7. DAG.
JAIPUR - AGRA.

Telefonen vækkede mig kl. 7.00, jeg havde sovet af h.... til, på grund af mine ømme ribben, så jeg var lidt slatten i knæene da jeg stod op. Vi skulle køre kl. 8.30 og vores endemål var byen Agra. Det var en tur på 221 km. Henriette regnede med at turen ville tage ca. 10 timer!! Nu lyder 10 timer af meget, det er det også, men for det første kører man ikke så stærkt på de elendige indiske landeveje, og så ville der også være en del stop på vejen.

Dausa distriktet.
Tempelbrønden i Abheneri De enkelte stater er opdelt i distrikter og vi kørte i Dausa distriktet i Rajasthan. Efter et enkelt "buskstop", nåede vi frem til en lille landsby som hed Abheneri, der havde man for 90 år siden opdaget en stor brønd, som nu var blevet udgravet. Den var endnu ikke blevet den store turistattraktion, men det vil det uden tvivl blive hen af vejen. Sikkert til stor "skade" for det lille landsbysamfund, som der findes omkring brønden. Det var ikke en helt almindelig brønd. Det var et helligt sted, der var et helt hinduistisk tempelkompleks i forbindelse med brønden. Der fandtes en hel del figurer som var opstillet langs brønden lidt umotiveret, de bar tydelig præg af "hærværk" og det skyldes at der på et tidspunkt havde været en muslimsk hersker, som har "fjernet" alle afbildninger. Vi blev bedt om ikke at fotografere disse figurer. Jeg var rundt inde i templet, et absolut spændende syn.

Landsbyen Abheneri.
"Kameler" er et dagligt syn i Rajasthan Provinsen Vi gik lidt rundt i den lille landsby, beboerne kiggede på os som om vi var månemænd som lige var landet, men børnene havde lært at sige: pen, chokolat, rupees, samtidig med de rakte hånden frem. Så om få år vil de besøgende blive overfaldet af tiggere, sovegniers sælgere, og der vil være mindst een Coca Colabod. Men her og nu var det en rar "ude på landet" oplevelse. Vi kørte videre ud af de hullede og bulede indiske asfaltveje, vi passerede på et tidspunkt en stor flok "kameler", vores chauffør kørte lidt længere frem, inden han gjorde holdt -  ud røg vi "fotogale" og rygerne bagefter. Det var sjovt at se kameldriveren med nogle ganske få prik fik dem til at gå ind til siden. De så nu lidt magre ud, men det er måske normalt? Han havde selvfølgelig hånden fremme og Henriette gav ham nogle rupees.

Frokost.
Vi gjorde holdt ved en restaurant, som lå ude i hvad jeg vil kalde i ingenmandsland. Den så forholdsvis ny ud. Vi satte os ud i haven, jeg bestilte lidt kylling og det sædvanlige naan brød med hvidløg, jeg var ikke særlig sulten, men hvornår fik vi noget at spise igen? Jeg var begyndt at hoste, det var ikke gode tegn - gid fanden hade det airconditionanlæg - jeg må nok i gang med min medbragte penicillin.

Højtlæsning.
Efter frokosten kørte vi bare der ud af, en almindelig sløvhed havde bredt sig i bussen. Henriette underholdt os med oplæsning fra en roman, der fortalte historien om hvordan Shah Jahan (ham med Taj Mahal) den senere Mughal kejser, mødte den unge Arjumand Bano Begum, der senere blev hans højt elskede hustru. Det var et velment forsøg fra Henriettes side på at afkorte tiden. Der var nu heller ikke meget andet at se på end marker og marker. Den eneste variation var, da vi passede en død kamel som lå i vejkanten, en hund stod og sled i bagkroppen - velbekomme.

Fatehpur Sikri.
En af de mange bygning- bemærk Karsten har igen sneget sig ind på mine billeder. Næste stop på vejen var Fatehpur Sikri eller "Den Forladte By" som den også kaldes. Byen blev anlagt i 1569 af Akbar den Store. Historien var den at Akbar den Store fik en del børn, men de døde alle efterhånden, han fik ingen arvinger!! Fortvivlet gik han til en astrolog. Astrologen anbefalede ham at flytte væk fra det sted de boede, fordi der hvilede en forbandelse over stedet. Det tog 12 - 14 år at bygge den nye by, som er opført i den lokale stenart, den røde sandsten. Alle bygningerne er sat sammen og tilpasset uden cement, og står i dag næsten fuldstændigt intakte!!
Byen måtte forlades blot efter 15 år, efter sigende pga. vandmangel, men hvad - byen har udfyldt sin mission, Akbar havde fået en søn, som oveni købet var levende!! Byen Fatehpur Sikri står for eftertiden som et symbol på den magt og rigdom stormogulerne havde. Vi brugte vel en lille times tid med at gå rundt, jeg fik taget en masse billeder, endnu en stor oplevelse.

Jami Masjid.
Gravkapellet - et af de fantastiske vinduer, udført i marmor. I forbindelse med den forladte by ligger moskéen Jami Masjid (Fredagsmoskéen),  på vejen op til indgangen blev jeg forfulgt af en flok aggressive sælgere!! Jeg  måtte af med skoene ved indgangen, men denne gang slap jeg for at få "skørter" på. Vi fik en kort historisk briefing af Henriette, inden vi blev sluppet løs på egen hånd. Der var mange drenge der ville fortælle mig en hel masse, men de blev jaget væk af en opsynsmand, han havde en stok som han slog ud efter dem med - meget effektivt. Der var dog en ung mand der ikke var til at ryste af, han havde udset sig selv til at være min personlige guide.  Lige meget hvad vej jeg gik og om jeg ignorerede ham, fortsatte han ufortrødent med at rende efter mig. Han fortalte mig at denne moské var en tro kopi af moskéen i Mekka (aldrig hørt den før!) Fint svarede jeg, så behøver jeg ikke tage til Mekka! Der var i det ene hjørne et gravkapel udført i hvidt marmor. Herinde kunne man binde en lille snor i et lille vindue og samtidigt ønske et eller andet, så når ønsket var opfyldt, skulle man tage tilbage og binde snoren op igen! Der var ret mange uopløste snore tilbage!

Irriteret.
Jai Masjid - Fredagsmoskeen i Fatehpur Sikri Min selvbestaltet guide var begyndt at irritere mig, nu var han også ved at fortælle mig hvad og hvornår jeg skulle fotografere!  #!#3%". Han havde travlt med at få mig bugseret over i et hjørne.  Jeg havde en mistanke om hvad det gik ud, der ovre var nemlig en udgang. Ganske rigtigt her var en masse boder - kom og se her - NEJ - du kan sgu selv se sagde jeg - jeg skal en anden vej - da han opdagede at jeg mente det, og at jeg gik væk, skyndte han sig efter mig. Nu havde jeg fået nok af ham, jeg besluttede mig for at gå ud og hente mine sko. Hvis jeg stak ham lidt penge så forsvinder han sgu nok. Den mindste seddel jeg havde var 50 rupees, den stak jeg ham så. Beløbet svarer til en halv dagløn for en ufaglært arbejder. Så spurgte han om jeg havde nogle danske mønter -  nej - dollars? Ja,  men ikke til dig!! Så sagde han til mig: du gav mig kun 50 rupees - det bragte mit pis i kog. Jeg fortalte ham med store bogstaver, at det var jeg altså skide ligeglad med, jeg havde ikke bedt ham rende efter mig, jeg kunne faktisk ikke slippe af med ham, og hvis jeg havde vidst han var utilfreds med 50 rupees, havde han ikke fået en klink. Jeg tror nok jeg sluttede hele svadaen af med et - FUCK OFF - han forsvandt med halen mellem benene. Jeg lovede mig selv at fremover, hvis jeg skulle blive udsat for det samme, ville jeg omgående bede vedkommende om at lade mig være i fred!

Spidsrod.
Men det var ikke slut endnu, jeg kom til at løbe spidsrod mellem tiggere og sælgere, som ville sælge skakspil, elefanter i alle mulige størrelse - hjælp - jeg fik øje på vores bus, ind i den i en fart, her var jeg fredet! Men jeg var nu ikke den eneste det syntes at de havde været meget pågående her, alle var mere eller mindre ophidset.

Det var ved at være mørkt, at køre i trafikken når det er mørkt, gør det ikke mindre spændende - hold op hvor de kører. Men vi nåede da frem til vores hotel, fik vores værelser tildelt. Et bad gjorde underværker og så på med de lange bukser. Flemming var blevet dårlig i bussen og kastede op i en pose, han ville ikke med ud at spise, han ville gå i seng for at blive frisk til i morgen.

John, Jonna og jeg ville hen på en Internetcafe der lå en i nærheden, så kunne vi spise på en restaurant der lå i nærheden bagefter. Vi gik så derud af, skarpt forfulgt af tre cykelrickshaws, vi fortalte dem vi ville gå, vi havde siddet nok i bussen i dag.  Men ak - yes yes only ten rupees.

Only ten rupees.
Det var faktisk det eneste, de kunne sige. Efter sigende kan indere slet ikke forstå, at os som er så stinkende rige vil GÅ!! Umuligt! Only ten rupees. Efter vi havde gået et stykke tid fandt vi ud af, at vi var gået den forkerte vej, så vi gik tilbage mod hotellet. Ved gud om de ikke fulgte efter os tilbage, Only ten rupees. Da vi gik ind på hotellet blev vi efter fuldt af edder og forbandelse. Oven på alt det ståhej var vi blevet tørstige, så vi gik ind i hotellets bar og fik os en øl.

Det viste sig at hotellet havde to ind/udgange og vi var gået ud af den forkerte. Vi valgte denne gang den rigtige, og heldigvis var der ingen cykelrickshaws uden for. Internetcafeen var lukket, så det blev kun til spisning på restaurant, som sjovt nok hed Only. Klokken var nu 21.30, så lidt sultne var vi da. Jeg bestilte ris og kylling i karry, en øl og det uundværlige naanbrød med hvidløg. Vi gik uantastet hjem. Vi skulle op kl. 7.00 og med afgang 8.30.

Godnat.
Jeg fik "snakket" med min dagbog, der var meget at fortælle, så det var med små øjne og godt mørbanket oven på en lang dag, jeg lagde mig til at sove.

Sidst opdateret : 17. november 2005
Dag 6 Rejsedagbog Dag 8