Biografi

Himself hjemme i 'hulen' Hvem er jeg så. Jeg hedder Mogens Kjær og bor i Brøndbyøster. Jeg har været ansat i Danmarks Radio i over 32 år. I de 32 år var jeg ansat i Edb-afdelingen, de sidste 29 år som programmør. Jeg arbejdede med de store såkaldte "Mainframes" og de programmeringssprog vi anvendte var PL/I og Natural, med DL/I og Adabas som database. I alle de år arbejdede jeg fortrinsvis med Personalesystemer, med hovedvægten på udbetalingssystemerne til fastansatte, timelønnede og honorarlønnede.

Jeg bliver ved med at skrive i datid, men jeg var så privilegeret at være ansat som tjenestemand, hvilket gav mig den mulighed for at søge min afsked og gå på pension fra det fyldte 60. år. De sidste 2 år arbejdede jeg på at år2000 sikre personalesystemerne. Et rimeligt kedeligt stykke arbejde, men mange af programmer er mine "egne børn", så de skulle jo gerne kunne "gå ind" i det nye år tusinde uden problemer.

Men da dette job var overstået, følte jeg at jeg kunne være bekendt at sige farvel og tak. Så jeg søgte min afsked og gik på pension 1. september 1999. Alle kan jo læse i avisen hvor Danmarks Radio bevæger sig hen, så tiden var nok inde til at takke af, det er heller ikke så sjovt som det plejer være, efter nissen er flyttet ind.

Hvad vil du så lave, er der mange der har spurgt mig? Det er vel relevant at spørge sådan, men prøv en gang at tænk på at de fleste mennesker der arbejder, bruger den allerbedste tid på døgnet til det!

Nu har jeg tid til at pusle med mange af de ting jeg ikke har haft overskud til at før, fordi jeg havde brugt al min energi på jobbet. Jeg har nu blandt andet haft tid til at sætte mig lidt ind i hvad HTML er for noget . Så hvis jeg ikke var gået på pension havde jeg nok ikke fået fremstillet disse sider.

Det næste jeg vil bruge tid på er at sætte mig ind i hvad Java og JavaApplet er for noget, og selvfølgelig hvad det kan bruges til.

Men det det helt store projekt jeg er gået i gang med er at lære kinesisk. Jeg har tilmeldt mig på HF under VUC, det er et toårigt kursus, med afsluttende eksamen. Dette er efter min mening en af det de sværeste opgaver jeg nogensinde har givet mig i kast med, det er sku et svært sprog.

Da der også skal være lidt til kroppen har jeg meldt mig til Tai Chi på FOF, det er helt rart at få strukket musklerne .

En af mine store lidenskaber er film, så nu bliver det også tid til at gå på Det Danske Filminstitut, og se nogle af gode såkaldte smalle film. Folkeuniversitet tilbyder mange spændende ting. Ligeledes elsker jeg at læse, og jeg har en lang liste på de bøger jeg mangler at læse. Problemet med den liste er bare at den vokser hele tiden. Så det eneste problem jeg i virkeligheden har, er at få tid til alt det jeg så gerne vil!

Jeg nu har været i Kina tre gange og havde egentlig planer om at lave en hjemmeside om min første rejse til Beijing i feb. 1999, men jeg havde på dette tidspunkt i 1999, ingen erfaring i at skrive i html kode, så først nu januar 2001, da jeg har fået noget erfaring, er jeg gået i gang med at fremstille beskrivelsen af denne rejse. 

Ok, hvad har jeg så brugt af værktøjer til at fremstille disse sider:
FrontPage2000 v. 4.0
PhotoShop v. 5.0
Word v. 7.0
HP Deskscan II v. 2.3
Alle billederne i Billedarkivet er taget med et Olympus AZ300 SuperZoom, og er fremstillet i ens størrelser på 437 x 295 pixel, det svarer til formatet 15 x 10 cm. Altså scannet ind i størrelses forholdet 1:1. Da jeg ikke har nogen erfaring med hvor meget en hjemmeside ville fylde i alt, har jeg valgt denne størrelse, også af hensyn til den plads der er stillet til min rådighed på webserveren.
Sidst opdateret : 21. marts 2006