Tirsdag d. 18. Februar 2003

5.Dag.
Start på dagen.
Jeg vågnede kl. 2.30 - resten af tiden frem til kl. 5 gik med at forsøge at falde i søvn, men så opgav jeg kampen, stod op og gik i bad, telefonvækningen virkede perfekt, altid rart at konstatere, morgenmaden var klar kl. 6, der var afgang med vores bus kl. 6.30. Alle var mødt rettidigt op. Vi skulle så tidlig af sted inden alle turisterne møder op. Kl. 10 er alle steder overrendt.

Angkor området.
Vi skal i dag besøge Angkor området, jeg vil ikke lægge skjul på at netop dagens besøg er en af de afgørende grunde at jeg tog med på denne tur. Selve området er meget stort, omkring 72 km², og omfatter en masse templer. Byggeperioden strækker sig fra år 802 til 1432, hvor Angkor riget går til grunde. De fleste templer er hinduistiske templer.

Angkor Thom.
Figuralléen -  her med ved venligsindet side Vores bus satte os af nær indgangen til vestporten, her passerede vi en hel allé af figurer 32 i alt på hver side. Figurerne på den ene side var rare og venlige og på den anden side så barske og dæmonagtige. Begge grupper red på slangen Naga. Desværre var der nogle af figurerne som havde mistet hovedet, det skyldes krigen med thaierne som havde skændet nogle af figurerne. De var dog erstattet og med nogle gode kopier, mens andre beskadigelser var repareret med cement, det er man gudskelov holdt op med og man vil i fremtiden foretage reparationerne med den originale stenart, Det er selvfølgelig en metode der både er langsommelig og ikke mindst meget kostbar, men med det hastigt stigende besøgstal og dermed også en stigende indtægt (det koster 20 $ per person) må jeg håbe at de bruger pengene til vedligeholdelse. Det var med en underlig fornemmelse jeg gik gennem porten, endnu et af mine store ønsker var nu ved at gå i opfyldelse! Nu var det ikke længere noget man havde læst om og set billeder af - nu var jeg der selv!!

Bayon templet.
Bayon templet - Bayon Templet tager nemt anden pladsen efter Angkor Wat, som den mest populære af Angkors mange templer. Det er et sted med lave snævre korridorer og stejle trapper og det bedste af det hele, en samling på 54 tårne dekoreret med 216 kæmpemæssige kold smilende ansigter af Avalokiteshvara. De lærde påstår at de også forestiller Kong Jayavarman VII, den Mahayana buddhistiske konge, som fortsatte devaraja kulten fra hans hinduistiske forfædre. Når man går rundt i templet på tredje niveau, er der altid mindst en halv snes eller mere, af ansigter som enten direkte eller i profil kigger på dig, de fleste enten i øjenhøjde eller kiggende ned fra det høje.

Hvem byggede det.
Hvem der byggede BayonTemplet var i mange år uvist, men nu ved man at det var Kong Jayavarman VII som byggede det. Indhyllet og skjult i junglen, tog det forskerne lang tid inden de indså at Bayon ligger i den eksakte midte af byen Angkor Thom. Der er stadig megen mystik omkring Bayon, omkring dets funktion og symbolik.

En dynge murbrokker.
Bayon templet - Lidt udefra ligner Bayon en dynge murbrokker, det er først når man kommer ind og er på vej op til tredje niveau, at magien bliver synlig - imponerende synlig!
Bayon basale struktur er på tre niveauer, hvilket mere eller mindre korrespondere med de tre faser af bygningen. De første to niveauer er kvadratisk og prydet med basrelieffer, og leder op til det tredje cirkulære niveau til tårnene med ansigterne.

Bayon er dekoreret med 1.2 km af udsøgte relieffer, som omfatter over 11.000 figurer. Første niveau beskriver dagliglivet i det 12. århundredes Cambodia. Anden niveau har ikke den episke del som første niveau og virker også mere fragmenteret, men imponerede håndværk præger alle reliefferne. Reliefferne skal ”aflæses” i urets retning. Første niveau er virkelig værd at bruge noget tid på, det er en ren "fotoserie" af dagliglivet på den tid.

Elefantterrasserne.
Midterste platform af elefantterrassen Derefter blev vi kørt videre ned til elefantterrasserne. Den 350 m. lange Elefantterrasse blev brugt som platform for offentlige ceremonier og tjente som fundament for kongens store audienssal. Man kan sagtens forestille sig hvilken pomp og pragt som Khmerriget i sin storhedstid, med infanteri, kavaleri hestetrukne vogne og elefanter paraderende på den centrale plads, farverige banner og flag, kongen med sin guldkrone under en farverig parasol, omgivet af sine tjenere. Her kan ens fantasi sagtens få frit løb.

Elefantterrassen har fem udbygninger til den centrale plads, tre i den central del, og en i hver ende. I den midterste sektion er støttemurerne dekoreret med legeme store løver og Garudaer. Også i begge ender er der to pragtfulde dekorationer af paraderende  elefanter med deres Khmer Mahoutter.

På cykeltur
Der holdt en lastbil som ventede på os med et læs cykler. Efter vi alle havde fundet os en cykel og tilpasset sadelhøjden, cyklede vi ud på en tur på ca. 4  - 5 km. Vores mål var Ta Prohm templet. Inden vi gik ind og beså templet blev der tanket op med koldt vand.

Ta Prohm templet.
De fantastiske rødder som holder det hele i et kvælende greb Ta Prohm er uden tvivl den mest stemningsfyldte ruin i Angkor og er efter min mening et besøg som man ikke må springe over. Dens tiltrækningskraft ligger i at det der er tilbage af Ta Prohm er overladt til den opslugende jungle. Det ligner lidt den måde de fleste af Angkors templer så ud da de europæiske opdagelsesrejsende stødte på dem.

Templet er indhyllet i en skimlet skygge og dens tårne og mure er i opløsning, fastlåst i en langsom omfavnelse af kæmpestore muskulære rodsystemer. Hvis Angkor Wat, Bayon og andre templer er et vidneudsagn om Khmer rigets genialitet, så minder Ta Prohm os om på samme måde, om junglens formidable frugtbarhed og styrke.

Bygget i 1186.
Ta Prohm er et buddhistisk tempel bygget i 1186, af Kong Jayavarman VII og dediceret til hans moder. Det er en af de få templer i Angkor regionen hvor inskriptioner giver informationer om templets tilknytning og beboer. Antallet er virkelig overraskende, selvom det muligvis indeholder et element af overdrivelse for at forherlige kongen. ”Tæt på 80.000 mand behøvedes til at vedligeholde eller passe templet, og omkring 2.700 embedsmænd og 615 dansere var tilknyttet”.

Et kæmpe kvælergreb .
I et dødbringende greb Ta Prom er et tempel af tårne, tætte gårdspladser, og snævre korridorer. Mange af korridorerne er ikke passable, jeg selv rendte ind i flere blindgyder, der er store rodet dynger af flotte udskårne stene, stenblokke som var løsnet af rødderne fra træer der er rådnet for lang tid siden. Det er som om det hele er fastholdt i et kæmpe kvælergreb af et fortidsuhyre. Det er muligt at udfordre skæbnen, ved at kravle rundt i de ødelagte gallerier. Mange af de usikkert balancerende sten vejer mere end et ton, så man vil få en ordentlig bule i kasketten, så måske er det bedst at lade være, selvom man måske tror at det er det helt rigtige sted at tage et godt billede fra.

Tid til en pause.
Klokken var nu 11.15, det var tid til at køre tilbage til vores hotel. Her blev et par timer hvor jeg kunne slappe af inden frokost. Frokosten var nu ikke noget at skrive hjem om. Men nu ventede det jeg havde set frem til lige siden jeg bestilte rejsen - Angkor Wat!!!

Angkor Wat.
Angkor Wat er uden tvivl det mest betagende syn af alle monumenter i Angkor, anset for at være den største religiøse bygning i verden. Det er også det bedst bevaret tempel i Angkor. Jeg tror selv efter utallige besøg, at jeg stadig ville kunne føle det sug i maven, som den første gang den dukkede op på min nethinde. Angkor Wat er højst sandsynlig anlagt som begravelsestempel for Kong Suryavarman II, til ære for Vishnu, den hinduistiske guddom, som kongen blev anset for at være,  en og samme person, altså en gudekonge.

Jeg har taget de første skridt mod helligdommen. Der er mange ting der gør templet til noget særligt, det mest signifikante er at templet er orienteret mod vest. Vest er symbolsk retningen mod døden, og det har fået mange af de lærde til at konkludere at Angkor Wat har eksisteret primært som et gravkammer. Ideen mener de bliver understøttet af at alle basreliefferne er skabt til at ”aflæses” mod urets retning, en praktik der har været brugt af forfædrene i de ældgamle Hindu ceremonier. I dag er det den almindelige opfattelse at Angkor Wat både tjente som tempel og mausoleum for Suryavarman II.

Angkor Wat er omgivet af en 190 m. bred voldgrav som former en stor rektangel på 1.500 m. x 1.300 m. Fra vest krydser en sandstens vej over voldgraven til den ydre mur. Den måler i rektangel 1.025 m. x 800 m. og har en indgang på hver side, men hovedindgangen er en 235 m. bred veranda rigt dekoreret med billeder hugget i sten. I indgangstårnet står der til højre en 3.25 m. høj statue af Vishnu, hugget ud i en blok af sandsten. Vishnu’s otte arme holder bl.a. et scepter, et spyd, et konkylie. Der lå hårtotter omkring Vishnu, det var måske offer fra unge kvinde og mænd som skal giftes, eller nogle som vil sige tak for deres medgang eller en vel overstået sygdom.

En 475 m. lang og 9.5 m. bred alle, som langs siderne er smykket med et gelænder som forestiller slangen Naga, fører fra hovedindgangen op til det centrale tempel. Det centrale tempel består af tre etager, alle lavet i rødler, pladsen på hver etage er omgivet af indviklet sammenkædet gallerier. Hjørnerne på anden og tredje etage er hver markeret med et tårn med en hvælvet kuppel. 31 m. over tredje niveau, står det centrale tårn, den gør det hele til en sublim enhed.

Fra den rette vinkel.
Inden vi gik ind i det ydre tempel, gik vi til venstre langs bassinet og på det rigtige sted kan man få alle fem tårne med på billedet, mens det spejler sig i bassinet. Billedet som er indgangsbillede på denne rejsebeskrivelse, er taget herfra.

Derefter gik vi ind i templet og kiggede på de smukke basrelieffer som beskrev beretningen om Ramayana eller Ramakien som den jo hedder i Cambodia (Du kan læse mere om denne episke beretning under mine rejsebeskrivelser for Indien/Nepal eller Thailand). Man var nu begyndt at spærre af så folk ikke længere kan røre ved reliefferne mere - de var begyndt at blive blankslidte!

Det midterste tårn.
Angkor Wat's midterste tårn, med de halsbrækkende trapper Vi gik derefter rundt på de forskellige etager, der har nogle  imponerende rum, med udhuggede vægdekorationer. I centrum står så det imponerende midterste tårn. Der var utrolig mange der kravlede op i det midterste tårn, men med de mange smalle trin og runde kanter var det nærmest livsfarligt, det var da også halsbrækkende at se folk, når de skulle ned igen. Jeg blev nede - kylling? Næh jeg havde intet jeg skulle bevise. Men det bliver nok også snart forbudt at gå der op, med de flere millioner besøgende og besøgstallet fordobles hvert år, så vil slitagen blive for stor. 

De smukke basrelieffer.
Nogle skulle flyve i ballon over området, jeg må indrømme at det virkede lidt poppet på mig, så jeg foretrak at gå rundt og kigge nærmere på de mange smukke basrelieffer. I den sydlige del af vest galleriet findes der scener fra det store hinduistiske epos Mahabarata, beretningen om Slaget om Kurukshestra. Men det mest imponerende af alle reliefferne findes i den sydlige del af det vestlige galleri. Beretningen om guderne og dæmonernes kamp om udødeligheds nektar fra Mælkehavet. Historien er kort den: Guderne og Dæmonerne indgik en aftale om sammen at skaffe sig i besiddelse af "amrita" - udødelighedens nektar - og derefter dele den mellem sig. Men da Dæmonerne kom i besiddelse af krukken med nektaren, rendte de af med krukken, skarpt forfulgt af guderne. I tolv døgn kæmpede de om at komme i besiddelse af krukken. Når man kender lidt til historien i forvejen er udbyttet større synes jeg, fordi der er scener man pludselig kan aflæse i reliefferne.

Tid til en Angkor Beer.
Nu havde jeg været på stikkerne i over 10 timer så trætheden var begyndt at melde sig, det var tid til at sidde lidt ned og slappe af. Jeg fandt nogle boder som heldig for mig solgte kolde øl. Dejligt at sidde ned med en en kold øl, og hver gang man lagde nakken tilbage så man direkte på Angkor Wat's fem tårne - Herligt.

Solnedgang ved Phnom Bakheng.
Sol gik sgu ned i en sky Det var aftalt at vi skulle mødes med ballonholdet kl. 17 uden for indgangen. Vi skulle op og se solnedgangen fra højen Phnom Bakheng. Der var to veje der op, den korte eller den noget længere, som elefanterne fulgte. Den korte mindede mig mest om en meget stejl og hullet bakke, den så totalt håbløs ud at kravle op ad, så den valgte jeg fra. Så det blev elefantvejen jeg valgte. Den var slem nok til min "fremragende" kondition, men jeg kom da op.

Oppe på toppen af bakken lå et tempel med de sædvanlige smalle stejle trin  - nå - hvis jeg ville se solnedgangen, måtte jeg kravle op. Der var utrolig mange mennesker oppe  på platformen, det var næsten ikke til at komme til, og hvad sker der så - skyerne trak sammen om solen et kvarter før den skulle gå ned -  goddav du. Jeg gik ned med det samme igen inden alle andre også fik den ide, så ned af elefantvejen igen.

Glidebane.
Vejen slyngede sig rundt hele tiden, men der var nogle steder hvor man kunne skyde genvej, så det gjorde jeg, men tak skal du have - de visne blade på den tørre jord virkede som en glidebane, jeg greb efter en smal træstamme og fik stoppet glideturen, da jeg fik kigget rigtigt efter så var stammen jeg hold om, fyldt med store pigge, jeg havde heldigt grebet et sted hvor der ikke var nogle, da jeg fik kigget efter, så jeg til min rædsel at alle træerne var af samme type - hjælp - til alt held havde jeg min kasket med, så den brugte jeg som gribehandske på resten af glideturen ned af skrænten. Jeg fulgte vejen pænt ned resten af vejen. Bent en af min medrejsende, havde fået samme geniale ide, men var så uheldig at han faldt på ryggen mod en stub. Det betød mange smerter resten af hans rejse, resultatet viste sig senere - to deformerede ribben og overrevet væv, og han er stadig generet af det - så et godt råd, følg den slagne vej. Vi havde aftalt at mødes ved foden af bakken, vi gik så samlet hen til vores bus og kørte tilbage til vores hotel

Gardenparty.
Det var dejligt at få det svedige tøj af og få et bad. Vi skulle spise på hotellet kl. 19.30, under middagen ville der være underholdning med traditionelle cambodianske dansere. Jeg sad og spiste med nogle af mine rejsefæller, men kl. 21.30 gik jeg op.  Jeg lavede mig en kop kaffe smagte endnu en gang på cognacen, Jeg lagde dagens billeder over på computeren, fik sludret lidt til min dagbog, men efter hånden blev det til mere sludder end sludre. Denne dag havde budt på nogle utrolige store oplevelser, som havde gjort mig godt mat i sokkerne - tiden var inde til at  knalde brikker - jeg skal jo som sædvanlig tidligt op og af sted.

Sidst opdateret : 06. oktober 2005
Dag 4 Rejsedagbog Dag 6