Fredag 11. August 2006

5. Dag.
Start på dagen.
Morgenmad - manden med tværfløjten på maleriet er Chief O'Neill Mit vækkeur ringede klokken otte, vi havde aftalt at mødes nede ved morgenmaden klokken halvni, Jeg lod fjernsynet køre på BBC News, imens jeg tog bad og barberede mig. Der var stadig panik i Londons lufthavne, med masser af aflyste flyafgange, og mange vrede og frustrerede mennesker, informations niveauet var stadig meget lavt. Karina og Flemming sad allerede nede i restauranten. Jeg var ikke rigtig sulten så jeg nøjedes med et par croissanter, juice og et par kopper kaffe. Flemmings appetit fejlede stadig ikke noget, så han fik stadigt noget for pengene. Heller ikke i dag var der ret mange nede i restauranten, så der var ingen trængsel ved fadene.  

Old Jameson Destillery.
Billetsalget og lystavlen Vi besluttede allerede i går at vi ville besøge vores nabo, Old Jameson Whisky Destillery, fra morgenstunden. Vi var så heldige at komme på det hold, som startede 10 minutter efter. Prisen for en voksenbillet var 7 €, for en seniorbillet 5.75 €. Vi kom ind i en slags auditorium hvor vi blev budt velkommen af vores guide. Der blev vist en kort film som de havde kaldt "The Water of Life", den fortalte kort Jameson's historie, blandt andet at firmaet blev grundlagt i 1780, og man startede her i Smithfield, men er nu flyttet ud til den sydlige del af Irland. Stedet her er nu kun museum, som bliver besøgt af mange turister hver eneste dag. Da filmen var færdig, bad vores guide om 4 frivillige om at melde sig, de skulle indgå i en smagstest af whisky. Den hastighed hvor med svoger fik sin arm i vejret, ville få en hvilken som helst deltager i DR's underholdningsprogram Aha, til at blegne af misundelse. Guiden ville gerne have 2 damer og 2 mænd som deltager, svoger blev valgt som den ene af mændene.

Rundvisningen.
Den store jæger Her er kedlerne til destillering Vi startede på kornlageret, hvor vi fik hilst på en udstoppet kat, dens tidligere opgave var at holde bestanden af rotter nede. Mens vi gik rundt på fabrikken, fik vi gennemgået hele processen med at knuse og male kornet, malte og mose, tilsætning af vand, gæringen af mosten, destilleringerne, til den rå whisky blev lagret på egetræsfade, så den kunne modne og udvikle sig, for at blive klar til at komme på flaske. Vores guide fortalte stolt at den amerikanske whisky kun blev destilleret en gang, den skotske to gange, men den irske whisky blev destilleret hele tre gange, hvilket gav whiskyen en blødere og rundere smag. 

Smagstesten.
Der smages og vurderes Besøget sluttede af med smagstesten, vi kom ind i et rum hvor der var et langt bord med fire stole bagved, og så var der sat stole op til os tilskuere. Vi fik alle et lille glas whisky til at hygge os med i mens testen stod på. Deltagerne var fra fire nationer, damerne var Sverige  og USA, mændene fra Spanien og Danmark. Testen gik ud på at de skulle smage på 5 forskellige whisky. Den mest solgte amerikanske (Jack Daniel), og den mest solgte skotske (Red Label) og så tre irske, hvor den ene selvfølgelig var en Jameson. Testholdet gik meget seriøst til opgaven og resultatet af testen blev, at begge damerne valgte Jameson, spanieren valgte Jack Daniel, og svoger valgte nummer tre en anden irsk whisky. Hvad de andre ikke kunne vide var, at svoger altid har syntes at den tredje whisky smager bedst.

Lige bagved.
Efter besøget gik vi videre til St. Michan Church, som lå lige bag Jameson, her skulle man også betale entré, men vi fik også seniorrabat, entréen var på 3 € for seniorer og studenter. Vi besøgte kirkerummet først, der efter gravkammeret og til sidst selve kirkegården. 

St. Michaen Church.
Indgangen til St. Michan Kirken blev bygget i 1095. og der kan have været en dansk kirke samme sted. Hvis det er tilfældet. vil det forklare navnet Michan, idet Michan (Mikael) er en dansk helgen. I 1095 døde biskoppen af Dublin og danerne i Dublin valgte hans nevø Samuel O'Haingli, munk fra Worcester til hans efterfølger. I den sydlige mur i kirken, nær den østlige ende, findes et billede i sten af en biskop i ornat med en bispehue fra det 12. århundrede, samt et ærkebiskop kors over hvilket han holder sin højre hånd. O'Haingli døde i 1121 og blev begravet i kirken, sikkert nær billedet. I århundreder var St. Michan den eneste kirke på den nordlige side af Liffey floden og på det tidspunkt blev den betjent af munkene fra. Christ Church Cathedral. I 1547 blev den tilknyttet Christ Church med kannikken fra katedralen som sognets overordnede. I 1870. da Church of Irelands status som statskirke ophørte, blev sognet adskilt fra katedralen, men der er stadig et kannikkeembede ved navn St. Michan.

Orglet.
Udskæringen i orglet I 1724 blev et storslået orgel til den svimlende sum af  850 irske pund opstillet. Det var bygget af J. Baptist de Couville fra Dublin, dengang en meget berømt orgelbygger. Det er et af de ældste orgler der stadig er i brug i Irland. Det gamle oprindelige manual med slidte elfenbenstangenter, kan ses i kirkens våbenhus. I mange år havde St. Michan det mest betydningsfulde orgel i byen, og det siges at Handel spillede på det, da han kom til Dublin til opførelsen af sit værk, Messias. Først i orgelgalleriet findes et vidunderligt træskærerarbejde, adskillige musikinstrumenter skåret ud af et eneste stykke træ.

St. Michan's gravkamre.
Lidt makabert måske Det mest karakteristiske træk ved St. Michan er gravkamrene med deres berømte mumier. Man bør gå sidelæns ind i gravkammeret, når man går ned ad de ældgamle upolerede stentrin. Derpå kommer der en lang gang med gravpladser på begge sider. Vi blev mødt af vores guide, da vi kom ned i gravkamret, han bad os lige vente et øjeblik så ville han hente et par besøgende ude på kirkegården inden han ville fortælle noget om gravene. Jeg benyttede lejligheden til at tage nogle billeder imens. Det viste sig senere at man ikke måtte fotografere i gravkamrene. Fy Mogens, men nogle gange kommer man langt med uvidenhed.

Hver gravplads tilhører en enkelt familie. Kun få familier er stadig indehavere af en nøgle til gravkammerets jernport. Hvis man kigger ind i et af gravkamrene, vil man se stakkevis af kister stablet ovenpå hinanden, og ofte er de særdeles velbevarede. Man kan se det fløjl som dækkede træet og de messingsøm som holdt træet sammen. Luften er meget tør, og de eneste livstegn er de store edderkoppespind. Gulvet er dækket af fint støv, og temperaturen er konstant.

Mumierne.
Her er de velbevaret lig, lykkebringeren ligger bagved I et af gravkamrene er kisterne rådnet væk, så mumierne kan ses. Der er 4 lig, som alle er blevet brune. Ligene er meget gamle, og deres hud er som læder. Man kan se deres ansigtstræk, og fingrene har negle. Knæ og andre led er stadig bøjelige. Under huden kan hjerte og lunger ses.

I et af gravkamrene findes liget af et barn, som blev begravet for 150 år siden, og resterne er meget velbevarede. I et andet gravkammer er uidentificerede lig, et lig af en meget stor mand, som siges at have været korsridder. Nær ham kan man se resterne af en kvinde, og det fortælles hun var nonne. I et andet kan man se liget af en mand, han var måske henrettet i det nærliggende fængsel og begravet her

Sheares brødrene.
Navnene på nogle af de mænd fra 1798-Opstanden, som blev begravet her, er også knyttet til St. Michan. De to berømteste er John og Henry Sheares. For nogle år siden blev der stillet blomster ved dem, og fugten fra blomsterne fik kisternes træ til at rådne. Senere blev ligene igen lagt i nye kister, og siden da har friske blomster været forbudt i gravkamrene.

Held og lotto.
Da guiden var færdige med sine fortællinger, trak han et interimistisk jerngitter fra, så dem der havde lyst kunne gå ind i gravkamret og berøre pegefingeren på den bagerste af mumierne, det skulle give held og lykke, så hvis nogle af os skulle vinde i lotto, så blev vi bedt om at sende 10% til kirken. Pegefingeren var hel glat af de mange berøringer. Jeg kan garantere for at det virker, for da jeg kom hjem købte jeg en lyn-lotto, og jeg vandt 42 kr. - waw - hvor heldig har man lov til at være? Jeg må dog ærligt tilstå, at jeg ikke har sendt de 10% som udgjorde 1,20 kr. Tilgiv mig.

Kirkegården.
Kirkegården - et eller andet sted ligger Robert Emmet måske  Vi sluttede vort besøg med at gå rundt på selve kirkegården. Robert Emmet, den berømte irske leder, blev henrettet ved hængning den 20. september 1803. Han blev fulgt til skafottet af Pastor Thomas Gamble, præst ved St. Michan, og der verserer et rygte om, at Emmet er begravet på kirkegården. Der er i alt fald en grav, som siges at indeholde hans lig. Men der er så dem der hælder til, at det mest sandsynlige er at han ligger begravet i St. Peter Church i Aungier Street, Dublin, nå lad de lærte slås om det.

I centrum.
En af de typiske småbutikker inde i byen Vi blev enige om at gå ind mod centrum, Karina ville gerne ind til shoppe-gade Henry Street, men helt ærligt så var det stormagasin ved siden af stormagasin, og da min lillesøster godt kender mig og Flemmings indstilling til butikker af den art, så hun foreslog at hun selv gik rundt, hun kunne sagtens finde tilbage til vores hotel på egen hånd. Det var et tilbud som vi ikke kunne sige nej til, så vores veje skiltes her. Jeg behøver vel ikke at sige at svoger og jeg hurtigt fandt en rimelig velassorteret pub, hvor der serveredes Smithwich. Bagefter ville vi finde et sted, hvor vi kunne spise en let frokost. Det lykkedes os at finde et sted, efter vi havde gået lidt rundt i kvarteret. Vi bestilte et par sandwich hver, en med skinke og en med ost, plus en Guinness.

I centrum.
Klokken var nu over 16, så det var ved at være tid til at vende næsen hjemad, da vi nåede frem til vores hotel ville Flemming gå op og se om Karina var vendt hjem, vi aftalte jeg kom og hentede dem kl.19, og så gå ud og spise. Jeg gik ind hos Spar købmanden og købte lidt vand, orangejuice og et par Guinness på dåse, så jeg havde lidt til de lange aftener. Tilbage på værelse lagde jeg mig og kiggede lidt fjernsyn, der var europamesterskaber fra Göteborg, men jeg faldt hurtigt i søvn, men vågnede dog allerede et kvarter efter.

Aftensmad.
Der spises aftensmad - bemærk kylling i karry vælter over skålen Jeg hentede som aftalt Karina og Flemming kl. 19. Vi havde ikke nogen bestemt restaurant i kikkerten, så vi gik bare ned til floden og passerede et par broer der nedad inden vi gik over på den anden side. I en lille sidegade, fandt vi en restaurant hvis spisekort så spændende nok ud til at vi gik den ind. Flemming bestilte en suppe og en ostekage, Karina ville have kylling i karry, og jeg bestilte en kylling a la Kiev. Maden var udmærket, dog kunne Karina ikke spise det hele, fordi karrysovsen var hylende stærk. Karina blev misundelig på Flemmings ostekage, så hun ville også have en.

Cobbelstone igen igen.
Et nyt hold af musikkere på Cobbelstone Vi besluttede at gå hjem ad, og så slutte dagen af med endnu et besøg på Cobbelstone. Da vi kom ind på pubben, stødte vi ind i en irsk pige, som Karina, havde snakket med et par gange, hun gav os et fif om et sted uden for Dublin som var et besøg værd, det lå kun en lille times kørsel fra byen. Vi skulle med Dart toget fra Tara Street Station. Vi syntes alle tre at det nok var en god ide at se noget andet end Dublin. Vi fik os en pint of Guinness, mens vi lyttede til musikken, det var selvfølgelig nye musikere der spillede I aften, men det var stadigt irsk dansemusik der blev spillet. Klokken 23 luskede vi tilbage til vores hotel. Jeg tog mig et bad og hoppede bagefter på hovedet i seng. Det tog mig ikke mange minutter at falde i søvn.

Sidst opdateret : 16. juli 2007
Dag 4 Rejsedagbog Dag 6