telte. Der er fra tårnene en fremragende udsigt ud over Donau over mod Margrethe-øen og  bydelen Pest. Foran Fiskerbastionen står en statue af Skt. Stefan, der som konge indførte kristendommen i Ungarn. Selve Fiskerbastionen har aldrig fungeret som et forsvarsanlæg, og må betragtes som et stykke nyttesløst arkitektur, men den glider smukt ind i området, og i dag fungerer den som en stor turistmagnet og et smukt udsigtspunkt. Selv brugte vi vel omkring en times tid på at gå rundt der oppe. (se billedserien under Billedarkiv) Derefter gik vi ned gennem Herregaden for at kigge på de smukke gamle huse, vi smuttede også lige ind for at se det gamle posthus. Bagefter gik vi rundt på et lille marked der lå over for, her solgte de broderet bluser og duge. 

Langs Donau.
Det skulle blive vores "Stamcafe" Vi ville nu søge ned til Gellért-bjerget, så da vi nåede hen til Kabelbanen, gik vi ned af nogle  trapper og stier ned til rundkørslen ved Kædebroen. Her købte vi et par flasker vand ved en kiosk, varmen var rigtig styg nu, så vi vi bevægede os langsomt langs Donau, samtidig med vi søgte skyggen så meget som muligt. Da vi kom til Elisabeth-broen blev vi enige om at hvile os lidt og få noget at koldt at drikke, så vi satte os på en fortovsrestaurant hvor vi købte os en fadøl.

Kildevand.
Vi fortsatte over mod trappen op til Gellért-bjerget, vi passerede noget vi først troede var en badeanstalt, så vi gik ned ad trapperne for at se nærmere på det. Her var nogle ungarer ved at få fyldt deres medbragte flasker op med vand - aha - her kan vi købe vand, og da min vandflaske var tom, købte jeg selvfølgelig en påfyldning. Manden som stod og fyldte flaskerne rakte mig min fyldte flaske og sagde: Trink trink - hvor efter han gned sig på maven og sagde: gut gut. FØJ for den lede hvor det smagte, det var ikke bare lunket, det var nærmest halvvarmt og så smagte det afskyeligt af svovl og sure sokker. Gud hjælpe mig om han ikke stod og hostede og hakkede for at fortælle mig at det også var godt for svælget. Jeg kunne ikke få en dråbe mere ned, men han insisterede på at få min flaske så han kunne fylde den helt op - flink mand. Vi skyndte os at komme væk i en fart. at jeg stillede flaske fra mig ved første lejlighed behøver jeg vel ikke at nævne.

Gellért-bjerget.
Biskop Gellért med sit kors - beviset for vi kom der op Vi begyndte at bestige bjerget fra Donau siden, trapperne og stierne er anlagt efter serpentiner princippet, så vi zig- zag'ede der op ad. Vi holdt et tiltrængt hvil ved selve Gellértmonomentet. Stedet blev i gammel tid kaldt for det Gamle Bjerg og den keltiske Eravi-stamme havde bosat sig her allerede før romerne kom til stedet. I 1046 dræbte de hedenske borgere biskop Gellért, som forsøgte at omvende dem til kristendommen. De kastede ham simpelthen ned oppe fra bjerget i en forseglet tønde. Gellért blev senere gjort til martyr og bjerget opkaldt efter ham. I 1904 rejste man så dette monument som forestiller Gellért med et løftet kors og ved hans fod ser man en omvendt ungarer.

Befrielsesmonumentet.
Næste mål var Befrielsesmonumentet som på sin 25 m. høje sokkel har en kvinde stående med opløftet arme bærende på fredens palmegren. Monumentet kan næsten ses over hele byen og er effektfuldt belyst om aftenen. Det blev rejst til minde om den russiske hærs befrielse af Budapest i 1945. Historien bag monumentet er egentlig lidt ironisk, den var oprindeligt tiltænkt til ære for Istvan, som var søn af den ungarske regent Miklos Horthy, han forsvandt i 1943 ved østfronten. Efter krigen opdagede den russiske marskal Kliment Vorsjilov skulpturen i billedhuggerens atelier, og han besluttede sig for dens nye formål. 

Varmen, solen og de mange trapper og stejle stier havde gjort os totalt flade, så vi besluttede os for at gå ned igen, vi orkede simpelthen ikke mere. Vi gik ned samme vej og over og tog sporvognen, Linie 18, hjem til vores hotel. En anden dag ville vi tage en bus der op. Sanne var dog kommet sig så meget at hun på vejen godt lige kunne gå ind hos damefrisøren og bestille tid til kl. 18.30! Hjemme på hotellet tog vi os en iskold øl fra køleskabet, langsomt begyndte vi at blive mennesker igen. 

Til damefrisøren.
Normalt bliver jeg selv klippet hos en damefrisør hjemme i Danmark, men alligevel gik jeg nysgerrigt med Sanne til damefrisøren. der var nu ikke noget særpræget ved det, Sanne havde fundet en model i et blad, så hun fik håret vasket og klippet håret som hun ønskede. Det var så det, og prisen var omregnet 100 kr.

Aftensmad.
Kædebroen i aftenbelysning, set fra Elisabeth-broenVi havde på vores gåture set en lad os bare kalde det et "snasks", hvor vi troede at her kunne vi få en rigtig gang ungarsk gullasch. Det viste sig de overhovedet ikke serverede mad. Nå - så måtte vi på jagt efter en restaurant, Efter vi havde gået noget rundt fandt vi en som hed Cafe Robert de Niro? Ikke et navn jeg ligefrem forbinder med mad. Never mind - vi fik wienersnitsel på størrelse med et toiletbræt, og så lå det på et bjerg af pommes frites, der til tog vi et glas vin. Prisen for hele herligheden var ca. 80 kr. Efter vi havde spist, besluttede vi os for at gå over Donau via Elisabeth-broen, da vi passerede broen så vi et stort neonlys der skiftevis angav klokkeslæt og temperatur - kl. 21 var der 32° C!! Nu kunne vi godt forstå hvorfor vi gik "døde" på Gellért-bjerget. Hvad mon temperaturen havde været midt på dagen i den stegende sol? Vi gik ned ad Vaci Ucta som er en gågade. Vi satte os et sted hvor vi fik en fadøl, men også for at kigge lidt på folkelivet som passerede forbi, det er var dog for det meste turister som os. Vi gik tilbage langs Donau og over Elisabeth-broen, jeg ville tage nogle billeder af Kædebroen fra denne vinkel. Vi tog en sporvogn hjem. Da vi kom hjem på hotellet, tog vi os et forfriskende bad. Kl. var nu 23.10, der gik ikke lang tid før vi begge sov. 

Sidst opdateret : 06. oktober 2005
Dag 1 Rejsedagbog dag 3