Onsdag d. 19. Februar 2003

6.Dag.
Start på dagen.
Da jeg gik i seng i går drømte jeg om at jeg ville sove til jeg blev vækket af telefonen, men jeg vågnede selvfølgelig midt på natten - badet i sved - jeg havde slået airconditionanlægget fra da det larmede af h...  Satans også endnu en gang uden at få lov til sove til jeg skulle op. Jeg havde lige fyret den sidste ed af da telefonen ringede - hø hø - og så var den endda 5 minutter over - 4.35. Så det var en Mogens i godt humør der gik i bad. Jeg fik pakket kufferten og afleveret den til kuffertdrengen ude på gangen. 

Under det sidste check inden jeg forlod mit værelse, fandt jeg min toilettaske, en T-shirts  og et par sko, nu var min rygsæk pludselig godt proppet. Efter morgenmaden var der afgang til lufthavnen kl. 5.30 , vi skulle flyve kl. 7. 

Siem Reap Airport.
Vi checkede ind samlet i lufthavnen, det vil sige Peter ordnede det hele for os, han kom tilbage og fortalte at vi havde sat ny rekord vægtmæssig, vores kufferter vejede samlet til det der svarer til 19.4 kg. i gennemsnit pr. person. Hurra - så kan vi hver især købe 600 gram mere!  

Vi gik ombord i et  Fokker Friendship fly, det var ikke helt fyldt, afgangstiden var kl. 7 men vi lettede allerede 5 minutter før. Vi fik serveret et par sandwich og lidt juice, selve flyveturen tog 42 minutter. Vi var nu i Phnom Penh. Om det var byens eneste lufthavn ved jeg ikke, men denne her var rimelig primitiv. Vores kufferter blev kørt ude fra flyet og båret ind i ankomsthallen. Vi skulle nu stifte bekendtskab med historien om de røde Khmer rædselsregime.

Khmer Rouge rædselsregime.
Det hele startede i 1975, da de røde Khmerer under Pol Pots ledelse overtog magten i Cambodia. Pol Pot havde den forrykte ide at landet skulle føres tilbage til år 0. Folk skulle ud af byerne og ud og leve på landet, skolegang  og uddannelse skulle stoppes. Det hele startede med Khmer Rouge bildte folk ind at USA var meget vrede på Cambodia fordi de havde tilladt Nordvietnams hære at gå gennem landet, og så angribe Sydvietnam af den vej. Amerikanerne ville som straf bombe Phnom Penh. Folk troede på det, så byens mere end 1 million mennesker strømmede ud af byen og ud på landet.

Klapjagt.
Nu blev der indledt en sand klapjagt, på lærer, læger - ,ja kort sagt alle akademiker eller folk med den mindste uddannelse, for at udrydde dem!!. Dette rædselsregime huserede frem til 1979, indtil Vietnameserne befriede landet og fik jaget de røde Khmerer fra magten. Dagen i dag ville mest handle om dette mørke kapitel i Cambodias historie.

Dødens mark i Choeung Ek.
En af hylderne i Mindesmærket Vi blev hentet af en bus som kørte os direkte ud til det såkaldte Killing Fields i Choeung Ek, som ligger ca. 15 km. udenfor Phnom Penh. Det første der mødte os var et lidt bizart mindesmærke, det bestod af et firkantet tårn med store glas vinduer, inde i tårnet var der hylder hele vejen op. Kranierne lå arrangeret efter køn og alder og rummer over 8.000.  Den tidligere frugtplantage rummer 129 massegrave. Mellem 1975 og 1978 blev omkring 17,000 mænd, kvinder, børn og spædbørn, som var blevet tilbageholdt og tortureret i S-21 i transporteret til udryddelseslejren Choeung Ek. De blev for det meste slået ihjel med køller, da en patron var kostbar!

Da man begyndte at lukke massegravene op, tog man kun kranierne fra, man stoppede efter grav nr. 42, resten lod man være, man mente ikke det tjente noget formål, de er døde, så stop her og se fremad og arbejd på at det aldrig sker mere. Måske meget sundt.

Endeløse grusomheder.
Dødens mark - Killing Fields - massegrave som har været åbnet Man fandt en grav med lig uden hoveder, hvor de er henne ved man ikke. Der findes en palme hvis stilk på bladet er skarp som et barberblad, disse blev brugt til at skære halsen over på fangerne. En massegrav ved et træ rummede ligene af hundredvis af spædbørn, træet blev brugt til at smadre deres hoveder mod, nogle af børnene blev kastet op i luften og stanget med bajonetter. Der er talløse beretninger om de røde Khmers grusomheder. Det er jo totalt sygt. (Se billederne i Billedarkivet)

Vandring på knoglerester.
Når man går rundt mellem gravene går man nærmest på en belægning af knoglerester. En rystende og deprimerende oplevelse. Et monument over menneskehedens sorte side. Vi snakkede om at disse arme menneskers elendighed, nu var blevet en turist attraktion, måske render vi rundt i Bosnien om tyve år og kigger på massegrave!!!

Midt i al det sortsyn kunne man høre børns sang fra en nærliggende skole - dejligt - måske er der trods alt stadig håb for menneskeheden.

S-21 - Toul Sleng.
De sidste 14 der blev henrettet inden Vietnameserne nåede at befri dem. Det var en tavs gruppe der kørte videre til S-21. I 1975 overtog Pol Pots sikkerhedsstyrker Toul Svar Prey Skole og omdannede den til et sikkerhedsfængsel, senere kendt som S-21. Det blev snart det største center for fængsling og tortur i hele landet. Fra 1975 til 1978  gik mere end 17.000 mennesker gennem stedet, de fanger der døde under torturen blev begravet i massegrave på fængslet grund, resten blev sendt til Choeung Ek lejren for at blive henrettet.

Registrering.
Ligesom nazisterne, registrerede Khmer Rouge omhyggeligt sine ugerninger. Alle fanger der passerede S-21 blev fotograferet og nogle gange også efter de havde været gennem tortur. Mange af museets vægge er dækket fra gulv til loft med fotografier af så godt som alle mænd, kvinder og børn som senere blev myrdet.

Revolutionens vanvid.
Efterhånden som Khmer Rouge “revolution” nåede nye højder af vanvid, begyndte den at "æde sine egne børn". Nu blev det generationen af plageånder og bødler som arbejdede her, deres tur til at blive tortureret og henrettet af dem der indtog deres pladser.

Befrielsen.
Et af Vann Nath mange malerier - motivet taler for sig selv. Da den Vietnamesiske hær befriede Phnom Penh in 1979, blev der kun fundet 7 fanger i live, blandt dem var Maleren Vann Nath. Der hænger nogle malerier som Vann Nath havde malet nogle år efter hans befrielse. De beskriver nogle af hans mange traumatiske oplevelser, omkring mishandling og tortur af fanger. Vann Nath har ligeledes skrevet en bog som i fragmenter fortæller hans historie, under og efter S21.

En stærk oplevelse.
En af ofrene - et barn - hvilken trussel kan sådan lille pige være? billedet er taget fra et katalog Vi startede vores rundtur med at passere skolens  tidligere gyngestativ. Det blev brugt til at hænge  fangerne op i benene, for så at sænke dem ned i store krukker med vand. En af de treetagers bygninger var "pakket" ind i pigtråd for at forhindre fangerne i at begå selvmord. I nogle af rummene, som blev brugt til torturkamre, stod der nogle gamle rustne jernsenge som de arme fanger blev lænket til under torturen. Gulvene var endnu sølet ind i størknet blod, selv så mange år efter. I andre rum var der indrettet små lusede celler hvor de lænkede fangerne til gulvet. Værst var det at se alle fotografierne på væggene -  nu kom der pludselig "kød" på de kranier som lå ude på Killing Fields - Choeung. Ek. Mænd med angst eller rædsel malet i deres ansigter, kvinder og børn. At stå at se på  billeder af børn rystede mig dybt. Pludselig kunne jeg ikke tage mere - rigtige mænd græder ikke - men mit indre skreg: Det er løgn, så onde er der ingen mennesker der kan være! - jeg måtte bare ud i den friske luft - ud for at bekæmpe en begyndende kvalme. Puha det er ikke en oplevelse man let ryster af sig igen.  

Efter at jeg havde sundet mig lidt, købte jeg i souvenirbutikken den bog som Maleren Vann Nath havde skrevet. Den omhandler nogle af hans oplevelser som fange i S-21 Toul Sleng (Se billederne fra Toul Sleng i Billedarkivet)

Det Russiske Marked
Det Russiske Marked - her kan næsten alt købes Vi kørte derefter til Det Russiske Marked - navnet er opstået fordi fleste varer på markedet i starten kom fra Rusland. Her gik jeg på jagt efter ny kuffert, jeg fik handlet den ned til 20 $, så må jeg se hvor længe den holder. Jeg tog en del fotografier af børn på markedet, men de er meget svære at komme ind på livet af, generte eller bare skæmte måske? Men hvor var det dejligt at tage billeder af rigtige levende børn! Der findes en hel del boder der sælger DVD'er, jeg ville have fat i Ringenes Herre: De To Tårne, men jeg ville kun give 4.5 $ hvis kvaliteten var i orden, til sidst fandt jeg den.

Thailands Ambassade.
14 dage inden min afrejse til Cambodia, havde der været store optøjer i Phnom Penh, hvor den splinter nye Thailandske Ambassade til 300 million $ blev totalt raseret, ligeledes blev et Thai ejet luksushotel og et stormagasin udbrændt. Hele miseren skyldes en eller anden dum gås af en populær popsanger udtalte sig om at hun ikke kom til Cambodia for at optræde før Angkor Wat blev "givet tilbage"  til Thailand. Det fik det hele til at eksplodere, Angkor Wat er Cambodias national klenodie og de fattige cambodianerne føler sig i forvejen økonomisk udnyttet af de rige thailændere . De diplomatiske og økonomiske konsekvenser er ret store for fattige Cambodia, og det vil tage lang tid før sårene er hele igen, selv om den cambodianske regering har lovet fuld erstatning. Vi gjorde et kort ophold uden for ambassaden, myndigheder havde rejst et plankeværk langs ambassaden, så man ikke rigtig kunne se skadens omfang.    

Foreing Correspondents Club.
Vores frokost indtages i Foreing  Correspondents Club.Vores frokost  skulle vi indtage i den berømte Foreign Correspondents Club. Det var stedet  hvor de udenlandske journalister holdt til inden de blev smidt ud af Cambodia af de røde Khmer. Restauranten  blev berømt efter den indgik i den Oscar belønnet film "The Killings Fields" med Sam Waterston, Haing Ngor og ikke mindst John Malkowitch i hovedrollerne. Pudsigt at sidde i den kulisse og spise sin frokost. Ganske udmærket frokost for resten.

Sunway Hotel.
Det var tid til at  checke ind på vores hotel Sunway Hotel. Min kuffert stod allerede på mit værelse, så det var bare at gå op. Jeg fik mig et forfriskende bad og skiftet tøj. Jeg tog min nye kuffert i brug, og så skulle jeg også lige have mig en kop kaffe og cognac.

Sightseeing.
Jeg beslutte mig for at gå og ud kigge lidt på byen - måske ned til havnefronten som lå lige i nærheden. Da jeg kom ud på hotellets parkeringsplads så jeg godt at der startede nogle motorcykler ude på vejen, de kørte over mod den retning jeg gik,  så jeg skiftede retning og gik den anden vej - ud af øjenkrogen kunne jeg godt se at de vendte om igen og kørte efter mig, da jeg så vendte og gik den anden vej igen, gav de så op og grinende vinkede de til mig.

Jeg havde dog kun gået ca. to minutter, før der kom en gut som godt ville køre mig rundt i byen en times tid for 2 $. Jeg sagde til mig selv hvorfor ikke? Men jeg blev mere og mere usikker på under turen, om det nu var en god ide.  Tak skal Far ha' - de kører nu alle sammen som død og helvede, ud og ind mellem hinanden - turen var sgu ikke særlig behagelig, så efter 20 minutter bad jeg ham om at køre mig tilbage til hotellet, det forstod han ikke ret meget af, men gjorde hvad jeg bad ham om. Jeg betalte ham de 2 $ og takkede min "skaber" for at jeg slap levende fra dette eksperiment.

Happy Hour.
Jeg gik ind i hotellets bar og bestilte mig en "Angkor pils", lidt senere kom servitricen med nogle små snitter og nogle snacks, da jeg lignede et stort spørgsmålstegn, sagde hun at mellem kl. 16 og 19 var det" Happy Hou
rs", og så kostede drinksene, kun det halve. " Happy Hours"  - hm  -  efter dagens barske oplevelser burde man så i virkeligheden ikke gøre alle døgnets timer resten af ens liv til "lykkelige timer"!.

Sunway Hotel.
Taffelmusik - fornemt ikke - der må strittes med lillefingeren Vi skulle spise i hotellets restaurant kl. 19. Det var en fornem buffet der ventede os. Der var alt hvad hjertet kunne begære, and, lam, svinekød, fisk, oksekød, masser af forskelligt tilbehør, alt imens vi blev underholdt af en klassisk trio som spillede Mozart og lign. repertoire. Vores guide Peter havde fået arrangeret med hotellet at vi måtte låne et lokale og Peter ville så vise filmen Killing Fields efter middagen. Men da jeg to dage inden jeg forlod Danmark så filmen, besluttede jeg at gå på jagt efter en Internetcafe i nabolaget i stedet for. Jeg fandt rimelig hurtig en, der brugte jeg så en times tid på at få skrevet nogle e-mails og kigget i min postkasse.

Da jeg kom tilbage til hotellet gik jeg ind i baren for at få mig en godnat øl, her underholdt et enmandsorkester og en "hvid" sangerinde. Det lyttede jeg til en halv times tid inden jeg gik op på mit værelse, vi skulle heldigvis ikke tidlig op i morgen. 

Jeg lå længe og tumlede med dagens barske oplevelser inden jeg faldt i søvn!

Sidst opdateret : 08. oktober 2007
Dag 5 Rejsedagbog Dag 7