Lørdag 12. August 2006

6. Dag.
Start på dagen.
Vi aftalte i går at vi ville tage til en lille by som hedder Dalkey og som ligger udenfor Dublin, så  efter det sædvanlige morgenritual, barbering, bad, børste tænder og spise morgenmad, drog vi af sted langs Liffey floden ned til Tara station. Vi købte billetter til Dalkey med Dart Line, en returbillet kostede 3.6 euro.

Glemsomhed.
På vej ned ad hovedgaden Køretiden var omkring en halvtime, da vi var stået af toget og det var kørt, opdagede Karina at hun havde glemt sit fotografiapparat i toget, og for ikke det skulle være løgn gik sålen fra i den ene af hendes kondisko. Så Flemming gik på jagt efter noget lim så Karina ikke kom til skade, imens henvendte Karina sig i billetlugen og fortalte om sin glemsomhed, han greb omgående telefonen, vi fortalte ham at vi havde siddet i den bageste vogn. Han sagde at toget ville være her på stationen i løbet af et kvarter så ville det vise sig om Karinas fotografiapparat var fundet.

Parkeringsbøde.
I ventetiden gik jeg lidt rundt og kiggede på parkeringspladsen, her var en parkeringskontrollør i gang med at notere en ulovlig parkeret bil, her skulle man købe en tretimers billet og sætte den i forruden, det havde synderen ikke gjort. Efter han havde sat bøden i vinduesviskeren, tog han nogle digitale billeder af bilen, han fortalte mig at det var som dokumentation for den ulovlige parkering.

Skomageren.
 Flemming kom tilbage med en tube kontaktlim, så mens vi fik limet kondiskoen sammen igen, kom manden fra billetlugen glædesstrålende med Karinas fotografiapparat, hvilket må siges at være heldigt, Flemming gav manden 5 euro, med bemærkningen: Buy you a pint.

The Three Goats Castle.
En kort introduktion til selve museet Vi satte kursen ned ad hovedgaden, ned mod the Three Gots Castle, vi gik ind og blev vel modtaget at damerne som sad ved skranken, de var meget optaget af hvor vi kom fra. Jeg spurgte om der noget der hed seniorrabat, det havde de ikke, men vi betalte dog kun 5 euro hver, i stedet for 6. En af damerne spurgte om ikke ville vente et øjeblik fordi der lige var kommet et italiensk par, så ville hun give os en kort orientering am stedet, hun fortalte også at der omkring kl. 12 ville komme to skuespillere, som ville fortælle om dagliglivet på borgen. 

Selve borgen som stammede fra det 14. århundrede, blev for det meste kun brugt til opbevaring af varer som kom med skib, inden de skulle bringes videre til Dublin. Dalkey havn var dyb nok til at skibene kunne anløbe havnen, og var det tætteste større skibe kunne komme på Dublin i mange år, fordi Dublin havn hele tiden sandede til så større skibe ikke kunne komme ind for sandet. De tungeste varer blev opmagasineret i stueetagen og de lettere varer på  mezzaninen, på første sals etage lå køkkenet og toilettet, på øverste etage var der soverum og adgang til forsvarsværkerne og udsigtstårnet.

Udstillingslokale.
Stueetagen var indrettet som udstillingslokale, så vi gik rundt og kiggede på selve udstillingen, et sted var der opstillet et TV og en videomaskine, så vi satte os og så en video som handlede om de historiske steder i omegnen af Dalkey. 

Her blev maden forberedt Der dukkede pludselig en dame op, hun var iført en grøn kjole, som sikkert var en model fra det 14 - 15 århundrede, hun fortalte os at Erwin ville komme om et øjeblik, og så forsvandt hun op ad en stejl vindeltrappe. Erwin dukkede op lidt efter, han var klædt i noget brunt tøj, som godt kunne stamme direkte fra en Robin Hood film. Han fortalte os han var bueskytte og havde ansvaret for forsvaret af borgen, det kunne hænde at røvere forsøgte at få fingrene i varelageret. Erwin førte os op ad en vindeltrappe, han formanede os til at passe på trinene fordi der var forskel på trinenes højde, hvilke bevirkede at man ikke bare kunne flintrer op ad trappen i en fart, det var en del af forsvaret hvis fjende skulle slippe ind i stueetagen. Oppe på første sal blev vi modtaget af damen i den grønne kjole, hun fortalte os hun stod for husholdningen og lavede maden her, og i dag skulle der være fest hvor folk fra egnen kom, så hun havde rigtig travlt i dag.

Vinduer for øjnene.
Kom og se Edwin - en man med vinduer for øjnene Hun berettede også lidt om dagliglivet på borgen og på et tidspunkt fik hun øje på Flemmings briller, det fik hende til at kalde på Erwin. Hun råbte Erwin, Erwin kom og se, Erwin dukkede så op og hun sagde: Se Erwin se, en mand med vinduer for øjnene, han må være meget rig, måske kongelig. Hun nejede og Erwin bukkede - ha ha. Det var så stikordet til Erwin om at dukke op på scenen igen, så hun forsvandt lige så stille. Det var Erwins tur til at tage over. 

Med bue og pil.
Han fortalte om sin buer og pile. Buen var lavet af træ fra en cypres, træ man måtte importere, selve buestrengen var fremstillet af hestehår, den havde den svaghed, at hvis den blev våd, blev den slap, så bueskytten havde flere strenge som han kunne skifte dem ud efterhånden, for at holde dem tørre gemte han den i sin hat. Pilene gennemgik han også, der var forskellige typer af pile som blev brugt i forskellige sammenhænge, f.eks. en pil var bred og flad i pilehovedet, den var beregnet til at  ramme heste, den gik ikke dybt så den fik hesten til at vride og hoppe så rytteren faldt af, senere kunne hesten indfanges, pilen fjernes og såret syes til - viola - så havde man en frisk hest. Pilene som blev brugt mod angriberne, var dyppet i latrinen og andre gode sager, det betød at hvis man ikke blev ramt dødeligt, så dødede de af infektioner fra pilene.

Udsigten fra tårnet.
Udsigten oppe fra tårnet - man kunne se langt til alle sider Efter gennemgangen af hans våben, tog han os med op på øverste etage, igen skulle vi passe på de ulige størrelser af trinene, vindeltrappen var så smal at der kun kunne komme en person op ad gangen, så hvis den første angriber blev dræbt så blokerede  han adgangen til tårnet. Oppe i tårnet var der en udsigt over hele området så det var ikke nemt at komme uset til borgen. Besøget på museet sluttede her, det var en god ide og et festligt indslag med de to amatørskuespillere. (Se billederne i Billedarkiv)

Datidens kirke.
Resterne af den gamle kirke I forbindelse med The Goat Castle lå en gammel kirkegård og resterne af en kirke som var bygget af munkesten. Kirken stammer helt tilbage fra det 10. århundrede og havde navnet St. Begnet's Church. Jeg har altid syntes at der er noget fascinerende over at gå rundt i et område som har mere end 1.000 års historie bag sig. (Se billederne i Billedarkiv)

Nutidens kirke.
Byens kirke lå lige over for The Three Goats Castle Lige over for The Goat Castle lå byens kirke med det lange navn: Church of the Assumption of the Blessed Virgin Mary. I følge planen for juli og august, var der messe kl. 9 mandag til fredag, og om lørdagen kl. 11.00, og om søndagen 4 gange fra 8.45, 10.00, 11.15 og 12.30, aftenmessen var aflyst i juli og august. Og så brokker danske præster sig over den store arbejdsbyrde, men de er jo også aflønnet af staten. En pudsig ting jeg også bemærkede var, at begravelses messer blev afholdt kl. 10.00 am. or later as they occur. Javel, ser man det. Selve kirke virkede meget ordinær, oven i købet lidt kedelig måske, nåh - så havde vi set den med.

Frokost og ned til havet.
Nuværende Dalkey havn Klokken var nu halvto så det var tid til at finde et sted at spise frokost, vi fandt et sted med det korte navn Inn, ha ha. Karina og Flemming bestilte hver en champignonsuppe og jeg en Tandori kyllingesalat. Vi havde besluttet at vi ville ned og se havnen, så da vi havde spist og betalt fulgte vi et skilt der viste vej. Man kunne godt fornemme at det kvarter vi gik i gennem var for de mere velbjergede, mange af husene var temmelig store. Da vi var tæt på vandet passerede vi et temmelig stort hus, nærmest som en ørkenborg, det var den marokkanske ambassade, det må siges at ambassadøren boede temmelig luksuøst. Selve havnen var ikke ret stor, kun beregnet til nogle småbåde, der var nogle småøer uden for havnen, dem kunne man blive sejlet over til, hvis man ellers havde lyst til det. Villaerne som lå her var uden tvivl hunde dyre, og mange af dem havde fantasifulde navne så som Bella Vista, Villa Borghese, Nirvana, Sanadu og sågar Elsingore. Vi gik videre af en anden vej tilbage til Dalkey station. Vi så på vejen i en ejendomsmæglers vinduer, priser på huse her i Dalkey, de lå på 2 til 8 millioner euro. Velbekomme.

Tilbage til Dublin.
En smuk gammel pub hvor vi spiste vores sene frokost Vi havde gået en lang tur nu, så vi trængte til at sidde lidt og få et eller andet drikkeligt, inden vi tog toget tilbage til Dublin. Vi fandt da også en velassorteret pub. Karina ville have en cappuccino, Flemming en Jameson og jeg en Smithwich, hele herligheden kostede 10 euro. Jeg kunne ikke finde min togbillet, så jeg måtte af med 1.80 euro for min sløsethed. Toget kom ret hurtigt efter vi gik ind på perronen. Selvom toget kun var startet et par stationer fra Dalkey var der allerede mange mennesker med. Vi kom til at sidde spredt, det overlevede vi heldigvis. Gåturen fra Tara Station i Dublin til vores hotel, tog en lille halvtimes tid. Vi aftalte at vi skulle mødes igen kl.19.30, så havde vi halvanden time til at slappe af og nette os i.

Med sporvogn.
Sporvognen til O'Connels Street  Vi mødtes igen som aftalt kl. 19.30, vi ville ind til selve centrum af byen, for at finde et sted at spise. Vi ville samtidig prøve at køre med sporvognen, som passerede Smithfield. Billetten kunne købes ved selve stoppestedet, via en automat og kostede 1.40 euro. Vi kørte helt ind til O'Connels Street hvor vi hoppede af. Vi gik rundt et stykke tid, uden vi fandt et spisested. Da vi endelig fandt noget der lignede, var der propfyldt med unge støjende og øldrikkende mennesker. Det viste sig at der havde være en foldboldkamp mellem to af byens rivaliserende klubber, så der var virkelig mange på pubberne i dag. Heldigvis endte kampen 2 - 2, så der var ingen direkte ballade. Jo tættere vi kom ind til centrum desto flere mennesker var der, måske alle går ud om lørdagen eller hvad?

Aftensmad.
Portionerne er store i år - det grønne vandfad en med min irske stuvning Vi blev enige om at det nok var umuligt at finde et spisested her i området, så vi søgte tilbage mod Smithfield igen. Vi ville prøve om der var plads på den restaurant vi spiste på i torsdags. Så vi fulgte Liffey floden frem til Fr. Mathew Bridge. Mea's Merchant var navnet på restauranten, vi var heldige at finde et bord med det samme, dem der kom lidt senere, måtte gå igen med beskeden om at køkkenet var lukket. I aften var det to unge kinesiske piger der serverede, vores servitrice grinede bredt da jeg sagde: Nihao, hao bu hao? Hun kvitterede med et: Hen hao, inden hun jagtede videre. Karina bestilte en ret med svinekød, Flemming en gang spaghetti Bolongnese, og jeg ville prøve en irsk stuvning. Oh boy, fælles for alle tre retter var at portionerne var så store at en af retterne ville være nokr til os alle tre. Min irske stuvning kom ind i et stort lerfad, jeg vil nærmest kalde det et vandfad. Den smagte fremragende, det eneste der var at klage over var portionens størrelse, der var mindst brugt et halvt lam, synd at levne så meget. Vi måtte alle tre give op, og levne halvdelen.

Cobbelstone igen.
Vi ville gå over til Cobbelstone igen, i aften, for at få os en night cap, og så sige tak til Katherine for tipset med Dalkey. Waw - her var godt proppet med mennesker, og da vi ikke kunne se Katherine, blev vi enige om at det måtte være godt for i dag, så vi gik tilbage til hotel Park Lane og sagde pænt tak for i dag til hinanden.

Godnat.
Klokken var kun lidt i 11, så jeg satte mig til at fortælle min dagbog om dagens oplevelser, alt imens jeg tømte en dåse med Guinness extra stout. Jeg var godt træt, så jeg fik skrubbet lidt med tandbørsten, inden jeg gik på hovedet i seng. Så kan jeg ikke huske mere.

Sidst opdateret : 05. juli 2007
Dag 5 Rejsedagbog Dag 7