Fredag d. 28. Februar 2003

15.Dag.
Ankomst til Bangkok Airport.
Vi fik vores kufferter gennemlyst først der efter førte vores lokal guide os forvirret rundt, man skulle tro det var første gang han var i lufthavnen. Vi endte ved en indcheckningsskranke hvor der stod at det var for grupperejser. Her stod vi så og gloede, der skete intet. Efter der ikke var sket noget i ti minutter, mistede jeg tålmodigheden og gik hen et sted hvor man kunne checke ind enkeltvis. Det varede ikke længe før mine medrejsende fulgte efter.  

Indcheckning.
Det tog et øjeblik så var jeg kommet af med min kuffert og fået mit boardingpas. Jeg fandt stedet hvor jeg  skulle betale den obligatoriske lufthavnsafgift på 500 Bath. Først da kunne man gå gennem sikkerhedskontrollen og til sidst pas og udrejsekontrollen. Ak ja. Nu var det tid til af finde lidt at spise og drikkeligt inden vi blev kaldt til vores Gate. Jeg vidste af erfaring at der var ingenting af få i selve ventesalen. Jeg satte mig et sted og spiste min nyerhvervet skinkesandwich og Pepsi cola. Noget himmelsk måltid kan man vist ikke kalde det.

Ventesalen.
Vi blev åbnet til ventesalen ved vores Gate, efter at mit boardingpas blev kontrolleret, var det kun at sætte sig ned og vente. Tiden gik og gik, det var næsten til at regne ud at flyet måtte blive forsinket. Det blev da også annonceret lidt senere, man regnede med ca. 45 minutters forsinkelse. På et tidspunkt blev der kaldt til boarding, gruppevis  efter sædenummer, der blev fyldt op fra bagerste ende af flyet og op.

Boarding.
Da jeg kom hen til min plads stod der et ægtepar og læssede deres håndbagage op i rummet over sæderne, så jeg ventede pænt. De flyttede sig fordi de troede jeg skulle forbi. Næ - jeg skulle sidde på samme række ved vinduet. Han nærmest snerrede: Det kunne jeg da bare have sagt. Jeg fortalte ham med et smørret grin, at jeg havde da god tid, jeg skulle først være i Kastrup om ca. 11 timer. Den faldt ikke i god jord kunne jeg se.

I luften.
Kort tid efter vi var i luften kom der en  stewardesse og spurgte hvad jeg ville have at drikke - et glas hvidvin tak - efter en times tid var det spisetid. Menuen stod på palmemarv med dressing og stegt kylling med rød kinesisk sauce, dertil et glas rødvin og en Singha Beer. Til sidst var der kaffe og cognac. Min sidemand begyndte pludselig at skælde ud og rive i sædet foran ham. Han råbte noget om at vise hensyn, staklen foran havde tilladt sig at skubbe ryglænet tilbage. Ak at han gad. Det skulle nok blive en hyggelige hjemrejse. Gu' ved hvad han vil sige hvis jeg skulle på toilettet. Jeg som påstår at jeg ikke kan sove i et fly, faldt mærkelig nok i søvn. Jeg må alligevel have sovet godt, fordi da jeg vågnede var der kun tre en halv time til vi var i Kastrup.

Morgenmad.
Et par timer før vi var i København var det tid til morgenmad, den bestod af, Crepes fyldt med fløde asparges, samt sauteret grøntsager og  Røsti kartofler, en bolle og en croissant, smør og syltetøj. Kaffen var faktisk rigtig god, så der røg en par kopper ned. Det viste sig at min sidemand faktisk var til at tale med. De havde været på turen "Det Gyldne Nord", samme tur som jeg var på i efteråret. Det viste sig at det var Line som havde været guide på turen. Jeg fortalte ham at hende og jeg havde delt tømmerflåde, hestevogn og hvad ved jeg på ovennævnte tur.

Tid til at sige farvel.
Landingen gik glat og før man ser som om, står man ved bagagebåndet og spejder efter sin kuffert. Som det altid er på rundrejse skal man sige farvel til hinanden. Jeg havde haft et hyggeligt samvær med nogle mennesker, vi kendte ikke hinanden fra starten, men blev hurtigt rystet sammen. Lidt vemodigt er det altid at skulle sige farvel og tak. Jeg ved godt at vi nok aldrig ses igen - sådan er vilkårene på rundrejser. Jeg gik gennem tolden og ud og til en taxa. En halv time efter var jeg i Brøndby. Jeg ringede til Sanne og sagde at nu er jeg hjemme igen.

Epilog.
Jeg følte lang tid efter at noget af mig selv var blevet der ude i Cambodia, det er selvfølgelig noget vrøvl, men følelsen skyldes måske det uudslettelige indtryk det land har gjort på mig. Jeg håber at rastløsheden som jeg føler lige nu, efterhånden vil forsvinde igen.

Sidst opdateret : 06. oktober 2005