13. dag
VARANASI - KATHMANDU.

Jeg blev vækket kl. 7.30. Det hele kørte efter samme recept - bad, pakke kuffert, sætte kufferten udenfor døren, pakke rygsækken, spise morgenmad, checke ud, checke at min kuffert er hentet, klar til afgang. Der kom en bus kl. 8.45. og hentede os og kørte os til Varanasi lufthavn.

Sikkerhedskontrol.
Af sikkerhedsmæssige grunde skulle vi selv tage vores kufferter med hen til indcheckning - der efter stod den på sikkerhedskontrol!! 11. september har givet myndigheder og flyselskaber så megen panik. De er bange for at det der hændte i USA skal danne model for lignende aktioner over det meste af verden.

En gemytlig sikkerhedsvagt.
Imens jeg ventede på at komme igennem første kontrol, fordrev jeg ventetiden med at "joke" med en glad rund indisk sikkerhedsvagt, han spurgte om alt muligt og jeg gav ham nogle svar som han syntes var morsomme, han kluklo da hjerteligt og berettede samtidig på hindi til sine kolleger hvad vi snakkede om - dejligt med et glad menneske under den sure ventetid. Det blev min tur til at blive checket, ,jeg  blev checket i begge ende, hvis det skal siges pænt. Jeg måtte tage et billede med mit digitale kamera - jeg måtte dog ikke tage et billede af sikkerhedskontrolløren - hø hø. Han undersøgte mine Smart Mediakort mistænksomt - det havde han vist aldrig set før. Jeg prøvede at forklare ham at det var det samme som film. Hm - han virkede nu ikke helt overbevist. Jeg slap dog igennem til næste kontrol - gennemlysning og gennemrodning af min rygsæk. Det er selvfølgelig ok - men når man nu ikke er terrorist!

Endelig i luften.
Et smukt syn - verdens største bjerge Vi blev forsinket 1 time. Vi kom endeligt af sted og sagde et foreløbigt farvel til Indien. Nu stod der Nepal på programmet og et par dage i Nepals hovedstad Kathmandu. Sikket et syn - verdens højeste bjerge som stak sine toppe op over skyerne. Der fås nok ikke smukkere kulisse end indflyvningen til Kathmandu Airport. Vi kom til en lufthavn som var i noget pænere stand end de indiske. Vi kom relativt hurtigt gennem pas og toldkontrollen. Uden for holdt vores bus og ventede på os. Det var herligt, ikke nogen dyt båt - ingen køer på vejen, man brugte blinklyset når man skulle og holdt for rødt lys. Gaderne så rene ud - jamen dog.

Kathmandu dalen.
Udsigten ud over Kathmandu dalen. Forsinkelsen forstyrrede desværre vores program noget. I forvejen var vores program blevet noget spoleret. Vi skulle allerede have være ankommet til Kathmandu i går, men fordi flyselskabet havde ændret deres planer så de først fløj om tirsdagen blev vores program noget sammenpresset. Vi tog direkte af sted mod Dakshinkali templet. Vi gjorde dog et fotostop på vejen. Og tak for det - byen ligger smukt der nede i dalen. Vi havde dog  så travlt at det kun blev til et kort stop.  

Dakshinkali Templet.
Dakshinkali templet - som det måske kan ses, en blodig affære Vi nåede frem til Dakshinkali templet, her foregår dyreofringer hver tirsdag og lørdag, og som endelsen på navnet siger, så er det tilegnet gudinden Kali - Kali er en af Parvati's (Shivas hustru) former. Hun er en frygtindgydende gud og ofringer sker altid i forbindelse med hendes templer. Det skal altid være et handyr - ukastreret (blodtørstige kvinde), og er som regel mindre dyr, så som en hane, eller gedekid, det er sjældent større dyr. Men inden skal man først lige spørge dyret!? Det gør man ved at stænke vand på dyret, hvis ryster sig har det accepteret sin skæbne. 

Flere forsøg.
Ok - hvis ikke lykkes første gang, har man lov til at prøve igen. Det lykkedes altid, og til sidst indser dyret at det er bedste for dens ejer og hans familie at acceptere!! At ofre til Kali giver lykke til familien!! Der kommer mange familier på sådan en dag, så mange at de kan stå i lange køer. Vi kom så sent så der var ikke flere dyreofringer, det kunne måske også være det samme, det har givetvis været en blodig affære, at dømme efter alt det blod der flød rundt omkring. Jeg peger ikke fingre af deres tro og traditioner. Det gode ved disse ofringer hvis man kan bruge det udtryk, er at de må tage dyret med hjem, eller de tilbereder det i nærheden. Det går ikke til spilde.

Newar landsby.
Se hun ikke dejlig tænksom ud? Eller er hun betænkelig? Der efter skulle vi besøge en typisk Newar landsby. Nawarerne er de oprindelige nepalesere, de er nu i mindretal. Vi gik gennem landsbyen som virkede meget velordnet, og måden husene var bygget var i Nawarernes traditionelle stil. Børnene kom selvfølgelig rendende og sagde hello hello. Der var en lille pige der forsigtigt og lavmælt spurgte: One rupees, (ca. 11 øre), det var sgu da mere beskedent end de indiske unger - ikke? Det var meningen at vi skulle stoppe op og se Chobar Gorge, det sted hvor guden Manjushri tømte Kathmandu dalen for vand, men pga. at vores fly forsinkelse, var det blevet så mørkt at vi kunne ikke se noget - ærgerligt. Så nu var målet vores hotel. Vi nåede frem ved ca. 19 tiden og vi fik tildelt værelser og pakket lidt ud. På værelse stod der en frugtkurv og en flaske vand som en velkomsthilsen fra Hotel Malla. Der var tid  til et bad - det friskede dejligt op.

Third Eyes Restaurant.
Firebanden har afgivet sin bestillinger og venter kun på BØFFEN Vi skulle mødes i receptionen kl. 20.  Vi skulle gå hen til en restaurant og have "rigtig" mad - skal forstås ikke kylling. Vi kunne der få en rigtig bøf og Hof eller Grøn Tuborg i den fornuftige størrelse. Der var mange der gik med et salig smil om munden. Mine problemer med maven var overstået - såh nam nam. Vi gik ned gennem den bydel der hedder Thamel. Her lå vores restaurant - Third Eye. Vi skulle sidde på øverste etage og skulle have skoene af? En hellig restautant?? Det viste sig at vi skulle sidde meget lavt, nærmest på gulvet på puder. Vi var ikke ved at dø af grin, det var med at krølle benene sammen. Jonna og jeg sad overfor hinanden, der var sgu ikke plads til begge sæt ben. Jeg måtte sidde og spise sidelæns, prøv en gang og sidde sidelæns og skære i en bøf samtidig, det er fandeme svært. Henriette beklagede meget, men hun havde bedt receptionen på hotellet om at bestille bord til 26 personer, hun var ikke klar over at man også skulle bestille stole!!! Nåh - det vidste hun så til en anden gang.

Englesang.
Vi i Firebanden bestilte alle en Third Eye bøf, og os der måtte drikke øl - en dejlig stor kold Hof. Der var rimeligt stille mens der blev smagt på bøffen - ren englesang. Selv jeg og  min bedste uven Karsten, som for øvrigt havde tiltusket sig bordet ved siden af os, holdt fred så længe. Bøffen - som vidst stammede fra en vandbøffel, smagte himmelsk, glemt var alle de kyllinger jeg havde sat til livs, og så kostede hele herligheden 600 nepalesiske rupees omkring ca. 50 kr. Efter middagen gik vi samme vej hjem tilbage til hotellet. Alt var lukket - det var damerne lidt utilfredse med, de elsker at endevende alle de butikker de kan komme i nærheden af.

Sov godt.
Hotel Malle - bemærk frugtkurven fint pakket ind i rød cellofan. Klokken var omkring 22.30,  jeg gik og små nussede lidt rundt på værelset, fik børstet tænder. Derefter gik jeg i seng. Her fortalte jeg dagbogen om  dagens oplevelser. Oplevelserne rumsterede stadig i mit hoved, så jeg tændte for fjernsynet for at komme på andre tanker - Ak  her er fjernsynet ligeså kedeligt som i resten af verdenen, man  går automatisk i hak.

Sidst opdateret : 28. marts 2007
Dag 12 Rejsedagbog Dag 14