18. marts - 21. marts.

18-03-2007

Hej igen

Så er jeg ankommet til Khon Kaen, det var meningen at jeg skulle været ankommet i går, men om det var varmen (41 C) eller det skyldtes noget jeg havde spist ved jeg ikke, men jeg turde ikke gå ret langt væk fra mit badeværelse, så jeg blev en dag længere end beregnet i Nong Khai. Jeg mødte nogle danskere, som boede på samme hotel, de var til en 70 års fødselsdag hos en ven som bor fast i Nong Khai. Det er der for resten 40 andre danskere der gør. Jeg tog bussen til Udon Thani og skiftede så bus hertil. Jeg er kommet over mit 'lille' maveonde, og det luftede dejligt her til morgen og lidt overskyet, men ak vejret er tilbage til det normale 40 C, jeg bor på Hotel Kosa, som er mit foretrukne hotel når jeg er i her byen. Khon Kaen er faktisk centrum i Isan området, og er et godt udgangspunkt i alle retninger. Jeg bliver kun en dag her, så går det videre, hvor hen vides endnu ikke. Jeg vil kigge lidt på et par templer i byen jeg endnu ikke har set og ellers holde mig i skyggen.

Nok for denne gang til I hører fra mig igen.

Kjærlig hilsen
Mogens

Indgangen til Kosa Hotel Hotellet har to dele - det er den udvendige elevator der kan ser på den høje bygning

Efterskrift.
Jeg tog tidligt af sted fra Nong Khai, så jeg ankom til Kosa Hotel lidt over middag, heldigvis var der ledige værelser. Hotel Kosa er et rigtig godt hotel til en rimelig pris. Over for hotellet ligger der et varehus. Her sælges alt fra tøj til computerudstyr, der var en hel etage hvor der kun blev solgt mobiltelefoner og Dvd'er. På øverste etage ligger der en biograf og et område hvor der er en del boder hvor man kan købe mad. Her spiste jeg min frokost. Betalingen sker via nogle billetter med forskelligt pålydende værdier, de overskydende billetter bliver refunderet. Jeg købte for 100 Bath (18 kr.) Selvom Khon Kaen er Thailands næststørste by, har byen ikke så mange seværdigheder at byde på.
Der ligger et varehus lige over for hotellet Her købte jeg min frokost

19-03-2007

Hej igen.

Jeg fik kigget lidt på dele af byen jeg ikke havde set før, blandt andet en lille sø, hvor de lokale motionerer, løber og gør gymnastik. Søen var fyldt med fisk, som folk flittigt fodrede, jeg købte selvfølgelig også en spand foder (lille spand), fiskeri er forbudt så fiskene dør sikkert af forstoppelse eller andre livsstils sygdomme - haha. Mit værste problem er varmen, temperaturen svinger mellem 39 og 41 om dagen, det er selv for mig for meget, så der er lav aktivitet midt dagen. Jeg står af den grund tidligt op, så når varmen bliver for meget, må jeg søge skyggen. Jeg er stadig lidt træt efter mit lille maveonde, og appetitten er ikke for stor heller, men det gør ikke så meget, jeg har jo noget at tære på. Jeg checker ud kl. 12 og drager mod syd, højst sandsynligt går det til Maha Sarakham, men det finder jeg ud af, når jeg når hen til busstationen.

I hører fra mig igen.

Kjærlig hilsen
Mogens

Søen i byen Khon Kaen Hvad mon det tempel hedder som ma kan se i baggrunden

Efterskrift.
Det at fodre fiskene er er "hellig" gerning som tæller med den dag det store "regnskab" skal gøres op. Jeg skrev i min e-mail at jeg ikke havde besøgt søen før, men efter nærmere eftertanke så tror jeg nok jeg har været her før, det var da jeg besøgte Isan for første gang. Jeg rejste sammen med en gruppe og vi indtog vores aftensmad på en restaurant der lå ned til en sø, men den må ligge på den modsatte bred af søen, det er sikkert derfor jeg ikke husker det. 
Her er de fede fisk der bliver stopfodret Lidt kineseri var der også i parken omkring søen

20-03-2007

Hej venner.

Jeg havnede i Maha Sarakham og bor på et hotel I tror det er løgn. Det er et stort rum, med en sofagruppe, kæmpe seng med 8 puder, stort TV og DVD afspiller samt 25 film som kan skiftes ud efterhånden jeg får set dem - ha ha. Der er selvfølgelig minibar, skrivebord med diverse kontorartikler, malerierne på væggene er selvfølgelig belyst med messingspots, Der hænger også et maleri over toilettet, og hold fast, der er TV i selve badeværelset så man kan tage et bad mens man ser TV. Morgenmaden som er inkluderet i prisen, består af mindst 45 forskellige ting og hvis det ikke er godt nok, står kokken klar til at lave hvad du ønsker. Hvad det koster? hold dig fast, omregnet 198 Dkr. Ja man tror det er løgn, og personalet er noget af det mest imødekommende man kan ønske sig, altid mødt med et stort smil og et Sawadee.

Vejret er gudskelov skiftet, det har regnet her til morgen, fint så støver det ikke, og så er temperaturen faldet til 28 C - Herligt! Jeg har besøgt et lille tempel i dag, her snakkede jeg med en ung mand hvis far var død, og de var ved at gøre klar til begravelsesceremonien, kremeringen skulle ske i morgen, jeg blev budt på et glas koldt vand af familien, rare mennesker. Jeg tror ikke der er så meget at se her, men jeg kan godt lide stedet, og så er der ikke ret mange turister her, så jeg er lidt af et zoologisk fænomen her. Bliver mødt med store smil og et Sawadee khap mange gange.

Jeg håber alt er vel hjemme i Danmark, jeg vender jo snart tilbage igen, tænk så er der gået 4 uger - ak ja tiden går.

Jeg vender tilbage, ha det godt så længe!

Kjærlig hilsen
Mogens
Mit værelse på hotel Taksila Det lille kontor, TV, DVD afspiller

Efterskrift.
Som sagt er der ikke meget at se I Maha Sarakham, men det til trods så var det en rar by at opholde sig i. Der er som i alle andre byer et marked, hvor de fleste boder var madboder, der var nogle templer som ikke imponerede, der var et varehus, også som i andre byer, det eneste som jeg bemærkede som var anderledes der, var et sted hvor der var nogle karaoke bokse, her kunne de unge mennesker så afprøve deres talent for sang.    
Der var en kanal som løb genem byen - et stor billed af kongen var der også Ventesalen på busstationen

21-03-2007

Hej igen

Jeg forlod mit luksus hotel og kørte til Roi-Et, jeg besøgte et meget stort tempel på vejen, det er utroligt smukt, men langt fra færdigt endnu, Jeg har fundet et pænt hotel, men jeg tager herfra igen i morgen, tiden nærmer sig hvor jeg må søge mod Bangkok, utroligt som tiden er gået for mig. Jeg har lige besøgt et gammelt tempel som har en kæmpe stor Buddha stående uden for, hvor høj ved jeg ikke, 20 - 30 meter måske. Her er stadigt meget varmt, så den kølige dag i går var kun en enlig svale. Varmen virker meget trættende. Jeg har lige spadseret rundt i byen for at finde et sted hvor jeg kan få en kop kaffe, men kaffebarer hænger ikke på træer her. Men til gengæld fandt jeg denne Internetcafe.
Nu ikke mere for denne gang.

Kjærlig hilsen
Mogens

PS: Endnu en gang tak for alle hilsner
(Se Chedi Chai Mongkol under Billedarkiv)
Den store i Buddha i Roi Et Den var svær at fotografere Den store Buddha 67,85 meter høj

Efterskrift.
Jeg er ikke rigtig god til at gætte på højder, Buddha'en er faktisk 67,85 meter høj, så skudt forbi gamle dreng. Buddha'en stod i forbindelse med et tempel som desværre var lukket og låst. I forbindelse med  templet var der en lille park, her var der flere Buddha'er, ikke alle var lige smukke, jeg tror også der boede nogle munke som var tilknyttet templet.   Jeg fandt en kaffebar til sidst, den lå i forbindelse med mit hotel! 
Gong gongen i templets have Buddha med sine tilhørere - ikke særlig kunstnerisk udført

Sidst opdateret : 03. august 2008
18. marts - 21. marts Rejsedagbog 22. marts - 25. marts