Tirsdag d. 4 Juni

Dag 3.Start på dagen.
Jeg havde sovet rimeligt godt og efter et opfriskende bad var det tid til morgenmaden, og den var stadig ikke særlig ophidsende. Efter morgenmaden henvendte jeg mig i receptionen, hvor jeg spurgte om de havde en adapter til deres stikkontakt jeg kunne låne, da mine batterier til videoen var ved at være flade, men desværre, de var alle udlånt, men prøv igen i eftermiddag eller bedre -  i morgen. Jeg havde besluttet at dagens program skulle handle om The Royale Mile.

St. Giles Cathedral.
St. Giles Cathedral i High Street Den kongelige mil strækker sig fra Edinburgh Castle og helt ned til det kongelige palads The Holyroodhouse. Da det er engelske mil er det en strækning på små 2 km. Strækningen rækker over 4 gader nemlig Castlehill, Lawnmarket, High Street og Canon Street. Der er mange smukke bygninger på vejen, men det første stop jeg gjorde var i High Street ved St. Giles Cathedral, hvis arkitektur strækker sig fra det 12. til 20. århundrede. Det var her den skotske reformator John Knox holdt sine flammende prædikener. Kirken indeholder en række smukke mosaikvinduer, besøg også The Thistle Chapel som indeholder smukt udskårne stole af egetræ, samt nogle smukke glasmosaikker. Bag kirken ligger Parliament House der fungerede som parlament indtil 1707. Nu huser den Skotlands Højesteret.

Blandt morder og røver.
Jeg fik lyst til at kigge ind, men lige så snart jeg fik næsen indenfor kom der en retsbetjent hen til mig og gjorde mig, på en venlig måde,  opmærksom på at jeg ikke måtte fotografere eller filme i bygningen. Han fortalte at den store hall vi stod i var den gamle parlamentssal og hvis jeg havde lyst til at overvære en retssag var jeg meget velkommen. Jeg takkede pænt og sagde at det ville jeg tænke lidt over. Det var mægtigt interessant at se alle disse kappeklædte mænd med deres parykker, vandre frem og tilbage i den store sal, nogle ivrigt, men lavmælt, diskuterende  med hinanden, andre stod og ventede på en klient, som når så klienten mødte op, gik i møde med alvorlige miner på.

Appelretten .
Jeg besluttede at jeg ville se om jeg kunne finde en retssal hvor der foregik et eller andet, så jeg henvendte mig til en retsbetjent, som så venligst viste mig vej. Han fortalte mig at der var to appelsager på programmet i dag. På vej hen til retssalen kom der hen ad gangen et par betjente med en ung mand som var lagt i håndjern. Jeg fandt den retssal hvor det skulle foregå og jeg satte mig ind lidt bag i salen. Foran mig sad et middel aldrende ægtepar sammen med en ung pige. Længere fremme sad der yderlig en ung pige, det var ikke det store tilløbsstykke. 

En mor og hendes søn.
Ind af en sidedør kom de to betjente med den unge mand og de satte sig forrest i retssalen. Den middel aldrende kone begyndte at hulke lidt, alt imens mand og datter/svigerdatter forsøgte at trøste hende. Som på film blev vi bedt om at rejse os, og ind kom tre dommere og satte sig. Her efter blev sagens akter nøje gennemgået -  det gik op for mig at den unge mand var morder!! Kort fortalt var sagen den at han i en narkorus var kommet op at skændes med en anden og det var endt i drab.  Han var så flygtet fra gerningsstedet, men senere vendt tilbage til stedet og sat ild på lejligheden for at skjule mordet. Han appellerede sin dom med den begrundelse at han havde været under påvirkning af narko. Dommerne stadfæstede dommen! Begrundelsen var at nok havde han måske været under påvirkning, men ikke mere end han godt vidste hvad han havde gjort, i og med at han vendte tilbage for at sætte ild til lejligheden og derved yderligere havde bragt ejendommes beboer i livsfare! Der blev udvekslet lange blikke da han blev ført ud igen, jeg kunde godt føle lidt medlidenhed med den grådkvalte mor, men den dræbte havde vel også en mor!

Han vidste det ikke.
Næste der blev ført ind var igen en ung mand, og samme procedure udspandt sig igen. Sagen handlede om et røveri som var begået og den dømte hævde at han ikke vidste at han deltog i et røveri, han havde kun kørt en kammerat hen til en som skyldte kammeraten penge, at kammeraten havde truet med en kniv og at det var et røveri var han blevet meget overrasket over. De tre dommere var alle enige om at de ikke troede på hans uskyld, men det at han havde fået samme straf som ham der havde begået selve røveriet, mente de to af dommerne var en for hård en straf, men da alle tre skulle være enige før strafferammen kunne ændres, ville de nu trække sig tilbage for at votere om straffen skulle ændre eller stadfæstes. Igen - alle bedes rejse sig, og de tre dommere forsvandt ind bagved og jeg forsvandt ud, så hvordan sagen endte fik jeg aldrig at vide.

The Royale Mile.
øllet fejler ikke noget i denne Pub Det var ved at være tid for frokost og efter den lidt tørre luft i Højesteret, trængte ganen til at blive fugtet. Mange pubber er et godt alternativ til en spiserestaurant, når det gælder en lettere frokost, denne Pub bekræftede bare reglen, en sandwich med skinke og ost, og et krus øl - ok - måske ikke særligt originalt, men det gled da ned, og en Guinness af den rette konsistens fylder godt. Selve High Street og Canongate er vel nok den strækning hvor der er flest små museer som man kan besøge, så jeg blev enig med mig selv at jeg måske skulle dele dem over et par dage.

John Knox House.
John Knox's House John Knox House stammer fra omkring 1500 tallet og er et smukt gammelt hus, men det menes at han ikke har selv nogensinde har boet der. Men huset er i sig selv et besøg værd, og inden for er der en udstilling der fortæller om Præsten og den protestantiske reformator. John Knox (1505-1572) var ordineret som præst i den Romerske Katolske Kirke i Skotland. Men da hans nære ven George Wiseheart blev brændt på bålet af Kardinal Beaton, sværgede han at han fra nu af var fjende af den Romerske Katolske Kirke. To års senere blev Kardinal Beaton snigmyrdet af "ukendte" gerningsmænd. Da Knox kom til Edinburgh havde han en stor gruppe af "disciple". Han var kendt som en "flammende" prædikant, og hans prædikener var frygtet af Dronning Mary af Skotland, som skulle havde sagt: Jeg frygter mere hans prædikener end Europas samlede hære!

The Peoples Story.
The People's Story Museum Længere nede af gaden holder museet The Peoples Story  til i det pittoreske  Canongate Tolbooth. Museet adskiller sig fra de traditionelle  museer ved  at det fortæller om livet for ganske almindelige mennesker som har levet, arbejdet og endt sine dage her i den skotske hovedstad, i perioden fra det 18. århundrede og frem til vore dage. Det er først og fremmest arbejderklassens historie og deres vilkår der bliver fortalt, fabriksarbejderen, skibsværftsarbejderen, syersken, tjenestefolkene osv. En pæn samling af fagforeningsbanner er der også. Der findes rekonstruktioner af en fængselscelle, en Pub, et bogbinderværksted, mange af rekonstruktionerne er underbygget med fotografier. Jeg må indrømme blankt at jeg følte at det også var noget af min historie der blev fortalt, og køkkenet - jamen det var jo mors køkken - hendes var bare køkkenblåt. Arbejderklassens vilkår var åbenbart meget ens over det meste af Vesteuropa! Jeg gik der fra med en underlig forstemt følelse - var det "Når jeg ser et rødt flag smælde" der lød for mit indre øre?.

Writers Museum
Jeg gik tilbage af Canongate til Lawnmarket  for at besøge Writers Museum som holder til i Lady Stair's House. Bygningen er fra 1622 og  hun købte det i 1719, det har siden båret det navn. Huset ejes nu af byen Edinburgh og er dedikeret til de tre berømte skotske forfattere, Robert Burns, Walter Scott og Robert Louis Stevenson. Museet viser billeder, raderinger, buster og andre ting som har tilhørt dem. Egentlig pudsigt at tre verdensberømte forfattere skulle have sin tilknytning samme by. Hvis du ikke ved det, er Robert Burns kendt for sine poetiske digte, som der findes mere 400 af, og mange er der sat musik til og fremført af utallige mere eller mindre kendte kunstnere. Walter Scott er kendt for Ivanhoe og Rob Roy, og Robert Louis Stevenson for Skatteøen og Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Hvem har ikke læst Ivanhoe eller Skatteøen som barn.

Nok for i dag.
Jeg havde fået kultur nok for i dag, men jeg ville helt sikkert vende tilbage til The Royal Mile en anden dag. Jeg sivede langsomt syd om Edinburgh Castle tilbage til mit hotel. Det skulle gøre godt med en kop kaffe og et bad. Da jeg nåede frem til mit hotel  smuttede jeg lige ind i receptionen, for at høre om de havde en adapter til stikkontakten som jeg kunne låne, men desværre nej! - prøv igen i morgen.

Mexicanske Restaurant.
Jeg besluttede at kigge lidt på Princess Street, og se om der ikke var en restaurant der kunne friste, måske kunne jeg også finde en butik som solgte adapter til stikkontakten, jeg havde kun et batteri tilbage til videokameraet som der var strøm på. Det er på Princes Street at de "fine" forretninger ligger, så ved at kigge på vinduer fandt jeg ud af det er godt man går med bukser. ??  De "nederdele" som de skotske mænd går med er rasende dyre. Jeg var inde hos en boghandler, hvor jeg købte en bog om Edinburgh, der var en del gode billeder i. Jeg var nået ned til Walter Scotts monument, men ikke fundet en sted hvor jeg havde lyst til at spise, så jeg tog parallelgaden bag ved. Gaden hedder Rose Street, her ligger en del restauranter, men først et godt stykke nede af gaden fandt jeg en som fristede. Det var en mexicansk restaurant, ikke ret stor, allerhøjst plads til 20 - 25 gæster. Jeg bestilte en skål mikset salat til forret og som hovedret Kylling a la et eller andet, samt en mexicansk øl. Øllet var nu ikke noget at prale af, men kyllingen - oh lala - jeg kan ikke mindes at have fået en kylling der smagte så godt, siden den hanekylling jeg fik nede på Møn på min 12 års fødselsdag. Jeg var sikker på at jeg ville komme tilbage her til en anden dag. Der havde været en lang dag så tilbage til hotellet - kigge lidt fjernsyn, eller bare se dyner.

Sidst opdateret : 06. oktober 2005