Torsdag d. 4. December 2003

15. Dag Miami - München - København.
På vej til München.
Ventetiden var endelig forbi, vi var hurtigt i luften. Klokken var nu nitten. Nu forestod der omkring 10 timers flyvning. Vores fly var af Airbus typen. med tre rækker sæder, 2 sæder i siderne og fire i midten. I Stoleryggene sad små Tv-skærme. Jeg havde fået tildelt en vinduesplads og sædet ved siden af mig var ledigt - herligt - jeg fik plads til at brede mig. Det eneste der bekymrede mig lidt var, at der rundt omkring mig sad  en tre fire tyske familier med mindreårige børn. Jeg frygtede at jeg skulle høre på barnegråd under det meste af flyveturen. Frygten viste sig heldigvis at være ubegrundet, alle ungerne opførte sig eksemplarisk, de sad og tegnede og malede og læste i billedbøger.

Tidsfordriv.
Jeg sad og så en amerikansk film som hed Juryen, hvor Gene Hackman, Dustin Hoffman og John Cusak var blandt de medvirkede. Vi fik de to sædvanlige måltider og drikkevarer på rejsen, og der blev ikke fedtet med hverken rødvinen eller cognacen under middagen. Ind imellem prøvede jeg at ligge på "mine" to sæder og små blunde lidt, men en ordentlig en på øjet blev det ikke til. Hvorfor føles hjemturen  altid dobbelt så lang som udturen.

Tid til eftertanke.
En så lang flyvetur giver også masser af tid til at sidde og fundere over hvad man havde oplevet under rejsen. Det har været en vidunderlig tur, med en masse store oplevelser. Mødet med Mayafolket var spændende, selv om de nogle steder var en smule reserveret, men absolut venlige. Den lille pige der kæmpede en indædt kamp for at sælge (og fik solgt) en lerfløjte til mig. Den smukke sø Lago de AtitlŠn, de tre vulkaner ved samme sø, den utrolig smukke natur, fortidsminder i form af templer og steler, udsigt fra Tempel 5 i Tikal, den smukke by i Honduras, den uforglemmelige morgen ved Rio Dulce, ja jeg kunne blive ved.

Men Turen efter Tikal var en form for antiklimaks, at bruge tre til fire dage på det hul i jorden som kaldes Cancun var efter min opfattelse en total misforståelse. Det er efter min mening skudt helt forbi. De mennesker som tager på en sådan en rejse, er ikke den type der bryder sig om det "amerikanske koncept" som dette sted efter min mening er. Der må da være badesteder i Guatemala som er tusinde gange mere spændende end dette hul; en sandtange med hoteller som står "skulder ved skulder". Og så den hysteriske oplevelse i Miamis lufthavn, en oplevelse der får mig til at sige nej tak til at besøge USA, jeg kan forestille mig at man skal kontrolleres på samme måde ved alle seværdigheder i USA. Det kan godt være at det er nødvendigt, men mit temperament står ikke til hele tiden at blive anskuet som en mulig terrorist. 

Jeg har efter jeg er kommet hjem hÝrt om danskere der har fået deres kufferter skåret op, sikkerhedspersonalet ikke kunne Śbne kufferten, fordi den var låst. Ingen erstatning eller undskyld, kun skuldertræk - panik eller hvad?

Flyveruten.
Jeg kiggede en gang imellem på den skærm, hvor vores flyverute blev aftegnet og som fortalte hvor langt vi var nået. Det er jo ikke en hemmelighed at den korteste vej mellem to punkter er den lige linie, men når man flyver skal man følge de tildelte ruter og den er ikke altid en lige linie. Jeg kunne følge ruten på skærmen og se vores fly gik fra kontrolområde til kontrolområde langs den amerikanske kyst, inden flyet gik den lange vej over Atlanten  ved St. John og der efter passerede syd om Irland og ind over det europæiske fastland frem til München.

München Airport.
Et fly bugseres på plads Vi landede i München Airport, nu skulle jeg have sagt farvel til dem der skulle med første "bølge" til Kastrup. Henrik og jeg satte os sammen med Jørgen i en bar og fik vores "farvel til Jørgen øl". Susan og Jørgen var så heldig at komme mellem dem der skulle med det første fly til Kastrup. Jeg fordrev tiden sammen med Henrik, vi gik rundt og kiggede på den splinternye lufthavn, jeg skal ellers hilse og sige at den er stor, meget stor endda. Vi var også et smut ovre og kigge på den gamle afdeling. Vi fandt et sted  hvor der var gratis kaffe og her lå også nogle forskellige engelsk sproget aviser. De blev flittigt pløjet igennem, men ellers kedede vi røven i laser. Ventetiden føltes lang og lufthavne er nu ikke de mest inspirerende steder at opholde sig i gennem længere tid. Hen på eftermiddagen var Henrik og jeg blevet sultne, så vi fandt en restaurant, hvor vi bestilte en Wienersnitsel og en kop øl hver. Da vi var færdige med at spise gik vi tilbage til vores Gate G14 for at vente på vores fly.

På vej til Kastrup.
Endelig - vi kan gå ombord i SAS flyet til Kastrup Lufthavn Vore fly var forsinket 20 minutter, så der blev først kaldt til bording klokken 17. Herligt  - den lange ventetid var forbi. Jeg gik ombord i et SAS fly mod København, endelig gik vi i gang med sidste etape på min lange hjemrejse. Flyet blev hurtigt fyldt og rullede straks derefter ud på startbanen og kom i luften. Der blev først serveret en drink til dem der havde lyst, der efter en let anretning og lidt rødvin, kaffe og cognac. Flyveturen tog vel et par timer. Endelig kunne jeg sætte mine fødder på dansk jord igen.

Hvor er min kuffert.
Jeg stod ved bagagebåndet og ventede på min kuffert, det tyndede ud i antallet af kufferter, hvor er er min henne? Til sidst var der kun en tilbage, og vi var ni fra rejseholdet som ikke havde fået vores kuffert. Ak ja - det var lige det der manglede på vores forkvaklede hjemrejse. Nå det viste sig at de var ankommet med flyet kl. 15, og var så blevet opmagasineret et sted.

Tid til at sige farvel.
Så var det tid til at sige farvel til hinanden. Igen stod jeg med den samme fornemmelse når en rejse er slut, at have været sammen med mennesker som jeg ikke kendte fra starten, men lærte at kende en lille smule under vejs, og havde lært at sætte pris på. Her stod vi ni mennesker så, resten af det splittede rejsehold og skulle sige farvel. Vi ses nok aldrig igen, men sådan er det jo hver gang jeg har været på rundrejse - det er jo vilkårene.

Hjemme igen.
Jeg tog en taxi hjem, fik skubbet døren op. Jeg sorterede posten, fik smidt dyngen af reklamer ud. Fik ringet rundt og fortalt at jeg var "back in Town". Jeg pakkede kufferten ud. Læst mine e-mails. Det var blevet hverdag igen.

Sidst opdateret : 07. oktober 2005
Dag 14 Rejsedagbog Rejsedagbog