Torsdag d.22.Januar 2004

5. Dag Korat - Khon Kaen.
Start på dagen.
Jeg vågnede kl. 5.45, så efter badet gik jeg ned og fik min sædvanlige morgenmad. Vi skal forlade vores hotel i dag, så jeg gik op for at pakke det sidste ned og stille min kuffert udenfor døren. Vi skal besøge en munkeskole her fra morgenstunden, det var egentlig meningen vi skulle have besøgt den i går, men de havde pludselig ikke tid til os, så det er udsat til i dag.

Tempel og munkeskole.
Templet i Korat Vi kørte ud til det tempel som munkeskolen er tilknyttet. Vi fik en længere forklaring om templet og om buddhismen og alle de symboler og skikke der er tilknyttet buddhismen. Efter vi havde gået rundt og kigget på templet, kom der besked til os om, at de endnu en gang ikke havde tid til at tage i mod os lige nu, men vi var velkomne en gang over frokost.

Silkevæverier.
Her væves et indviklet mønster Vi kørte så videre derfra og ud på landet til en lille landsby for at besøge et silkevæveri. Vi blev vel modtaget og fik lov til at komme ind og se hvor og hvordan de vævede silkestoffer, både mønstret og ensfarvede. Alt foregår med håndkraft, det var især interessant at se hvordan de vævede de mønstrede stoffer, det var med den samme tråd som var henholdsvis farvet og ikke farvet, der blev brugt til at danne mønsteret. Indfarvningen skete ved at man i et bundt garn bandt noget om de steder hvor man ikke ønskede silketråden skulle tage imod farven. Så var det op til væversken at passe silketråden til mønstret under vævningen. En ting der er karakteristisk ved thaisilke er at vævningen ikke er så jævn som f. eks. de kinesiske, men det skyldtes at kinesernes silke er maskinvævet. I Thailand væver man stadig på den gamle traditionelle metode, ved håndkraft. Vi fik også lov til at se hvordan de renser den rå nyspundne silketråd. Den blev kogt i et stort kar hvor ovnen blev opvarmet med træklodser, de koges i tre timers tid for at affedte tråden som så blev helt glat. Der efter blev den indfarvet i et lignende kar, og der efter blev garnbundterne hængt til tørre i den fri luft. Når de så var tørre blev de spundet op på garntrisser, klar til at blive brugt i væveriet.  Alt på væveriet var meget primitivt, men imponerende var det resultat der kom ud af det. (Se flere billeder i Billedarkiv)

Pottemagere.
Sådan kom man også bo Efter besøget på væveriet kørte vi videre til et pottemageri. Det lå helt ude på landet, det forekom at være så langt ude, at ikke en gang kragerne kom her ud. Her kunne man virkelig fornemme fattigdommen, husene var små og usle. Der var et hus som jeg troede var et forladt hønsehus, men der boede vitterlig mennesker i det. Nu er de mere heldig stillet med hensyn til vejret, end vi er så det meste af deres daglige liv foregår udendørs, huset bliver kun brugt til at sove i og til at krybe i ly for regnen. Trods fattigdommen blev vi mødt med smil og venlighed overalt hvor vi kom frem, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvorfra de fik det overskud, som der skal til, når man tænker på det slidsomme liv de havde. De er virkelige dygtige håndværker, men de får desværre næsten ingenting for deres keramik, de er helt afhængig af at opkøberne bare er en smule anstændige og giver en fair pris for deres arbejde.

Kaffe som mor lavede den.
Et kig på alle mine nye svenske venner Vi kørte videre til en lokal restaurant, her kom hele holdet for første gang til at sidde samlet ved et stort bord. Det var lokalt mad, køkkenet var rimeligt åbent så alle kunne kigge ind. Danske og sikkert også svenske  sundhedsmyndigheder, ville omgående beordre det hele nedbrændt til grunden. Jeg tror ikke der findes en så sur smiley, som de sikkert ville tildele dette køkken :-((((. Men jeg skal ellers hilse og sige at det var et pragtfuldt måltid, og en betjening som ville kunne tildeles adskillige kokkehuer. De arbejdede som gale og med et stort smil, bare for at gøre os tilpas. Det var vist sjældent der kom 26 mennesker forbi på en gang og ville spise buffet. Og så fik vi kaffe som min mor lavede den! Det vil sige bønnerne blev kogt i en gryde og derefter hældt på Madam Blå, hvor i kaffefiltret bestod af en stofpose. Vi fik lov til at komme over og se værtens nybyggede hus, han var utrolig stolt af det. Det var et stort træhus bygget i ædelt træ, på min påstand til værten om at han var en rig mand, nægtede han pure han påstod endog han var meget fattig, han havde jo brugt alle sine penge på sit nye hus. Ok - man kan man jo ikke spise træ vel.

Endnu en gang.
Et kig ind i et klasselokale Vi kørte tilbage til Korat igen, vi ville prøve om det kunne lykkes at besøge munkeskolen denne gang. Det lykkedes endeligt. Her på skolen lærer de unge mennesker at læse og skrive, de lærer selvfølgelig også noget om buddhismen. Der var også IT og engelsk undervisning. Vi besøgte et lokale hvor der stod en masse computere, her sad de og chat'ede med hinanden. Maskinerne som de brugte, var doneret af mennesker og firmaer udefra, de var alle af lidt ældre dato. Læreren viste stolt skolens hjemmeside frem, ja hvorfor ikke, selvfølgelig har en munkeskole i Thailand sin egen hjemmeside. Vi besøgte også en klasse der havde engelsk. De lærer at læse og skrive engelsk, men når man kommer til det mundtlige så kniber det, fordi de ikke anvender konversationen i undervisningen. Og en ting mere de er helt afhængig af lærens evne til selv at tale engelsk, hvis han lærer dem en forkert udtale så er resultatet der efter, når de forsøger sig på egen hånd.

Onkel Oplæser.
Læreren havde skrevet en lang tekst på to store tavler. Vores guide Mai spurgte om der var nogen der havde lyst til at læse teksten højt, så eleverne kunne høre hvordan engelsk egentlig lød. Der var dyb tavshed og alle kiggede ned i jorden og op i loftet så da ingen sagde noget, sagde jeg til mig selv skide være med,  jeg melder mig "frivillig". Det er svært at læse en tekst højt på et fremmed sprog, især når man ikke har set teksten før, men jeg fornemmede selv at det gik ganske udmærket (blærerøven mener skidegodt).

Munkeelev.
Munkeeleven bæres rundt af familie og venner Vi kunne høre at der var noget i gang nede omkring templet, der lød musik og råben. Det viste sig at være en ung mand som skulle starte på skolen i dag. Han var klædt i helt hvidt og var kronraget, han var placeret på en bærestol og brugte en paraply, måske for at skåne sin bare isse for solen. De bar ham rundt om templet tre gange,  fulgt af en stor menneskeskare, som var hans familie, venner og hvad ved jeg  Da de havde gået runden  tre gange, blev han sat af ved indgangen til templet. Inden han gik ind i templet for at blive "indviet" som elev, kastede han i følge traditionen mønter i grams til følget. Mønterne var hver især var pakket ind i cellofan, der var en vild kamp om dem, fordi det betyder lykke at få fat i en mønt. Jeg havde travlt med at fotografere optrinnet så jeg fik ikke fat i en Bath. Der var en mand der forærede mig en og senere hen også en dame. Det var da pænt af dem, sådan at forære lykken bort til mig, en fremmed, en Farang.

Prasat Hin Phima
Prasat Hin Phima helt i Khmerstil Vel dagen var ikke slut endnu. 50 km fra Nakhon Ratchasima ved Mae Nam Mun, en biflod til Mekongvi, ligger ruinerne af Prasat Hin Phimai, et gammelt Khmertempel. Da jeg gik ind gennem indgangen til  Phi Mai, vældede minderne fra Siam Rep i Cambodia frem i mig. Byggestilen var ikke til at tage fejl af, det var helt i Khmerstil. Tempelkomplekset var vel renoveret, efter sigende ved hjælp af de samme eksperter, der restaurerede Angkor Wat i Cambodia. Der er dem der mener at Phimai kan have været en prototype for Angkor Wat. Phimai blev bygget af kong Jayavarman 5. af Angkor Wat i den sidste del af det 10. århundrede.

Kong Jayavarman 7., den sidste af de store konger fra Angkor, kunne godt have rejst de 240 km  for at besøge stedet, fra sit palads. Der er bygget ikke mindre end 112 rastehytter langs vejen for at give ly til alle de troende, der tog på den lange pilgrimsrejse til Phimai. I hans regeringstid (1181-1201) blomstrede Phimai, der lå inden for et rektangulært område på 1.000 x 560 m. omgivet af en bymur. Selve området lå på en kunstig ø, der opstod ved at forbinde Mun-floden og en af dens bifloder med en kanal. Man mener at ligesom det er tilfældet med helligdommene i Angkor, har Phimai aldrig været beboet. Huse og værksteder, læskure, biblioteker og hvad der ellers, var nemlig bygget af træ og bambus, og de er i sagens natur længst forsvundet. Vi brugte vel omkring et par timer til at gå rundt og kigge på herlighederne. Hvor er det egentlig smukt og nænsomt renoveret. Der er utrolig mange smukke detaljer hvis man giver sig til at studere mure, lofter og vægge nærmere. Virkeligt et besøg værd og hvis man ikke har besøgt Ankor Wat før, så en rigtig appetitvækker til det helt store. (Se flere billeder i Billedarkiv)

Sai Ngam
Jeg havde egentlig glædet mig til også at se det 300 år gamle Sai Ngam (Det Smukke Banyan-træ) som kun ligger ca. 1 km øst for templet. Men tiden tillod det desværre ikke. Men måske kommer jeg forbi en anden gang. Men hvis du kommer forbi, så består træet først  og fremmest af en labyrint af luftrødder, som danner en lille skov. Dets rødder tilbedes af de lokale beboere, fordi de menes at huse særlige ånder. Det hævdes at være det største banyan-træ i verden.

Khon Kaen. 
Vi forlod Korat området og kørte mod Khon Kaen. Vi gjorde et stop ved en tankstation efter en times kørsel. Byen Khon Kaens hjerte ligger ved søen Khaen Nakhon. Det var ved at være tid til at spise, så vi kørte direkte til den restaurant hvor vi skulle spise vores aftensmad. Den lå meget idyllisk, direkte ned til søen. Den stod på buffet med retter specielt fra denne egn og der blev sluttet af med is. Vores smasken blev akkompagneret af en trio der spillede fløjtemusik, også fra egnen.

Natmarked.
Efter middagen køre vi til vores hotel, hvor vi checkede ind, på vejen til hotellet passerede vi et Natmarked, jeg noterede mig placeringen. Da klokken kun var halv ni,  syntes jeg det var for tidligt at gå i seng. Jeg gik der hen for at kigge på det, men det var bestemt ikke noget at skrive hjem efter. Så efter 20 minutter gik jeg en lille runde i omegnen, men alt var lukket og slukket, så jeg gik tilbage til hotellet. Jeg besluttede at jeg ville tage mig en godnat-øl i hotellets bar inden jeg gik i seng. Det viste sig at det var en Karaoke-bar jeg var havnet på. Tak skal far ha, at de kan få sig selv til det? De bestiller et "nummer", får udleveret en mikrofon og så kommer der en video med underliggende tekst til, den "sjunger" de så til. Efter 20 min. havde jeg fået nok, det lød af helvede til, og tænk bagefter var de skide stolte over deres "præstationer". Ikke nok med det, så betaler de sgu oven i købet penge for det! Verden er nogen gange skruet sammen på en underlig måde.

Godnat
Jeg gik op på mit værelse, efter jeg havde taget mig et bad, lå jeg og så fjernsyn indtil jeg begyndte at klippe kaniner, det var tid til at sove.

Sidst opdateret : 14. maj 2008
Dag 4 Rejsedagbog Dag 6