Lørdag d. 22. Februar 2003

9.Dag.
Start på dagen.
Jeg vågnede ved at telefonen ringede, rart at være udhvilet. Jeg futtede ud i brusekabinen, og bagefter pakkede jeg min kuffert fordi formiddagens program virkede ret sammenpresset, så var det gjort. Tre små busser hentede os kl. 9.

Rundt i Koh Kong.
Straffen for utroskab. Træets stamme var som savklinger Vores første mål var en serie primitive figurer og stillet op i grupper. Figurerne var fremstillet i cement og bemalet. De beskrev hvad der ville ske dig hvis du som buddhist ikke levede et sobert og retlinet liv. Der var f.eks. et menneske som blev savet midt over med en stor sav, fordi han havde fældet træer, som det var forbudt at fælde, eller hvis du havde været utro, skulle du kravle op i et træ hvis træstammes bark var som skarpe savklinger. Tro mig træets stamme var virkelig uhyggelig skarpt. Jeg var ikke klar over at man i den buddhistiske tro havde en form for skærsild i lighed med den vi kender fra den kristne religion. Måske det kun er et lokalt fænomen.

Koh Kongs dejligste unge.
Min holde i hånd veninde - er hun ikke skøn - jeg smeltede fuldstændigt Næste sted vi besøgte var et lokalt tempel. På vej derhen blev vi fulgt af en lille flok nysgerrige børn. Der var især en lille pige, som fulgte i hælene på mig, hun sendte mig nogle smil som simpelthen ikke var til at stå for, og så de smilende mørkebrune øjne. Det sidste stykke vej op til templet fulgtes vi ad hånd i hånd. Da jeg inde i templet satte mig ned på gulvet, satte hun sig pænt ned ved siden af mig. Vores guide Juda fortalte lidt om templets historie og om de meget farverige vægmalerier, som beskrev dele af Buddhas liv. Det var svært at sige farvel til min nyerhvervet veninde, men vi skulle jo videre, men hold da helt k... hvor var hun dejlig.

Skolebesøg.
Juda forklarer og Peter lytter andægtig Næste punkt på dagsorden var et skolebesøg. Vi blev modtaget og budt velkommen af skolens rektor og vi blev vist ind i et klasselokale. Her forklarede Juda noget om skolesystemet i Cambodia. Skolen var tredelt, 1. til 6. klasse, derefter 7. til 9. klasse, og så kan man tage. 10. til 12. klasse. Alle skulle gå seks år i skole, derefter kunne man gå videre. For at kunne det skulle man f.eks. for at rykke op i 7. klasse bestå eksamen i 6. klasse og for at komme i 10. klasse skulle 9. bestå. En bestået eksamen i 12. klasse gav adgang til Universitet. Man betalte ikke  skolepenge, men man skulle selv betale bøger og skoleuniform. Bagefter måtte vi godt gå rundt og snakke med eleverne, men de havde eksamen i dag så det var ikke sikkert de havde tid.

Ingen skjorte.
Skoleelev som ikke havde råd til en skjorte Vi gik lidt rundt på skolens område, nu var der en del elever ude på pladsen. Jeg benyttede lejligheden til at kigge ind i nogle klasselokaler, jeg forsøgte også at komme i snak med nogle af eleverne,  men det var de ikke meget for, det var egentlig forbavsende, for med den alder de havde, burde de have lært lidt engelsk. Måske var de bare generte eller måske lærte de ikke at konversere. Vi kom dog til at snakke med en gut, han talte rigtig godt engelsk. Vi snakkede om alt muligt, han spurgte os blandt andet om hvor i verden vi havde rejst. Han ville også gerne se verden når han blev rig. Han ville i hvert fald se Angkor Wat. Han undskyldte at han kun havde en hvid T-shirt på, og ikke hvid skjorte som de andre elever, men han havde ikke råd til det!

Flashback.
Pudsigt men det kom til mig som et lyn - jeg kom til at tænke på min egen barndom. Vi var vist det man kaldte rigtig fattige, min mor var alene med seks børn under 2. verdenskrig, så nyt tøj var ikke til at købe og der var heller ikke penge til det. Jeg var den yngste af fire drenge, så det er ikke svært at gætte hvorfra mit tøj kom. Jeg blev tit drillet på grund af det tøj jeg gik i, så jeg vidste godt hvordan det føles at stikke af fra mængden. Da jeg sagde farvel til ham stak jeg ham diskret nogle penge til en hvid skjorte - han skulle ikke falde uden for.

Endnu et marked.
Vi besøgte endnu et marked for at købe vand til vores sejltur samt hatte til beskyttelse mod solen, for den er virkelig skarp i dag.

Sejltur på Khum Paklong floden.
Vi fræser der ud af Vi blev kørt ned til Khum Paklong floden og blev fordelt på fem speedbåde. Så gik det ellers der ud af. Båden bankede der ud af, så nyrerne røg skiftevis op i halsen og helt ned i knæene, det var næsten synd at det skulle være sådan, for det kunne have blevet en behagelig tur, hvis man bare havde taget lidt af farten. Arme Bent, som slog sin ryg oppe i Siem Reip, sad bagerst i båden og stønnede, og så var turen tilbage værre. Vi sejlede langs en tropisk regnskov, som visse steder nåede helt ned til floden, det var et smukt syn. 

Vandfadet.
Juda og hendes hjælpere, forbereder vores frokost Efter en times tid nåede vi frem til det der i programmet blev kaldt Klong Koh vandfaldet. Det må absolut være en trykfejl, der skulle sikkert have stået Klong Koh vandfadet, for hvis det det fald på 10 cm. skulle forestille at være et vandfald, så er mit brusebad der hjemme i samme kategori som Niagara. Vi sejlede så langt vi kunne komme, og gik så i land, kravlende op af nogle klipper. Der var nogen der havde taget badetøj med, de sprang omgående lystigt i vandet. Jeg skyndte mig ind i skyggen, solen var rigtig styg nu.

Picnic i det grønne.
Juda og et par af bådførerne gik i gang med at smøre tunfisk sandwich, vi fik hver et par stykker, en flaske vand, dertil en flamingoæske med kold  kylling og ris og til sidst som dessert, et par appelsiner. Det var en frokost i meget smukke omgivelser, men det var forbandet varmt.

Farvel Cambodia.
Vores speedbåde bankede tilbage til vores ventende busser, en temmmelig ubehagelig tur. Stakkels Bent. Vi hastede tilbage til vores hotel, det var tid til at checke ud. Vores kufferter blev kørt, men vi gik selv de sidste 200 meter til grænsen. Vi sagde farvel til det land der havde givet os så mange store oplevelser.

Tilbage i Thailand.
Ved grænsestationen Had Lek, skulle vi igen udfylde de sædvanlige papirer - stemple stemple - og så var vi igen i Thailand. På den thailandske side af grænsen ventede de dejlige thailandske busser, endelig god plads til benene igen. Vi havde et nogle timers kørsel til båden, som skulle sejle os til Koh Chang.  Der var et ægtepar fra Langeland som skulle til Hua Hin, de blev sat af i Trat og kørt til Bangkok, hvor de skulle overnatte inden de fortsatte til Hua Hin. Vi kørte videre til Laem Ngop hvorfra vi skulle sejle. Vi var lidt sent på den, så Peter sagde bare vi skulle gå ombord, så skulle de nok sørge for at vores kufferter kom med.

Båden til Koh Chang.
Et stille sejltur til Koh Chang Det blev en kort sejltur 45 min. da vi kom i land startede et rent gedemarked. Alle blev nærmest "overfaldet" do you  need a hotel, do you want to rent a car, rent a motorbike, need transportation osv. Det gjaldt åbenbart om at fange nogle kunder i en fart, så de kunne få lidt i provision. Nå -  det var vi jo ude over, så det var bare at hanke op i kufferten og finde vores "grisebil". Jeg nåede frem til mit hotel, Banpu Resort ved White Sand Beach, ved 18 tiden. Jeg fik tildelt min Bungalow helt ned til vandet, desværre lidt tæt på swimmingpoolen, det ville jeg godt have undværet, der vil sikkert komme en del rendende forbi min veranda, men forhåbentligt var det kun i dagtimerne.

Jeg var ikke i tvivl om at ville finde mig godt tilpas i min "hytte". Jeg fik pakket ud, og lige kigget på solnedgangen, inden jeg tog mig et velfortjent bad. Jeg lavede mig en kop kaffe og satte mig ud på min veranda for at nyde kaffen sammen med en cognac. Livet er sgu ikke så tosset endda.

Telefon og Internetcafe.
Jeg gik på jagt efter en telefon og fandt da også et sted  hvor der både var telefon og Internet. Jeg fik ringet hjem til Sanne, pudsigt nok var min lillesøster på besøg hos hende, jeg fik fortalt at alt var vel  og jeg havde det godt, da de ikke har fastnettelefon på Koh Chang, førtes samtalen via mobiltelefon og en satellitforbindelse, så prisen pr. minut var ca. 17 kr. Bagefter fik jeg sendt nogle e-mail til mine venner og bekendte. Den samlede regning lød på omkring 70 kr. omregnet.

Aftensmad.
Det var tid til at finde et sted hvor jeg kunne spise min aftensmad. Jeg fandt et sted ned til stranden og bestilte en kyllingekebab med salat og så en Singha lek.  Jeg fik en regning på 100 Bath, man kan ikke spise sine penge op her. Utroligt - de bliver ikke rige af det her. Jeg gik mig en tur i "byen", men det var mørkt og belysningen var ikke særlig god. Så jeg nøjedes med at smuttede ind en på en lille bar, som lå i nærheden af mit hotel. Her fik jeg en godnat øl. Det var ved at være sengetid, klokken var over 22 - det havde været en lang dag. Jeg faldt i søvn til det rytmiske sus fra bølgernes stille rulning.

Sidst opdateret : 06. oktober 2005
Dag 8 Rejsedagbog Dag 10