Tirsdag d. 25. November 2003

6. Dag Guatemala City - Copán.
Start på dagen.
Jeg vågnede kl. 5. Jeg lå og kiggede fjernsyn da telefonen ringede en halv time senere. Efter brusebadet, pakkede jeg endnu en gang min kuffert og stillede den uden for døren. Morgenmaden var klar lidt over kl. 6, vi skulle køre fra hotellet kl. 7.

Vi kørte mod Honduras ad en lille omvej, hvilket vil sige at vi kørte ned mod El Salvador, men kun for at køre på en bedre og hurtigere vej op mod Honduras. Vi gjorde et rygestop på vejen ved en tankstation.

Over for rødt.
For at forkorte tiden frem til Honduras, fortalte vores lokal guide Franz om den udbredte korruption i Guatemala. Han havde selv mærket den på sin egen "krop". Franz og han kone kom kørende i deres bil, da de blev stoppet af politiet. Franz som er gift med en guatemalsk kvinde, lod som om han ikke talte spansk, så politibetjenten måtte henvende sig til hende. Han bad om at se Franz's kørekort og derefter sagde han: I kørte over for rødt! Nej - bedyrede Franz's kone - der var grønt lys. Nej - der var rødt sagde politibetjenten. Når jeg siger der var rødt, så var der rødt og jeg er loven!  

Røvere og banditter.
Nu var Franz ikke umiddelbart indstillet på at betale til den korrupte politibetjent, da betjente fornemmede det, begyndte han og snakke om at han hellere måtte tage kørekortet med på stationen og undersøge det nærmere, fordi det var udstedt i Californien! Så vidste Franz godt hvad klokken var slået, det kunne tage dage inden denne "undersøgelse" var afsluttet, og de skulle køre til USA næste dag. Der var ingen vej uden om de måtte til lommerne, da de havde betalt spurgte politibetjentene hvor de skulle hen? De fortalte de at skulle ind til byen. Hvilket fik politibetjenten til at udbryde: Pas på! Der er så mange svindlere og banditter inde i den by!!!  

Grænsen til Honduras.
Klar til at passere grænsen til Honduras Vi var nået frem til grænsen,  Franz samlede vores pas og de fem dollars fra hver, det var hvad kostede at passere grænsen. I mens Franz ordnede alle formaliteter og fik vores pas stemplet, kom der to valutahandlere op i bussen. Jeg fik vekslet 100 quintzales til Honduras Lempira  (HNL) . Der blev også tid til at strække benene og tage nogle billeder af grænseovergangen. Det var en pudsig fornemmelse at ved at gå nogle få meter forlod man et land for at gå ind et nyt, helt uden de store armbevægelser. Honduras tog åbenbart vores indrejse temmelig afslappet.

Copán ruinerne.
Model af Honduras Ruinas Efter at have klaret formaliteterne ved grænsen kørte vi de sidste 13 km. til den gamle Maya by, Copán. I perioden 800 år e.v.t  havde Copán sit højdepunkt med 20.000 indbyggere, men allerede år 1.000 f.v.t var de første mayaindianere her. Det var først omkring år 426 e.v.t. at Copan blev et kongerige. Grundlæggeren af kongedømmet var Mah K'na K'uk Mo, men det udviklede sig først rigtigt under Kong Smoke Imex's styre (Rygende jaguar). Han  udbyggede den militære og kommercielle sektor, som førte til at befolkningstallet voksede.

I de såkaldte ruiner i Copán fik vi set på en del velbevarede steler, offerpladser og offerstene, og vi fik en længere forklaring på Maya indianernes ritualer, levevis og historie. Stelerne er store pille lignende udskårne stene i ekstreme indviklede relieffer, betagende er de i sine detaljer og ydmyg i størrelsen. Betagende er også Skildpaddeguden med sit sælsomme smil. Ligeledes findes den berømte stentrappe med 63 trin dækket af flere tusinde hieroglyffer, der fortæller om Copans og dens herskeres historie. Hieroglyfferne beskriver magten og den tids politik. Disse monomenter gør Copán enestående blandt ruiner fra den gamle Maya civilisation. De er en billedmæssig repræsentation af byens historie og Honduras gamle kultur.

Akropolis.
Et kig fra templet på den østlige plads Vi beså også de såkaldte boldbaner, hvor der også var indrettet tilskuerpladser, det såkaldte Ball Court, jeg fandt dog aldrig ud af hvad selve spillet gik ud på. Derfra videre hen mod vest pladsen til Akropolis som er meget fint restaureret, vi gik videre hen til et stort stenhoved af en gammel mand , derfra hen til Regnguden som kiggede over øst-pladsen. Oppe på templet på øst pladsen havde vi en flot udsigt ud over de gamle templer, på øst-pladsen findes også solguden. Vi endte nede ved "begravelsespladsen". Før i tiden troede man at området var en form for begravelsesplads, men i dag hælder arkæologer mere til den anskuelse at områdets ruiner var beboelse for de højere klasser. Det var tid til at slutte af med at besøge det overdækkede museum.

Museum.
Et rekonstrueret tempel på det overdækkede museum Copán er det eneste sted i mayaernes verden, hvor vi finder deres skulpturer, og de er udstillet på museet der hører til området. Her var nogle af de mest værdifulde stene og udsmykninger opbevaret fordi man er bange for at vind og vejr (luftforureningen) skal tære for hårdt på dem. For at komme ind i museet gik vi ind i gennem gabet på en stor "slange". Gennem slangens krop havnede vi så inde i "underverden", deres begrebsverden var opdelt i en underverden og så himlen. Inde i midten havde man genskabt mayatemplet Rosalia, men sin røde bemaling og meget detaljeret udsmykning. Efter jeg havde været "underverden" rundt, gik jeg op ad en rampe op til himlen. Her var også en del smukke stene at kigge på blandt andet den originale "Archway to the Ball Court"

Til vores hotel.
Det var tid til at tage til vores hotel, så vi samledes ved udgangen. Vi ventede temmelig længe på vores bus, men den dukkede ikke op. Det viste sig senere at batteriet var fladt så den ikke kunne starte. Det blev foreslået at vi skulle anvende apostlenes heste til hotellet - men ærlig talt - vi havde faktisk vadet rundt hele dagen og vi havde endnu ikke spist frokost - det var ikke et forslag der faldt i god jord. Vi begyndte så småt at gå, da der pludselig dukkede der en bus op, vi slap med skrækken, den kørte os til Hotel Marina Copán.

Jeg fik tildelt en suite med to rum, en opholdstue med køkken og køleskab, et soveværelse med TV, samt et stort badeværelse. Klokken var nu omkring 16 og vi havde endnu ikke spist frokost. Det blev aftalt at dem der ville med ud og spise, skulle mødes i hotellets lobby, så ville Franz vise os vej til en restaurant hvor maden var rimelig både hvad pris og hygiejne angik . 

Meget sen frokost.
Servetricens specielle flasketransport De fleste mødte op, så vi fulgtes i flok efter Franz ned til spisestedet. Jeg bestilte en 10 onze  oksebøf med grøntsager og pommes frites og selvfølgelig en Gallo. Da vi alle gerne ville betale hver for sig, blev vores bestilling skrevet ned på en regning, som vi så skulle  skrives vores navn på. Det tog meget lang tid inden maden kom og da jeg var tørstig, måtte jeg bestille en Gallo mere til selve maden. Da jeg var færdig med at spise bad jeg om min regning - den kom de bare og "smed" på bordet og forsvandt igen.

Call me Tommy.
Jeg kiggede på regning, mit navn stod ikke der på, der imod stod der Tommy på den! Protest! Jeg havde da selv skrevet mit navn på min egen regning. Der blev grint godt af mig - det skyldtes jeg havde fået en øl ekstra og da der var flere der havde bestilt det samme mad som mig, havde de skrevet en ny regning og så skrevet Tommy på - navnet Tommy fik de fra min T-shirts - Tommy Hieflinger - kvikke unge damer må man sige. Jeg fik betalt med de sidste honduranske penge jeg havde. 

Vaskeri og Internetcafe.
Kombineret vaskeri og Internetcafe Jeg gik længere op af gaden her lå et kombineret vaskeri og Internetcafe - igen fik jeg skrevet til slægt og venner. Gud ved om de tror at jeg ikke har andet at lave end at skrive e-mails til dem? Jeg betalte med guatemalske quintzales uden problemer. Det var mørkt nu, så jeg besluttede at gå tilbage til mit hotel. Her kiggede jeg alle mine digitale billeder igennem, det så helt fornuftigt ud. Der efter indtalte jeg dagens begivenheder ind på min "dagbog".

Min svenske ven.
Klokken var ikke mere 19, så jeg besluttede at gå en tur ud og kigge lidt på byen. Den virker nu ikke ret stor, der boede også kun 9.000 indbyggere. På vejen ud af hotellet mødte jeg Ronnie, vi blev enige om at slå følgeskab. Byen virkede nærmest uddød og da Ronnie var sulten, gik vi ind på en restaurant. Jeg var ikke sulten, men det blev til et par burgere til Ronnie. Vi sad og små sludrede og hyggede os over et par pilsnere, inden det var tid til at sige godnat og gå hver til sit. Klokken var nu 22, det blev til et bad og så godnat.

Sidst opdateret : 07. oktober 2005
Dag 5 Rejsedagbog Dag 7