5. DAG.
SARISKA - JAIPUR.

Det var typer som denne vi kørte rundt i. Jeg blev vækket af telefonen kl. 5.30 og efter et bad kunne vi lige nå at få en kop kaffe inden vi skulle køre. Jonna, John og Flemming og jeg, satte os sammen i jeepen, det var samme chauffør fra i går eftermiddags. Det var lige blevet lyst, morgenluften var kølig. Vi kørte ind i dyrereservatet, farten var temmelig høj, og det betød at vi sad og småfrøs, her ville min vindjakke have gjort underværker. Det var nogenlunde de samme dyr som vi så i går, dog var der en del flere vildsvin. På et tidspunkt rendte der en sjakal foran vores jeep, vi fulgte den et stykke tid, indtil den forsvandt ind i krattet. Der sad mange langhalede aber langs vejkanten - de flyttede sig ikke en tomme - chaufføren måtte pænt køre udenom deres lange haler! De havde åbenbart vænnet sig til os mennesker. 

Vi gjorde holdt ved en "Vildtstation?" - jeg havde det indtryk at det var her medarbejdere som passede og tilså reservatet, havde deres "hovedkvarter". Der var også en lille kiosk - her købte jeg en flaske vand. Efter denne pause kørte vi videre, det var ligesom om den del af reservatet vi kørte ind i nu, skiftede karakter, her var mere frodigt, der var palmer, en del vandløb, alt var mere grønt, terrænet var mere bakket og med flere klipper.

Bella vue.
Søen- som ingen billeder yder fuld retfærdighedVi sad og talte om at på turen i går så vi flere dyr, alt imens vi kørte ud af en støvet sti - op af en lille bakke, her slog stien et brat sving, da vi var kommet rundt i svinget, stoppede chaufføren  jeepen brat - Whaw - foran os lå en lille sø - hold da helt kæft hvor var her smukt. Vi sad alle stille, betaget af dette smukke syn - store fugle sad og fouragerede i vandkanten, en slange svømmede rundt i vandet, den rejste sig for at orientere sig, dykkede ned under vandet, for at komme op et andet sted, jeg forsøgte at fotografere den, men det var uforudsigeligt hvor den ville dukke op næste gang. Hele dette syn var hele turen værd!

Vi kørte tilbage til vores hotel, det var tid til sent morgenmad. Jeg havde fået pakket min tallerken med masser af gode sager, og satte mig udenfor på terrassen, jeg havde glemt en gaffel og gik ind for at hente en - da jeg kom tilbage var min tallerken væk? Alle sad og grinede af mit fjogede udtryk. Det viste sig at imens jeg var inde for at hente gaflen, havde fuglene hygget sig med min morgenmad, tjeneren havde derfor fjernet min tallerken! På den igen, men denne gang sørgede jeg for at have alt værktøjet med. 

Vi havde god tid til at pakke, så da jeg havde overstået dette, satte jeg mig udenfor mit værelse på en bænk og nød den smukke have, vejret var godt og fuglene kvidrede lystigt. Livet er egentlig en rigtig god opfindelse!!

On the road again.
Smuk pyntet i receptionenVi forlod Sariska Palace kl. 11, vort næste mål var Jaipur også kaldet "den lyserøde by". Turen til Jaipur tager ca. 2 time, vi kørte gennem landbrugsområder som så meget frugtbare ud. Med et par "buskstop" nåede vi frem til vores hotel - Hotel Clarks Amer. Efter jeg havde fået tildelt mit værelse, fik jeg vekslet 100$ i receptionen, derefter var det tid til frokost, hotellets restaurant tilbød en farmerpizza med pommes frites - arrh - pizza kunne de nu ikke lave. Vi havde aftalt at mødes kl. 16.30, så der var god tid til at gå rundt og kigge på hotellets lokaliteter. Shopping Arcade, Swimming Pool, Croquet, Mini Golf, jo der manglede ikke noget, nu havde de hoteller vi havde boet på indtil nu alle Swimming Pool, men helt ærligt, jeg er ikke taget til Indien for at ligge ved en svømme pøl. Vi mødtes ved bussen kl. 16.30, for at kører ind til Jaipur.

Jaipur.
Byen Jaipur har sit navn fra sin grundlægger, den store krigerkonge Sawai Jai Singh II (16931743), som lagde grunden til byen i 1627. Han var en af de få konger på den tid, som havde sans for detaljer og en meget stor interesse for videnskab. Byen var vel planlagt og havde et af de bedste drikkevandsystemer i landet på den tid. 

Jaipur har fået tilnavnet Den Lyserøde By, i forbindelse med Prins Alberts (Dronning Victorias gemal) besøg i 1853, byen blev i den anledning malet lyserød til ære for ham.

Hawa Mahal. Vindenes Palads i Jaipur
Vi kørte gennem byporten ind til den gamle del af byen. Herfra startede vores spadseretur i byen, vores første stop var ved Hawa Mahal, Vindenes Palads. Den er en del af Paladset ved Siredeori Bazar. Bygningen er fra 1799 og har fem etager og mere end 500 vinduer alle med en lille baldakin. Herfra kunne haremsdamer sidde og kigge på gadens liv, uden de selv kunne ses nedefra. Det er en særpræget bygning, den største del er kun facade. Vi gik ned mod noget der minder om en rundkørsel, Gosh -  et utrolig inferno, biler, cykler, hestevogne, scooters, motorcykler, lastbiler i en vild forvirring, det hele blandet med masser af  mennesker, hellige køer og kameler. Der var en "frilufts" tandlæge, som havde et stort udvalg af "tænder", som man kunne prøve inden man købte!! Vi gik op i en bygning hvorfra der var udsigt over hele menageriet - et utroligt og fascinerende syn -  jeg kom til at tænke på en myretue man har stukket en pind ned i og rodet godt rundt i!

Tæppefabrik. Silketæppet klippes
Vi besøgte en tæppefabrik der også havde en afdeling med tekstiler. Vi fik demonstreret hvordan
fremstilling af bloktryk på silke og bomuld foregik. Derefter så vi på  tæppefremstilling, lige fra vævning, klipning og  vask. At vi endte i deres salgslokale kan vel ikke overraske nogen. Vi fik præsenteret et hav af skønne tæpper, der var et tæppe som jeg faldt for, men jeg have ikke mit plastikkort med - det var ingen hindring, de ville bare komme til mit hotel i morgen, så kunne vi ordne det økonomiske der. Mit tæppe blev pakket sammen så det ikke fyldte ret meget og puttet i en lærredstaske til transport, derud over købte jeg et lille bitte håndknyttet tæppe til min aller allerbedste ven Nadia (6 år), det skal så være hendes første "ægte" tæppe.  Vi kiggede også ind i deres tekstilshop, her havde de utrolig flotte stoffer, Pashminasjaler og Kashmirsweaters. John fik taget mål til et par silkeskjorter, de ville også blive leveret på hotellet i morgen.  

Kold kaffe.
Vi var ved at være sultne så næste stop var en restaurant, her bestilte jeg en Tandoorikylling, restauranten måtte ikke sælge øl officielt, men vi kunne købe en termokande med tilhørende kop - termokanden indeholdt øl!! -  det fik vi meget morskab ud af, sjove bemærkninger som: kaffe er kold, og senere: jeg syntes min kaffe er ved at blive varm - hø hø.

Dukketeater.
Dukketeater Efter middagen var der dukketeater i et tilstødende lokale. Der var opstillet et lille teater i farverige stoffer, bagved var der en dukkefører, foran sad en inder som slog på en tromme, samtidig med han på engelsk fortalte handlingen, de opførte flere små stykker som de selv havde skrevet. Det var rigtigt festligt.  Der var en dukke der red på elefant, en der red på hest, slangetæmmere, haremsdamer osv. Henriette oversatte undervejs, der var en oversættelse på et tidspunkt der vakte vild jubel, hun fik oversat ordet message til massage!! Efter forestillingen kunne vi købe lignende dukker, jeg købte et sæt til min aller allerbedste ven Nadia. 

Igen havde det været en lang dag. Da vi kom frem til hotellet spurgte Sten og Marianne om vi ikke lige skulle have en øl på en rigtig flaske. Skidt pyt - vi havde jo hele 7 timer at sove i, inden vi skulle op igen.

Sidst opdateret : 17. november 2005
Dag 4 Rejsedagbog Dag 6