Torsdag d. 27. November 2003

8. Dag Rio Dulce - Livingston - Flores.
Start på dagen.
En vidunderlig morgen ved River Dulce Jeg vågnede ved en svag motorstøj, den stammede fra en lille båd ude på floden. Solen var endnu ikke stået op, så jeg skyndte at barbere mig og tage et bad. Jeg ville ud på min terrasse og opleve solopgangen. Floden lå blikstille hen, skyerne spejlede sig i den blanke overflade. To fiskere var i gang med at fiske fra en lille båd, der stille flød på floden. Luften var så ren. Jeg satte mig stille ned og nød roen og stilheden. Der kommer af og til øjeblikke i ens liv hvor det går op for en hvor dejligt det er at være til - dette her var et af disse øjeblikke. En lykkelig stund. Jeg sad her længe. Min gode nabo, hyggelige svenske Ronnie var i gang med at fiske med et net. Ronnie var en ivrig akvarium entusiast, som fotograferede fisk og skrev artikler til diverse akvarieblade. Han havde dagen for inden fortalt mig vidt og bredt om hvad han var på jagt efter. Jeg kunne se på hans kropssprog at den var hjemme, han var så optaget af sit forehavende at han slet ikke observerede mig. Herligt!

Så står vi op.
Alt imens jeg sad der og hygge mig, kom der en ung mand for at vække mig, her foregik det rimelig primitivt, ingen telefon, ingen TV. Jeg trak tiden ud, det var svært at løsrive sig her fra, der var heller ikke morgenmad før kl. 7.00. Igen fik jeg en frisklavet omelet og et par croissanter til morgenmaden, og da kaffen var rigtig god var jeg parat til dagens oplevelser.

Castillo de San Felipe.
Den ligner mest af alt en legetøjs borg - Castillo de San Felipe fra søsiden. Vi sejlede af sted kl. 8, i tre både, først sejlede vi op mod Lago de Izabal ind under den buede bro El Relleno, for at kigge lidt nærmere på Castillo de San Felipe fra søsiden. Borgen blev bygget af spanierne i 1652 for at bevogte indsejlingen til søen. Området var plaget af sørøvere fra Holland, England og Frankrig. Man spærrede også indsejling med en stor jernkæde tværs over søen. Borgen var nu ikke særlig uindtagelig, den blev da også brændt ned nogle år senere. Man genopbyggede den først omkrig 1950. Den ser nu ikke særlig skrækindjagende ud, kanonerne lignede mest af alt legetøj. Borgen hører mere hjemme i Disney-land.

River Dulce.
Der jages efter insekter  Vi sejlede tilbage igen og stoppede op ved en lille ø, her holdt en Skarvkoloni til, tydeligt nok fordi en hel del af træerne var gået ud. Vi sejlede videre og gjorde flere stop på vejen. Her så vi blandt andet fiskehejrer og leguaner. Vi passerede nogle af de steder hvor de rige havde slået sig ned, deres huse var store og ved de fleste lå der store motorbåde. Senere mødte vi de steder hvor de fattige boede, kontrasten var meget stor. Vi sejlede ind i en vig for at kigge nærmere på mangroveskoven, den var meget tæt, der inde holdt der en hel del slangearter til, især den lille grønne meget giftige Mamba. Senere sejlede vi ind i en lille bugt hvor overfladen var dækket af åkander, her vadede mange fugle rundt på de store blade for at fange insekter.


En grib der har det meget varmt  På et tidspunkt kom vi ud på et åbent stykke, floden gik ud i en sø ved navn El Golfete, her lå en del små øer med et rigt fugleliv med blandt andet Pelikaner og Gribbe. Vi gjorde et stop ved en skole, her kunne vi få lidt at drikke og købe lidt sovegniers, overskuddet ved salget gik til skolens drift. Der var kun adgang til skolen ad vandvejen. Den unge pige der passede cafeteriet kom sejlende hver dag i sin egen kano, en rotur på en times tid hver vej. Ja - livsbetingelser er lidt barskere her ude. Vi sejlede fra skolen og ind i en meget smuk del af floden, det var nærmest en slugt med flere hundrede meter høje stejle klipperskrænter på hver side, floden slyngede sig flot rundt, et ualmindeligt smukt syn. Pludselig kom vi ud på et åbent stykke, man kunne fornemme lugten af saltvandet, den kom ude fra det Caribiske hav.

Livingston.
Livingston - mange huse så sådan ud Her ved udmundingen af floden ligger så byen Livingston. Adgangen til byen er kun af søvejen. Myndighederne har tilbudt at bygge en vej der til men indbyggerne har pænt afslået det, de ville gerne bevarer deres egenart. Det første man bemærker når man går i land er, at indbyggerne ser anderledes ud, her er en blanding af sorte, indianere og så de såkaldte afro-caribiske garifunas, de er efterkommere af slaver fra Nigeria. Det var meget varmt nu, solen stegte os ubarmhjertigt. Indbyggerne virkede lidt sløve og uinteresseret i os, flere gange virkede de nærmest fjendtlige og aggressive hver gang jeg tog mit kamera frem. Jeg ville tage et billede af en lille trold, men jeg måtte trække mig da nogle unger begyndte at smide sten efter mig - Hm. Måske skyldtes det at byen havde nogle gevaldige tømmermænd fra dagen før. De havde nemlig fejret El Dia Nacional del Garifuna, det var oven i købet tohundrede årsdagen for Garifunaernes ankomst til området. Vi gik fra havnen en tur gennem byen, husene var for det meste bygget af træ omgivet af kokospalmer, det hele bar tydeligt præg af en behersket økonomi, deres økonomi var fortrinsvis baseret på fiskeri. Vi nåede helt ned til stranden, her fik vi kigget på en flok pelikaner i vandkanten. Vi gjorde et stop ved et hotel hvor vi frekventerede baren, inden vi gik tilbage til havnen og vores både. Der var flere der snakkede om at byens  befolkning mindede dem om de vestindiske øer.

Tju hej hvor det går.
Sejlturen tilbage til vores hotel gik stærkt det var helt tydeligt at nu gjaldt det om at komme tilbage til vore hotel i en fart. Vores bådfører gjorde dog et kort stop imens  han pegede i retning af stævnen, her så jeg lige en delfin der sprang op over vandoverfalden, så var den væk igen. Vi lagde kun til ved vores hotel for at hente vores bagage, inden vi sejlede tilbage til byen Rio Dulce. Her spiste vi sent frokost på den nærliggende restaurant, inden turen i bussen gik videre mod byen Santa Elena. En køretur på tre timer lå foran os.

Frugtkontrollen.
Frugtkontrollen - angvielse hvilket frugter der er uønsket På et tidspunkt skulle vi stoppe og i gennem frugtkontrollen - frugtkontrollen? Ja! Det er sgu rigtigt - der måtte ikke indføres nogen form for frugt eller grøntsager fra den ene region til den anden. Så vi måtte pænt gå ud af bussen alt imens den blev undersøgt for frugt og grøntsager!! De konfiskerede triumferende nogle bananskraller. De var bange for at plantesygdomme skulle blive overført til Petén regionen. I ventetiden købte jeg en ispind og lidt drikkelse til resten af køreturen.

Hotel Petén Esplendido.
Hotel PetÚn Esplendido Det var mørkt inden vi nåede frem til vores hotel, Petén Esplendido som ligger i byen Santa Elena. Det hele var klar da vi kom frem, vi fik bare vore nøgler udleveret og kort efter kom min kuffert. Her skulle vi være de næste to dage. Det var et rimeligt nybygget hotel, værelserne er ikke ret store, faktisk var der dårligt nok plads til min kuffert! Jeg skyndte mig at tage et bad og vaske hår, jeg havde været godt klistret til af sved flere gange i dag. Herligt - jeg følte mig som et helt nyt menneske. Det var tid til at finde et sted at spise, men efter et kig på hotel restaurantens priser, gik jeg ind på restauranten lige over for hotellet, den hed for øvrigt Los Rodeos. Jeg bestilte kylling med pommes frites og salat, samt en øl til, hele herligheden kostede 50 quetzal'es.

Flores by.
Klokken var kun 19.30, så jeg gik en tur over dæmningen til byen Flores der ligger på en lille ø i søen Lago Petén Itza . Ved en lille fortovsrestaurant sad der et par unge Backpackers, dem spurgte jeg om vej til en Internetcafe, det viste sig at der lå et par stykker i parallelgaden bagved. Det var et rimeligt stort sted , der var nok mindst 20 maskiner. Igen fik jeg sendt nogle hilsner til de sædvanlige venner og til familien. Jeg kunne med stor skam melde til det arbejdende folk, at jeg havde det uforskammet godt. Bagefter slentrede jeg lidt rundt i byen, undervejs mødte jeg et par stykker fra rejseholdet, de fortalte mig at Kaj og Joan sad inde på en restaurant der lå lidt længere nede ad gaden. Jeg gik ind og sagde hej til dem, de inviterede mig til at sidde ved deres bord. Vi fik os en hyggelig sludder alt imens de fik deres mad og jeg en øl. Vi fulgtes hjemad til hotellet. Klokken var nu 22.15, det var ved at være tid til at gå i seng. Vi skal tidligt op i morgen, vist nok allerede kl. 5.30. Jeg måtte lukke for aircondition, den larmede som et tærskeværk.

Tilbage var der kun at sige godnat Mogens sov godt.

Sidst opdateret : 07. oktober 2005
Dag 7 Rejsedagbog Dag 9