Onsdag 9. August 2006

3. Dag.
Start på dagen
Morgen mad på Park Lane Hotel Mit vækkeur ringede klokken otte, vi havde aftalt at jeg skulle komme over og hente dem på deres værelse omkring klokken ni. Jeg åbnede for fjernsynet for at kigge på BBC News, der var stadig vild panik i Londons lufthavne, det viste sig at efterretningsvæsnet havde afsløret at  nogle havde planer om at sprænge fly i luften ved hjælp af flydende væsker, det resulterede i masser af aflyste flyafgange, vrede og frustrerede mennesker der stod i lange køer uden at vide om de kom af sted i dag eller i morgen. Ak ja den hændelse skulle medfører endnu flere regler og kontrol  (forsinkelser) i fremtiden. Jeg hentede Karina og Flemming på deres værelse. Vi fik vores sædvanlige solide morgenfoder. Den unge pige som serverede kaffe og the for os hed Maria og var fra Polen, på et tidspunkt var der samlet 5 piger og på vores spørgsmål hvor mange af dem var fra Irland, var svaret ingen. 

På en af væggene var der malt et større maleri, tilsyneladende var alle musikere og en af dem var Chief O誰eill. Hvem var han egentlig denne mand.

Chief O誰eill.
Cheif O'Niell i sin politiuniform Under den sidste fjerdedel af det 19. århundrede, påtog Chicagos politichef, Chief O誰eill, sig ambitiøst at indsamle og udgive traditionel irsk musik.

Francis O誰eill forlod sit hjem i Tralibane nær Bantry Irland i en alder af 17 år, for at sejle på verdenshavene.
Efter et eventyrlystent liv som sømand, skolelærer, hyrde og jernbanearbejder, havnede han i midtvesten i Amerika. Her giftede han sig med en irsk immigrant og blev politibetjent i Chicagos politistyrke. Hans mod og urokkelige pligtfølelse til tjenesten, skaffede ham stadige forfremmelser som kulminerede med hans udnævnelse til Chicagos politichef i 1901.

Fascinerende hobby.
O誰eill er husket i musikalske kredse som en af sit århundredes største samler og udgiver af irsk musik, et emne han selv beskrev som en fascinerende hobby. Hans bøger omfatter hundredvis af ikke tidligere udgivet dansemusik og melodier, samlet fra alle mulige kilder, blandt andet fra immigrerede musikere, hvem han også fotograferede og optog på sin fonograf. Han døde 21. januar 1936.

The Chimney.
Morgen mad på Park Lane Hotel Karina og jeg ville op i The Chimney inden vi gik videre ind til byen. Skorstenen stammer fra Old Jamesons whisky fabrik og ligger på samme grund som vores hotel. Den er lavet om til et udsigtstårn, og er 73 m. høj, den skulle være det højeste punkt i Dublin. En udvendigt elevator er bygget uden på.  Fordi vi havde kørt med rundturs bussen i går, kunne vi købe to billetter for en billets pris, som var 5 . Flemming er ikke vild med højder, så han blev nede på jorden. Vores guide som også sad i hotellets reception, skulle vis os rundt, der var kun os to der skulle med. Der vi var kommet op, blev der ringet efter hende, der stod to nede på som gerne ville deltage, så hun undskyldte os, og kørte ned for at hente dem. I mellemtiden havde jeg god plads til at fotografere udsigten. Hun kom tilbage med et yngre ægtepar. Der efter begyndte hun at pege i alle mulige retninger. I den retning kan du se det, i den retning kan du det. Sådan jappede hun hele lektion af, hun talte ualmindelig hurtigt. Karina og jeg kiggede på hinanden vi lignede begge et stort spørgsmålstegn, hun talte en meget hurtig speciel dialekt af irsk/engelsk, eller hvad? Hun var rødhåret, så jeg  spekulerede på hvilken lille flække i Irland hun dog kom fra. Bagefter snakkede vi lidt med hende - ha ha - det viste sig hun kom fra Italien. Var der overhovedet nogle irer der arbejde her, ud over hoteldirektøren? 

Guinness grundlægger.
Morgen mad på Park Lane Hotel Grundlæggeren af bryggeriet var Arthur Guinness, som blev født i byen Celbridge i 1725, som ung lejede han sig ind på et bryggeri i Leixlip sammen med sin bror, tre år senere i 1756, forlod han det og overlod ledelsen til sin yngre bror. Han købte et bryggeri i St. James Gate i Dublin, og her startede det der i dag er verdens største bryggeri. Med stor dygtighed og påpasselighed for at fremstille et ensartet produkt der faldt i folks smag, fik han oparbejdet en betydelig forretning. Gradvis overlod han kontrollen til sine tre sønner. Arthur døde i 1803. Der var dog hans tredje søn, Benjamin Guinness, som i dag betragtes som den der reelt skabte firmaet. Han overtog allerede i en alder af 28 år, kontrollen helt alene, og i årene frem til hans død i 1868, fik han opbygget en betydelig eksport. Han blev efterfulgt af sine to sønner. I 1886 omdannede Arthur Cecil Guinness bryggeriet til et aktieselskab, med ham som ejer af aktiemajoriteten, efter hans død i 1927, begyndte aktierne at blive spredt på flere hænder, han havde fordelt sine aktier mellem hans 3 sønner. Hans søn Rupert Edward (1874-1967) efterfulgte ham som formand i selskabet. 

Guinness Storehouse.
På vej til Guinness - bemærk hestevognen, sikkert for at tjene penge for at blive fotograferet.e Vi var enige om at besøge Guinness fra formiddagen, så vi travede af sted, ned til Arran Quay og over Liam Mellowes Bridge, der efter lige ud til vi kom til Thomas Street, her passerede vi Guinness Windmill fra 1750'erne, vi fulgte Crane Street ned til bunden, så var vi fremme ved Market Street, hele turen tog omkring en halvtimes tid. Det påstås at det er det mest besøgte turistmål i Irland, det skal nok passe, for køen var lang ved indgangen. Da vi nåede frem til billetsalget var pigen der solgte os billetterne den samme som serverede mad for os på Brazen Head Inn, det  grinede vi lidt af, to arbejdspladser, hun var garanteret heller ikke irsk. Man kan for øvrigt købe noget der hedder senior-tickets og da de var billige end adult-ticket, så vi købte de billigste. Karina mente vi kunne købe seniorbilletterne fordi vi havde alderen til det. Om dele af bryggeriet er flyttet ud fra Dublin, ved jeg faktisk ikke, men de brygger stadig i St. James Gate, dele af det gamle Storehouse fungerer nu som rent museum.

Guinness Museum.
En af de mange visuelle skærme Selve museet var bygget visuelt op, det startede med nogle store transparenter med billeder af byg marker, billederne var belyst bag fra, omkring billederne lå der masser af byg som man kunne tage og føle på, i næste rum blev byggen ristet, den kunne man så smage på hvis man havde lyst til det. Der var humlen, og vandet som fossede ned som et vandfald, som for øvrigt kom oppe fra bjergene, uden for Dublin. Senere blev byggen og humlen kogt og fyldt over på de store gæringstanke, hvor den videre proces nøje blev kontrolleret, visuelt var det rigtigt godt sammen.

Den store bar.
Der var trængsel i baren Museet lå på flere etager, men på et tidspunkt syntes vi at vi havde set nok, så vi tog helt op på toppen, hvor der var udskænkning af en Guinness stout, det var for øvrigt en del af billetprisen. Selve det store rum var cirkelrundt med baren placeret i centrum og ydervæggene var af glas, det gav en god udsigt over byen. Øllet smagte som altid, fremragende.

Næste mål.
Vores næste mål var Kilmainham Gaol, når man besøger større byer må man være indstillet på at gå meget, men til gengæld se man også meget på vejen, så vi travede lystigt videre. En af de generelle fejl der er ved de turist bykort man får gratis er, at størrelse forholdet ikke er angivet, og at de nogle gange korter en vej af, så det hele kan være på kortet. Vejen ud til Kilmainham Gaol var noget længere end kortet angav, men vi kom da frem til stedet.

Kilmainham Gaol.
Kilmainham hovedindgang Kilmainham Gaol (Jail) blev åbnet 1796 og udgør den vestlige del af fængslet, det blev kaldt 'New Gaol', men faktisk kaldes den gamle del af fængslet, som skulle afløse de hidtil anvendte modbydelige og ildelugtende fangekældre. Under fængselsreformen på Dronning Victorias tid, byggede man den nye østlige del af fængslet som stod færdig i 1861. Nu blev fængselsopholdet lidt mere humant, hvis man kan bruge det udtryk i forbindelse med et fængsel.

Fattigdom og sult.
Fra en af fængslesgangene i den gamle afdeling Vores guide fortalte hun havde studeret på hvilke grundlag folk kunne komme i fængsel for, et eksempel hun havde fundet, var en der blev fængslet for at have gjort brug af uhøvisk tale! Børn puttede de også i fængsel, den yngste var en dreng på kun 7 år, fordi de havde stjålet et eller andet. Det var fortrinsvis de fattige der sad der, mange fordi de tvunget af fattigdom og sult, havde stjålet noget for at de og deres familie kunne overleve. I 1840'erne hvor der var mange der sultede, blev to mænd fængslet og dømt for at forsøge et røveri mod en brødvogn. Cellerne fangerne levede i var små og meget usunde, dertil kom at maden de fik serveret var så ringe og utilstrækkelig, at mange fik nedbrudt deres helbred. Heldige var de fanger, der kunne få hjælp udefra, i form af mad og penge. Mange prostituerede blev fængslet på grund af deres erhverv, men da de skulle betale for deres mad og ophold, måtte de tjene penge ved at prostituere sig igen. Det gjorde de med de mandlige fanger der kunne betale, eller de besøgende, det må siges at være rigtigt dobbeltmoralsk. Mange af de dømte blev på den tid deporteret til Australien. På grund af fængslet var overfyldt, udvidede man fængslet i 1840, med 30 nye celler, beregnet til kvindelige fanger.

Politiske fanger.
Nu var det ikke bare "kriminelle" som sad fængslet her, en hel række af de historisk kendte oprører, har gennem tiden siddet fængslet her. En af de mange var Robert Emmet (1778-1803). Han blev arresteret sammen med sin husholderske Anne Devlin(1781-1851), på trods af psykisk og fysisk pres på hende nægtede hun at forråde Emmet. Hun blev holdt fanget i fængslet i over to år og blev så løsladt med et nedbrudt helbred, hun blev den første kvinde på listen over nationale helte. Emmet blev dømt til døden for højforræderi og halshugget den 19 september samme år.

Kilmainham lukkes.
Celler i fire etager - den 'nye' afdeling Fra sidst i 1880'erne og ind i det nye århundrede ,fungerede Kilmainham som en almindelig straffeanstalt , men i forsøg på at spare penge, begyndte man at lukke fængsler og Kilmainham blev en af dem, efter alle fangerne var overført til Mountjoy Prison i 1909, lukkedes fængslet i februar 1910 og overgik til militæret. I forbindelse med Første Verdenskrig blev Kilmainham brugt som militær hospital og hovedkvarter for de britiske styrker i Irland.

Militærfængsel.
Henrettelsesstedet Da Sein Fein vandt valget i December 1918, erklærede de Irlands frigørelse fra England. Det førte omgående til konfrontation med englænderne og hæren var i en slags guerillakrig med IRA, på kampenes højde var Kilmainham Gaol igen fyldt med fanger. Mange af rebeller blev henrettet i Kilmainham fængslet. Desværre gik uafhængighedskrigen senere over i en borgerkrig, som sluttede med at Irland blev delt i to, med Nordirland tilknyttet England. Vi kender vel alle de bitre stridigheder, som der har været mellem protestanterne og IRA i de efterfølgende mange år. Først nu I 2007, ser det endelig ud til at katolikkerne og protestanterne har fundet sammen i en fælles forståelse. Vi har så lov til at håbe at det må vare ved.

Sidste fange.
I 1924 lukkes Kilmainham fængslet for altid, og den sidste fange Eamon de Valera frigives. Fængslet fik nu lov til at gå i forfald, men i 1960 stiftes en forening til restaurering af de forfaldne bygninger, foreningens medlemmer var for det meste tidligere fanger, de gik nu i gang sammen med andre frivillige, at restaurere de gamle bygninger. Den 1. april 1966 kunne Eamon de Valera som nu var blevet Irlands præsident, formelt åbne fængslet og museet. I 1986 overdrog foreningen det til den irske stat.

Film kulisser.
Det store rum i den nye afdeling forekom mig så bekendt, det faldt på plads da vores guide fortalte os at fængslet havde været brugt som kulisse i filmen "In the name of the father" og filmen om Michael Collins, begge film har jeg nemlig set, desuden skulle fængslet også bruges til en optagelse af Beethoven opera "Fidelio", hvor handlingen som jo bekendt foregår i et fængsel.

Sen frokost.
Klokken var nu tre og da vi ikke havde spist frokost gik vi ind på den nærmeste pub, som pudsig nok hed The Patriots Inn, vi ville have have lidt let spiseligt og så var vi tørstige, så Karina bestilte en cappuccino og lidt frugtsalat, Flemming en Guinness og frugtsalat, og jeg en Guinness og noget kylling rullet ind i en pandekage. Efter vi havde spist og betalt, blev vi enige om, selvom vi allerede havde gået meget, at gå tilbage til vores hotel. Vi var tilbage til hotellet omkring klokken 5. Vi havde besluttet at spise på hotellet i aften, så vi skulle mødes igen klokken 19.30.

Dinner på hotellet.
Søster og svoger i fuld ornat En af de mange visuelle skærme Da jeg kom op på mit værelse, stillede jeg straks mit vækkeur til at ringe 18.30, og så smed jeg mig på sengen, hold da helt k... hvor var jeg træt, der gik da heller ikke mange sekunder før jeg savede brænde. Da vækkeuret ringede var jeg faktisk frisk igen, og efter et brusebad var jeg klar, Karina havde lokket mig til at tage skjorte, slips og jakke med, så da jeg havde fået svinet mig til, var det tid til at samle søster og svoger op. Der var ikke mange nede i restauranten, så der var ingen pladsproblemer. Spisekortet var ikke noget at skrive hjem om, Karina og Flemming valgte begge karbonader og jeg en oksebøf, Flemming bestilte en Guinness, mens Karina og jeg delte en flaske rødvin, vinen var fransk og kostede 18.50 , hvilket den selvfølgelig ikke var værd.

Cobbelstone igen.
En af de mange visuelle skærme Mens Karina forsvandt ud for at ryge, blev Flemming og jeg enige om at besøge den pub den lå bagved Jameson, så vi samlede Karina op og gik hen til Pubben, men den så nærmest dødkedelig ud så hvorfor ikke Cobbelstone hvor vi var i går. Der var øllet også billigere, vi bestilte 2 og så halv pint Guinness. Vi fik en plads tæt på musikken, i aften var der nogle andre musikere der spillede, for øvrigt en stor gruppe på hele syv personer, de spillede traditionel irsk dansemusik. På et tidspunkt sagde Karina hun gerne ville "hjem" for hun var træt, jeg blev tilbage for at lytte til musikken og så lige snuppe en Guinness mere.

Godnat.
Men da klokken rundede 23, var det tid for mig at gå tilbage til hotellet Jeg fik skrubbet lidt med tandbørsten inde jeg gik på hovedet i seng. Det tog mig ikke mange sekunder at falde i søvn.

Sidst opdateret : 03. juli 2007
Dag 2 Rejsedagbog Dag 4