Tirsdag d. 22.juli 2003

Dag 7. Start på dagen.
I dag var det lettere overskyet, så vi ville efter vi havde spist morgenmad tage ud til området omkring Byparken. Vi gik hen til metrostationen Déli pu, og af sted med den røde metrolinie til knudepunktet Deák tér, her skiftede vi til den gule linie og kørte videre til metrostationen Hösök tere, da vi kom op fra metroen lå der en stor plads foran os. 

Heltepladsen.
Heltepladsen - Kolonnaden med en række statuer,  den høje søje med ærkeenglen Gabriel på toppen. Selve pladsen kaldes Heltepladsen, den blev anlagt i forbindelse 1000-års jubilæet i 1896. Et symbol på den nationale stolthed er tusindårs-monumentet hvor man bla. kan se krigsguden Rydwan i en stridsvogn. Kolonnaden indeholder en række statuer af ungarske ledere og politikere. En stor søjle med Ærkeenglen Gabriel på toppen, er centralt placeret. Selvom tusindårs-monumentet er rejst til minde om 1000-års jubilæet, blev det først færdig i 1929. I forbindelse med jubilæumsfestlighederne i 1896, havde Budapest i årene forinden gennemgået en kraftig modernisering og udvikling. Palæer og offentlige bygninger i hundredvis blev bygget, gadebelysning i form af gaslys blev installeret, og den første metro på Kontinentet blev bygget. Vi var der relativt tidligt, men der var allerede kommet et hav af turister, ja der var nærmest trængsel. Lokale guider pegede og fortalte på spansk, engelsk, fransk, tysk, italiensk og ikke for at forglemme japansk. Lige meget hvor i verden man møder japanske turister, så skal de alle efter tur fotograferes op ad statuer, monumenter, eller foran kendte bygninger, Budapest var ikke nogen undtagelse, de kravlede sågar respektløst rundt oppe på et af monumenterne. Da jeg valgte at jeg ikke ville udvide min fotosamling af japanere opad et eller andet monument, besluttede vi at komme tilbage senere. Vi gik videre over broen og ind i Byparken.

Borgen Vajdahunyad.
Broen over til indgangen til Borgen Vajdahunyad Vort første mål var Borgen Vajahunyad som meget malerisk er placeret ved en sø, den er for øvrigt kunstigt anlagt. Det er ikke en rigtig borg, men en samling bygninger i en lidt forvirrende blanding af stilarter. Der findes bygninger i gotisk, renæssance, barok osv. At de blev opført i anledningen af 1000-års festlighederne behøver jeg vel dårligt nok at nævne. Bygningerne var egentlig tænkt som udstillingspavilloner og blev bygget i nogle forgængelige materialer, men den blev så populær hos ungarerne, at den i 1904 - 1906 blev genopført i sten. Landbrugsmuseet har til huse i en barok bygning. Vi synes dog ikke vi kunne hidse os op til at bruge tid på at kigge på ungarsks landbrugshistorie. Til gengæld kiggede vi ind i Ják-kapellet. Kapellet er en tro kopi af et benediktinsk kapel fra 1214. Portalen er rigt dekoreret med mange figurer, og der findes et meget smukt og enkelt sidealter inde i kapellet.

Statuen af en AnonymLidt længere fremme findes den berømte "Statuen af en Anonym" som blev opstillet i parken i 1903, vi gik videre ned langs søens bred og over en lille bro, længere fremme satte vi os på en bænk, fra den vinkel ser hele anlægget meget malerisk ud. Vi gik samme vej tilbage som vi kom fra. Heltepladsen var næsten mennesketom, så nu var det muligt i ro og mag at kigge på  og fotografere 1000-års monumentet. Jeg synes at der er eet problem ved sådanne nationale monumenter og det er at man ikke altid kender den historiske baggrund, og så var 1000-års monumentet alt for voldsom efter min smag. Nå - jeg er jo heller ikke ungarer.

Kunsthallen.
Solen og varmen var vendt tilbage, så vi krøb ind i skyggen i Kunsthallen Mücsarnok. Det er en imponerende bygning med sine seks søjler og over dem en mosaik med Skt. Stefan som kunstens skytsengel. Museet blev indviet i 1895. Den bliver i dag, fortrinsvis brugt til skiftende udstillinger af moderne kunst. Vi kiggede lidt på hvem der udstillede, men vi blev enige om at vi hellere ville over til Kunstmuseet på den modsatte side.

Kunstmuseet.
Den egyptiske samling - lidt tør og kedelig Szépmüvészeti Múzeum er det nationale kunstmuseum og det blev indviet 1906. Samlingerne er bygget op om Fyrst Esterhazy's kunstsamling som staten købte i 1870 og som blev slået sammen med National Museets egen samling. Efter vi havde betalt 800 forinter i entre, startede vi i den græske og egyptiske samling. Lokalerne var forbavsende lyse, men de virkede også sterile for ikke at sige lidt kedelige. Sanne og jeg var de eneste der gik rundt og kiggede. Vi kom på et tidspunkt til en montre hvori der fandtes en del smykker, vi diskuterede de forskellige genstande, på et tidspunkt kom jeg til at røre ganske let med min pegefinger på glasset. Som et lyn dukkede der en lettere ophidset dame op foran mig, hun lirede en hurtig uforståelig remse af sig. Sanne og jeg kiggede måbende på hinanden? Jeg måtte gøre den ophidset dame, som var åbenbart var kustode,  opmærksom på at jeg ikke forstod en dyt af hvad hun sagde. Så mumlede hun noget om alarm.

Hun kedede sig.
Nu begyndte hun at herse med mig, den plastikpose jeg gik med, skulle jeg pludselig putte op under armen?? Nu er det ikke let at gå med en glat plastikpose hvori der ligger en flaske vand og en bog, under armen, men jeg forsøgte da. Tro mig det var sgu ikke nemt og jeg kunne mærke på mig selv at jeg var ved at være lettere tirret. Da vi gik videre for at se på nogle relieffer, fulgte hun i hælene på os. Aha - det var dét det handlede om - hun røv kedede sig! Jeg tog min plastikpose ned og gik med den som man nu gør med plastikposer, samtidig sagde jeg til Sanne: Kom lad os gå - jeg gider fandeme ikke lege dresseret cirkushest for at fornøje den dame!

Malerisamlingen.
Vi brugte de næste par timer til at se på malerkunst. Alle de store kunstnere fra 1700 til 1900-tallet er repræsenteret her. Tyske Albrecht Dürer og Hans Holbein, de hollandske og flamske malere med Pieter Breughel, Rembrandt, Jan Vermeer og Rubens. Den italienske samling rummer blandt andet et ufærdigt billede af Rafael og hans vidunderlige portræt af Pietro Bembo, men også Tizian, Veronese er her. Fra Spanien er der hele syv malerier af den store mester El Greco, men navne som Goya og Velazquez er også repræsenteret. Nogle fine portrætter fra de engelske malere William Hogarth og Thomas Gainsborough hang her også.

Fra nyere tid.
Fra nyere tid er det især fransk kunst der fylder mest, navne som Gustave Courbet, Toulouse-Letrecs, Manet, Pissaro, Paul Gauguin, Monet, Renoir og Cezanne som er nogle af de største navne i malerkunstens nyere historie er repræsenteret her.

Museet er i gang med en omfattende restaurering af deres malerisamling, en stor sal var viet til at beskrive dette arbejde. På væggene hang nogle fotoplancher der anskueliggjorde nogle maleriers tilstand før restaureringen, og så hang det færdige resultat ved siden af. Ganske interessant oplevelse.

Szent István Bazilika.
Trappen op til Skt. Stephan s Basilika Vi tog metroen tilbage til Bajcsy-Zs út, vores mål var Skt. Stephans Basilika. Det var lidt besværligt at komme ind til kirken, da der var et ret omfattede arbejde i gang. De var ved at renovere området omkring kirken. Det var også ret tydeligt at selve bygningerne også havde fået en ordentlig omgang. Kirken var svær at overskue fordi bebyggelsen omkring lå meget tæt på. Basilikaen er den største kirke i Budapest, og er opkaldt efter Ungarns første kristne konge István. Selve opførelsen begyndte i 1851, og byggestilen skulle være klassicistisk, men arkitekt Josef Hild som stod for opførelsen, døde midt under det hele, så Miklos Ybl tog over i 1867, han ændrede stilen til nyrenæssance fordi den oprindelige kuppel styrtede sammen i 1868, men om ikke han også gik hen og døde i 1891. Det blev så arkitekten Jozef Kauser der gjorde kirken færdig i 1905, 867 år efter Kong Istváns død.

Entre.
Selve indgangsportalen var stor og massiv, døren var udsmykket med hovederne af de tolv apostle. Vi måtte betale entre, om det var for at komme ind og se selve kirken, eller for at komme ind i kirkens kunstkammer fandt jeg ikke ud af. Kirkerummet var rigtigt stort, der skulle efter sigende være plads til omkring 8.500 personer. Kuplens højde var 96 m. og udsmykket med mosaikker. Midt på hovedaltret står en statue af Skt. Stephan og i baggrunden var scener fra kongens liv gengivet. Til højre i kirken hænger et maleri der forestiller Kong István, som ikke havde nogle arvinger, overgive Ungarn til Jomfru Maria - Patrona Hungariae, Ungarns skytshelgen. Kirkens indre er beklædt med rødt marmor, som blev hentet i det nordlige Ungarn og udsmykningen er udført af den tids kendteste kunstnere.

Hellig højre hånd.
Den hellige reklikvie med en mumificeret underarm. Vi gik ind i et sidekapel som blev kaldt "Kapellet for den Hellig Højre Hånd". I et særligt kostbart relikvieskrin, opbevaredes Kong Istváns mumificeret højre underarm. Der stod en kustode, han holdt et skrin frem foran mig, mens han på ungarsk forklarede mig at jeg skulle betale 100 forinter? Nå? Da der kun kunne komme en 100 forint-mønt i gennem sprækken i skrinet, måtte han veksle to 50-forinter for mig. Det var først her gik det op for mig at det var betaling for at få lov til at fotografere selve skrinet. Jeg tog et par billeder og han sagde pænt tak. Man kan komme op i tårnet, men det orkede vi ikke fordi elevatoren ikke virkede, bare tanken om at gå op af alle de trapper var nok, og så var vi for resten ved at være godt sultne.

Frokost udendørs.
Vi fandt en udendørsrestaurant ved selve kirkepladsen, der satte vi os. Solen var igen begyndt at skinne ubarmhjertigt, men der var gudskelov parasoller vi kunne gemme os under. Sanne bestilte kalkunbryst og jeg kyllingebryst, dertil en skål salat og en gang pommes-frites til deling, desuden to fadøl. Prisen var lige i overkanten, men vi var jo midt i turistområdet.

Hvor skal vi hen du.
Mens vi sad og spiste, snakkede vi om hvad vi havde set i ugens løb, og hvad vi ikke fik set, bla. var jeg lidt ærgerlig over at jeg ikke fik set Statueparken, så sagde Sanne hun havde set en annonce på det gratis bykort vi havde, at der var en speciel bus der kørte direkte der ud! Det var egentlig min mening at vi skulle videre og over til det jødiske kvarter og over at se Holocaust-skulpturen, men da vi passerede Deák ter, stødte vi på et skilt hvor på der stod: Herfra kører bussen til Statueparken. Sanne syntes at vi skulle tage derud, når jeg nu så gerne ville.

Statueparken.
Statue Parken, en af de mange "rædsler"Bussen ud til Szobor Park kørte kl. 15, prisen var 1.950 forinter for transport og entré. Køreturen ud til parken tog ca. 20 minutter. I 1991 besluttede Budapest byråd at samle  de mange kommunistiske monumenter, som tidligere havde stået rundt i byen på et sted. Det blev til 41 i alt. Der blev udskrevet en konkurrence om parkens udformning, og konkurrence som blev vundet af arkitekten Akos Eleod (Se under menupunktet Links: Szabor - Statue Parken's hjemmeside). Parken blev åbnet i 1993. Når man ankommer til stedet bliver man mødt af en rødstensmur, hvor der i en af nicherne står en kubistisk statue af Karl Marx og Friedrich Engels. Det hele er arrangeret i seks ringe med monumenter, hvor statuer og monomenter af russiske og ungarske kommunisthelte står side om side, bla. står der et stort monument af lederen af 1919-revolutionen i Ungarn Bela Kun, og et til minde om de ungarske frivillige der deltog i den Spanske Borgerkrig. Den kæmpestatue af en russisk soldat som stod ved Friheds-monumentet på Géllerbjerget, står her også.

Tørt og trist.
Denne ca. 10 m. høje rædsel stod på Gellerbjerget Vi gik rundt i ca. 45 minutter. Jeg havde nok forventet mig noget mere af Statue Parken, den virkede som om den ikke var helt færdig, Alt var tørt, det var som om intet kunne gro her, men egentligt passede det godt til temaet. Den kommunistiske forherligelse af et ikke særligt frugtbart system. I en cirkel i midten af parken var der en rød stjerne lavet af blomster, den var faretruende nær ved at gå ud. Alle statuer og monumenter var alt for bombastiske for min smag.  Men trods alt det, så synes jeg at det var en rigtig beslutning at lave denne park, intet var vel nemmere end at smide det hele på "lodsepladsen", den gang det kommunistiske system brød sammen i 1989. Parken vil uden tvivl komme til at stå, for dem som ikke kendte den tid, som et historisk minde fra ungarsk nyere fortid. (Se billedserien Statue Park i Billedarkiv)

Parken havde en butik som solgte bøger, emblemer og musik og meget andet som havde forbindelse med den kommunistiske epoke. Vi købte os hver en Cola, som vi satte os i skyggen og drak, inden vi kørte tilbage til pladsen Deák ter.

Til guldsmeden.
Vi tog metroen endnu en gang tilbage til Deli pu. Vi havde hver gang vi gik til og fra metroen set på en guldsmeds udstillingsvindue. Han havde nogle ørenringe som Sanne havde forelsket sig i. Da det var vores sidste dag inden vi rejste hjem, havde vi ikke så mange kontanter tilbage, men ak - guldsmeden tog ikke mod betalingskort, vi måtte gå igen.

Det lokale værtshus.
En af ungarns vemodige sange  udsat elorgel og falsk blondineDer lå et lokalt værtshus i centret bag vores hotel. Det passerede vi hver gang vi gik til og fra metroen. Hver gang lovede vi os selv at der ville vi ind inden vi rejste hjem. Nu var det ved at være sidste chance. Så vi gik der ind. Luften var tyk af tobaksrøg, lugten af øldunster forstærkede indtrykket at det var en rigtig snask vi var kommet ind på. Her var ingen udluftning, og da der ingen vinduer var i lokalerne, var de eneste lyskilder nogle neonrør som gav et violet lys fra sig. Vi bestilte to fadøl, omregnet blev det 11 kroner. Der var ingen plads i det forreste lokale, så vi satte os ind i baglokalet. Her sad en afbleget slavisk "Brunhilde", en rigtig bred dame, hun sad med en smøg i den ene hånd, mens hun med den anden spillede på et Yamaha elorgel - fem en halv krone for en musikbajer, hvor billigt kan det blive. Mens vi sad der brød hun pludselig ud i sang, det var vist en af hendes hjemlands vemodige sange. Stemningen var fin.

Shopping og så pakke.
Efter denne eksotiske oplevelse smuttede vi lige hjem på hotellet med vores ting og så af sted igen for at handle i en tøjbutik som Sanne længe havde haft kik på. Den lå i nærheden og var ejet af et ungt kinesisk par. Sanne købte en nederdel og to par bukser i hørlærred det hele kostede tilsammen omregnet 130 kr. utroligt at de kunne sælge det til den pris. Da vi kom tilbage til hotellet begyndte Sanne så småt at pakke kuffert, nå ja det var måske en meget god ide, det smittede i hvert fald af på mig. Da vi var færdige med det, gik vi i bad og så klædte vi os om, vi ville ind til byen og tilbringe vores sidste aften inde i centrum.

Ind til byen igen.
Danaiderne - de stakler, deres kar var helt tomt. Endnu en gang var det linie 18 som skulle transportere os ned til Elisabeth-broen.Vi gik lidt rundt inde i byen, her stødte vi på fontænen med Danaiderne der som straf skulle fylde et bundløst kar med vand, det gik ikke så godt for dem, karet som de skulle fylde var fuldstændigt tømt for vand. Vi var ved at være sultne så vi valgte at gå ind på en thai-restaurant. Vi måtte side indendørs fordi der ikke var plads udenfor. Vi bestilte to gange kylling med hvidløg og en skål safranris, dertil to fadøl. På et tidspunkt kom servitricen og stillede to tallerkner med noget der lignede forårsruller, vi kiggede forundret på hinanden? Sanne sagde: Lad være med at spise det, det er ikke det vi har bestilt. Jeg spurgte servitricen om det var en speciel ungarsk form for kylling i hvidløg, Rød i hovedet forsvandt hun forfjamsket med tallerknerne igen. Lidt senere kom hun og stillede en skål med safranris og en tallerken med kylling? Ja så. Jeg spurgte hende om den tallerken gjaldt for to portioner? Igen blev hun rød i hovedet, og beklagede at hun havde misforstået mig. Sanne begyndte at spise mens maden endnu var varm. Da det trak lidt ud med min mad, spurgte jeg servitricen om jeg nu også kunne regne med at få noget at spise i dag. Sanne sagde: Stop nu - du har drillet hende nok. Heldigvis kom min mad straks efter. Vi kom af med en "formue" for maden - omregnet blev det til 75 kr.

Hjemad til hotellet.
Det var tid til at søge hjem ad til vores hotel, vi smuttede ind hos en lille købmand, hvor jeg købte en dåse Urquell pilsner. Da vi passerede over Elisabeth-broen kl.  22.15, lå temperaturen på 27° C. Budapest var sgu en varm by. Vi tog linie 18 for sidste gang tilbage til hotel Mercure Buda. Vi satte os og snakkede om dagens oplevelser, Sanne drak noget iste og jeg drak min Urquell - de laver nu altså verdens bedste øl, de kære tjekker. Trætheden havde meldt sig og selvom det var hjemrejsedag i morgen og vi derfor havde god tid, så var vi tjenlige til at kaste os i Morfeus arme.

Sidst opdateret : 06. oktober 2005
Dag 6 Rejsedagbog dag 8