2. DAG.
Delhi.
Jeg mærkede straks varmen da jeg steg ud af flyet, 34°C, da jeg forlod Danmark var der kun et par graders varme - det bliver med sved på panden. Jeg stod i en lang kø for at komme gennem paskontrollen, den udfyldte formular blev sammenlignet grundigt med pas og visa - bang bang - de nødvendige stempler i passet, og så var jeg i Indien. Efter at have fundet min kuffert og en vogn til transporten, var det bare i gennem tolden og ud. Her stod vores rejseleder Henriette og tog i mod os. Vi gik i samlet trop ud til vores ventende bus, på vejen ud var der masser af tjenstivrige indere der forsøgte at få lov til at køre min bagagevogn, men jeg afviste dem alle.

Modtagelse.
Bussen så rimelig ny ud, chaufførens plads var adskilt med en væg med vinduer og en dør, jeg kom uvilkårlig til at tænke på et værkførerbur, her sad også "flaskedrengen". I bussen på vej til hotellet fik vi præsenteret vores indiske guide Vipin Surey, han skulle følge os de næste dage. Vi fik hængt en blomsterkrans om halsen som velkomst, den skulle beskyttet os mod onde ånder og andet dårligdom, desuden fik vi alle en sort kasket. Blomsterne var for øvrigt gudinden Laksmi's yndlingsblomst. Laksmi er for øvrigt gudinde for lykke og fremgang, og guden Vushnu's hustru.

Vi ankom i god behold til vores hotel: Welcome Hotel Marriott. Vi blev modtaget af en dørvogter i fuld ornat - hvid uniform og turban. Alle mændene blev modtaget med et honnør og et: Welcome Sir. Inden for døren ventede to unge piger iført dybblå sarier. De gav os en rød plet i panden, som blev efterfulgt med et stort smil og et velkommen, jeg fandt senere ud af at den såkaldte røde plet kaldes en tika og består af det røde kumkumpulver.

Elegant hotel.
Her er vi så med vore orangefarvede blomsterkrans - bemærk den elegante hallVi fik en velkomstdrink mens vi ventede på at få tildelt vores værelser. Hotellet var ikke et halvt år gammelt og var meget elegant. Jeg fik tildelt mit værelse på 5. sal. Det var dejligt stort,  med en Grand Lit - ih -  hvor skulle jeg bredde mig i nat. Der var der ud over et skrivebord, sofagruppe, fjernsyn, minibar og elkedel til kaffe eller the, klædeskab og en safetyboks. Badeværelset var stort og meget elegant - her var ikke noget at klage over. Lidt efter kom kuffertdrengen, med min kuffert. Jeg fik pakket ud - tog et hurtigt bad - fik børstet tænder - skiftet til "spejderbukser" og en ren T-shirts, og så frem med sandalerne. Jeg følte mig som et "nyt" menneske, klar til at erobre Indien.

TukTuk.
Klokken var nu 13, vi skulle først have informationsmøde kl. 17. Så min plan var at besøge Bahai Templet. Jeg gik ned i receptionen for at spørge mig for, der mødte jeg Henriette og hun sagde jeg sagtens kunne tage en Taxi eller en TukTuk derud. Hun mente en TukTuk ville koste ca. 150 rupees. Jeg fangede en TukTuk efter et stykke tid, jeg viste ham bykortet og spurgte hvor meget han skulle have - 200 rupees svarede han - næh næh - 150 rupees eller jeg ville finde en anden. Dette køretøj, som nærmest må betegnes som en trehjulet 2 takts motorcykel udstyret med en kasse hvori der findes et sæde til to passagerer. Dette monstrum af et køretøj er i stand til at larme, ose, hoppe og danse, så man tror det er løgn, desuden føltes det som om den var udstyret med en særlig søgeanordning, som fandt alle huller i vejen. Det vigtigste udstyr var hornet, som blev brugt med ca. 3 sek. mellemrum. Det gik larmende over stok og sten, jeg klamrede mig med arme og ben til alt var der var at holde i, alt imens jeg hostede, hakkede, øjnene sved og det gjorde ondt i ørene.

Nu er der venstrekørsel i Indien, men det var mit indtryk, at det kunne man godt se lidt stort på, hvis man nu kunne komme frem ovre i den anden side. Han kendte vist ikke vejen ud til templet - fordi han var ude og spørge om vej flere gange. Efter ca. 25 min. kørsel var vi fremme. Pyha, det var noget af en køretur - jeg syntes også at der kom røg ud af tudehornet!

Bahai Templet.
Behai Templet formet som en lotusblomstSelve templet som er udført i beton og beklædt med italiensk marmor, er formet som en udsprunget lotusblomst. 27 kronblade hvor de højeste er 35 m. høje. Byggeriet startede i 1980 og sluttede sidst på året i 1986. Templet er viet til Gud, men er åbent for alle som har lyst til at meditere eller bede uanset hvilke religion man tilhører. Himlen var høj og solen bagte godt. Inden jeg nåede helt frem til templet, blev jeg vist ned ad nogle trapper, jeg troede jeg skulle betale entre, men nej - jeg skulle aflevere mine sko. Til gengæld fik jeg et lille blikskilt med et nummer på. Jeg gik videre på strømpesokker, op til templet, hvor jeg fik at vide at jeg ikke måtte fotografere indendørs. Selve rummet var stort og køligt, helt uden udsmykning, ingen alter. Jeg satte mig ned og nød den stilhed og ro der herskede herinde, det stod i skærende kontrast til det støjende Delhi - man kunne se ud i parken gennem glasvæggen, rundt omkring dele af templet var der vandbassiner som virkede kølende. Bagefter gik jeg rundt om selve templet for at se det udefra, og for at finde den rigtige vinkel at fotografere templet på. Smukt var det, det ledte tanken hen på operahuset i Sydney.

Rystende fattigdom.
Jeg gik tilbage for at hente mine sko, på vejen mødte jeg Bente og Daniel fra mit rejsehold, de havde også fået den samme geniale ide. De havde kun givet 100 rupees for turen med TukTuk - hm.  På vejen tilbage fandt jeg en bod der solgte læskedrikke - en iskold Pepsi Cola - 10 rupees (2 kr.) - det hjalp godt på væskebalancen. Da jeg kom ud af parken besluttede jeg mig at jeg ville gå en tur for at kigge på omgivelserne. Forbi parken lå nogle små basarbygninger, man kunne kigge lige ind til folk - hold da helt kæft en elendighed, jeg har aldrig set noget så fattigt. Jeg kunne ikke få mig til at fotografere det - det forbød min anstændighed! Men det skulle blive værre endnu - jeg kom til et åbent stykke, her var store dynger af skrald, ind imellem dyngerne var der rejst noget der skulle ligne telte - fremstillet af affaldsplastik? Man tror det er løgn! Sådan kan ingen mennesker bo! Jeg kom til at tænke på Mahatma Gandhis ord: Den værste form for vold er fattigdom!! Jeg skulle komme til at møde masser af "vold" dagene fremover.

Klamre klamre.
Det var tid til at finde hjemad, jeg stoppede en TukTuk og viste ham kortet, men han rystede på hovedet og kørte sin vej. Nåh da? Der kom nu en anden lige efter og han sagde ok - 40 rupees ville han have. Jeg accepterede uden vrøvl. Igen over stok og sten, ned i alle hullerne på vejen. Klamre - klamre, men vi nåede da frem i god behold. Jeg stak ham 50 rupees og fik til gengæld et smil, så stort som en flækket træsko - tænk for 2 kr. mere end aftalt!

Informationsmøde.
Rejseleder Henriette: Hygiejne er en god ting. Informationsmødet blev afholdt kl. 17 nede i hotellets bar. Vi fik en drink imens  Henriette fortalte lidt om hvad programmet var for rundrejsen. Der blev givet nogle gode råd om hvordan vi skulle forholde os til de mange tiggere vi ville møde på vores vej, samt hvordan vi kunne forebygge at rende ind i den berømte "Delhi Belli". Der blev talt om malariapiller og myggebalsam, det viste sig at der var en del der havde fået malariapiller udskrevet af deres læge hjemmefra. Henriette fortalte at hun ikke selv brugte piller, men nøjedes med myggebalsam, jeg selv havde heller ikke piller med. Vi aftalte at Henriette skulle skaffe myggebalsam til os der intet havde med, og hun anbefalede os og bruge det, når vi nåede frem til dyrereservatet i Sariska. Der efter blev der samlet drikkepenge ind, således vi ikke hver især skulle spekulere på det resten af turen. Det blev til 1.000 rupees pr. hoved, det skulle dække kuffertdrenge, guider, cykelrickshaws og andet. Det var nu meget rart at være fri for alt det bøvl, man kunne jo altid spendere lidt ekstra, hvis man syntes der var nogen der havde fortjent det.

Indisk mad.
Efter informationsmødet tog vi i samlet flok hen til en - hø hø - indisk restaurant, hvor vi fik smagt på det indiske køkken. Det var en temmelig krydret omgang, så den flaske øl på 65 cl var lige nok til at slukke den værste brand. Regningen kom til at lyde på 500 rupees med drikkepenge, hvilket vist er meget pænt efter indiske forhold, men efter danske rørende billigt. Efter middagen kørte vi hjem til hotellet.

Jeg havde fået at vide at hotellet havde en Internetforbindelse, men lige nu var den optaget, og da prisen var relativ høj, opgav jeg det - der kommer jo en dag igen i morgen. Det var ved at være sengetid - kl. var 21.30. Det havde været en lang dag og nogen videre søvn havde jeg ikke fået i flyet, så efter jeg havde fortalt dagens oplevelser til min elektroniske dagbog - tror jeg at jeg nåede at tælle til en, inden jeg sov som en sten.

Sidst opdateret : 28. marts 2007
Dag 1 Rejsedagbog Dag 3