Lørdag d. 31. Januar 2004

14. Dag Ban Chang - Bangkok.
Start på dagen.
Jeg vågnede kl. 7. Jeg følte mig rimelig udhvilet, efter badet begyndte jeg at pakke min kuffert, og checke om jeg havde husket at få stoppet alt i den. Jeg gik ned med den i til receptionen, hvor jeg betalte min regning.

Det var afrejsedag i dag. Rundrejsen i det nordøstlige Thailand var forbi og jeg skulle nu til at sige farvel til mine svenske venner. Halvdelen af holdet skulle videre til Hua Hin på den modsatte side af Siambugten. Her skulle de holde en uge ekstra ferie, mens resten skulle rejse tilbage til Sverige via Bangkok/Kastrup i aften.

På egen hånd.
Jeg der imod skulle have en uge på egen hånd. Da jeg i sin tid bestilte min rejse hos Tema Rejser, ville jeg gerne have en uge på øen Koh Chang, men jeg kunne kun få Hua Hin eller intet. Så jeg fik lavet det sådan at min hjemrejsedag på flybilletten blev 7. februar, så ville jeg selv sørge for resten. Jeg bestilte et hotelværelse for en nat i Bangkok over Internettet, hvilket var meget nemt, og så har min gode ven Kris, bestilt en returbillet til byen Trat med Bangkok Airways, derfra skal jeg videre til min dejlige Bounty ø - Koh Chang. Sådan.

Farvel.
Bussen afgik kl. 9, de der først skulle af sted i eftermiddag var alle mødt op for at vinke farvel til os. Mine 10 svenske venner i bussen, havde nu omkring 5 - 6 timers kørsel foran sig. Planen var at jeg skulle sættes af et eller andet sted i Bangkok, hvorfra jeg så ville tage en taxi til mit hotel. Efter et par timer gjorde bussen holdt, det var min tur til at sige farvel, men vi ville jo mødes igen i flyet på hjemrejsen. Der holdt en taxi og ventede på mig foran bussen, det var service til det sidste må jeg nok sige.

Hotel Ambassador.
Taxien kørte mig direkte til Hotel Ambassador på Sukumvit Road. Hotellet er meget stort, og jeg kunne fornemme at klientellet kom fra alle verdenshjørner. Jeg viste min Voucher i receptionen og fik tildelt mit værelse med det samme. Jeg fik smidt min bagage af  på rummet og besluttede mig for at søge ned til floden. Solen skinnede fra en skyfri himmel, så jeg vidste af erfaring at så kan Bangkok godt nok være en hed affære at opholde sig i.

Med Skytrain.
Jeg gik hen Skytrain stationen Nana og tog toget til stationen Siam, her skiftede jeg til toget mod Taksin. Stationen Taksin ligger helt ned til floden, herfra tog jeg en nordgående båd ad Chao Phraya floden ("Ophøjede herskerinde, Vandenes moder" som de lokale kalder den). Det var dejligt afslappende og en del køligere end inde i byen. Min plan var at besøge Wat Arun, jeg havde flere gange forsøgt at besøge templet på nogle af mine tidligere besøg, men denne gang skulle det altså være. Jeg stod af ved Tha Tien, herfra sejler der en båd frem og tilbage mellem templet.

Wat Arun.
Jeg sejlede over Chao Phraya til Wat Arun, den er slet ikke til at tage fejl af. Flodens ældste og mest karakteristiske vartegn, templet går tilbage til Ayutthaya-perioden, før kong Taksin flyttede Thailands hovedstad sydpå til Thonburi og senere til Bangkok. Templets 82 m høje prang, som du kan se afbildet på 10 Bath mønten, er dækket af millioner af små stykker kinesisk porcelæn,  der blev skænket af almindelige thailandske borgere under kong Mongkut (Rama 4.). Wat Arun er opkaldt efter Aruna, hinduernes gud for morgengryet. Det ser fantastisk ud fra floden, men er ikke mindre fantastisk når man kommer tæt på. Den centrale prang, der symboliserer bjerget Meru, buddhisternes mytologiske bjerg, er omgivet af fire mindre prang i hvert hjørne af Wat'et. Imellem de fire prang er der fire såkaldte mondop.

Foran Buddha.
Jeg gik rundt i lang tid og beundre Wat Aruns smukke detaljer, på et tidspunkt havnede jeg indendørs. Her mødte jeg nogle Buddha-figurer. Mange steder står der et bæger hvori der findes nogle nummereret pinde. Jeg har altid haft lyst til at prøve det nu skulle det altså være. Man ryster bægeret indtil der enten stikker en pind op over alle de andre, eller den falder ud. På pinden står et nummer, man tager derefter en seddel med pindens nummer. Der er noget om at man vist nok må prøve tre gange hvis man ikke er tilfreds med resultatet. Jeg synes det er lidt snyd, så jeg besluttede at det  første nummer der kom ud også gjaldt. Teksten stod både på thai, kinesisk og engelsk. Pinden med nummer 2 faldt på gulvet. Her er så teksten:

Bestemt ikke noget at være ked af. Jeg tændte et lys ved Buddha som tak for de pæne ord, plus jeg kom nogle Bath i den lille tempelboks.

Skolepiger.
På min vej videre rundt stødte jeg på seks små skolepiger, ejeren af kameraet, nummer tre fra venstre, forsøgte at instruerer den ene af pigerne i brugen af kameraet. Jeg foreslog at jeg tog billedet, så var de med alle seks. Det måtte jeg gerne, men så skulle jeg også stille op til fotografering med de andre fem piger. OK med mig, men så skulle de så også stille op til fotografering bagefter, således at jeg også havde et billede af dem. Ha ha - det var ved at være ganske morsomt.

Tilbage igen.
Det var ved at være spisetid, så jeg tog båden tilbage til Taksin station og med Skytrain tilbage til Nana station og mit hotel. Jeg tog mig et bad og gik der efter på jagt efter noget aftensmad. Jeg gik ad nogle små sidegader bagom hotellet og langs Soi 15 og ud til Sukumvit Road. Her gik jeg ind på en lille restaurant som lå på hjørnet. Det var et sted jeg normalt ikke ville have besøgt, men jeg så deres køkken gennem en åben dør, da jeg passerede det, og det så ok ud. Jeg bestilte noget svinekød i sursød sovs samt ris og en Singha Beer til. Der er tilsyneladende et ældre ægtepar, af etnisk kinesisk oprindelse som ejer stedet. Lidt senere kom der en englænder hen til mit bord, han spurgte om han måtte sidde sammen med mig. Det var selvfølgelig ok. Han havde været i Thailand i flere måneder, og denne lille ydmyge restaurant var efter hans mening, byens bedste og billigste spisested. Efter en længere sludder sagde vi farvel til hinanden. Jeg skulle tidligt op i morgen og af sted med fly til Trat Airport, kl. 8 fra Bangkok Domestic Airport

Rundrejsen er slut.
Her slutter min rejse til Isan, den kommende uge tilbragte jeg på den dejlige ø Ko Chang. Jeg har besluttet ikke at skrive om den del af rejsen, da jeg tilbragte det meste af tiden med at spise, bade, vade langs strandkanten og ikke lave en dyt. Så hver dag var en stor dejlig afslappende gentagelse, dag for dag. Du kan læse mere om Koh Chang under min rejse til Cambodia.

Post scriptum.
Når jeg nu i skrivende stund tænker tilbage på rejsen, så må jeg indrømme at Isan er et helt anderledes Thailand end det jeg kender fra tidligere rejser. Bortset landskabet oppe ved Laos grænse, så er området jo ikke så prangende som det nordlige, de har ikke eksotiske bjergstammer, elefantreservoirer, frodige skove og floder, alt det der er så karakteristisk for den del af Thailand. Et anderledes Thailand jo, men bestemt ikke mindre interessant. Her bor den mindre velstillet del af thaierne, og dog måske mere velstillet, hvis vi skal måle på de menneskelig kvaliteter, folk er altid imødekomne og venlige, uden hånden er fremme. Her bliver man altid mødt med et stort smil, og du kan fornemme, at trods hverdagen er et slid, så mærker man en livsglæde,  som jeg godt kan misunde dem. Så hvis du virkelig vil opleve det store i det små, er Isan uden diskussion stedet.

Sidst opdateret : 14. maj 2008