Onsdag d. 26. November 2003

7. Copán - Quirigua - Rio Dulce.
Start på dagen.
Gabriela står i egen høje person i døren til sit Minimarked Jeg stod tidligt op, skyndte mig i bad og så ned og spise morgenmad. Der efter gik jeg ud for at kigge på byen og for at tage nogle billeder af denne charmerende lille by. Byen var så småt ved at vågne op til den nye dag. Gaden og fortovet blev fejet, renovationsvognen kørte rundt og samlede affald op, flere af butikkerne var allerede åbne, jeg stak hovedet ind hos Gabriela's Mini Marked, hvor jeg købte noget solcreme og myggespray. Synd vi ikke havde mere tid til at kigge nærmere på byen, men vi skulle allerede køre kl. 8. Der var nogle (over halvdelen) som ville købe frimærker til deres postkort, og posthuset åbnede først kl. 8 det vil sige den var 8.10 før damen der passede posthuset dukkede op. Det med tiden tager man ikke så tungt her. Vi kom først af sted kl. 8.45.

Tilbage til Guatemala.
Vi krydser igen grænsen til Guatemala, og det gik uden problemer vi skulle ikke en gang vise pas. Vores mål var byen Quirigua, der var så lille at det måske var mere rigtigt og kalde den for en samling huse, den ligger godt gemt bag store bananplantager.

Bananplantage.
Der blev arbejdedet hårdt  her Vi besøgte en af plantagerne nu da vi var der alligevel, plantagen ejedes af firmaet Del Monte. Plantagen havde tidligere tilhørt det berygtede American Fruit Company, det var dem der fik den daværende amerikanske regering til at igangsætte og finansiere et militærkup, der skulle koste tusindvis af Guatemalere livet de mange efterfølgende år.
De grønne bananklaser blev skåret af og hængt på et transportsystem som førte frem til pakkehallen. Inde i hallen blev bananerne delt op i mindre klaser og lagt i et stort kar med væske, sikkert bestående af en masse kemikalier, der efter kom de over i et andet kar hvor de blev skyllet. Bananerne blev derefter lagt i nogle bakker og der blev sat et Del Monte mærkat på. Derfra kørte bakkerne videre på transportbånd til nogle unge damer/piger som så pakkede dem ned i papkartoner, klar til eksport. Sådan arbejdede de i 8 timer for den fyrstelige gage af ca. 25 kr. om dagen. De var efter sigende ikke på akkord selvom det så sådan ud. Efter besøget kørte vi videre ad grusvejen til det som var vores hovedmål - Maya-byen Quirigua.

Quirigua.
Quirigua blev grundlagt i slutningen af den post-klassiske periode omkring 700 og 8OO-tallet e.v.t. Byen lå strategisk godt så man kunne kontrollere handelen på Rio Motagua. Ruinerne her adskiller sig fra andre arkæologiske steder i Guatemala ved de kunstnerisk forarbejdede og velbevarede stenskulpturer ( steler). De minder en hel del om dem vi besøgte i Copan. Begge steder tillagde man stelerne en mere uafhængig status end i andre af datidens Maya byer, der tjente de mere til at dekorere mure eller supplere trapper eller bygninger. Stenskulpturerne i Quirigua er større og mere omhyggeligt forarbejdede end mange andre steder.

En af de elleve steler På en store plæne står der elleve af disse steler, hvoraf de fleste stammer fra mellem 692 og 810 e.v.t. Den største der nogensinde er fundet i nogen maya-udgravning er stelen der er mærket med bogstavet E. Den er otte meter høj og vejer over 65 tons. Stelen er dekoreret på alle fire sider med billeder af Kong Cauac-Himmel i færd med at udføre forskellige ritualer, det er yderligere forklaret i hieroglyfskrift. Cauac-Himmel som for øvrigt er afbildet på syv af stelerne, havde ambitioner om at gøre Quirigua til centrum for et selvstændigt rige. Dette lykkedes i 738 hvor han besejrede og tog Copan herskeren 18. Kanin til fange. 18. Kanin blev senere  henrettet under den tids brutale ritualer i Quirigua. I de efterfølgende århundrede var Quirigua under ledelse af andre herskere fra Himmel dynastiet. På et tidspunkt i 900-tallet gik byen imidlertid af ukendte årsager i opløsning og blev totalt forladt.

Brændende sol.
En meget smuk offersten Det var meget varmt og der var ingen skygge at finde. Vores lokalguide Franz var rigtig i sit es, han kunne blive ved med at fortælle om selv de mindste detaljer. Vi gik fra stele til stele alt i mens han pegede med en lang bambusstok og fortalte. Fint nok, men det blev på et tidspunkt for meget for mig, man kan heller ikke rumme al den viden på en gang. Så jeg luskede lige så stille ind under nogle skyggefulde træer for at hvile ørene. Senere gik jeg lidt rundt for mig selv, for at fotografere nogle af stelerne. På pladsen findes der også nogle meget interessante lave stenaltre, med nogle bizarre figurer af mennesker flettet ind i dyreskikkelser som skildpadder, frøer og jaguarer.

Blandt de få bygningsstrukturer, der er synlige, er resterne af hovedtemplet Akropolis, samt en boldbane omgivet af stentrapper, der tjente som tilskuerpladser.

Aircondition.
Vi kørte videre med vores bus, men bussens aircondition kølede for meget i to tredjedele af bussen, så jeg sad og halvfrøs med det resultat at jeg blev smask forkølet. Så længe vi kørte rundt med den bus havde vi en evig kamp om at få lukket eller åbnet for aircondition, alt efter i hvilken ende af bussen folk sad.

River Dulce.
Klar til afsejling Vi kørte frem til Rio Dulce, en lille by som ligger ved floden af samme navn. Her ventede nogle små både på os. De skulle sejle os og vores bagage over til vores hotel som lå på den modsatte side af floden. Catamaran Island Hotel havde kun adgang fra vandsiden. Vi kom hurtigt om bord og efter ca. ti minutter sejltid var vi der. Værelserne havde ikke numre, men pigenavne. Jeg fik tildelt Julieta, det viste sig at at være en hytte som stod på pæle ude i floden. Hotellet var beskrevet som rustik og pittoresk, hvilket på almindelig dansk vil sige primitivt. Nå beliggenheden kompenserede rigeligt for det, blandt andet med en flot udsigt og en flot solnedgang.

Efter jeg var blevet installeret gik mig en tur op i baren for at få en øl, det viste sig at baren havde "Happy hour", så jeg fik to øl for de samme penge. Her sad jeg og småsludrede til det blev spisetid. Vi havde aftalt at vi skulle spise sammen kl. 19. Jeg satte mig ved et bord sammen med Susan og Jørgen, Ketty og Hans. Jeg valgte en skål salat, et glas vin samt en gang dybt stegte rejer,  et ganske godt måltid. Efter maden smuttede jeg en tur ned i baren, der fik jeg mit livs største Piņa Colada. Jeg sad sammen med Henrik og Ib indtil det var tid til at sige godnat. Baren lukkede kl. 21, personalet skulle jo sejles over til fastlandet og de skulle jo møde igen i morgen tidlig. Det passede mig fint, det havde også været en lang dag.

Svært valg.
Da jeg nåede frem til min hytte, måtte tage et svær valg: Hvilken seng skulle jeg  ligge i - der var hele tre at vælge i mellem. Jeg tog dog den største! Jeg var vist ikke ret længe om at falde i søvn.

Sidst opdateret : 07. oktober 2005
Dag 6 Rejsedagbog Dag 8