Lørdag d. 19 juli 2003

Dag 4. Start på dagen.
Vi sov længe i dag og var først nede til morgenmaden kl. 8.45. Kokken havde fri i dag, men udvalget er rigeligt stort så pyt med det. Sannes maveonde var ovre, og det varme vejr var tilbage. Vi besluttede os for at besøge Margrethe-øen, og så tage badetøj med hvis vi skulle få lyst til at besøget badet på øen.

Margrethe-broen.
Margrethe-broen set fra floden Vi tog metroen fra Déli pu stationen og til Kossuth Lajos tér metrostationen ved Parlamentet, derfra spadserede vi ned til Margrethe-broen. Selve broen er bygget på det sted hvor Donau løber sammen igen, efter den har delt sig  omkring Margrethe-øen. Den blev bygget mellem 1872-1876, senere i årene 1899-1900, blev der bygget en forbindelse mellem Margrethe-broen og selve øen. Oprindeligt hed øen Hare-øen men fik senere sit navn efter en kongedatter. øen er 2,5 km. lang og 500 m. på det bredeste sted. øen tilhørte i mange år kongehuset og i slutningen af det 17. århundrede byggede Kong Joseph 2. et sommerpalads på øen, der blev i den forbindelse også anlagt en stor have . I 1867 opdagede man den første termakilde, og senere udviklede der sig et rigt badeliv. Bystyret købte øen i 1908, i starten var gebyret for at få adgang til øen højt, men det blev helt afskaffet i 1945. Margrethe-øen er bilfri, der kører dog en enkelt buslinie på øen.

Margrethe-øen.
Fontænen springer lystigt til musik Vi gik over broen til selve øen. Det første man møder er 100-års monumentet, som blev rejst i 1973 til minde om hundrede årsdagen for sammenlægningen af byerne Buda, Obuda og Pest til Budapest. Den er placeret i en form for rundkørsel og omgivet af farvestrålende blomster. Bagved ligger der et stort springvand, eller fontæne er måske en rigtigere betegnelse, hvor vandets strålers højde, mængde og styrke reguleres i takt til musik. Pudsigt nok spillede de "An die schönen blauen Donau" da vi stod og kiggede på det, ja hvorfor ikke lige den.

Som børn igen.
Vi havde set at man kunne leje en firehjulet cykel, hvilken vi så gjorde, vi ville cykle øen rundt på den. Det var ligesom om man var barn igen - vi var ved at falde af cyklen af grin. Den brugte vi så de næste fem kvarter på.

Margrethes Kloster.
Margrethes Kloster Det første sted vi gjorde holdt ved var ved ruinerne af Margrethes kloster. Prinsesse Margits far Kong Bela d. 4. svor at hvis han fik slået mongolinvasionen i 1241 tilbage, ville han ofre sin datter til Gud. Man holder sit ord til Gud også selv om  man er konge, så han byggede et kloster og en kirke til sin datter på øen. Margit var kun ni år da hun sammen med nogle nonner, blev installeret i klostret i 1251. Historien fortæller at hun levede et gudfrygtigt og nøjsomt liv indtil hun døde som 29 årig. Kirken og klostret blev ødelagt under den tyrkiske invasion i 1541. I 1838 fandt man resterne af kirken og klostret. På stedet findes også Margrethes gravsten, men om det er den originale skal jeg lade være usagt, den ser næsten for "pæn" ud. (se for øvrigt billedserien Margrethe-øen i Billedarkivet.)

Sankt Mikaels Kirke.
Sankt Mikaels Kirken Næste stop var ved Sankt Mikaels Kirke som blev bygget af en munkeorden, det er øens ældste bygning, man har fundet fundamentet til et kapel som stammer fra 1000-tallet. Denne kirke gik heller ikke ram forbi da tyrkerne invadere landet i 1541. Man rekonstruere kirken i 1930 og brugte de oprindelige materialer fra den gamle kirke. Klokken der hænger i tårnet er den oprindelige, den overlevede den tyrkiske invasion fordi munkene gravede den ned inden tyrkerne kom. Den blev fundet i 1914, da den under en kraftig storm, som væltede en masse træer, kom til syne. Vi gjorde et lille holdt ved en lille dyrehave, hvor der var en del storke, hvor er det egentlig langt tid siden jeg har set en stork og slet ikke så mange på en gang. Vi kom op til den nordlige ende af øen, her ligger et par luksushoteller som tilbyder forskellige kurbade, der ligger også en japansk have i den ende af øen.

Vi kørte tilbage til vores udgangspunkt, hvor vi fik afleveret cyklen og afregnet for turen. Solen stod højt på himlen og cykelturen havde gjort os tjenlig til et bad, så vi besluttede os for at gå hen til friluftsbadet Palatinus Strand.

Palatinus Strand.
Denne smukke figur står uden for badet Man kunne købe to typer billetter, en kabine eller et aflåst skab, vi  købte billetter til et aflåst skab. Sanne var utilfreds med at vi ikke kunne følges ad ind og blive klædt om. Jeg fortalte hende at der var ikke noget jeg hellere ville, men at jeg  sandsynligvis ville blive lynchet hvis jeg gik med hende ind til damerne. Det var en ondt skulende Sanne der forsvandt gennem døren ind til damernes omklædningsrum. Jeg troede ligesom i Danmark at først skulle i bad og vaskes inden vi fik lov til at gå ud til badet. Næ - jeg gik lige igennem uden at blive klædt om, lige ud til bassinerne. Det trak lidt ud inden Sanne kom ud - her stod jeg i fuld påklædning, og med hendes sidste blik in mente, fik jeg satans travlt med at ligne en badegæst der var klædt om til den store badedag. Af med T-shirt, sokker og sandaler og ned med det  i min medbragte plastikpose. Et par minutter dukkede Sanne op, kun iført sin badedragt. Jeg skulle ikke have fyret en dumsmart bemærkning af om : Nå -  du skal nok ikke have noget at spise i dag, siden du ikke har din pung med.

Boblebad.
Vandhunden Sanne i aktion Selve området var rigtig stort, og det var delt op i mange forskellige bassiner, syv i alt. Vi fik hurtigt fundet ud af at det var ved det jacucci-agtige bassin, hvor vandet brusede i bobler og stråler af vand, vi ville være. Der var en del cafeteria-agtige boder rundt omkring. Vi fandt et sted i skyggen, fordi solen nu var rigtig skarp,  vi havde selvfølgelig ikke taget solcremen med. Vi fik pizza og en øl, priserne var meget moderate. Det var tydeligt et sted de ungarske familier tog hen i weekenden, så måske derfor? Jeg har aldrig opfattet Sanne, som en vandhund, det var tydeligt at hun befandt sig godt, hun var næsten ikke til at hive ind på land igen. Jeg tror nok jeg var tilgivet for denne gang. Vi skiftes til at gå i vandet og jeg må tilstå det var rigtig godt, og så var det dejligt fri for klor. Efter vi havde drukket vores eftermiddagskaffe, gik vi en runde på området. Vi var henne og kigge på  de store vandrutsjebaner, der var bl.a. en som faldt brat ned fra en stor højde, når de så nåede bunden blev de slynget ud som var de skudt ud af en kanon. Ved et stort bassin blev der ringet med en klokke - folk begyndte at strømme til? Det lurede vi lidt på, det viste sig at være et Bølgebassin. Det var virkeligt populært, de kastede sig frem mod bølgerne og ungerne hylede af grin.

Det var tid til at blive klædt om og komme tilbage til vores hotel, vi gik samme vej tilbage over broen og over til metroen.

Aftensmad.
Uden mad og rødvin duer heltinden ikke Da vi kom tilbage til vores hotel, tog vi os et bad, og så skulle vi smøres godt ind i aftersun-creme, vi lignede begge to en kogt krebs. Efter vi var klædt om, tog vi linie 18 ned til Szarvas tér til en restaurant med det klingende navn Aranysszarvar Etterem. Her bestilte vi hver en bruchetta som forret og så en omgang kyllingebryst med salat. Vi valgte en god flaske ungarsk årgangsrødvin til. Maden var udmærket, men jeg ville nu have foretrukket at det var mig selv der havde lavet pletterne på dugen. Derfra gik vi hen til vores "stamcafe", irsk kaffe til Sanne og et stort glas velskænket fadøl til mig - jeg kom til at tænke på Benny Andersens Svante - livet er ikke det værste man har!! Da vi kom tilbage til hotellet ville Sanne besøge baren, vi købte en øl hver til en yderst pebret pris. Klokken var ved at være 24, så det var ved at være tid til at sige godnat og tak for en god dag.

 

Sidst opdateret : 06. oktober 2005
Dag 3 Rejsedagbog dag 5