Onsdag d. 3. December 2003

14. Dag Cancun - Miami.
Start på dagen.
Vi skulle af sted kl. 7.15, så det var med at være klar til morgenmad kl. 7, restauranten åbnede nemlig ikke et sekund før. Vi stod alle i kø for at komme ind, og der blev læsset på tallerkener i en fart. Vi blev kørt til Cancun Airport i bus, turen tog en lille halv times tid.

Check ind.
Vores lokalguide viste os hvor vi skulle checke ind. Jeg forlod køen, til mine medrejsendes store undren, og gik hen og checkede ind ved  businessclass skranken. Der var ingen kø så jeg kom til med det samme. Jeg øgede min "popularitet" med mindst 100%, da jeg bagefter gik hen med mit boardingpas i hånden og spurgte dem hvorfor de stod der i den lange kø og ventede.

Ventetid.
Det ser meget tomt ud, det var her vores fly skulle stå Jeg gik igennem sikkerheds og paskontrollen. I den toldfrie købte jeg en liter Kahlúa, hvor efter jeg gik hen til Gate A7 hvorfra vi skulle flyve. Der kom med mellemrum meldinger på en skærm om at vores fly var forsinket, den første melding lød på en time, senere blev det ændret til to timer. Pludselig fik vi besked om at vores flyafgang var flyttet til en anden Gate. Den lå selvfølgelig i den anden ende af lufthavnen, så hele vejen tilbage hvor vi kom fra. Nu var der gået to en halv time og ingen fly endnu. Det viste sig at selve forsinkelsen skyldtes et kraftigt uvejr over Mexico City, så alle fly havde fået startforbud. En begyndende aktivitet ved Gaten tydede på at vores fly var ankommet.

Stikprøver.
En mexicansk sikkerhedsbetjent - smil du er på Vi skulle i gennem endnu en sikkerhedskontrol i form af stikprøver, jeg blev selvfølgelig udtaget. Hvorfor? Ligner jeg en terrorist? Jeg skulle tage mine sko af, de blev minutiøst undersøgt, min rygsæk blev endevendt og jeg skulle tage et foto med begge mine kameraer. Jeg tog et af Kontrolløren, han stillede smilende op. Der efter gik jeg ud til en holdende bus. Den ventede på at blive fyldt op, det tog en helvedes tid inden den kørte os ud til vores fly. Det tog sin tid inden alle var kommet ombord. Endelig kom vi af sted, 3 timer og 10 minutter forsinket. Vores fly er nok lettet fra Miami inden vi når frem. Til trods for den korte flyvetid fik vi serveret en let anretning. Vi fik udleveret nogle immigrationspapirer til USA.

Mareridtet begynder.
Her er den sandtange hvor alle hotellerne ligger, et spændende syn ikke! Nu begyndte mareridtet der var ikke noget der hed transit, næ næ vi skulle udfylde indrejsepapirer. Jeg havde fået udleveret en fransk udgave, så jeg måtte kiggede på Elis engelske udgave. Jeg fandt ud af at jeg skulle krydse alle felterne af ude i højere side. Spørgsmålene gik  på om man var massemorder, spion for fremmede magter og hvad ved jeg, gu' ved om der var nogen der overhovedet svarede ja til nogle af de tåbelige spørgsmål? Efter landingen kom vi frem til immigrations køerne, de var selvfølgelig lange som et ondt år, det tog en helvedes tid, vi havde fået at vide vores fly til Frankfurt også var forsinket og det ventede på os. Men der var ingen kære mor, hvis folk ikke havde udfyldt papirerne korrekt blev de afvist, ikke noget med at hjælpe folk. Det kostede dyrebare minutter inden vi var nået igennem alle sammen. Hvorfor findes der ikke noget der hedder transit, jeg fik 90 dages opholdstilladelse i USA, hvad skulle jeg bruge den til? Jeg skulle bare direkte hjem til Danmark.

Sikkerhedskontrollen.
Der kom en lufthavnsfunktionær som førte os frem til sikkerhedskontrollen, gud fader bevare os, der stod en lang kø foran og ingen ville give plads for os. Vi skulle alle tage skoene, jakker, livremme, tømme alle lommer og lægge alt op sammen med håndbagagen, der efter gik vi gennem "scanningsportalen". Hvis der var det mindste i håndbagagen de var i tvivl om hvad var, blev minutiøst undersøgt. Jeg var en yderst mistænksom person fordi jeg havde to kameraer med! Igen måtte jeg klikke på udløseren for at overbevise dem om at den var god nok. Stakkels amerikanere, de er virkelig bange, jeg har aldrig set så mange sikkerhedsfolk før. Så da vi alle til sidst var nået gemmen kontrollen fik vi at vide at vores fly var lettet og at vores bagage var blevet smidt af her i Miami Airport.

Billetterne ændres.
Åh nej, tilbage igen til Lufthansa's billetskranke. Her fik vi at vide at alle kunne komme med et fly til München som afgik om tre timer. Alle billetterne skulle laves om, det var et yderst omstændigt arbejde, men det næste problem var at komme fra München til Kastrup, her blev holdet splittet op i tre hold med afgang kl. 12,  15  og 17.15, jeg var så "heldig" at havne på 17.15 afgangen! Hvad fanden laver man i en tysk lufthavn i 7 timer. Da alle havde fået ændret deres billetter gik vi i samlet trop tilbage til det cirkus der hed sikkerhedskontrol. Ham der stod og kontrollerede om vi tog sko, livrem osv. af, sagde med et svedent grin: You back again. Skide morsom mand. Igen måtte jeg klikke på mine fotografiapparaters udløserknap. Hold da helt kæft hvor er amerikanerne komplet frustreret, folkene bag 11. september har virkelig opnået hvad de ville, jeg tror ikke jeg har set så mange mennesker til at udføre kontrol.

Vente på afgang.
Jeg fik tiden til at gå med at gå rundt og kigge på lufthavnen, den er stor skal jeg hilse at sige. Jeg besøgte også en bar hvor jeg fik mig en kold Budweiser. Det var ved at være tid til at gå til Gate F17, der blev åbnet for bording kl. 18.15. lokal tid.

Sidst opdateret : 07. oktober 2005
Dag 13 Rejsedagbog Dag 15