Mandag 7. August 2006

1.Dag.
Start på dagen.
Jeg vågnede allerede kl. 6, rimelig irriterende, jeg kunne jo bare sove noget mere, jeg havde jo masser af god tid. Nå - jeg stod op og tog mig et brusebad, og bagefter lavede jeg mig noget morgenmad. Resten af tiden, inden jeg tog hjemme fra, gik med at pakke det sidste ned, læse og skrive nogle e-mails, surfe lidt på nettet om Dublin, lave lidt frokost, ringe og sige farvel til slægt og venner.

Forhistorien.
Forhistorien til denne rejse er denne: Vi var inviteret til påskefrokost hos min lillesøster og svoger, Karina og Flemming. Efter den gode frokost med øl og snaps,  havde vi sat os til rette i de bløde møbler, og da kaffen og cognacen var kommet på bordet, faldt snakken på om det at rejse. Min lillesøster snakkede om at tage til Skotland og jeg om Dublin. Problemet var bare det at svoger Flemming, som ellers har fløjet meget tidligere, er rendt ind i en gang flyskræk, så rejser med fly er bare ikke ham. Så midt i al rejsesnakken udbryder jeg: Det er sgu også skide irriterende at du lider af flyskræk så kunne vi ha taget en tur til Dublin, Flemming svarede omgående : Hvem siger det? Ok top jeg finder en rejse på Internettet og bestiller så billetter og hotel sagde jeg. Sanne ville desværre ikke med fordi vi havde aftalt at vi skulle en uge til Samos i juni. Sådan kom denne rejse i stand.

Klar til afhentning.
Dupont og Dupont samler kufferterne sammen Vi gik rundt i Kastrup Lufthavn Kl. 14 ringede Karina at de var på vej for at hente mig. Flemming havde en god ven som også hed Flemming, ham kaldte jeg altid for nemheds skyld Dupont, han havde lovet at køre os til lufthavnen. Så et kvarter efter blev jeg samlet op, og vi blev kørt ud til terminal 3 i Kastrup Lufthavn. Vi fik hurtigt checket ind ved business skranken (qua mit sølvkort) og der var heller ingen trængsel ved sikkerhedskontrollen. Så vi havde pludselig god tid, hvilket jo ikke var så heldigt, for så fik Flemming for meget tid til at tænke over flyveturen. Nå vi satte os ved et bord i Restaurant Karen Blixen, Karina fik en lille øl og Flemming og jeg fik en af de store. Jeg kunne godt mærke at Flemming var lidt opstemt. Efter vi havde drukket vores øl, gik vi lidt rundt og kiggede i lufthavnen.

Forsinket.
Vores fly er punkteret - så der skiftes til reservehjul Vi gik til terminal A Gate 12 omkring kl. 15.45, vi skulle flyve 16.15, da vi kom der hen, stod der temmelig mange mennesker ved Gaten. Flyet var forsinket, det viste sig at flyet skulle have skiftet et dæk, det gjorde man ved at skifte hele hjulet, det kostede en forsinkelse på 25 minutter, men det påstod kaptajnen at det kunne vi sagtens nå at indhente. Flyvetiden var beregnet til 1 time og 55 minutter. Karina ville have en Sprite og en muffens, Flemming og jeg tog os en øl mere, selvom det var et rutefly vi fløj med så skulle vi selv betale for det. Ak ja SAS, endnu en pind til deres ligkiste. 

Da vi kom til Dublin var vi nød til at kredse rundt i luften fordi der var mange der gerne ville lande på samme tidspunkt. Vi sad lige ved nødudgangen der hvor stewardesserne også sad. Flemming sad og snakkede med en af dem, faktisk snakkede hun Flemming stille og roligt ned til landingen.. 

Landet i Dublin.
Vi fik en langs spadseretur i lufthavnen og det var selvfølgelig ved det næstsidste bånd vores bagage skulle komme, men der gik lang tid inden vi fik vores kufferter, de kom drypvis en efter en. Udenfor var der en meget lang kø for at få en taxa, men der kom heldigvis nye taxa i en lind strøm, så det gik relativt hurtigt. Vi kom med en Toyota, Flemming satte sig ind foran - på chaufførens sæde - det er nok bedst vi lod chaufføren køre bilen, her ovre er der jo venstre kørsel. Vi bad ham køre til Hotel Chief O'Niell's, det vidste han åbenbart hvor var for han nævnte Smithfield, The Chimney og Old Jameson Destillery, og det lød meget rigtigt. Han sagde han ville køre en anden vej fordi der var problemer med meget trafik plus der var vejarbejde i gang, så han beklagede han måtte køre en omvej, vi sagde det var ok og vi nåede da frem.

Hotel Chief O'Niell.
Indgangen til Chief O'Niell som nu hedder Par Lane Hotel Han holdte udenfor en bygning og sagde nu var vi der, vi kunne ikke se navnet Chief O'Niell nogen steder, kun navnet Park Lane, så jeg betalte taxaen og vi gik ind. Den var god nok, hotellet havde kort forinden skiftet navn til Park Lane. Vi troede hotellet var gammelt, men det viste sig at være relativt nyt, man havde brugt de gamle ydermure fra Old Jameson Wiskey Destillery, og den gamle skorsten stod der endnu, den blev brugt til udsigtstårn. 

Jeg fik tildelt værelse 218 og Karina og Flemming fik nr. 228, værelserne lå på hver sin gang, vi aftalte at mødes igen om en halv time, så vi havde lidt tid til at nette os og pakke ud. Værelset var indrettet i futurisk sit, stilen er jo fra 1920'erne, ren  retro. Værelset havde dog TV og et stereoanlæg, håndvasken var inde i værelset, badeværelset havde brusekabine og toilet.

Vi er sultne.
Vi var ved at være sultne så vi blev enige om at finde noget at spise, men inden måtte vi ind i et supermarked fordi Karina var desperat og ville have smøger, hun havde ellers besluttet at nu skulle hun stoppe, hun kom til at betale for cigaretterne de kostede 50 kr. omregnet. Vi kunne ikke rigtig se nogen restaurant nogen steder, så vi spurgte en en ung dame om der lå en i nærheden, hun tænkte sig om temmelig længe, så sagde hun at vi skulle gå frem til et trafiklys og så dreje til venstre så lå der en italiensk restaurant, men vi vadede forgæves rundt uden resultat. Vi fik øje på en pub hvor der stod en dame udenfor og røg. Vi spurgte hende om hun vidste hvor der lå et sted hvor vi kunne få noget at spise. Hun spurgte om vi ville gå langt, næ det ville vi gerne undgå, så fortalte hun os at vi faktisk skulle gå samme vej tilbage hvorfra vi kom, der lå et hotel som hed Chief O'Niell, de havde en restaurant - haha vores hotel, der ville vi dog ikke spise i aften.

Der udad.
Hun sagde vi kunne gå ud ad den vej som hed Church Street, så fremme ved et stoppested var der en pub, hvor vi kunne få noget at spise. Vi blev enige om at vade der udad, men der var ikke et spisested at øjne nogle steder, et sted på vejen gik det opad, vejen hed nu også Constitution Hill, vi blev enige om at når vi nåede op på toppen af bakken, så ville vi vurdere om vi skulle vende om og gå tilbage. Da vi nåede op på toppen, syntes vi at vi kunne øjne noget længere fremme, noget der lignede en Pub, så vi fortsatte hen til stedet, nu hed vejen for øvrigt Phibsborough Road.

Mc Gown of Phibsborough Pub.
Menukortet studeres grundigt Endelig fandt vi et spisested, Mc Gown of Phibsborough Pub, det var et sjovt sted, rummene lå i flere niveauer, vi fandt en hyggeligt sted hvor vi plantede os. Karina og Flemming ville hver have en Guinness og jeg ville have en Kilkenny - hallo den kendte hun ikke, men jeg kunne få en "Smities" det var det samme sagde hun, den kendte jeg til gengæld ikke, men jeg accepterede det. Da hun kom med øllet kunne jeg læse på glasset at der stod Smithwich - hm -"Smities" - javel, nu kunne hun heller ikke læse. Vi bestilte alle tre kylling i karry, lidt efter kom den unge servitrice tilbage og beklagede at det havde de ikke mere af. Karina og Flemming ville så begge have Lasagne, jeg bestilte så "beef in curry", lidt efter kom hun tilbage og sagde at nu kunne det godt være at vi blev sure på hende, men problemet var at de ikke havde mere karrysovs - haha - vi kunne berolige hende at vi ikke blev så nemt sure, så hvis de havde kylling så ville jeg gerne have en halv stegt kylling med chips. Det var nogle kæmpeportioner der blev serveret, Karina havde snakket noget om dessert bagefter, men det droppede hun igen. Flemming og jeg fik en øl mere af samme slags.

Sengetid.
Vi ville hjem til vores hotel nu, for vi var alle tre godt trætte. Vi vadede samme vej tilbage. Vores hotel ligger ved en stor åben brostensbelagt plads som hedder Smithfield, pladsen havde en meget speciel belysning, så jeg lovede mig selv at jeg ville prøve en aften om jeg kunne fotografere det. Alle husene på pladsen var nyopførte på nær et enkelt lavt hus som rummede en pub som hed Cobbelstone, her lød der musik fra da vi passerede den, vi blev enige om vi måske skulle besøge den i morgen, men nu ville vi bare i seng. Klokken var nu 23, det ville sige at det nu var 24 hjemme i Danmark. Jeg stillede vækkeuret til at ringe klokken 8. Det tog mig ikke mange minutter at falde i søvn.

Sidst opdateret : 03. juli 2007
Rejsedagbog Rejsedagbog Dag 2