Isan


Thailænderne kalder selv det nordøstlige Thailand for Isan, og området har været centrum for flere ældre civilisationer. Udgravningen i Ban Chiang, 50 km øst for Udon Thani, har afsløret stenredskaber, bronzesmykker og pottemagerarbejder fra 4.000 år f.v.t. De stammer således fra den ældste bronzekultur, der foreløbig er fundet i verden. Den sydlige del af området præges af khmerernes storhedstid (10.-13. århundrede) med mange imponerende ruiner fra samme periode som Angkor Wat i Cambodia. Mange thailændere taler stadig dialekter fra Laos og Cambodia, som området er nært beslægtet med.

Befolkningen er fortrinsvis bønder, som lever i små landsbyer. Som helhed er det østlige Thailand den mest folkerigedel af landet; ca. 50 % af landets befolkning lever her. Her ligger også flere store byer, bl.a. Nakhon Ratchasima (Khorat), Khoen Kaen, Udon Thani og Ubon Ratchathani.

I modsætning til resten af Thailand har masseturismen endnu ikke holdt sit indtog her. Rejsebureauer verden over har forsøgt sig med spændende tilbud til denne "uberørte" del af Thailand, men det er ikke rigtig lykkedes for dem. Måske fordi tilbuddet om storbyliv og indkøbscentre i Bangkok, nordthailandsk regnskov med bjergstammer og kunsthåndværk samt de vidunderlige badestrande mod syd gør, at en besøgende med 2-3 ugers ferie har nok af andre spændende og afvekslende tilbud at vælge imellem.

Til gengæld er det her mod øst, at man kan opleve det oprindelige Thailand og en befolkning, der faktisk er endnu mere hjælpsom og venlig end thailændere generelt. Det er samtidig i denne del af landet, at priserne på overnatning og mad er billigst.

Sidst opdateret : 21. marts 2006
Blandet Blandet Hvad er navnet