Lørdag d. 22. November 2003

3. Dag Antigua - Panajachel.
Start på dagen.
Jeg vågnede kl. 6, det var for tidligt at stå op, så jeg brugte noget tid på min dagbog.  Efter badet pakkede jeg min kuffert og gik over til morgenmaden. Jeg fik endnu en omelet, juice og kaffe og til sidst lidt frugt. Vores lokal guide Franz fortalte mig at vulkanen var næsten uden skyer, så jeg gik ud for at få et billede af den. Jeg gik også rundt og tog nogle billeder af hotellets område inden vi skulle af sted. De næste dage skal vi tilbringe i Guatemalas højland, regionen El Altiplano. Det skulle efter sigende være landets smukkeste, især vulkan søen Lago de Atitlán og området omkring søen.

Musikmuseum.
En af tableauerne fra musikmuseet Vi kørte fra hotellet kl. 8.30, dagens første mål var et museum for musiskinstrumenter. Museet som var privat ejet, lå in en gammel kaffeplantage og rummede en pæn stor samling af maya indianers musikinstrumenter, helt tilbage fra før spanierne erobrede landet. En ung kvindelig guide fra museet fortalte om og demonstrerede kort de enkelte instrumenter. Det hele afsluttedes med et diasshow på ca. 10 min længde, der viste brugen af instrumenterne, understøttet med den originale lyd. Jeg købte en cd'er med traditionel maya musik i souvenirs shoppen.

Kaffemuseum.
Fra kaffemuseet - kaffebusken plantes ud. Ved siden af musikmuseet var der også indrettet et kaffemuseum af de samme ejere. Her fik vi vist og fortalt kaffens historie. Vi fik en demonstration af kaffebønnens vej fra udplantning til den var klar til ristning. Der var en langt større proces, end jeg egentlig havde forestillet mig. Plantagen vi her besøgte var meget lille, der blev kun fremstillet omkring 4 tons kaffebønner om året. Efter Vietnam har meldt sig som kaffeproducent og de sælger alt hvad de producerer, er der alt for meget kaffe på verdensmarkedet, det bevirker at priserne er så lave at kaffeavlerne har fået en meget dårlig økonomi. Det har også betydet at kaffeplukkerne i Guatemala, som før tjente 3$ om dagen, nu kun tjener 2$ om dagen. Der blev selvfølgelig budt på smagsprøver af kaffen.

San Andrés Itzapa .
Der blev tændt lys og brændt røgelse inden i templet Vi kørte videre frem til en by som hedder San Andrés Itzapa. Vi skulle besøge Capello San Simon hvor troldmanden San Simon har til huse. Templet ligger på en stejl brolagt gade, da der var lørdag var vejen ikke svær at finde, vi skulle bare følge strømmen. Inde bag en lys blå mur lå templet. San Simon er en mandstor dukke som sidder placeret på en stol oppe på et podium. Køen var lang, de besøgende medbragte offergaver som bestod af pengesedler, spiritus, mad hønseblod og hvad ved jeg. Der blev tændt mange stearinlys, røgen fra store stinkende cigarer rev i øjnene. Man mener ved at tilbede San Simon kan man opnå en åndelig renselse - en form for syndsforladelse, og få ophævet evt. forbandelse som ens fjender har kastet på en. Oppe på taget af templet var luften tyk af os fra et bål, her var en stor ældre kvinde i færd med at ofre en stor bakke æg på bålet. Der sad også en maya-præst og "babbede" på en uhyggelig stor cigar, alt sammen ofringer til San Simon. (Se billede serien San Andrés Itzaba i Billedarkivet)

Frokost i Capok.
Helstegt gris over en osende gril Fra San Andrés Itzapa kørte vi til en lille by som hedder Capok, hvilket betyder velkommen. Spisestedet så indbydende ud, selve taget var lavet af flettet palmeblade. Vi blev placeret oppe på 1. salen under det skrå loft. Jeg bestilte en bid af den gris, som de var i gang med at grille nede i stueetagen. Osen fra grillen trak op på 1. sal. Den var for øvrigt på et tidspunkt ved at røgtforgive os der sad der oppe. Til grisen fik jeg pommes frites og avokadomos - røgen til trods, en ganske udmærket frokost.

Udsigtspunkt.
Et smukt syn - ikke?l Efter frokosten satte vi kursen mod byen Panajachel som ligger ved søen Lago de Antitlán, her skal vi overnatte i to dage. Selv om der kun var ca. 65 km, kunne det godt tage et par timer at køre der til, på grund af vejene var meget snoet men også smalle og desuden kørte der mange tunge lastbiler, så det at overhale kunne godt være en temmelig risikabel ting. Jeg kunne godt mærke i mine øre at vi kørte op i højden. Vi gjorde et holdt da vi nåede helt op på toppen til et udsigtspunkt. Vi var oppe over skylaget, så lige med det første kunne vi ikke se søen, men under stoppet svandt skyerne ganske langsomt - solen kiggede frem mellem skyerne - jeg begyndte at kunne ane konturerne af en lille by nede ved søbredden.

Oppe på en lille plads havde to unge mayapiger, søstre for øvrigt, en lille bod hvor de solgte deres egne vævede ting. Bennaliza hed den ældste, hun solgte mig et smukt vævet tørklæde, som jeg ville bruge som gave til Sanne derhjemme. Bennaliza havde meget guld i sin mund, det er for mayaerne et symbol på at de er bedrestillet. Når der er turister tilstede, kommer der også børn myldrende, så jeg fik taget nogle vidunderlige billeder af nogle af dem, bl.a. billedet som er på den første side af denne rejsebeskrivelse.

Panajachel.
Kan man ønske sig en smukke udsigt end denne? Vi nåede endelig frem til byen Panajachel. Vores hotel hed Porta Hotel Del Lago. Jeg fik et værelse i stueetagen, med udgang til en  terrasse og med udsigt til søen Lago de Antitlán med tre vulkaner i baggrunden - flottere udsigt skal man sgu lede længe efter. Vulkanernes toppe var dækket af skyer, men eftersigende er de som regel skyfri om morgenen, så jeg skal helt sikkert op og tage billeder i morgen tidlig.

Veksling og Internetcafe.
Internetcaffen i Panajachel Vi skulle først møde til fællesspisning kl. 18.45, så jeg gik mig en tur ned i byen, bland andet for at veksle lidt flere dollars. Selv om jeg måske nok kunne klare mig med dem jeg havde, så var det måske svært de næste par dage.  Jeg spurgte efter en bank inde i en butik, de sagde at bankerne var lukket om lørdagen. Men de ville da gerne veksle dollars for mig . Jeg fik vekslet 50 $, kursen var  god nok. Jeg fandt en Internetcafe i nærheden, så hvorfor ikke sende en lille hilsen til slægt og venner - hele herligheden kostede mig 10 quetzales for en halv time. Tiden var ved at løbe fra mig - klokken var 18.20, så jeg måtte sætte det lange ben foran. Jeg nåede at barbere mig, kaste lidt vand i ansigtet, skifte tøj og ned i receptionen. Jeg var der præcist 18.45.

Fællespisning.
Vi fyldte hele restuarenten Vi gik i samlet trop til en restaurant nede i byen som hed Chez Alex. Jeg bestilte en gang tomatsuppe, en fiskeret med ris og min uundværlige Gallo, vi sluttede af med lidt frugt - det hele var portionsanrettet. Det var godt at jeg fik et ordentligt foder til frokost ellers havde jeg nok været nød til at gå på restaurant bagefter. Klokken var nu 20.30 - vi var nogle stykker som gik helt ned til søen, og langs søpromenaden og op til vores hotel. Månen var ikke synlig, så det var ikke meget vi kunne se af søen.

Godnat.
Der skulle være noget levende musik i hotellets restaurant, vi stak lige hovedet ind for at se hvad det var for noget, men vi skyndte os ud igen - der stod en hel kødrand af unge franskmænd som råbte og skreg i munden på hinanden. Vi havde haft en lang dag, så vi blev enige om at sige godnat til hinanden. Jeg fik fortalt min dagbog om dagens begivenheder. Derefter tog jeg et bad og ryddede lidt op. Jeg lå i sengen og kiggede fjernsyn, det vil sige jeg tog mig en kanalrundfart. Ak ja - fjernsyn i Guatemala er lige så kedeligt som andre steder i verden, her var det bare for det meste på spansk. Efter kort tid blev det til godnat Mogens.

Sidst opdateret : 07. oktober 2005
Dag 2 Rejsedagbog Dag 4