Et af de helt store epos i Indien, ud over Mahabharata, er Ramayana. Det stammer fra 400 - 200 f.v.t. og består af ca. 24.000 såkaldte dobbelt vers, fordelt på 7 bøger. Den er senere oversat og gendigtet fra sanskrit til hindi omkring 1500 tallet. Så det jeg gengiver er i en meget komprimeret udgave, men forhåbentligt ikke mere komprimeret end historien og moralen går helt tabt. I historien introduceres også Abeguden Hunuman, som jeg personligt konstaterede, nød en stor tilbedelse både i Indien og Nepal. I Varanasi findes et tempel Samkat Mochan, som er en af de populæreste templer for Abeguden Hanuman. Det påstås at en af hans store evner er at få vanskeligheder til at forsvinde, så hver tirsdag og torsdag samles de mange troende i Samkat Mochan for at bede om hans hjælp. En af de store fester i Indien er Navratri, hvor Rama mindes ved oplæsning af hele Ramyana i ni døgn i træk. Ramayana er ikke blot et heltedigt, men også en fremhævelse af de menneskelige dyder som ridderlighed og sandfærdighed, men først og fremmest et monument over kvindelig hengivenhed og trofasthed.

Rama og Sitas bryllup Der var engang en konge, der havde tre koner, men ingen sønner. Da kongen ønskede sig en søn, ofrede han til sidst en hest til guderne og fik da fire sønner, hvoraf Rama, den ældste, var en reinkarnation af guden Vishnu i menneskeskikkelse.
Helt fra barndommen af var Rama og broderen Lakshman uadskillelige. Allerede som drenge var de meget modige og dræbte mange rakshasas, dæmoner, der hjemsøgte de stakkels eremitter i skovene. Engang da drengene var i skoven, hørte de at Janaka, kongen af Mithila, havde en smuk datter, der hed Sita (reinkarnationen af Lakshmi, Vishnus kone) og at kun den kunne ægte hende, der kunne bøje Janakas bue, som han havde fået foræret af guden Vishnu. Rama ikke blot bøjede buen, men brækkede den i to dele, fik den skønne Sita i ægte og drog hjem til sin faders kongerige Ayodhya med sin smukke Sita.

Ramas fader var nu gammel og besluttede at sætte Rama på tronen. I Ayodhya glædede alle sig over dette. Men en af kongens koner var jaloux. Hun ville gerne se sin egen søn, Bharata, på tronen, og hun gik til kongen, der i et svagt øjeblik lovede hende, hvad end hun måtte bede om. Hun bad da om, at hendes søn, Bharata, skulle blive sat på tronen, og at Rama skulle blive sendt i eksil i skoven Dandaka, hvor han skulle vandre i 14 år. For at skåne faderen for at bryde sit løfte beslutter Rama at gå i landflygtighed i 14 år. Hans trofaste hustru Sita og Lakshman fulgte med ham ud i skoven.

Ramas fader, kong Dasartha, døde af sorg inden ugen var forbi. I mellemtiden fik den bortrejste Bharata, der nu skulle arve tronen, alt at vide. Da han holdt megetaf Rama og ønskede ikke at tage tronen fra broderen,  rejste ud i skoven for at finde Rama, fortælle om faderens død og prøve på at overtale Rama til at overtage tronen, men denne sagde, at han var bundet af sin ære til at forblive i skoven i 14 år, og Bharata drog derfor hjem til Ayodhya og regerede som vicekonge for Rama.

Der berettes om alle de farer som de møder ude i skovensomheden, hvor Rama bestandig må kæmpe med dæmoner og onde ånder. Men trods alle genvordigheder og ydre savn, glemmer Sita sit hjem og byens glæder i samlivet med sin elskede Rama.

I mellemtiden drog Surpanakha, kongen af Lankas søster ud på et af sine plyndringstogter. I skoven fik hun øje på Rama og blev forelsket i ham. Han sagde, at hun burde prøve lykken hos Lakshman, der var ugift. Men Lakshman afviste hånligt hendes tilnærmelser. Da Surpanakha mente, at den smukke Sita var skyld i hendes uheld, gik hun til sin broder Ravana, kongen af Lanka, og sagde, at Sita hellere burde være Ravanas kone end Ramas. Ravana, der kendte sin modstanders kraft, udtænkte en list for at lokke Sita.

Rama,Sitas, Lakshman og den knælende Hanuman Han fik sin onkel til at skabe sig om til et gyldent dådyr, og mens Rama og Lakshman jagede dådyret i onklens skikkelse, kommer Ravana  udklædt som  brahman og beder om almisse. Trods Ramas strenge formaninger kan Sita ikke bære at sige nej. Hun åbner døren på klem, men i samme øjeblik kaster brahmanen sin forklædning og åbenbarer sig som det frygtelige menneskeædende uhyre med de ti hoveder, Kong Ravana. Han griber Sita og bort fører hende i sin himmelvogn til sit palads på Lanka. Her han viser hende sine rigdomme for at lokke hende til at blive hans hustru. Han sværger at han vil æde hende hvis hun ikke ægter ham inden for 12 måneder! Men hun afviser ham med foragt. På vejen over til Lanka, havde Jatayu (en reinkarnation af Geruda, Vishnus stridshest) kæmpet mod Ravana, og var blevet dødelig såret, men kunne før sin død fortælle Rama og Lakshman, hvad der var sket.

Abekongen Hanuman Under sit lange ophold i skoven har Rama vundet sig mange venner, blandt andre abekongen Sugriva, og abernes anfører Hanuman. Rama byggede så en bro over til Lanka og drog der over med abehæren, for at befri sin elskede Sita. Ravanas broder gik over på Ramas side og røbede hemmeligheden om Ravanas magt og forsvaret af Lanka. Det blev en hård strid. Hundredvis af aber blev fanget og fortæret.

To gange blev Rama og Lakshman såret, men blev hurtig raske igen ved hjælp af en magisk urt, som Hanuman hentede i Himalaya. Under kampene tages Hanuman  til fange og Kong Ravana lader sætte ild i Hanumans lange hale, og han bliver til skam og skændsel ført gennem byen. Sita beder ildguden Agni om at skåne Hanuman, så ilden ikke skader ham. Hendes bøn bliver hørt og Hanuman sætter ild til hele byen med sin hale.

Til slut kom Ravana og kæmpede alene mod Rama. Det var en frygtelig kamp. Jorden skælvede og guderne så til fra oven. Hver af de kæmpende var som rasende løver, der kæmpede mod hinanden. Ravanas ti hoveder blevet et efter et ramt af Ramas dødelige pile, men nye hoveder voksede hele tiden ud hvor de gamle havde siddet. Endelig trak Rama et brahmavåben han havde fået i foræring. Han ramte Ravanas bryst og kløvede dette, så kæmpen til sidst døde.Ravana var endelig besejret og Sita befriet.

Men Sitas lidelser er ikke forbi endnu. Inden Rama kan tage hende til hustru igen, må hun aflægge ildprøven for at rense sig imod mistanken om at have siddet på fremmed mands skød.

Da de 14 år i landflygtighed er gået, vender de begge hjem til Ayudhya og modtages med jubel af folket. Rama salves til konge, og de henlever et år i største lykke. Men mistanken imod Sita vil ikke fortage sig. En dag kommer folkesladderen Rama for øre. Han fyldes med sorg over menneskenes ondskab, men tør ikke ignorere folkets røst, og selvom beskyldningerne er grundløse tager han den tunge beslutning at sende Sita bort. Sita må bøje sig for skæbnens ubønhørlige krav og søger i sin fortvivlelse tilbage til skoven, hvor nogle eneboere forbarmer sig over hende. Kort efter nedkommer hun med to drengebørn.

Der gå nu adskillige år. Børnene er blevet voksne og optaget som disciple hos en berømt digter, asketen og digteren Valmiki. En dag kommer der indbydelse til Valmiki og hans disciple om at komme til stede ved en offerfest, som Rama foranstalter. Ramayana er digtet til denne lejlighed og alle lytter i største henrykkelse.

Da Rama erfarer at de to unge sangere som foredrager digtet, er hans sønner, sender han bud efter Sita for at formå hende til at vende tilbage. Næste morgen ankommer hun til slottet, og skønt Valmiki bedyrer hendes renhed og uskyld, forlanger Rama at hun ved ed skal rense sig overfor forsamlingen. Med foldede hænder og sænket blik udtaler hun nu den højtidelige ed: "Så sandt som jeg aldrig har haft tankerne rettet imod andre end Rama, altid kun æret ham, det være sig i tanke, ord eller gerning - og så vist som disse mine ord er sande, beder jeg Moder Jord om at åbne sit skød!"

Knap nok har hun udtalt ordene før jorden deler sig og modergudinden kommer til syne for at drage Sita med sig i dybet. Og nu trygler Rama forgæves om at få Sita tilbage, indtil Guden Brahma åbenbarer sig for ham og trøster ham med håbet om gensyn og forening i himlen!

Sidst opdateret : 17. november 2005
Blandet Blandet Blandet