Tirsdag d.20. Januar 2004

3. Dag. Khao Yai
Start på dagen.
Desværre vågnede jeg ved et tiden, jeg lå længe og roterede, men jeg må på et tidspunkt være faldet hen igen, for næste gang jeg var ved bevidsthed konstaterede jeg at klokken var halv seks. Jeg stod op og gik i bad, da jeg var fuld påklædt ringede telefonen, det var tid til at stå op. Jeg gik ned i restauranten for at få morgenmad. Jeg var åbenbart den første, men ok jeg havde også tyvstartet. Jeg fik min sædvanlige omelet og bacon, et par croissanter, lidt marmelade, kaffe og juice. Efter morgenmaden gik jeg lidt rundt og kiggede på haven foran hotellet, vejret var rigtig flot. Vi kørte kl. 7.30 mod Khao Yai National Park.

Khao Yai National Park.
Klar til at entre junglen Khao Yai National Park er Thailands ældste national park og dækker et areal på over 2.000 km2. Khao Yai betyder på thai, Det Store Bjerg. Khao Yai's højeste punkt ligger mod øst langs det område, der kaldes Khorat-plateauet. Khao Khieo (Det Grønne Bjerg) er 1351 m højt og Khao Laem (Skyggebjerget) er 328 m. Parken omfatter en bred variation af levesteder i de tætte grønne skove og store græsgange. Der er også adskillige bjerge på over 1.000 m. højde, og området er hjemsted for over 2.500 forskellige planter, 67 forskellige pattedyr, ligeledes findes der over 300 forskellige fuglearter, blandt andet næsehornsfuglen. Det varierede dyreliv omfatter mange truede dyrearter, så som tigre, elefanter, gibbonaber, blandt andet den hvidhåndede, samt leoparder og den malaysiske sol bjørn, desuden vildsvin. Der findes også slanger, både gift og kvælerslanger. Der findes mange vandfald, det højeste og mest imponerede er Haew Narok på 80 m.

4 km. vandretur.
Stien som vi kravlede rundt på Vi skulle ud på en små 4 km. lang tur i junglen. Stien vi fulgte var en tilgroet sti, rimelig anstrengende, fordi vi nogle steder måtte kravle og bukke hovedet for nedhængende grene, og nogle af grenene var af de så kaldte rottings, som er fyldt med sylespidse torne. Stien var godt hullet og med rødder der hele tiden forsøgte at spænde ben for en. Det var med at se for hvor man trådte og hvad du greb fat i. Vi fik en guide med fra parken så vi var i alt 27 mennesker der gik af sted. Det var åbenbart svært at være stille, vi skræmte uden tvivl alle dyrene væk. Høje mennesker har som regel større fødder, Sigge som er omkring 2 m. høj, gik bag mig, hans kondisko gav samme lyd fra sig, som det var svømmefødder han havde på.

Orkidevandfaldet.
Orkidevandfaldet Vi gik på et tidspunkt langs vandløb og små vandfald, der var ikke meget vand tilbage, fordi vi er i den tørre periode. Et af vores mål var områdets vandfald Orkidevandfaldet, det navn har vandfaldet fået fordi epifytter som vilde orkideer og fugleredebregner vokser på træernes grene. Det var ikke et let tilgængelig sted det lå. Vi kravlede over klipper og under grene inden vi nåede frem til vandfaldet, der var ikke meget tryk på vandet men det var et spændende og smukt sted at besøge. Vi måtte selvfølgelig samme besværlige vej tilbage til stien igen.

Krokodillen.
En enlig krokodille i parken Pludselig skulle vi være meget stille, på den modsatte bred af floden lå en krokodille og solede sig! Der har ikke været krokodiller i mange år i området, så hvor kommer den fra? Man mener der er en der har haft den som kæledyr så senere sluppet den ud i naturen. Eller min teori, måske en ville opdrætte den til en håndtaske, men fortrudt og sat den ud i parken. Krokodillen lå så stille at jeg påstod at det var en attrap, lavet af plastik. Den joke faldt ikke i god jord, jeg glemte at jeg var sammen med 23 svenskere ;-)

Heat Sawat.
Vandfaldet som blev brugt i filmen The Beach - lidt tam lige nu ikke? Vi havde gået og kravlet rundt en halvanden times tid inden vi kom tilbage til vores udgangspunkt. Der var varmt nu ude under den åbne sol. Jeg gik over for at se på det store vandfald Heaw Sawat. Der er et udsigtspunkt, hvor fra man kunne se vandfaldet fronttalt. Det store vandfald er blevet berømt fordi det blev brugt i filmen The Beach. Det var nu ikke nemt at genkende, fordi der ikke var meget vand i faldet lige nu. Jeg tog nogle billeder fra udsigtspunktet og der efter gik jeg op til selve faldet, her fik jeg kølet mine ømme fødder af. (Se flere billeder i Billedarkiv)

Det var tid til frokost. Parkens besøgscenter har en restaurant, der skulle vi spise vores frokost, menuen vil jeg kun betegne som værende anderledes, og ellers forbigå den i tavshed.

Menneskeæder.
Efter vi havde spist gik jeg over til Parkens lille museum. Det var en underlig rodet affære, men til de to udstoppede tigre som stod på museet, knyttede der sig et par interessante historier. Det var et par rigtige Man-eater. Når en tiger begynder at blive gammel har den svært ved at fange et bytte, så nogle gange søger den mod landsbyerne, hvor de måske kan snuppe et forsvarsløst menneske. Den ene havde angrebet en ung pige, som senere døde af sine sår. Den anden angreb to mænd, de overlevede heldigvis. Selvom tigrene er en fredet og truet dyreart, så har de "underskrevet" sin egen dødsdom, når de begynder på at jagte mennesker.

Husbond.
Vores lokalguide Kris fortalte mig en legende om en gibbon art. Historien gik på at en hun-gibbon (Cha Nee på thai) i vrede slog sin mage ihjel. Som straf besluttede "guderne" at den hver aften skulle sidde i træerne og kalde på sin mage. Nu siger du nok til dig selv og hvad så? Jo - den lyd den giver fra sig lyder noget i retningen af "Pua", som på thai betyder husbond.

Elefanter.
En af de dejlig og fredlige elefanter Det var tid til at tage tilbage til vores hotel, men vi gjorde et stop på vejen ved nogle elefanter. Her kunne de der havde lyst, få sig en ridetur på disse dejlige dyr. Jeg har redet på elefanter både i Indien og Nordthailand, så jeg afstod denne gang. Jeg købte nogle klaser bananer og sukkerrør, som jeg fodrede dem med, sjovt at kløe dem lidt på snablen og deres ører. Der var 6 der gerne ville ride sig en tur, resten kørte tilbage til hotellet.

zzzzZZZZ.
Jeg tog et hårdt tiltrængt bad og fik skiftet til noget tørt tøj. Der efter gik over og fik mig en gang oliemassage. Jeg kunne mærke at turen rundt i junglen havde belastet mine benmuskler, de var rigtig ømme. Det var så afslappende, at hun på et tidspunkt begyndte at grine højlydt af mig? Jeg havde flere gange givet snorke lyde fra mig. Efter massagen gik jeg ned til swimmingpoolen, men det var for varmt at sidde udenfor, så jeg gik ind i baren, der var der lidt skygge, her købte jeg noget kølende væske. Der fandtes en Internetcafe på hotellet, den skulle efter sigende være ret langsom og dyr, men jeg prøvede alligevel, men sikke en tid det tog, så det blev kun til en kort hilsen og sendt som bunkemail, min indkomne post måtte få være til bedre tider.

Vestlandsk menu.
Mona, Christian, Ros.Mari, Søren og Inga venter på maden. Vi spiste aftensmad på hotellet, den var tilpasset vesterlandsk smag. Menuen bestod af en legeret græskarsuppe, en oksebøf med asparges og meget lidt kartofler, tre små skiver for at være helt præcis, lidt grøntsager og grøn pebersovs. Vi sluttede af med lidt forskelligt frisk frugt.

Natsafari.
Efter aftensmaden kørte vi på natsafari i Khao Yai National Park. Nu skulle vi opleve parken og dens dyr efter mørkes frembrud. Vi blev fordelt med 6 personer i hver bil, bilen var af pickup typen. Der var en lokalguide med, som styrede en kraftig halogen-spotlights, den blev brugt til at fange dyrene i mørket. Vi fik ikke set så forfærdelig mange dyr, for når vi kommer kørende og så stikker en projektør i hovedet på dem, så er der mange der dækker sig, men vi så da flere dyr nu end vi havde gjort om dagen. (Vi så ikke et dyr) Vi fik set noget råvildt, en tre fire forskellige slags som gik og fouragerede, en vaskebjørns agtig fyr der forsøgte at gemme sig, en desmerskat samt et stort pindsvin. Det var en stjerneklar nat og selvom vi var oppe i højden (1000 - 2.000 m.) så var det faktisk ikke koldt.

Godnat.
Efter vi havde kørt rundt en times tid i parken, kørte vi tilbage til vores hotel. Jeg var rimelig træt, så jeg gik lige på hovedet i seng.

Sidst opdateret : 07. november 2006
Dag 2 Rejsedagbog Dag 4