Tirsdag 8. August 2006

2.Dag.
Start på dagen
Morgen mad på Park Lane Hotel Mit vækkeur ringede lidt i otte, vi havde aftalt at mødes nede ved morgenmaden klokken halvni, så jeg havde god tid til morgenbadet, jeg lod fjernsynet køre på BBC News imens, der var vild panik i Londons lufthavne, med direkte reportage fra Heathrow Airport, masser af aflyste flyafgange, vrede og frustrerede mennesker, der hverken vidste ud eller ind. Ak ja de satans terrorister, de sætter alt for tit dagsorden. Karina og Flemming sad allerede nede i restauranten. Morgenbordet var ganske udmærket, alt som hører til et britisk breakfast var der, så vi fik lagt en solid bund inden vi startede vores gåtur.

Ind mod centrum.
The Brazen Head Inn Vi gik ind mod centrum af byen, vi havde et lille kort så vi gik efter, vi fulgte Liffy floden indtil vi kom til den første bro, Fr. Mathew Bridge fra 1818, den gik vi over. Her mødte vi så den så kaldte ældste pub i byen, den hedder Brazen Head Inn, den stammer fra år 1198, men man mener at nuværende mure stammer fra midten af 1700 tallet, den så meget spændende ud men vi syntes at det var for tidligt at gå på pub så vi spottede bare stedet, så kunne vi altid besøge stedet en anden dag. Vi gik videre langs floden, vi ville ned til turistkontoret, vi gik ned ad Parliament Street, for enden af gaden stødte vi på byens Rådhus, der stak vi lige hovedet ind og kiggede på selve rådhushallen, bagved rådhuset ligger Dublin Castle fra 1204, der gik vi ind, men de havde kun en guidet tur, vi kiggede på hinanden og blev enige om at hvis vi ikke kunne får lov til at gå rundt alene, så skulle det ikke være nu.

Turistbureauet.
Vi er på vej til Turist bureauet Vi havde sat formiddagen af til at spotte byen for at finde ud af hvad der var at se og hvor det lå, så vi fortsatte hen til Turistbureauet som ligger på St. Andrew Street, selve bureauet lå, så vidt jeg kunne se, i en gammel nedlagt kirke, men det er altså kun noget jeg gættede mig til. Her fik jeg fat i et kort over byen, man kunne købe forskellige bøger, billetter til forskellige ture og diverse sovegniers. Vi købte hver en billet til sightseeing bussen, på den måde kunne vi få et overblik over byen og hvad der var at se i Dublin. Der var to busselskaber der kørte den samme tur, til den samme pris, så vi valgte Dublin City Bus Tours.

På pub.
O'Neills Pub Vi mente godt at nu da klokken var 11.30, at vi godt kunne være bekendt at smage på øllet, og da der lige overfor Turistkontoret lå en indbydende pub med det irske navn O'Neill, slog vi til. Karina og jeg fik en Kilkenny og Flemming en Guinness, her stødte vi på et dansk ægtepar, så vi fik en sludder, de fortalte hvad de havde set og hvad han mente vi burde se. 

Sightseeing.
Så starter sightseeing - med udsyn på 1. sal Vi steg på bussen i St. Andrew Street, og satte os op på øverste del i den fri luft,   turen gav os et godt overblik over byen. Undervejs blev vi enige om at vi ville se Christ Church Cathedral og St. Patrick's  Cathedral, vi passerede også St. Chaterine's, Cathedal, som måske var en mulighed, vi kom også forbi Guinness Storehouse, men her var et besøg selvskreven på forhånd. Der efter forsatte vi ud til Phoenix Park hvor vi passerede Wellington monumentet som blev rejst i 1817, parken er et dejligt åndehul for Dublinerne, parken er så stor at Central Park i New York kunne ligge der to gange og Hyde Park i London kunne ligge der sytten gange, det var tidligere det område hvor kongerne gik på jagt, og der er stadig omkring 300 kronvildt tilbage i området. Vi passerede også det palads hvor Irlands præsident residerer. Ude ved Zoo vendte vi om og kørte tilbage mod floden, vi kørte langs Liffy floden helt ned O'Connel's Street, hvor vi passerede O'Connel's Monument , The Spire, Parnell Monument, vi passerede Rutunda Maternity Hospital fra 1757, rundt ved Garden of Remembrance, forbi Writers Museum og tilbage til O'Connel's Street, vi fortsatte hen til det område hvor vi stod på, her stod vi så af.

Tid til frokost.
Karina og Flemming på vej over Ha'penny Bridge Vort spisested på Temple Bar Klokken var nu omkring halvtre så det var tid til at finde et sted at spise, vi gik ned til Temple Bar Square, hvor vi fandt en restaurant der hed Quays Restaurant. Jeg bestilte hot chicken wings, Karina noget der lignede forårsruller og Flemming bestilte laks, jeg fik en  Kilkenny, Karina en Foster og Flemming en Guinness. Da vi havde spist, blev vi enige om at søge hjem mod vores hotel og vi ville over Liffey Ha'penny Bridge, broen blev bygget i 1816, navnet har den fået fordi det kostede en halv penny at komme over broen. Ok i dag er det gratis. Vi gik langs floden ud mod Smithfield, da vi kom til vores hotel foreslog Karina, som havde taget Nescafé med, at vi lavede os en kop kaffe, faciliteterne var der på værelset. Som sagt så gjort, det var helt rart at sidde ned og hvile benene, vi havde travet meget i dag, efter vi havde drukket kaffen aftalte vi at mødes igen klokken 18.30, vi ville så gå ned og spise på den gamle pub, Brazen Head Inn. 

En på øjet.
Min dejlige store seng Da jeg kom tilbage til mit værelse, lagde mig på min seng, men inden stillede jeg mit vækkeur til at ringe 18.15, hvis jeg nu skulle falde i søvn - ha ha. Jeg vågnede ved at mit vækkeur ringede, jeg syntes det var lidt koldt på værelset, så jeg checkede airconditions, men den var slukket, jeg opdagede at der stod et vindue åbent og det regnede sgu også. Man skal ikke tage til Irland uden paraply og en varm trøje. Jeg gik over til Karina og Flemming, de havde allerede taget overtøjet på, og var på vej ud af døren

Brazen Head Inn.
Vi ventede på maden - her er vi alle tre samlet Det var heldigvis holdt op med at regne da vi kom ud på gaden, der var kun ca. 10 minutters gang over til den gamle pub, vi fandt heldigvis et bord, det var et rigtigt hyggeligt sted. Jeg bestilte kylling i karry, Karina kylling på noget brød og en ordentligt skudefuld chips, det var dog helt tydeligt at chipsene ikke var hjemmelavet, Flemming bestilte pølser med kartoffelmos, vi fik det sædvanlige at drikke til. Vi blev enige om at når vi var færdige med at spise så ville vi gå tilbage til Smithfield og ind på Cobbelstone for at høre noget irsk folkemusik.

Spar supermarked.
Da vi kom ind på Cobbelstone viste det sig at der var først musik klokken 21.30 og klokken var kun 20.30, men da Flemming og Karina godt ville gøre nogle indkøb hos Sparkøbmanden, skulle vi så mødes igen på hotellet klokken 21.30. Der lå også en Internetcafe ved siden af Spar supermarkedet, der gik jeg ind for at sende nogle e-mail til mine venner. Det tog mig kun et lille kvarter, så jeg gik tilbage til mit værelse, hvor jeg indtalte dagens oplevelser på min minidisk.

Cobbelstone.
Aftens musikanter i fuld sving Jeg hentede Karina og Flemming som aftalt og vi gik hen til Cobbelstone. Stedet hed før Mulligan's, men var nu omdøbt til Cobbelstone. Musikken var godt i gang, der var allerede mange mennesker i pubben. Vi fandt nogle pladser bagerst i lokalet, her sad en del højrøstede unge mennesker, så det var umuligt at høre musikken. Jeg var heldig at finde tre ledige pladser oppe ved baren, så vi flyttede der op, vi bestilte two and a half pint of Guinness. Waw - her var øllet oveni købet noget billigere end vi hidtil havde betalt. Til venstre for os sad en ældre mand, han sad stille og kiggede lige frem alt imens han smagte på sin øl. Musikken var gammel traditionel irsk dansemusik, jeg kender ikke det irske navn for den type musik, men det var hvad vi kalder en kvadrille. For øvrigt den samme type musik linedanserne bruger.

Joe Larrygan.
Gode gamle Joe fortæller Vi faldt i snak med vores sidemand, han var lidt svær at forstå, men det skyldtes at han ikke havde en pløk i munden, men han virkede som en hyggelig og lun fyr. Han fortalte han hed Joe Larrygan, og da hans far døde i 1954, da arbejdsløsheden var høj i Irland, tog han til England for at finde sig et job, fordi han skulle nu som den ældste forsørge sin mor. Det blev som professionel soldat i den engelske hær, her var han fra 1954 til 1980. Karina spurgte ham hvad irerne sagde til at han var i den engelske hær, han svarede kort: "I give a dam" var hans korte svar. Han fortalte han nu ventede på at komme på et hjem for ældre, det vi kalder en beskyttet bolig. På et tidspunkt spurgte jeg ham hvor gammel han var, svarede han med et skævt grin: "Gammel nok" ha ha. Hans navn Joe, var en forkortelse af Joseph, typisk engelsk eller amerikansk, en skik jeg aldrig rigtig har forstået, man giver barnet et navn og kalder det noget andet.

Ikke med hvem som helst.
Det glade firekløver Pludselig sagde Joe, jeg er født i 1935 - næææh - svarede Karina det er ligesom min bror (mig), så ville han vide hvilken måned jeg var født i, august svarede jeg, han var så født i oktober, så jeg var den ældste. Ha ha - lun som han var sagde han: " I never talk with older people". Han fortalte han havde en rimelig pension fra hæren, og de ville også betale de 12.000 € i indskud det kostede at komme på plejehjem, men lige nu var det svært at få plads, fordi drankere og narkomaner havde første ret! Oh ja, den kender vi godt. Lige nu boede han på et Hostels for veteraner, som hæren for øvrigt også betalte. Ok - klokken var mange, det var tid til at sige farvel til vores nye ven, en rigtig hyggelig fyr. Desværre skulle vi ikke møde ham igen.

Tid til godnat.
Da vi kom tilbage til hotellet aftalte vi at mødes igen klokken 8.30 næste morgen. Jeg indtalte lige vores besøg på Cobbelstone på min minidisk, men det tog lidt tid fordi jeg var godt træt nu, efter en lang dag og 3 Guinness- ha ha - jeg var begyndt at vrøvle, så i gang med tandbørsten og så på hovedet i seng. Det tog ikke lang tid før jeg gik i koma.

Sidst opdateret : 03. juli 2007
Dag 1 Rejsedagbog Dag 3