3. DAG.
DELHI.

Jeg vågnede allerede kl. 6, en hel time før jeg skulle vækkes, så jeg lå og kiggede TV i sengen - jeg tror det var MTV, som viste en masse gamle Elton John hits - ikke den kedeligste måde at starte dagen på. Efter telefonen "vækkede" mig, gik jeg i bad og efter et solidt morgenmåltid, var jeg henne i receptionen for at veksle 100$, for dem fik jeg et ordentligt bundt rupees. Nu var jeg klar til dagens oplevelser. 

Raj Ghat.
Gandhis kremeringsplatform i sort marmor, med den evige flamme .Første mål var Raj Ghat, Mahatma Gandhis kremeringssted. Stedet ligger i et meget smukt parkanlæg, der er placeret en platform i sort marmor på stedet hvor Gandhis lig i 1948 blev kremeret, ligeledes brænder der en "evig flamme". Noget af Gandhis aske blev spredt i den hellige Yumuna flod, resten blev sendt ud til de enkelte delstater for at blive spredt i de største floder. Vi måtte ikke betræde stedet med sko på, så dem måtte vi pænt deponere udenfor. Vi havde alle fået udleveret et par blå nylonsutter, så dem der ikke kunne lide at gå med bare fødder kunne anvende. Der arbejdedes stadig i parken, man var i gang med at bygge en ny hovedindgang. Stedet er meget smukt og fredfyldt og er blevet et valfartssted for mange indere og turister. Jeg kan godt erindre fra mine drengeår, omtalen af den lille mand fra Indien, og efter mordet på Gandhi, havde mange danske hjem en figur i hvid porcelæn af Gandhi stående på skabet. Mohandas Karamchand Gandhi er hans rigtige navn, navnet Mahatma er noget folket har tildelt Gandhi senere og navnet betyder: Store sjæl. 

Næste mål var fredagsmoskéen, et tilnavn moskéen har fået pga. det store fremmøde til bøn om fredagen, og fredagen er muslimernes helligdag. Bussen kørte os lige hen til den store trappe ved den nordlige indgang.

Jama Mashid.
Bedehallen mellem de to minareter.Jama Mashid er Indiens største moské, den blev bygget af Shah Jahan og stod færdig i 1658. Selve bebyggelsen en kvadratisk med tårne i alle fire hjørner, samt to minareter, imellem minareterne ligger hovedbygningen med bedehal, som var i brug da jeg kiggede indenfor. Den store åbne plads bliver brugt om fredagen til den store bøn, pladsen kan rumme op til 25. 000 mennesker. På pladsen ligger et stort bassin med vand, hvor de bedene kan vaske deres ansigt, hænder og fødder før bønnen.  Foran den store bedehal var der en platform hvorfra Mullahen kan lede bønnen. Vi måtte ikke betræde moskéen med sko, så dem måtte vi deponere udenfor, her fik vi igen brug for vores blå sutter, man må heller ikke vise knæ, selvom jeg selv synes at mine "spejderbukser" går ned over knæene måtte jeg pænt finde mig i at få svøbt et klæde om maven - det så komisk ud, men jeg var gudskelov ikke den eneste der måtte på den. Ellers var jeg sikker på at Karsten (som er en jysk jyde fra Them) ville have mobbet mig resten af dagen. Vi blev også afkrævet 100 rupees for retten til at bruge kameraet.

Shahjahanabad.
Bemærk de elektriske instalationerEfter besøget i moskéen skulle vi på tur med cykelrickshaws gennem Shahjahanabad som kvarteret i Old Delhi hedder, det er det gamle handelskvarter og ligger lige op til moskéen. Vi blev installeret to og to i cykelrickshaws, jeg kom til at sidde sammen med Flemming, det skulle senere vise sig at vi kom til at dele andre cykelrickshaws, jeeps og elefant og hvad ved jeg på turen. Det var noget af en cykeltur, vi kørte i gader der nogle steder ikke var bredere end man, hvis man vare lystfisker der fortalte om størrelse på sin fangst, sagtens kunne røre begge siders mure på én gang. Bruger biler og TukTuker hornet, så bruger cykelrickshaws deres ringeklokker, nogle havde endda sindrige ringeklokkesystemer, som de kunne tilkoble forhjulet og på den måde kunne give (meget) lyd fra sig. Som ved næsten alle transportmidler i Indien gælder det om at holde godt fast, så man ikke ryger af i svinget eller når han støder ind i et eller andet. Det var en fornøjelig tur, hvor vi fik set alle de små boder og forretninger hvor inderne handler. Efter ca. en god halvtimes kørsel nåede vi via Chandni Chowk, som er en bred Allé lignende vej, frem til Det røde Fort, hvor vores bus ventede på os. Henriette havde  fortalt os forinden at vi ikke skulle betale noget, det ville hun ordne, og prisen var aftalt på forhånd. Men det afholdte ikke vores chauffør at afkræve Flemming og mig hver 200 rupees. Vi gav ham hver 50 rupees ekstra - ikke om han blev skide sur! Nå - går den så går den. 

India Gate.
India Gate  var vores næste mål. Den ligger i New Delhi, denne del af byen er anlagt af englænderne, og afviger markant fra Old Delhi - brede boulevarder, grønne områder, masser af lys og luft. I forbindelse med anlæggelsen af bydelen, blev India Gate opført. En 42 m. høj triumfbue til minde om de indiske soldater der faldt under 1. Verdenskrig og i Nordvestindien og Afghanistan. Over 90.000 navne på indiske soldater er indgraveret i denne mindeport. Siden 1971 har den evige flamme brændt til minde om den ukendte soldat. Fra India Gate går RajPath boulevarden, som er meget bred og ca. 2 km. lang, ned mod Præsidentpaladset, der kun svagt kunne skimtes på grund af varmedisen. 

Frokost.
Slangerne virkede lidt "døde"  i det.Det var så meningen at vi skulle besøge Gandhis gæstehus, men de ville ikke lukke os ind, fordi de ventede besøg af en VIP, så da klokken var ved at være tid til frokost, besluttede vi os for det. Igen besøgte vi en typisk indisk restaurant. Jeg bestilte en halv portion Tandoori kylling, dertil en skål med grøntsager, et naan brød med hvidløg samt et glas lazsi. Der var rigeligt med kylling, og den var meget krydret, salaten bestod af gulerødder og agurk, selve  hvidløgsbrødet bestod af halvt mel og halvt hvidløg og for at være sikker på at det var tilpas stærkt, havde for de tilsat chili!! Jeg svedte af h... til, men gudskelov havde jeg bestilt et glas lazsi, som er en form for opskummet yoghurt, den tager den brændende fornemmelse. Jeg måtte betale ca. 50/60 kr. for hele herligheden. Jeg tørstede af Pommern til resten af dagen og "stank" af hvidløg det meste af næste dag med. 

Restauranten lå sammen med nogle huse, hvor der var nogle små butikker, der blev lidt tid til at gå rundt og kigge - det er altid sjovt at se på varesortimentet. Der sad også en slangetæmmer med et lille udvalg af forskellige slanger, kobraslangen som jeg altid forbinder med en slangetæmmer, var der også, den virkede noget død i "sværen". Der satte sig en flue på snuden af den, uden at den reagerede - han måtte vifte den væk - det reagerede slangen heller ikke på!?! For at fotografere denne flotte opvisning, måtte jeg betale 10 rupees. (2 kr.) 

Gandhis gæstehus.
Stedet hvor Gandhi blev myrdetVi kørte hen til Gandhis gæstehus, nu måtte vi godt komme ind, men kun i en halv time. Den ventede VIP endnu ikke var dukket op. Vi stilede straks hen mod selve stedet i haven, hvor "Indiens Fader" Mahatma Gandhi blev myrdet den 30. januar 1948 af en af sine egne, en ung hindunationalist med navnet Nathuram Vinayaga Godser. Igen skulle vi af med skoene og på med de blå sutter. Fra den mindesten der var rejst på stedet, førte nogle fodspor lavet i keramik. De startede fra hans gæstehus og frem til stedet hvor han blev myrdet, lidt makabert syntes jeg. Vi besøgte også et museum, som fortalte om hans liv, lige fra fødslen til graven og vi fik også hans "soveværelse" at se. Jeg fik et underligt sug i mellemgulvet ved synet af hvor spartansk det var indrettet, han må have været et meget nøjsomt menneske! Gæstehuset som ejes af den meget rige Birla familie, blev stillet gratis til rådighed for Gandhi, når han var i Delhi. Da vi skulle til at forlade området blev vi bedt om at vente, fordi der kom en kortege  af militær, politi og hvad ved jeg - det viste sig at det var Premierministeren der skulle fra den ene ende af byen til den anden, da de var passeret, fik vi lov til at gå ud til vores bus. Næste stop var Præsidentpaladset. 

Rashtrapati Bhavan.
Rashtrapati Bhavan eller Præsidentpaladset som det jo også kaldes, ligger for enden af Raj Path boulevarden, det er oprindeligt bygget som residens for Vicekongen af Indien, men i dag er det den indiske præsident der har til huse her. På begge sider af slottet ligger nogle store bygninger som bruges som af forskellige ministerier. Det hele er opført i røde sandsten, længere fremme  ligger Parlamentet som er en stor cirkelrund bygning. Vi stod af bussen nær ved slottet, således vi "fotogale" kunne få et par billeder, og de tobakshungrende kunne få stilles deres trang. Vi gik et stykke ned af Raj Path boulevarden ned til vores ventende bus.

Lakshmi Narayan Templet.
Herefter besøgte vi et hindutempel som ligger i New Delhi, det kaldes også Birla templet, efter den stenrige Birla familie, som har bekostet opførelsen. De gamle templer i Orissa har været model for templet. Selve templet er viet til guden Vishnu og hans hustru Lakshmi. Desværre måtte man ikke fotografere inde i templet. Der findes en del figurer af forskellige hinduguder, udover Vishnu og Lakshmi, var der også figurer af Shiva, Krishna, Buddha, Durga og abeguden Hanuman, ligeledes var Ganesh (ham med elefanthovedet) også repræsenteret, der fik jeg en grå lodret streg i panden, samt en medfølgende velsignelse. Det grå materiale som munken brugte at give mig i panden skulle bla. bestå af aske fra en kremering! Jeg var blevet rimelig fascineret af alle de "historier" og beretninger om alle de hindu guder der fandtes, at jeg besluttede mig for at, det ville jeg undersøge nærmere når jeg kom tilbage til Danmark, og måske også skrive noget om det på min hjemmeside.

Gurudwara Sisganj.
Det er ikke sørøvere det har invaderet TempletVort sidste besøg gjaldt sikhernes helligdom Gurudwara Sisganj. Inden vi gik ind fik vi en lille forelæsning af Henriette om Sikherne og deres religion. Derefter gik vi til et rum hvor vi deponerede vores sko og strømper. Her kunne vi ikke bruge vores blå sutter, ligeledes skulle vi dække vores hår, her til lånte vi hver et orangefarvet tørklæde som vi bandt om hovedet. Vi skulle alle gå gennem et "fodbad", inden vi betrådte templet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på muligheden for at redde sig en gang fodsvamp. Inde i templet sad der nogle musiker og spillede, og der sad en præst og læste op af den hellige bog - Adi Granth - den lå under en baldakin og omgivet af orangefarvet blomsterranker. Vi måtte gerne fotografere, bare vi ikke forstyrrede dem i deres bønner. Mange medbragte noget mad - ris, grøntsager og andet, som så blev velsignet, maden tog de med sig hjem igen. Vi gik derefter rundt udenfor, om et stort vandbassin som var omkranset af en mur med buegange, det brede gangareal var belagt med marmorfliser. Templet spejlede sig smukt i vandoverfladen. Selve templet er udført i hvidt marmor med mange fine udskæringer. To små tårne og et stort tårn var forsynet med forgyldte kupler. Det var et spændende bekendtskab. Dagens program var slut, tilbage stod der kun en lille halvtimes kørsel til vores hotel.

Da vi ankom til hotellet satte jeg mig ind i baren sammen med John og Jonna for at få en øl, jeg tørstede stadig som en gal oven på det hvidløgsbrød fra i går. Vi sad og små sludrede en halv times tid, inden jeg gik op på mit værelse. Det var tid til et bad og få skiftet til lange bukser. 

En hilsen hjem.
Jeg havde fået at vide at der ca. 1 km. fra hotellet lå en Internetcafe, så jeg vadede ud af vejen. Nu er der ikke fortov ret mange steder og slet ikke her hvor jeg gik, langs vejkanten var der grus og  støv. Lys var der heller ikke meget af, men det lykkedes mig til sidst at komme uskadt frem til Internetcafeen. Der var en ledig skærm, jeg fik klampet nogle hilsner sammen og sendt. Hele herligheden kostede 30 rupees. (6 kr.). Jeg luntede samme vej tilbage til hotellet. 

Jeg var ved at være sulten, så jeg gik ind i hotellets restaurant, her sad John, Jonna og Flemming og spiste, så spurgte om jeg måtte sætte mig og spise sammen med dem, det var ok. 

Det var ved at være sengetid  - kl. var 21.30 og vi skulle forholdsmæssigt tidligt op - kl. 6.30 - vi skulle forlade hotellet og køre kl. 8.00, der skulle jo også pakkes. Det havde været en lang og meget begivenhedsrig dag, med mange indtryk, som lige skulle fortælles til dagbogen, inden jeg faldt omkuld og gik i koma.

Sidst opdateret : 28. marts 2007
Dag 2 Rejsedagbog Dag 4