Søndag d. 9 Juni

Dag 8.Start på dagen.
Efter mit daglige morgen rituel, barbering, bad, tandbørstning og påklædning, gik ud for at få min morgenmad. Jeg blev modtaget som sædvanlig modtaget med et stort smil og et "nice to see you". Da jeg var færdig med morgenmaden og jeg fortalte at det var sidste gang jeg kom, fordi jeg skulle rejse hjem i dag, fik jeg mange ønsker om en god hjemrejse med på vejen og de håbede at jeg kom igen en anden gang.

Hjemrejse.
Jeg gik en sidste lille tur ned til Princes Street Garden, hvor jeg sad lidt og kiggede over på Edinburgh Castle. Jeg opdagede på en plakat der var sat op, at der i går åbnede en stor udstilling på National Museet om Digteren Robert Burns, i anledning af 200 året for hans død.  Nå -  den nåede jeg så desværre ikke at se. Jeg måtte hjem og pakke og checke ud fra hotellet senest kl. 12.00. Denne her tur var ikke en af disse hvor man dårligt nok kan lukke kufferten når man skal til at pakke, det man kan købe her er nogenlunde det samme som man kan købe hjemme og til samme pris, så hvad, man går jo ikke over åen efter vand. Jeg blev enig med mig selv at efter jeg havde checket ud fra hotellet, ville jeg tage lige til lufthavnen, frem for at rende rundt på gaden med kuffert og andet oppakning. Jeg betalte min regning med plastik, men kunne ikke dy mig fra at sige at nu skulle de endelig ikke spekulere mere på at gemme en adapter til mig, da jeg jo rejste i dag, enten forstod receptionisten ikke en pind af min ironi, eller også havde han et ualmindelig godt pokerfjæs.

Edinburgh Airport.
Så ned til Haymarket Station hvor jeg fik fat i en bus fra Lothian Region Transport der kørte mig direkte til lufthavnen. Jeg satte mig in på en "Pub" og fik mig den sidste godt skænket fadøl inden afgang. Men jeg sad der erfarede jeg at SAS flyver på ruten direkte mellem Kastrup og Edinburgh, men de var alt for dyre at flyve med i forhold til British Airways så jeg måtte tage turen omkring Heathrow (fattigrøv) og til Kastrup. Under check-in  af min kuffert måtte jeg højt og hellig sværge at jeg ikke havde elektriske artikler med indbyggede bomber og jeg ikke havde købt andet mystisk udstyr. Jeg må have set lidt "hold da helt op du" ud, fordi der var en skotte der bagefter sagde til mig at de var meget påpasselige, og det skyldtes bombeattentatet i Lockerbie, Dumfrieshire i december 1988, hvor en Pan Am Boeing 747 sprang i luften. Ok - det var en dum attitude af mig, det var trods alt også mig der røg i luften i så fald.

Heathrow Airport
Vi kom af sted til tiden så på en time og et kvarter skulle jeg nå at spise "frokost" med tilhørende rødvin, dåseøl, kaffe og cognac. Vi nåede det og landede i godt behold. Heathrow Airport var ikke blevet mindre siden sidste søndag, jeg fik nærmest den følelse at de havde brugt hele ugen til at udvide kraftigt - for vi gik og vi gik og vi gik, jeg tror de med vilje sendte os en stor omvej således at kufferterne kunne nå at komme ombord før os. Endelig nåede jeg frem til Gaten hvor mit fly pænt stod og ventede på mig, det varede heller ikke længe før vi rulle ud til startbanen og lettede igen. Her fik jeg ligesom på udvejen den samme menu en gang til. Længe leve fantasien, lad os håbe den kommer forbi British Airways en dag. De 2 timer gik hurtigt og jeg lovede mig selv at en af de nærmeste dage ville jeg gå ud og købe mig et sæt adaptere som passede til hele verden og at hele sættet fremover skulle være fast inventar i min kuffert.

Hjemme igen.
Da jeg kom hjem, fik læst min post, tømt min kuffert, vandet mine blomster, fik ringet til Sanne for at fortælle at jeg var back in town og var i god behold, jeg var nu tjenlig til at gå i seng. I morgen begyndte hverdagen igen - på arbejde - hjem og lave mad osv..

Men er det ikke de oplevelser vi får ved at rejse, der gør at det hele ikke er så tosset endda?

Sidst opdateret : 06. oktober 2005