12. DAG.
VARANASI.
Telefonen ringede kl. 4.45 - åh - hvornår kommer den dag hvor man springer ud af sengen frisk som en havørn? Nok ikke på den tid af dagen. Jeg overvejede om jeg skulle tage et "mudderbad" eller springe over. Mudder eller ej, hvis jeg skulle nå og komme til mig selv inden vi skulle af sted kl.6.00, var der ingen vej uden om.

Solopgang på Ganges.
Solopgang på Ganges floden Vores bus kørte os et godt stykke ned mod Ganges floden, resten af vejen var til fods. Samme båd fra i går lå og ventede på os. denne gang roede de os den modsatte vej ned mod det elektriske krematorium. Vi ventede på solopgangen - den steg langsomt op - et smukt syn og så den ro der herskede. Vi stoppede ved det elektriske krematorium. Her brændes de fattige hinduer, det tager ca. 45 min. og asken dumpes der efter i floden, prisen er ikke så høj, som hvis kremeringen foregik ved hjælp af brænde, men det til trods, anslår man at ca.  40.000 lig dumpes direkte i Ganges floden!!

Det betragtes som værende ufint af lade sig kremere her, fordi det er en mekanisk og vestlig orienteret brændeovn. Og hvad værre er, man får ikke maksimal karma med sig herfra. At selv samme grund så er det her de fattigste og mest marginaliserede, der bliver brændt her. Yderligere accepterer man her afbrænding af afdøde fra  alle andre religiøse retninger - Uf.

Valfart fra hele landet.
Hinduer fra hele landet valfarter til Varanasi som pilgrimme, både som levende og døde. I levende live kommer de for at bade i det hellige vand i Ganges floden. Der findes over 300 gaths (stentrapper) langs flodbredden, så hinduerne kan komme ned og bade i floden. En gath er en stentrappe med en lang række trin ned i floden, så man uanset vandstanden altid kan komme ned og "bade" i floden.

Der bades - bemærk affaldet i bagrunden Renselsprocessen er i fuld gang Mange af disse ghats er store og velbesøgte og kan have flere hundrede af badende på samme tid. Der var mange der dykkede ned under vandet seks til syv gange, bagefter stående drejede  rundt om sig selv. En hel del skyller, spyttende og hvæsende, deres mund i flodvandet!! Selvom der lidt længere nede foregår ligbrænding, tøjvask eller der flyder lig af køer, mennesker og andre væsner. I sandhed en ordentlig ”mundfuld” at sluge for os vesterlændinge. De badende er rig som fattig, kvinder og mænd i een sammenblanding, med det ene formål at rense sin sjæl. Jeg er overbevist om at hvis jeg stak min store tå ned i det vand, ville den falde af fem minutter efter!! - Alle jeg så bade, kunne gå der fra ved egen hjælp?!?!

Bag pigtråd.
Fra besøget på floden gik vi en tur ned til en moské - pludselig var der en masse militær - vi skulle gennem en sikkerhedskontrol? Det bippede og bippede alt i mens vi gik igennem - de ikke så meget som blinkede med øjnene, måske var det fordi at alle vi som gik igennem var vesterlændinge. Alt dette ståhej skyldes at der for trehundrede år siden havde ligget et hindu tempel, men det var blevet revet ned og der blev bygget en moské i stedet for. Revet ned var templet ikke helt, moskeen "lænede" sig op af nogle rester af det gamle tempel - ikke særligt smart at efterlade sig et så tydeligt bevis. Myndighederne har haft dårlige erfaringer med ekstreme hinduer. De har før under nogle uroligheder, revet en moske ned, som var bygget i stedet for et hindutempel. Det ville de ikke risikere en gang til med al den ballade det kan af sted komme. Moskéen var indhegnet med et grimt kæmpe hegn med pigtråd rundt om. Lige ved siden af lå et hindu tempel, hvad det hed har jeg glemt, men givetvis var det Vishna der blev tilbedt her, fordi uden for stod en stor stenfigur af hans "ridedyr" Nandu! Vi måtte ikke fotografere på hele området af sikkerhedsmæssig grunde.

Benares Universitet.
Benades University Temple Vi nåede frem til vores bus som kørte os videre til universitets området. Universitetet i Varanasi er verdens største, både arealmæssig og i antallet af studerende. Vores indiske guide Alok, havde fået sin uddannelse her. Stifteren af universitetet samlede penge ind overalt hvor han kom frem, Mathama Gandhi kaldte ham ironisk Indiens største tigger. Der ligger også et tempel på området - Benares Universitets Tempel. Jeg var ikke inde og se den, fordi jeg skulle have skoene af og jeg havde ikke mine blå fodposer med. Jeg blev siddende udenfor og nød den smukke have. Klokken var ved at være 10 og vi havde ikke fået morgenmad endnu, så tiden var inde til at køre tilbage til vores hotel. Det var rart at få morgenmad selv om det var ved at være lidt sent.

Mother India.
Vi kørte fra hotellet igen kl. 11, Jonna var sløj og blev derfor tilbage på hotellet, så Firebanden var blevet decimeret. Nå - vi skulle tilfældigvis besøge et tempel -  denne gang et tempel som hed Moder India Tempel, det adskilte sig fra de andre templer vi havde besøgt hidtil, der var ingen afbildning af en eneste af de mange indiske guder! På gulvet var der opbygget et topografisk landkort over Indien. Det var udformet i 1930erne, inden Pakistan og Bangladesh skilte sig ud som selvstændige stater. Hvad formålet var med dette tempel fattede jeg ikke en brik af.

Silkefabrik.
Derefter besøgte vi en silkefabrik, vi fik først set det gamle væveri. I Showrummet blev der vist mange flotte silkestoffer frem, og det blev demonstreret hvordan en sari skulle "bindes", det så enkelt ud, men købelysten var lig nul. Vi gik der efter ned i deres salgslokale, der blev ikke solgt ret meget - Bent havde kig på et "Golfslips" i silke, men han var så "dum" at spørge sin kone Sonja først -  han måtte nøjes med dem han har i forvejen! Der var ikke mere på dagens program, men vi havde også været meget tidligt oppe. Klokken var 14  da vi var tilbage på vores hotel. Vi aftalte at Firebanden skulle mødes igen Kl. 16.

Spadseretur i Varanasi.
De vinkede ivrigt. Endnu en gang gik nummeret med det digitale kamera rent ind. Vi var alle fire enige om at vi ville gå og vi valgte en tilfældig retning. Vejen vi fulgte førte ned til en bro over en flod, vi gik over på den anden side, vi kunne se at lidt derfra var også en bro, der kørte trafikken i modsat retning. Der var ikke rigtigt noget at kigge på så vi besluttede os for at gå hen til den anden bro og så gå tilbage. På vejen mødte vi nogle unger som boede i nærheden af vejen, da John begyndte at videofilme og Flemming tog nogle billeder - vinkede unger op til os, et par stykker kom op til os. Jeg brugte det digitale tricks, det rygtedes hurtigt, så de kom styrtende fra alle sider og ville selvfølgelig også fotograferes. Det "nummer" havde de heller ikke set før. Alle min medrejsende siger at jeg fedter mig ind hos de små unger - de er bare misundelige er de - kun fordi jeg er omgivet af alle de dejlige unge - de sgu så søde - de store sorte kugler til øjne. Vi gik videre - de vinkede til os så længe de kunne se os.

Forfulgt af kræmmere.
Vi var tilbage hvor vi kom fra, så gik vi i den modsatte retning. Vi fik følgeskab en der der ville vise os noget i "hans" butik. Mange gange har de ikke selv en butik, men skaffer kunder til en de har en aftale med, og på den måde får de returkommission. Det varede ikke længe før der var en mere der "hægtede" sig på. Jeg bliver rimelig irriteret over at de ikke kan tage et nej for et nej, så jeg fortalte den nyankomne at han skulle skride og lade os være i fred. Der fik jeg ham "pisset" af - troede jeg - han fulgte os på afstand og prøvede senere hos John! Man skulle tro vi var de eneste turister i byen siden de hang på til trods for at vi udtrykkelig havde gjort opmærksom på at vi intet ville købe.

Only 40 rupees.
Vi gik rundt i kvarteret men der var intet at se, vi var åbenbart havnet i en værkstedsgade. Vi var stadig skarpt forfulgt af de to der indere, utroligt. Vi indså at der ikke var meget at se her så vi søgte tilbage mod hotellet, vi fandt en Internetcafe, her gik vi ind. Vi fik skrevet nogle mail, men strømmen gik to gange og så var det slut med at skrive flere breve. Da vi kom uden for, var der en der spurgte om vi ville se på tørklæder til 40 rupees, alle kostede 40 rupees - John mente vi da godt kunne kigge på dem, det var jo billigt. Ha - da vi så kom ind viste det sig at de kun havde en type til den pris - et tyrkisk bedstemortørklæde - resten kostede 300 - 400 rupees. Flemming sad bare og grinede, og jeg går jo ikke med hovedtørklæde, så det var egentlig flinke John der hang på den. De slæbte alt muligt frem, der blev noget at rydde op bagefter. Flemming sad stadig og grinede. Vi blev til sidst enige om bare at gå - vi bliver bondefanget hver gang, de siger et og når det kommer til stykket er prisen en helt anden.  

Tilbage til hotellet.
Vi nåede frem til vores hotel, tror du ikke at en af dem som havde fulgt os hele vejen dukkede op igen. Vi skyndte os ind på hotellets grund, her forfølger de os dog ikke, så får de med stokken af vagterne. Jeg havde haft lidt problemer med maven i løbet af dagen, så John spurgte om jeg ikke ville med op på værelset og få en Gammel Dansk til min mave, han var ked af at sidde alene og drikke, husk Jonna må ikke drikke spiritus - ok - jeg kunne godt gøre ham den tjeneste (kan I fornemme glorien)!

Klokken var nu 21.30, jeg er total færdig der er ikke mere kraft i mig - dødtræt, ondt i mine ribben, hoster af h... til, lidt vrøvl med maven - alt det til trods, er det dejligt at mærke at man er i live!!!

Sidst opdateret : 17. november 2005
Dag 11 Rejsedagbog Dag 13