11. DAG.
KHAJURAHO - VARANASI.

Vi mødtes som aftalt kl. 8.00 ved morgenmaden, her blev vi enige om at tage en cykelrickshaw hen til en  Internetcafe, som sagt så gjort. Vi havde godt nok fundet en i går, men de havde virus på deres maskine, så den ville ikke starte - og om aftenen ingen forbindelse til nettet. Nu måtte vi igen gå med uforrettet sag - der ingen strøm i byen før kl. 12.00!! Strømforsyningen i Indien var meget ustabilt, det var tit at strømmen forsvandt et øjeblik, at når det skete sagde vi bare: Nå - nu igen. Men fra 9 til 12, ja hvorfor ikke. Vi blev enige at vi så gik ned og kiggede på det der blev kaldt Old Town.

Old Town.
Old Town - hvorfor så meget svineri? Der var to unge der hægtede sig på os - selvbestaltede guider. De var nu meget fornuftige at høre på, de fortalte om indiske forhold. Den ene var rimelig negativ på sine landsmænds vegne. Han fortalte at de unge mænd var så ivrige for at blive gift, bare for at få sex med konen, De fik så en flok unger og på den måde fik de aldrig skabt et ordentlig grundlag for at forbedre deres sociale forhold. Og børnene, her pegede han på en lille gut der gik ved siden af os. Han burde gå i skole, men han vil heller rende og tigge kuglepenne hos turisterne. Hvad vil han med dem? Han kan jo ikke læse eller skrive - han har ingen brug for dem - undskyld jeg siger det - men det er faktisk jeres skyld! I ødelægger meget for de unge mennesker pga. jeres penge. De er så optaget af at betle, I ser de lasede unger med bedende øjne og måske med en endnu mindre unge på armen. Åh hvor er det synd, og så giver turisterne dem penge. Men hvad når de bliver lidt større og de har skulket fra skolen?

Vi er ikke rige.
Undervisningslokale i skolen for forældreløse børn Vi forsøgte at forklare ham at vi bestemt ikke var rige og vi havde sparet op i flere år, for at "få råd" til at rejse til Indien. (Sikke et godt argument!) Han svarede bare: Hvordan kan vi tro andet, I bor på de samme 5 stjernede hoteller som de rige indere gør, I spiser de samme steder osv. Den var sgu svær at stikke. Vi passerede en åben plads, der flød med affald en masse grise gik og rodede rundt i det. Jeg spurgte ham hvorfor? Vi har ikke noget renovationssystem og hvorfor?  Ingen penge! Vi fik set Old Town, den lignede meget det vi havde set i forvejen, men husene var rimeligt velholdte. Vi passerede også Borgmesterens hus. Byen havde ingen politi, så Borgmesteren var både den udøvende og dømmende magt og hans afgørelser var indiskutabel. Vi kom forbi en skole for hjemløse, den var ikke ret stor men havde alligevel 82 elever! Da det var søndag i dag, var der ingen børn i skole, så vi fik lov til at se skolen inde fra. Ak ja - vi donerede hver 50 rupees til skolen. Det var ved at være tid til at vende tilbage til vores hotel. De unge viste os en genvej til hotellet, da vi nåede frem til hotellet, gav vi dem hver 50 rupees.

Med fly til Varanasi.
Vi skulle flyve til Varanasi fra Khajurahos lufthavn med India Airways. Jeg skal ellers love for at der var sikkerhedskontrol. Vi måtte ikke have lighter, tændstikker batterier, tyggegummi, sakse, neglefile, lommeknive og hvad ved jeg. Jeg havde selvfølgelig glemt at jeg havde en lommekniv i min rygsæk, der ligger den jo altid. Den måtte jeg deponere - selvfølgelig mod passende kvittering - hold k .. en tid det tog. Fordi vi havde opholdt os i afgangshallen blev vi checket endnu en gang inden vi gik ombord i flyet, vi kunne jo have raget noget til os - der blev stemplet og skrevet på de mærkesedler der var sat på vores håndbagage. Vi kom af sted med en forsinkelse på 30 min. pga. al den checken. Selve turen tog ca. 40 min. Da vi var landet i Varanasi skulle Flemming lige havde et foto af flyet - Haps sagde det - en sikkerhedsvagt tog hans kamera, åbnede det og rev et stykke af filmen,  og gav Flemming hans kamera tilbage - at vi mobbede ham hver gang han senere kom i nærheden af et fly var selvskreven - hvad skal du ikke have et billede af vores fly? Eller - Næ har du set det flotte fly, skal du ikke ....

En oplevelse for livet.
Bussen som holdt og ventede på os, kørte os til vores hotel - Hotel Clarks Varanasi. Klokken var omkring 15.15 - 15.30. Henriette sagde: Vi mødes igen kl. 16.30 - så skal I have en oplevelse som I sent ville glemme. Vi fik tildelt vores værelse, og jeg ville lige nette mig lidt, men da jeg så vandets farve i håndvasken, afstod jeg fra det. Brusebadet blev senere omdøbt, af et vittigt hoved, til Mudderbadet. Vi fire aftalte at vi gik ned i restauranten for at få lidt at spise inden vi skulle af sted igen. Det blev igen til lidt suppe - champignonsuppe. Kl. 16.30 blev vi afhentet af bussen. Henriette afslørede så hvad det var vi skulle se - Ganges floden ved solnedgang!

Den hellige by Varanasi.
Med cykelrickshaws til Ganges floden Varanasi er den helligste hindu by. Den strækker sig langs en ene side af Ganges floden, mellem Varan og Assi, der af navnet. I tidligere tider hed byen Kaski (i sanskrit). Under det britiske herredømme hed byen Benares. Hvis Varanasi var den første eller eneste by man besøgte i Indien som turist, vil man få noget af et kulturchok. Byen er en bizar blanding af himmel og helvede, beskidt, støvet og støjende, pulserende hektisk og fascinerende. Al ting virkede meget slidt, og hvis der var hellige køer i de andre byer vi havde besøgt, så var de her i overflod. Vi blev kørt et stykke af vejen med bussen, under vejs blev vi overhalet af en jeep, den havde et lig indsvøbt i et orange/gult klæde på taget. De var på vej ned til kremering. På et tidspunkt kunne bussen ikke komme længere, så vi skiftede vi til cykelrickshaw, igen var min cykelmakker Flemming, det gik vildt for sig - gud fader i skuret en køretur - det hele var en stor omgang skubben og masen med tilhørende støj og så skulle dagen i dag oveni købet være en stille dag? Det var jo søndag!! Vi blev sat af et sted og vi gik så det sidste stykke helt ned til floden, gennem et marked med boder der stod tæt.

I robåd på Ganges floden.
Kremerings Gath ved Ganges floden - tre som er klar til kremeirng Nede ved floden ventede en stor robåd på os, to roer roede os ud på floden. Vores indiske guide Alok, fortalte os om de hellige ritualer og traditioner vi ville møde her i Varanasi og på Ganges floden. Vi blev roet hen mod en af de såkaldte kremerings gath, den kendteste af alle, Manikarnika Ghat, stedet hvor alle rettroende hinduer helst vil brændes. I følge hinduistisk tradition skal de døde brændes, og sådanne ligbål, bliver som regel stablet op ved hellige floder, hvor asken kan spredes i vandet efter kremeringen.
Som død vil en hindu, af familien bliver bragt ned til kremering, ved en af de store kremerings platforme. Der er som regel så mange der skal brændes, at der brændes i alle døgnets 24 timer. De rigere hinduer, som kan betale op til 25.000 rupees, bliver placeret på en stor stak brænde, gerne af sandeltræ, og der afholdes en større ceremoni, før bålet tændes. Kvinder må ikke deltage i kremeringen de kunne let komme til at græde, og at græde ville være en katastrofe, fordi så ville sjælen måske ikke forlade den dødes krop,  eller forstyrre dennes sjæls bestræbelser på at stige ud at genfødselscyklussen og komme til Nirvana.

Kvaliteten er afgørende.
Det tager 2 til 3 timer at brænde et legeme, afhængig af brændets kvalitet. Det er de kasteløse der står for selve pasning af bålet. Efter kremeringen skubbes aske, knogler og andre rester som ikke helt er brændt, ud i Ganges floden. De fattigere hinduer bliver brændt længere nede af floden, på den elektriske kremerings gath. Prisen er vist ca. 400 rupees. Der kremeres over 100.000 mennesker i Varanasi hvert år.

No photo please.
Vi måtte ikke fotografere længere end til et bestemt punkt, derefter bad vores guide os om at pakke kameraerne væk - det respekterede vi alle! - Da vi nåede hen til kremerings platformen, kunne vi tælle at der var ti kremeringer i gang. Vi kunne se to lig svøbt i gult klæde, der lå  og ventede på kremering. Inden et lig skal brændes bliver det dyppet i Ganges floden. Det er første sørgende, som kan være, en ægtemand, far, onkel eller søn til den døde, som tænder bålet, og ellers udfører de ritualer som er krævet af ham.

26 lys på Ganges floden fulgt af 26 ønsker Mens vi sad og så på blev det ene lig hentet og båret op til en af platformene. Det som er sværeste at få brændt er hofte og lårben - mens vi sad i båden kom der en og smed nogle knoglerester i vandet - det sprøjtede op på min arm. Vores indiske guide sagde det betød lykke og det ramte kun gode mennesker!! Båden roede tilbage mod det sted vi kom fra. Vi havde fået et lille fad med nogle blomster og et fyrfadslys, det tændte vi og satte det ud på vandet, man kunde ønske et eller andet som så måske ville gå i opfyldelse - vores indiske guide sagde: Ikke noget med lotto - det virker ikke - jeg har prøvet -  26 sejlende lys i mørket så meget flot ud.

Til ære for Krishna.
Gudtjeneste - for guden Krishna Inden vi lagde til "kaj", overværede vi en gudstjeneste til ære for Krishna , her var fem præster der gjorde det samme  simultant -  der lød trommer og klokker højt larmende - efter vi kom i land gik vi lidt rundt og kiggede på folkelivet. Der var en der var ved at blive kronraget, det var en første sørger, det er en af de mange ritualer der hører med til det at være første sørger. Vi gik tilbage til vores bus, som så kørte os tilbage til vores hotel. Vi fik at vide vi skulle tidligt op i morgen allerede kl. 4.45 - vi skulle se solopgangen på Ganges.

Kylling for 27. gang.
Da jeg kom tilbage til vores hotel pakkede jeg lidt ud. Jeg havde aftalt med Jonna, John og Flemming at vi (Firebanden) sammen gik ned i hotellets restaurant. Spisekortet så ikke så spændende ud, så det blev kylling for 27. gang - jeg tror nok at jeg sagde noget i den retningen - Jeg har  tre kyllinger derhjemme i dybfryseren, de bliver fandeme smidt ud når jeg kommer hjem!!!! De har kylling på mange måder ifølge spisekortet, men smager ens det meste af det, når det kommer til stykket. Da vi havde spist blev vi enige om at prøve at finde en Internetcafe. Elly ville gerne med, hun havde ikke prøvet det før, vi lovede at hjælpe hende - Da vi endelig fandt en Internetcafe havde Elly glemt adressen hjemme på hotellet. Vi fik banket nogle e-mail af.  Jonna og Elly gik tilbage til hotellet -  jeg manglede et par stykker endnu og John ville se nogle fodboldresultater fra Esbjerg, inden vi gik hjem.

Jeg er umådelig træt nu, så træt at jeg dårligt - zzzzzZZZZZ

Sidst opdateret : 28. marts 2007
Dag 10 Rejsedagbog Dag 12