Kumari - Den levende gudinde - 4 år gammel - tiltrådt for 3mdr siden Kumari Bahal hedder stedet vor Kumari, Den levende Gudinde, bor. For i Kathmandu bor der virkelig en lyslevende gudinde, skabt af kød og blod som os andre! Hun bor i det røde, treetagers hus, der bevogtes af to hvide løver.

Sagnet fortæller at kongen plejede at spille terning med gudinden Taleju som er Kathmandu-dalens beskytter. Hun kom til ham i kvindekrop. En aften begærede han hende, hvilket hun blev meget vred over. Hun truede med at forlade Kathmandu. Kongen bad hende så inderligt blive. Til sidst indvilgede hun i at blive, men i skikkelse som en lille pige som ikke var udviklet endnu. Kongen lod derfor et palads bygge til hende. Det tempel den nuværende Kumari bor i er fra ca. 1760.

En andet sagn fortæller at en pige engang i det 8. århundrede sagde, at hun var en reinkarnation af Kumari, en meget magtfuld gudinde. Kongen blev meget vred over dette og sendte pigen i eksil. Men kort efter fik hans dronning et slagtilfælde og blev sindsforvirret. Kongen indså da, at det var Kumari, han havde landsforvist. Han kaldte hende tilbage og byggede et tempel til hende.

Den Levende Gudinde vælges blandt små piger af Newarernes guld- og sølvsmedeklan, Sakya-klanen. Mulige kandidater udvalgt efter specifikke fysiske krav til øjenfarve, tandstilling, stemme osv. og med et heldigt horoskop, der ikke falder sammen med kongens. De placeres i templets gård, og maskerede mænd forsøger at skræmme dem. Den pige, der ikke lader sig skræmme, må være den nye Kumari Devi. For hun ved jo, at hendes kræfter er større end de dæmoner, der danser foran hende.

Kun nogle få gange om året kommer hun udenfor husets mure. Den ene gang er under lndra Jatra-festivalen i august-september, hvor hun køres rundt i byen i en vogn. Hun er da klædt i dyrebare stoffer og dækket med blomster. Undervejs får hun følge af to drenge, der symboliserer guderne Ganesh og Bhairab. Kongen, der selv er en reinkarnation af Vishnu, ønsker hende alt godt og hun placerer en rød tika på hans pande. Kumari lever en meget beskyttet tilværelse i sit tempel men desværre uden skolegang. Ved sit første blodtab mister hun sin guddommelige status, og gør en ende på hendes tilværelse som Kumari. Uden særlig rigdom vender hun tilbage til den almindelige tilværelse, og hendes guddommelige magt overføres til den næste Kumari. 

Ikke ret mange mænd har lyst at gifte sig med en tidligere gudinde, hvilket bl.a. skal betyde ulykke og tidlig død. Derfor kommer hun sandsynligvis til at leve afsondret fra resten af samfundet.

Jeg var så heldig at få et kort glimt af Kumari, da jeg besøgte Kumari Bahal, vi stod og ventede inde i slottets gård Karumari Chowk, da  hun kom til vinduet nogle få sekunder.

Sidst opdateret : 17. november 2005
Blandet Blandet Blandet