Mandag d. 21 juli 2003

Dag 6. Start på dagen.
Vi spiste morgenmad kl.8.45, kokken var tilbage igen, så jeg bestilte et spejlæg, ellers stod den på kaffe og friskpresset orangejuice, samt et par croissanter med marmelade til. Det tegnede til at det igen i dag blev meget varmt.

Statue Parken.
Det var vores plan at vi fra morgenstunden ville besøge Statue Parken eller som det malende blev annonceret »Gigantic Memorial From The Communist Dictatorship«. Jeg havde fået udpeget og markeret stedet på vores kort af en medarbejder i receptionen. Så vi tog fortrøstningsfuld linie 18 derud af. Vi kørte og vi kørte - jeg kunne bare ikke rigtig få det til at passe med markeringen på kortet, så vi stod af. Jeg spurgte en ung dame om vej, hun kunne heldigvis tale engelsk, hun kiggede på vores kort og sagde at markeringen var helt forkert, Parken lå meget længere væk, og lå helt uden for kortets rammer. Så begyndte hun at forklare mig hvilken vej vi skulle køre. Vi skulle køre fire stop tilbage med sporvognen, så tage bus nr. ??, køre tre stop og så skulle vi tage bus nr. ?? og køre X antal stop - viola - så ville vi være der!! Vi sagde pænt tak til hende og kiggede derefter på hinanden: Hjælp - det finder vi sgu aldrig.

Rumlekasse.
Sanne efter det stoe grineflip Vi havde da vi sejlede på Donau i går aftes, set at der lå tre kirker på Buda siden, meget tæt på hinanden, dem besluttede vi os så for vi ville tage ud og kigge på i stedet for. Vi tog så linie 19 tilbage langs Donau. Sporvognen viste sig at være en gammel skramlekasse, den hoppede og dansede og larmede som død og kritte. Pludselig begyndte Sanne at stikke i et af sine berømte grineanfald, folk der kender hende ved hvad jeg mener, grådkvalt af grin fik hun fremstammet: Tag - (hulk) - tag et (hulk hulk) billede af sporvognen. Vores ungarske medpassagerer kiggede forståeligt nok forundret på os. Hvad var det der var så morsomt? Vi nærmede os stedet hvor jeg mente vi skulle stå af, det viste sig at være meget smart - sporvognen kørte nemlig ikke længere!!

En ud af tre.
Solen skinnede fra en skyfri himmel og varmen slog op fra asfalten, klokken var kun 10.30 og så var det allerede meget varmt. Det var vist en god ide at besøge de skyggefulde og kølige kirker. Den første vi ville besøge var Reformatus Templom, mere kendt som Calvinist-kirken som blev bygget mellem 1893 og 1896, men af en eller anden grund var kirken lukket, så vi gik videre til Szent Anna Templom.

Skt. Anna Kirke.
Skt. Anna Kirken Skt. Anna kirken regnes for en af byens smukkeste barokkirker. Den var oprindelig en jesuiterkirke og opførelsen startede i 1740. I 1763 blev kirken stærkt beskadiget af et jordskælv, samtidig var jesuiterorden i begyndende opløsning. Så den endelige genindvielse skete først i 1805. Kirken har to smukke tvillingtårne og over indgangspartiet er der en skulpturgruppe med Maria og Anna. Højalteret består af en skulptur der forestiller Maria der bliver ført til Jerusalems tempel af sin mor Skt. Anna. Der findes to sidealtre hvor den ene er med Skt. Frans Frelseren og den modsatte med Skt. Cross. Orgelet blev overført sidst i 1700-tallet. fra den tidligere karlemeliter kirke på Borghøjen. Prædikestolen er fra 1773 og har mange forgyldte detaljer med nogle dydige engle. I kuplen over koret findes et loftmaleri der forestiller den hellige Treenighed.

Sparkøbmanden.
Vi gik videre til den tredje kirke som hedder Elisabeth kirken den var også lukket, så det blev kun til en ud af tre. Vi gik tilbage til Batthyány tér, her lå en bygning hvis facade mindede en del om en jernbanestation, der gik vi ind, det viste sig at være et butikscenter, vi gik lidt rundt der inde, mest for skyggens skyld. Her lå en stor Spar købmand. der købte vi vand, samt en flaske ungarsk rødvin Egri Bikaver årgang 1999, den kostede 585 forinter, hvilket omregnet er ca. 16 kr. Jeg tænkte slet ikke på at jeg måtte slæbe rundt på den hele dagen.

Marked eller på herrens ager.
Linie 19's endestation Vi var lige ved metrostationen Batthyány tér, så vi besluttede at tage til det orientalske marked. Vi skiftede ved Deák tér, og tog den blå linie mod Újpest-Központ. Vi stod af ved metrostationen Forgách ucta og begyndte med det samme at lede efter en vej der hed Turbina Fay. Vi gik rundt men kunne ikke finde den. Shit - igen lå det vi søgte uden for vores kort område. Jeg spurgte en ungarer om vej og han pegede i hvilken retning vi skulle gå, det gjorde vi så, men efter et stykke tid var der en bil der dyttede, det var så vores vejviser, han viste mig så på et kort hvad vej vi skulle gå. Det betød at vi skulle gå tilbage igen, det blev det ikke bedre af, stadig ingen vej. Jeg spurgte igen om vej, denne gang en ung dame, hun havde et kort i bilen, som vi så kiggede på sammen. Vi var hvor vi skulle være, jeg takkede pænt. Vi krydsede en meget bred motorgade, her over lå en vej der hed Turbina ucta, der gik vi ned af, men intet marked, tilbage igen over motorgaden. Her lå en vej der hed Fay ucta, den lignede mest af alt en vej med fabrikker. Hjælp - jeg var på herrens ager. 

Det er altid mig der finder vej når vi er ude og rejse, men mit renomme som stifinder var på dette tidspunkt nær nulpunktet og varmen havde gjort det af med al overbærenhed fra Sannes side. 

Storcenter.
Så for at redde lidt af min ære, foreslog jeg at vi tog metroen  et stop mere til stationen Gyöngyösi ucta, der "vidste" jeg at der lå et storcenter hvor vi kunne få noget at spise og så kunne hun jo shoppe der ude! Sanne accepterede mit forslag, men hun sendte mig samtidigt et "mistroisk" blik - Hm. Vi fandt det gudskelov (for mig) med det samme. Det mindede lidt om det nye Fisketorvet i København, meget glas og stål. Sultne og tørstige fandt vi en Thai grillbar, klokken var også 13.30, vi købte noget spidstegt kylling og pommes-frites med tomatketchup som tilbehør. Sanne fik en Fanta, jeg måtte købe øllet inde i pubben ved siden af. Vi sad mens vi spiste og snakkede om vi skulle give det orientalske marked endnu chance. 

Det orientalske marked.
Hurra - her er indgangen til det orientalske marked Vi kørte tilbage til Forgách ucta og gik så ud af Fay ucta, nu måtte det briste eller bære. Vi gik og gik, intet marked, kun autoværksteder og bilforhandlere. Når vi nu kommer ned til den store vej som krydsede vores og der intet marked var, ville vi vende om, det var vi helt overbeviste om. Varmen var virkelig styg nu. Heldigvis nåede vi frem til markedet. Inde bag en gul mur lå en række usle boder overdækket med plastik og hvad ved jeg. Jeg følte mig hel hensat til nogle af de markeder jeg havde mødt i Cambodia. Der var masser at se på, alle former for tøj, både til damer og herrer, ure, spiritus, sko osv. Boderne lå meget tæt, et gangareal på omkring en meter med boder på begge sider. Det at boderne var overdækket med plastik, omdannede hele området til et drivhus. Sanne nåede gennem to rækker, fik pruttet et par hørlærredsbukser ned til 35 kr. så var det sket. Hun ville ud.!

No more og dog.
En træt og desillitioneret Sanne Under normale tilstande ville Sanne have endevendt hver eneste bod, men varmen havde gjort kål på hende. Vi fandt et sted hvor der var skygge, jeg købte noget at drikke til os. Der sad vi så og samlede kræfter til hjemturen. Den lange vej ad Fay ucta tilbage til metroen, var lang og meget varm. Da vi kom tilbage til metrostationen Déli pu var Sanne kommet så meget til kræfter at hun lige kunne støvsuge et par butikker. Det kunne godt være de havde den nederdel hun så gerne ville have. Vi gik ind i det lokale supermarked hvor vi købte noget brød og pålæg til aftensmad, så kunne vi drikke den rødvin jeg havde slæbt rundt på hele dagen. Da vi kom op på vores hotelværelse, blev skoene smidt i en fart og jeg indtog en horisontal stilling.

Aftensmad.
Vi har hver især vores egen smag Efter vi havde hvilet os, tog vi os et bad, og derefter gik vi i gang med at smøre vores aftensmad, rødvinen var fremragende selv om den blev drukket af et tandglas. Vi tog os en kop kaffe bagefter. Vi ville ind til byen så det blev atter linie 18 som transporterede os ned til Friheds-broen. Vi slentrede ned gemmen gågaden Vaci ucta helt ned til Vörösmarty tér som er en stor plads, vi satte os på en fortovsrestaurant hvor Sanne fik en Truti-futti is og jeg en stor fadøl, vejret var dejlig tilpas nu. Mens der blev labbet is og øl ned, kiggede vi på de mange mennesker der passerede forbi i begge retninger. Vi gik tilbage over Elisabeth-broen. Klokken 22.05 var temperaturen på 29° C, det forklarede en hel del om hvor varmt det måtte have været midt på dagen! Igen bragte linie 18 os tilbage til vores hotel. Kl. 23.10 sagde vi godnat til hinanden, mere kan jeg ikke huske.

Sidst opdateret : 06. oktober 2005
Dag 5 Rejsedagbog dag 7