Lørdag d. 29. November 2003

10. Dag Flores - Belize City (Belize) - Chetumal (Mexico)
Start på dagen.
Jeg vågnede lidt i seks, vi skulle forlade Flores ja Guatemala  det hele taget, jeg havde lovet Ronnie at hjælpe ham med at holde lyset så jeg skyndte at gøre mig færdig og sætte min kuffert uden for døren.

Lysestage.
Her er den så - molly_peten_lowres. Bemærk de smukke sten Da jeg kom over til Ronnie var han klar til at fotografere men han var ikke rigtig tilfreds med dagslyset, det var stadig gråvejr, han havde et specielt lille smalt "glasakvarie" som han hældte fisken ned i, men fisken var forståeligt nok lidt stresset, så den trykkede sig mod bunden, det bevirkede at Ronnie ikke kunne undgå at få underkanten af trærammen med på billedet. Tiden var ved at være kort, så jeg foreslog at jeg futtede ned på vejen og fandt nogle småsten, som vi så kunne ligge på bunden så fisken gik fri af trærammen. Det virkede sgu, nu gjaldt det bare om at jeg fik lyset til spille i fisken, mens Ronnie fotograferede på livet løs. På et tidspunkt var Ronnie tilsyneladende tilfreds. Han skulle også have pakket sit grej væk og ned til søen for at sætte fisken ud i friheden igen. En rigtig dyreven. Imens gik jeg ned for at spise morgenmad

Farvel Guatemala.
Grænseovergangen mellem Guatemala og Belize Vi kørte op mod Belizes grænse, de sidste 20 kilometers vej var i utroligt dårlig stand, den førte jo også ud af landet. Først skulle vi gennem Guatemalas grænsekontrol, bang - et stempel i passet og så farvel dejlige Guatemala. Der efter gjaldt det Belizes paskontrol - bang endnu et stempel i passet og det var så det. Belize er en gammel engelsk koloni, og er stadig væk medlem af British Commonwealth, ja selv Dronning Elizabeths kontrafej findes på deres mønter.

Belize.
Der bor mennesker i denne hytte Vi kørte op mod selve Belize City. Området vi kørte i var meget fattigt, med en masse usle rønner. Man kunne også tydeligt se det havde regnet et stykke tid fordi der var mange steder der stod under vand,  landet ligger også temmelig lavt over havets overflade. På et tidspunkt skar vejen midt igennem en kirkegård, mærkeligt at se gravstene på begge sider af bussen. Vejen gik igennem en Kirkegård Da vi nående frem til selve Belize City gjorde vi et stop. Det er en underlig by, alle huse var lave, den virkede temmelig provinsiel, ingen prangende bygninger, helt klart ikke et sted der tiltrækker turister. I virkeligheden er det eneste Belize har at byde på er deres koralrev som efter sigende skulle være verdens næst længste, det tiltrækker en del sportsdykkere. En anden ting jeg lagde mærke til var, til forskel fra husene ude i de fattige områder, at vinduer og døre her var forsynet med store jerngitre og mange steder var murene også forsynet med meget kraftig pigtråd. Et tydeligt tegn på at kriminalitet vist var høj her. En stor del af befolkningen er sorte de kaldtes kreoler, men jeg så også nogle af såkaldte Mennoniter, en religiøs sekt, som forsager alle moderne faciliteter så som elektricitet, biler og fjernsyn. De bruger stadig hestekraft, mændene er let genkendelig med deres stråhat og bukser der holdes op af seler. Sekten er for øvrigt efterkommere af tyske immigranter.

Kinesisk frokost.
Det er ikke denne restaurant vi spiste på - men jeg kunne dy mig for at vise dette billede Efter jeg havde gået rundt en halv times tid og taget nogle billeder, kørte vi videre op mod noget der hed Orange Walk, der skulle vi finde et sted og spise frokost, det varede et stykke tid inden vi fandt et sted at parkere bussen. Vi spiste på en kinesisk restaurant som hed Lee's Chinish  Restaurant, her fik jeg gang kylling i sur sød sovs med ris og en lokal dark beer - rigtig god for øvrigt.

Tid til at sige farvel.
Efter frokosten kørte vi op mod den mexicanske grænse, da vi nåede der op skulle vi til at sige farvel til vores buschauffør George og vores lokalguide Franz, de skulle tilbage til Guatemala City. De havde temmelig travlt, de skulle være ude af Belize inden kl. 20, fordi de lukkede grænseovergangen til næste dags morgen. Vores nye bus ventede på os i ingenmandsland, vi fik lov af mexicanerne til at gå over med vores kufferter til den ventende bus. Der efter gik vi gennem Belizes paskontrol - bang endnu et stempel i passet. Jeg betalte 15 $ for at slippe ud af Belize igen, betalingen gælder selvfølgelig kun turister, de lokale gik igennem uden noget.

Frihandelsområde.
Efter vi havde udfyldt vores indrejse papirer og var sluppet gennem paskontrollen fik vi besked på at vi skulle slæbe vores egne kufferter i gennem toldkontrollen, så hen til bussen igen og ud med vores kufferter. Tolderne var overhovedet ikke interesseret i os, men der imod alle de svært belæssede mexicanere. Vi var inde i et såkaldt frihandelsområde, og jeg skal ellers love for der var gang i den. Mexicanere i hobetal slæbte på alt muligt, store kasser og pakker, juletræer i plastik, måske var det julehandlen der var i gang. Der var selvfølgelig også biler, der var læsset med vaskemaskiner, køleskabe og fjernsyn. Det var egentligt et festligt syn, og sjovt hvis det ikke lige betød at vi hang fast i hele dette eldorado. Vi samledes alle sammen lige efter tolden. Nu ventede vi kun på at vores bus slap gennem køen i tolden.

Nu er vi i Mexico.
Holiday Inn i Chetumal Det lykkedes til sidst, vi kunne stige ombord og komme af sted. Det var blevet mørkt i mellemtiden. Vi  kørte frem til den mexicanske by Chetumal. Byen var før spaniernes erobring  af landet, mayaernes havn for udskibning af guld, fjer, kakao og kobber fra Guatemala til den nordlige del af Yucatán. Vi blev heldigvis hurtigt indkvarteret på Hotel Holiday Inn. Jeg fik tildelt et meget elegant værelse, en såkaldt Junior Suite, nå pyt med det jeg skulle jo kun sove en nat. Efter et hårdt tiltrængt bad og skiftet tøj, gik jeg ned i hotellets lobby for at møde Ronnie. Vi havde aftalt vi sammen skulle gå ud at spise.

Fem pizzaer.
Det viste sig at Ronnie også havde aftalt det med Karen og Anette, så sammen gik vi så på jagt efter et spisested. Det holdt hårdt på, i den retning vi have valgt lå ikke den mindste antydning af et spisested, så vi måtte gå tilbage igen. Endelig lykkedes det, vi fandt en fortovsrestaurant. Vi bad om spisekortet, Karen ville kun have et glas rødvin, vi andre bestilte hver en pizza. Tjeneren sagde beklagende hvis vi skulle have pizza skulle vi bestille mindst fem!? Fem! Hvorfor? Jo de lavede dem ikke selv, så de skulle bestilles ude i byen og de ville kun bringe dem hvis vi købte mindst fem stk. Vi gloede måbende på hinanden og sagde det er sgu løgn. Nå - vi gik hovedrystende bort. Fem?

På et tidspunkt fik vi øje på en restaurant på den anden side af gaden. Fint - men hvilken betingelser mon de stiller? Vi fandt et ledig bord, jeg bestilte en gang kylling med ris, Karen fik sit glas rødvin, Anette og Ronnie bestilte hver en Club sandwich. Han skrev vores bestillinger ned uden at blinke. Vi fik oven i købet hvad vi havde bestilt.

Internetcafe.
Efter vi havde spist og betalt, gik vi tilbage mod vores hotel, det vil sige jeg havde set en Internetcafe på vejen så den ville jeg frekventerer inden, jeg gik tilbage til hotellet. Jeg fik skrevet til slægt og venner og fortalt at jeg nu var i Mexico.

Sidst opdateret : 07. oktober 2005
Dag 9 Rejsedagbog Dag 11