To dage i Khon Kaen

Min chauffør dukkede op kl. 9.40. Vi hilste på hinanden, Wiliwan var hendes navn, hun virkede utroligt genert og en dame af få ord (de findes åbenbart). Hun var ikke ret høj og meget spinkel af bygning. Hun havde en veninde med, hun ragede mindst 1 cm. over hovedet på Wiliwan, hun sagde heller ikke et eneste ord  i den tid hun var med i bilen og så mig aldrig i øjnene. Nå - vi kørte af sted, det her skulle nok blive underholdende.

Motorstop.
Min hyrede bil, man kører vel standsmæssig Hvad mon der er galt med den bil

Vi havde vel kørt en halvtimes tid, da bilen gik død efter vi havde holdt for rødt lys - ha ha - det var den tur sagde jeg til mig selv. Vi fik nogle vejarbejdere til at skubbe bilen ned ad en vej og ind til siden. Så blev der ringet på mobilen og pludselig gik Wiliwan uden at sige noget, hendes veninde "flygtede" kort tid efter. Men de kom da tilbage med en mand i overall, han var sikkert mekaniker. Han pillede lidt med en skruetrækker, så startede bilen - sådan. Jeg måtte passe på ikke at trække for højtlydt på smilebåndet. Det skal der til siges at der var ikke flere problemer med bilen, i hvert fald ikke mens jeg var med.  Vi kørte ind på et hospitals område og parkerede, begge pigerne forsvandt uden et ord? Ti minutter senere kom Wiliwan tilbage, da jeg spurgte til hendes veninde, sagde hun at hun var en gammel studiekammerat og hun skulle på arbejde. Det var på den måde jeg fandt ud af at Wiliwan var sygeplejerske.

The little girl with a big car.
Vi kørte omkring en times tid til vi kom til et tempel, under kørslen havde hun sat et musikbånd på med headbanger rock på. Det var sjovt at se det lille myr, sidde og rocke svagt mens hun kørte. Bilen vi kørte i var en stor firehjulstrækker Toyota med lad, det var ikke mere end hun kunne kigge ud over rattet. Jeg kaldte hende lidt drillende: The little girl with a big car.

Wat Jadeechai MongKhon.

Templet var forgyldt alle vegne Min chauffør i gang med en bøn til Buddha Et vindue med glasmosaisk

Wat Jadeechai MongKhon var et stort tempel, med store rum i flere etager, og med et stort anlagt haveanlæg uden om. Templet er dedikeret til en eller anden meget berømt munk. Templet var langt fra færdigt endnu, men det hele var stort anlagt, alting var forgyldt, jeg syntes personligt det var alt for meget, men det er thaiernes måde at hylde Buddha på. Jeg tror at Wiliwan var meget religiøs fordi, der var placeret flere store Buddha figurer rundt omkring i templet, og hver gang var hun nede på knæ og lave de tre obligatoriske buk. Vi sad bagefter i skyggen nede i haven og drak en flaske vand hver, alt imens vi nød det smukke have anlæg. (Se billedserien under Billedarkiv.)

Endnu et tempel.
Endnu et tempel til ære for en meget kendt munk Et kig ned mod haveanlægget
Vi kørte videre til endnu et tempel, det var også af nyere dato men færdigt, det var tilegnet endnu en berømt munk. Jeg vil mere sige det var et mindesmærke for munken. Der var en del fotos og plancher, der fortalte om hans liv og levned, desværre har jeg smidt sedlen med hans navn væk. Selvfølgelig var der en stor Buddha figur som Wiliwan kunne knæle foran. Templet var bygget på en bakke, med en god udsigt over hele området. Det hele lå badet i sol, og da man skal tage sine sko af inden man gik op ad trappen, var det som at gå på gloende sten, det gik stærkt med at komme op i skyggen.

Tilbage til Khon Kaen.
Williwan mente det var tid til at køre tilbage til Khon Kaen, der ville også være en del trafik, når vi nærmede os byen. Igen kom headbanger musikken på, ok det kunne da holde mig vågen hele vejen. Da vi ikke  havde spist frokost i dag, spurgte jeg Wiliwan om hun ville spise med på hotellet sammen med mig, så kunne vi afregne betalingen samtidigt. Det indvilgede hun i.

Aftensmad.
Jeg bestilte kylling og Wiliwan bestilte fisk, da jeg tilbød hende noget af min kylling, fortalte hun spagfærdigt at hun ikke spiste svinekød eller kylling, hun  var opvokset ude på landet, så bare tanken var nok. Hun var tøet lidt op, så på mine spørgsmål om hendes liv, fortalte hun mig at hun arbejdede på et hospital på skadestuen, hun var skilt for tre år siden, havde to børn der boede hos hendes forældre, så hun måtte arbejde hårdt for at skaffe penge til både at understøtte sine børn og hendes gamle forældre. Hun spurgte mig på et tidspunkt om jeg gerne ville have hun kørte mig igen i morgen, jeg sagde det var ok, hvis jeg kunne få lov til at beholde mit værelse endnu en dag. Det kunne det, så vi aftalte at mødes igen i morgen kl.9.

Vi sagde pænt farvel og på gensyn. Hotel Kosa har en Beer Garden uden foran hotellet her satte jeg mig og fik mig en godnat øl, imens jeg lyttede til den levende musik, inden det blev sengetid.

Anden dag.

Wiliwan var der til tiden, hun spurgte om det gjorde noget at hun tog en veninde med, hun kunne være guide for os, hun kendte vejen til de steder hun havde tænkt vi skulle besøge i dag. Det var ok med mig. Vi skulle så hente hende i Maha Sarakham. Thom var hendes navn, hun var meget mere meddelsom end Wiliwan. De var også studiekammerater og havde bevaret deres venskab siden de forlod universitetet. Vores første stop var et tempel.

Wat Phrathat Nadoon.
Begge var dybt optaget af deres religiøse handlinger Røgelsespindene skal tændes

Wat Phrathat Nadoon var et ældre tempel, det virkede nærmest som en Chedi. Det er et meget vigtigt religiøst sted i Maha Sarakham provinsen, som bliver besøgt af mange troende. Det er bygget til at rumme nogle af Buddhas relikvier, der oprindeligt var gemt i en mindre stupa. Chedien er ret gammel og er dateret tilbage til Dvaravati perioden fra det 8. til det 10. århundrede. Chedien var omgivet af en smuk park.

Begge piger havde travlt med deres religiøse ceremonier. Jeg lod dem være i fred, jeg iagttog  dem nysgerrigt på afstand, jeg kunne godt fornemme at jeg ikke skulle forstyrre dem. (Se billedserien under Billedarkivet).

Isan House Museum.
Vejen ned til Esan House Museum Et gammelt fiskerhus
Fiskefangst redskaber Et kig oppe fra husets terrasse

Vi kørte videre til Isan Houses museum, som bestod af en samling ældre huse fra hele det nordøstlige af Thailand. De var genopbygget på museets grund, og der var udstillet lokale ting som var relateret til folk fra Isan, der beskrev deres daglige liv. Væve af forskellige slags, fiskeredskaber, landbrugsredskaber, husgeråd og lignende . Det var også muligt at kigge nærmere på forskellige planter. Der faktisk noget der ligner vores frilands museum hjemme i Sorgenfri. Så vi brugte noget tid på at gå rundt i de forskellige huse. Da vi kom her til huset hvor de solgte sovegnier, blev vi tilbudt thai massage. Ok jeg tilbød pigerne at betale for dem hvis de havde lyst. De sagde sgu ja tak. Waw - sikken flottenhejmer 2 x 150 Bath, omkring 50 kr. Jeg drak mig en kop te og ellers gik jeg en tur i området imens. 

Sen frokost.
Frokost i Mahasarakham Første gang jeg så Wiliwan rigtig smile

Klokken var omkring 15 da vi kørte ind til Maha Sarakham for at spise sen frokost. Her fik vi grillet fisk, Tom Yum Khung og ris selvfølgelig. Det var for øvrigt første gang jeg så generte Wiliwan smile så bredt.

Lam Phao Dam.
Et kig ud over den opdæmmet sø En kanal der gik fra slusen

Efter vores senere frokost, kørte vi ad hovedvej 209 (Kalasin - Maha Sarakham) til den store inddæmmede sø, Lam Phao Dam. Søen ligger 33 meter over havets overflade og er 7,8 kilometer lang. Dæmningen er bygget på tværs af  Pao og Huai Yang floderne, så man på den måde har skabt et dobbelt vandreservoir. Den blev bygget for at modvirke oversvømmelser,  og levere vand til landbruget i de tørre perioder. Søen  bliver også brugt til fiskeopdræt. Søbredden er et populært udflugtsmål for den lokale befolkning. Vi sad et stykke tid og nød freden og udsigten.

Det var tid til at køre Thom tilbage til Maha Sarakham, vi sagde pænt farvel uden for et supermarked, hun skulle købe ind og lave mad til sine 2 drenge, der ventede der hjemme. Vi kørte videre mod Khon Kaen, det var mørkt nu, båndet med headbanger musikken rullede atter.

Da vi nåede frem til Hotel Kosa spurgte jeg Wiliwan om hun ville spise med mig igen i aften, men hun afslog det, hun ville gerne hjem. fordi hun skulle på arbejde i morgen, så jeg afregnede med hende og sagde pænt tak for hyggeligt selskab. Hun havde også et par timers kørsel hjem til Roiet.

Jeg gik op og tog et tiltrængt bad og spiste så min aftensmad på hotellets restaurant. Efter min plan skulle jeg videre til Udon Thani i morgen.

Sidst opdateret : 24. september 2007
Med bus til Khon Kaen Rejsedagbog Med bus til Udon Thani