Mandag d. 17. Februar 2003

4.Dag.
Start på dagen.
Jeg vågnede kl.  1.30, jeg kunne ikke sove mere, jeg lå og roterede i sengen i et krampagtigt forsøg på at sove igen, til sidst stod jeg op, klokken var nu 4, jeg nåede at få et bad inden telefonen ringede 4.30, jeg fik afleveret min kuffert til kuffertdrengen ude på gangen. Nede i restauranten var morgenmaden ikke rigtig stillet frem i endnu, men lidt efter lidt kom det da. Vi skulle af sted Kl. 5.30 af sted til lufthavnen. Det kneb lidt med at komme af sted fordi der manglede to, vores guide Peter måtte ud at lede, det viste sig at de sad inde og sludrede med nogen som de troede skulle på samme tur, så de mente der var masser af god tid. Nå her fik vi stiftet bekendtskab med ham igen senere, han  blev omtalt som bornholmeren, det blev ikke den eneste gang at han kom sidst.

Vi checkede ind individuelt i lufthavnen, samtidig fik vi en masse indrejsepapirer udleveret. Dem skulle vi udfylde for at komme ind i Cambodia. Jeg brugte ventetiden til at udfylde visumansøgning, ind og udrejsetilladelse, samt tolddeklaration - længe leve bureaukratiet. Mon en cambodianer skal udfylde lige så mange papirer for at komme ind i Danmark?

Vi skulle flyve med Bangkok Airlines til Siem Riep, alt gik som smurt vi kom hurtigt ombord på flyet, ja vi rullede endda ud af startbanen 7.55,  og 45 min senere landede vi i Siem Reap lufthavn.

Velkommen til Cambodia.
Vi skulle ind i en ankomsthal som ikke var ret stor, til gengæld var den propfuld af rejsende. Nu startede så bureaukratiet, vi skulle gennem tre lange køer før det var overstået. Der var en politibetjent som tog fat i Peter og de parlamenterede ret længe, det viste sig at han ville udvirke at vi kom først i køen hvis vi hver betalte 2 $, Peter afslog og som han sagde: Nu får vi nok en masse problemer med at komme igennem. At korruptionen skete så åbenlyst var overraskende, men det skulle vise sig at være meget normalt at man bestak myndighederne. Vi skulle først aflevere vores pas, visumansøgning og et billede i en kø, dernæst skulle vi hen til an anden kø, hvor vi skulle betale 20 $ og så fik vi passet med visum udleveret, derefter skulle vi til en tredje kø, hvor vi afleverede vores ind og udrejsepapirer samt vores pas - stemple - stemple, jeg slap igennem langt om længe. Ar jo  - der var  også lige toldkontrollen.

Det viste sig nu at halvdelen af vores kufferter ikke var med flyet, men vi skulle bare tage den med ro, fordi de kom med næste fly. Det blev aftalt at de så skulle levere vores kufferter på vores hotel.

Cambodias banksystem.
En Cambodiansk bank i Siem Reap Vi kørte fra lufthavnen til en bank, hvor Peter anbefalede at vi hver især vekslede 10 $ til den lokale valuta Riel. Selv her i banken fornægtede bureaukratiet sig ikke, først skulle jeg aflevere mit pas og 10 $, så skulle jeg pænt vente, til jeg blev kaldt hen til en anden luge, hvor jeg så fik udleveret en stak sedler med forskellige pålydende værdier. Sjovt nok skulle alt betales i dollars på alle markeder og butikker, nogle steder blev de forbavset hvis man betalte i Riel, hvis noget blev f.eks. 3 ½ $ fik vi de 50 cent tilbage i Riel.

Marked
Der blev handlet med alt på dette marked Vi kørte fra banken til et lokalt marked. Her stødte vi for første gang på de invalide tiggere, mennesker som havde mistet et eller flere lemmer. Cambodia er et af de lande i verden hvor der findes flest ueksploderet landminer, det siges at 1 ud af hver 276 cambodianer har fået amputeret lemmer på grund af landminer. Det er svært at lade være med at give dem lidt, men de er alle vegne og giver du den ene forventer de andre også at få, så jeg ignorerer dem, selvom det er svært. Det var ret spændende at gå rundt at kigge, her kunne man købe alt muligt. Jeg fik købt et par DVD'er og et par små Buddhaer til Sanne.  Jeg købte også Lonely Planets bog om Cambodia for 3 $, bogen koster her hjemme over 200 kr.

Det var ved at være tid til at tage tilbage til vores hotel. Vi fik tildelt vores værelser, kufferterne var kommet, vi skulle bare pege på dem,  så ville de blive stillet op på vores værelser, vi skulle bare gå ind og spise.  Her ventede der os en utrolig lækker buffet, fremragende og overdådigt. Efter frokosten blev der tid til et bad og blive smukseret lidt, mit værelse var simpelthen topkvalitet. 

SOS Børneby Siem Reap.
SOS Børneby i Siem Reap, det er de små familiehuse som ses i baggrunden Vi skulle som noget nyt, i stedet for besøge en tempelruin, besøge en SOS børneby, som for øvrigt blev sponsoreret af tyskere og svenskere. Forstanderen bød os velkommen og fortalte lidt om projektet,  der var 14 huse med plads til 10 børn i hver, hver hus havde en "mor" som stod for det daglige, men børnene skulle selv være med til at gøre rent, lave mad og vaske tøj. Stedet var lige åbnet for 3 mdr. siden og havde allerede 80 børn. Det er forældreløse børn alle sammen, de tager ikke børn ind ældre end 10 år, men ellers helt ned til spæd, De opsporer fortrinsvis  børnene ude i de små landsbyer. I forbindelsen med børnebyen var de i gang med at bygge en legeplads og en skole. I skolen skulle der også kunne gå børn udefra, men børn fra mindrebemidlet familier. Efter denne indledning fik vi lov til at besøge børnene i deres huse.

Besøg hos børnene.
Her er de to små søskende - alene i verden Uden for det første hus vi besøgte, stod en lille pige og dreng, de så noget betuttet ud, de stod med hinanden i hånden og vinkede meget forsigtigt, jeg må indrømme jeg fik en stor klump i halsen, da jeg så de to små forældreløse unger, tanken om så små og så allerede  "alene" i verden, berørte mig dybt. Vi blev budt indenfor af husets Mama. Jeg spurgte vores lokalguide om han ikke kunne spørge den lille pige om hun ville vise mig hendes værelse, hun tog min hånd og førte mig ind i et rum med to gange to etagesenge og pegede på en af dem, jeg var totalt solgt! Hold da helt k... hvor var hun dejlig. Det viste sig at de var søskende, hun var 4 år og han tre. Vi fik lov til at gå rundt og kigge som vi havde lyst til.

Alfabetet synges.
Her øves alfabetet I nabohuset var der en lille pige i gang med at feje uden for med en lille fejekost, da jeg ville fotografere hende stillede hun sig pænt op, men jeg ville helst tage et billede hvor hun var i gang med at feje. det fik jeg hende til, jeg snakkede også med hendes "Mama", hun havde kun seks børn på dette tidspunkt,  men forventede at der snart kom flere. Vi kom hen til et hus hvor børnene var lidt ældre, de sang lidt for os, det viste sig at det var alfabetet de sang. de var i gang med noget undervisning. Vi gik tilbage til administrationsbygningen, som for øvrigt ikke var særlig prangende, her blev indsamlet 114 $ hvilket svarede til ca. 5 $ pr. næse. Peter var stolt på vores vegne. Bent og Lone kom og fortalte mig at min lille veninde var "solgt", hun og hendes lillebror havde hver især fået en sponsor, godt for dem.

Tonlé Sap.
Nogle af de usle hytter ved Tonlé Sap Vi tog ud til Tonlé Sap søen, vi kørte ud af rimelig god vej, men pludselig stoppede den asfalterede vej og så skal jeg ellers love for at bussen hoppede og dansede derud af, vejen var fyldt med store huller, så vi kørte vel ikke med mere end 5 km. i timen. I alt 25 min. kørsel. At se hvordan folk boede der, det var rystende, jeg har aldrig set noget lignende, så fattigt og usselt er der da ingen der kan leve! Jo desværre - jeg glemte et øjeblik Indien, menneskene her ved Tonlé Sap havde trods alt søen hvor de kunne fange friske fisk, hvor imod de fattigste indere, hvor af mange boede på lodsepladserne, havde kun det de kunne finde på lodsepladserne og i skraldespandene.

Hytterne stod på nogle spinkle pæle hvorpå der var klampet nogle rafter og pinde der skulle gøre det ud for gulvet, taget var lavet af flettede palmeblade, man kunne se direkte ind i deres "huse". Ildstedet var selvfølgelig nede på jorden foran huset. Det her kan simpelthen ikke beskrives. Jeg kunne ikke få mig selv til at stille mig op og fotografere deres elendighed, det ville kun være at ydmyge dem yderligere. Jeg må indrømme at jeg i et øjeblik skammede mig over at være så "rig" som jeg er, sammenlignet med dem. Gennemsnits levealderen for mændene her var 39 år, for kvinderne var den endnu lavere.

Sejltur på Tonlé Sap.
Her flyder et svin Vi nåede endelig frem til selve søen, den er sydøst Asiens største ferskvandssø, den kan i regntiden (maj til oktober) kan svulme op fra 2.500 km² til 13.000 km², og nå op på 10 meters dybde, på den tørreste tid var søen kun omkring 2 - 3 meter dyb. Det betyder at den arealmæssig  svinger i størrelsen. De kalder også søen for Cambodias hjerteblod, fordi søen forsyner halvdelen af Cambodias befolkning med fiskeproteiner, men der er problemer med overfiskeri, der var også tidspunkter hvor der ikke måtte fiskes, det er når vandstanden er lav som også er det tidspunkt hvor fiskene gyder. Det blev ikke overholdt - det lyder bekendt ikke? Det var en rar sejltur, vi passerede husbåde hvor folk boede, der var sågar en gris på en lille tømmerflåde, en katolsk kirke lå der også midt ude på søen. Mange mennesker levede det meste af sit liv herude. Vi gjorde holdt ved en stor tømmerflåde hvor de havde udstilling af nogle af søens over 200 fiskearter i akvarier, der var en ørn, flere Fiskehejrer og nogle Marabuer, lidt krybdyr var der også. Efter at vi havde opholdt os en halv times tid der ude, var det tid til at sejle tilbage igen.

Tilbage til hotellet.
Vi kørte tilbage igen ad samme bumlede vej. Vi fik lige lidt tid til at nette os lidt da vi kom tilbage til hotellet, inden vi skulle ud og spise aftensmad, Restauranten hed vist Bayon 1, maden var ikke noget at råbe hurra for, men pyt med det, den gode frokost havde taget det meste af min appetit. Da jeg kom tilbage til hotellet, overførte jeg dagens billeder til min computer og fik indtalt dagens begivenheder på min Minidisk. Klokken var nu 23.10 og da vi skal op igen i morgen klokken 5.30, var det på tide at komme i seng. Jeg håber jeg hurtig falder i søvn, men de fattige ude ved Tonlé Sap og børnene i SOS byen, spøgte stadig i baghovedet.

Sidst opdateret : 06. oktober 2005
Dag 3 Rejsedagbog Dag 5