Med bus til Vientiane i Laos

Efter jeg havde checket ud fra Charoen hotel, tog jeg en Tuktuk til bus terminalen. Jeg købte en billet til Nong Khai, bussen afgik ca. 45 minutter senere. Igen var det med en bumlebus, som stoppede i tide og utide. Da jeg nåede frem til Nong Khai, tog jeg en Tuktuk helt frem til Venskabsbroen og dermed grænseovergangen til Laos.

En typisk provins bus terminal
Busserne kommer nogen gange i en lind strøm ind til byens bus terminal.

Det er ikke noget problem at rejse ud af Thailand, det var bare et stempel i passet og indrejsepapiret bliver inddraget. Efter det, kørte jeg frem til paskontrollen for Laos.

Visa til Laos.
Der er en hel del små firmaer der tilbyder at hjælpe med at få et visa til Laos, det er selvfølgelig godt nok, hvis man ikke kan finde ud af at udfylde et stykke papir med sit navn og pasnummer, og finde ud af at tage en Tuktuk til Venskabsbroen (40 Bath), men ellers spar den ekstra omkostning, det går ikke hurtigere af den grund. Det er en stor fordel at have lige penge med, 32 US Dollars og så skal man have et billede i pasfoto størrelse med.

Tid til frokost.
Da det var min tur til at blive ekspederet, blev lugen til visa-kontoret lukket, det var tid til frokost, så måtte vi bare vente. Jeg kunne kun trække på smilebåndet, vi skulle bestemt ikke tro vi var noget særligt. Jeg sad i mellemtiden og sludrede med en amerikaner fra Hawaii, han skulle lige checke Vientiane, fordi hans datter ankom om et par dage, så havde han lovet hende at de skulle tage sammen til Laos. Vi aftalte at vi delte en taxi til Vientiane, jeg havde ringet i forvejen til det guesthouse jeg boede på sidste gang jeg var her, så han ville prøve om de også havde et værelse til ham.

Ind til Vientiane.
Efter en halv time åbnede visa-kontoret igen. Det gik rimeligt hurtigt nu, og der holdt taxi nok og ventede på os. Efter en halv times tid holdt vi foran Haysoke Guesthouse, pudsigt nok fik jeg mit gamle værelse igen, min nyerhvervede ven og jeg kom til at bo dør om dør.   

Min laotiske familie.

Der kigges billeder Den yngste og ældste af pigerne - en ny generation er på vej
Hun er en lille gavtyv - Min tutktuk venter i baggrunden Dejligt at gense "my family"
Sidst jeg var her i Vientiane, besøgte jeg en lille laotisk familie hver dag, de havde et lille gadekøkken ned til Mekong floden. Familien bestod af far, mor og otte børn, jeg tog nogle billeder af dem den gang, dem havde jeg så lavet nogle A4 farvebilleder af. Min første handling skulle være at jeg afleverede dem til dem. Så jeg gik glad og fro ned til stedet, men til min store ærgrelse var der ikke nogen at se. Jeg spurgte mig for hos et af de andre gadekøkkener, ved at vise dem billederne. Det satte en længere diskussion i gang mellem de andre gadekøkken ejere.

Over stok og sten.
En Tuktuk blev tilkaldt og så kom jeg ud på en længere køretur, langt udenfor byen, jeg tror vi kørte over en halv time, ad hullede og krogede veje. Pludselig standsede chaufføren og han sagde (tror jeg nok) at nu var vi der. Nu var der godt nok ingen jeg kunne genkende, men jeg viste billederne frem igen, jeg blev tilbudt en stol at sidde på. Pludselig dukkede den ældste datter op, hun stak i et stor jubleskrig og vinkede til mig at jeg skulle følge hende. Så var hele familien der, jeg blev straks genkendt, og fik et stort knus af moderen. Billederne gjorde stor lykke, de 8 styks gik på omgang igen og igen og blev ivrigt kommenteret. Det var dejligt at se hvor stor glæde billederne vakte. Jeg tror nu nok jeg var den der var mest glad, dejligt at se de alle trivedes så godt. Jeg blev der en halv time, inden jeg tog af sted. (Se billedserien under Billedarkiv.)

Flybilletter.
Da jeg kom tilbage til byen, gik jeg ind på et rejsebureau for at købe en flybillet til Xiang Khuang, desværre kunne jeg først komme af sted om tre dage, det var muligt at flyve fra Xiang Khuang til Luang Prabang, det sker to gange om ugen, men der var også udsolgt, så jeg måtte tilbage til Vientiane for at komme til Luang Prabang, lidt besværligt men til at leve med.  

Jeg besøgte en Internetcafe inden jeg fandt et sted hvor jeg kunne spise min aftensmad.

Sidst opdateret : 12. september 2007