Lørdag d. 7. August 2004

4. Dag. Nong Khai - Vientiane.
Start på dagen.

Klokken var 7.30 da jeg vågnede, jeg stod op og gik i bad. Efter jeg havde fået tøj på gik jeg ned i hotellets restaurant og bestilte min morgenmad, jeg satte mig uden for på terrassen. Ved bordet ved siden af sad der en mand og drak sig en øl, det vil sige drak og drak er så meget sagt, han tyllede den ned. Inden jeg havde drukket mit lille glas juice, var han godt i gang med at bællede den tredje øl ned. Ind i mellem snakkede han i mobiltelefon, jeg kunne der ved konstatere at han var dansker. Tak skal far have, der blev råbt højt og der røg en del sprogblomster ud af munden på ham.

Hun er fyret.
Så vidt jeg kunne forstå på samtalen handlede det om at han havde lejet en motorcykel, den havde hans dame (thailænder) så lånt ud til en veninde, uden at spørge ham om lov, så nu var hun blevet "fyret" , hun skulle sgu ikke tro at hun bestemte en skid, og så var den samtale slut. Da han fandt ud af jeg var dansker, gentog han samme historie igen, ja faktisk fik jeg den tre gange. Han spurgte hvor jeg skulle hen, jeg fortalte min plan var at tage direkte til Laos, når jeg havde fået checket ud her på hotellet. Han anbefalede varmt et hotel i Vientiane der hed Nita Guesthouse, der boede han altid når han var Vientiane. Jeg takkede for det gode råd og sagde farvel. Da jeg gik var han i gang med sin femte øl.

Checke ud.
Jeg gik tilbage til mit værelse for at pakke min kuffert og finde ud af hvad jeg havde taget i minibaren. I receptionen sagde jeg ville checke ud og betale min regninger, der blev sendt en piccolo af sted for at checke minibaren.  Der stod et ældre japansk ægtepar som var ved at finde ud af om de ville have det værelse de havde fået tilbudt. Det var åbenbart for meget for hende på en gang, for min regning var forkert, jeg fik en regning som lød på to dage, men jeg havde betalt en dags leje i depositum den gang jeg checkede ind, så jeg protesterede selvfølgelig. Det bevirkede hun blev totalt forvirret, så hun begyndte pludselig at betjene japanerne og ignorerede mig. Hum - jeg bad hende på min sædvanlige yderste venlige måde om, at tage sig sammen og så gøre min regning færdig, fordi jeg havde planer om at tage til Laos - I DAG. Det hjalp.

Over Frihedbroen.
Frihedsbroen - et billede jeg tog sidste gang jeg var der i jan. 2004 Jeg gik ud på vejen med min kuffert og prajede en TukTuk, jeg sagde bare 40 Bath og han nikkede accepterende. Så begyndte han og mumle noget om jeg havde visa, jeg grinede bare af ham, den ekstra udgift hoppede jeg ikke på. Jeg blev kørt frem til den thailandske grænsepost, her stod jeg af og betalte chaufføren. Jeg fik et stempel i mit pas, jeg havde nu forladt Thailand. Så hoppede jeg på en bus der kørte os over broen frem til den laotiske grænsepost. Her afleverede jeg min visa-ansøgning, et foto, mit pas og 30 US$, og to minutter efter var det klaret. Pludselig lød der et: Hello Mo! How are you. Der stod Gary han ville på en endags tur til Vientiane. Han spurte om jeg hvis jeg fandt nogle gode hoteller, ville tage nogle brochure med tilbage og droppe dem af hos The Danish Baker. Det skulle jeg nok hvis jeg kom den vej tilbage. Jeg gik derefter gennem paskontrollen, her måtte jeg af med 1$ mere og til sidst tolden.

Tog en Taxi.
Man kunne vælge at tage en Taxi eller blive stuvet sammen i en TukTuk sammen med fem andre plus bagage. Prisen var henholdsvis 200 og vist nok 50 Bath. Det var begyndt at regne, så jeg valgte at tage en Taxi. Der var ca. 25 km. ind til byen. Vejen var i meget dårlig stand, store huller hvor mange af dem var fyldt med vand, men chaufføren kendte åbenbart vejen godt for han styrede uden om det værste af dem. Han snakkede som et vandfald på et svært forståeligt engelsk, måske var det bare en særlig dialekt som jeg ikke var stødt på før? Da vi kom ind til selve Vientiane, udpegede han forskellige steder for, blandt andet Morning Marked og længere ud af den bredde allé lå Patuxai (Sejrsporten). Det lå lige i nærheden af Nita Guestshouse.

Nita Guesthouse.
Nita Gues house Vientiane Chaufføren læssede mig af ved hotellet. Nu var jeg spændt på om de havde et ledigt værelse til mig. Det havde de og det kostede kun 450 Bath pr. dag, ca. 80 Dkr. Det var da til at betale, så jeg accepterede det. Jeg fortalte at jeg havde til hensigt at blive tre dage i Vientiane. Lad mig sige det med det samme det var absolut ikke et luksushotel, hvis stedet skulle tildeles stjerner kunne det vel opnå en halv af slagsen. Trappen op til 1. sal var uden gelænder, trinene virkede glatte, den lå også under åben himmel, det var med at holde sig inde langs væggen. Gys hvis begyndte at regne. Værelset som jeg havde fået tildelt var absolut det ringeste jeg nogensinde havde boet på. Jeg regnede med at jeg kunne stole på hvad den gode dansker anbefalede mig i morges.  Dette lærte mig to ting, et - at jeg skulle se værelset før jeg accepterede det, og to - aldrig at stole på en fuld dansker.

Slidt og forvasket.
Alt på værelset var godt slidt, håndklæderne var forvasket og slidt papirtynde, der stod et 14 tommer sort/hvid TV, et vakkelvorn bord og en tilsvarende stol, klædeskabets dør bandt, sengetøjet så dog rent ud, vild luksus kunne man vidst ikke kalde det. Wel Mogens, er du ikke på egen hånd? Jo da - jamen så tag det som en oplevelse mand, du kan sgu da ikke bo på et fire og fem stjernet hoteller hver gang - dit luksus dyr. Det er altid givende at argumentere lidt med sig selv i sådanne situationer.

Brug spoolen.
Jeg konstaterede at der ikke var noget toiletpapir, så jeg gik ned til receptionen og bad om noget. De grinede lidt smørret af mig, de gjorde mig opmærksom på at der ved siden af toiletter var en slange med påmonteret spooler. Øh - jeg skulle huske at købe noget toiletpapir, når jeg kommer i nærheden af et supermarked.

Morgenmarkedet.
Morning Market Efter jeg havde fået pakket ud, besluttede jeg at gå en tur og orientere mig lidt i nabolaget. Så mit første mål blev Morning Marked. Selve markedet bestod af store haller, med små inddelte boder, og uden om hallerne var der en del gadekøkkener, som kun var dækket af nogle store parasoller. De var for øvrigt flittigt besøgt. Her kan man købe guld og sølv, tøj, sko, tasker, smykker, mobiltelefoner, ure, kort sagt alt det man altid kan købe på et asiatisk marked.  Jeg gik rundt og kiggede, jeg havde egentlig ikke til hensigt at købe noget, indtil jeg stødte på nogle små Buddha-figurer i messing, prisen vi "fandt" frem til var rimelig, så jeg købte to, jeg skulle bruge dem til gaver. Da jeg gik over til Morning Market kunne jeg se Patuxai lå længere ude ad den bredde alle. Så da jeg var færdig med at gå rundt på markedet, blev det mit næste mål.

Triumfbuen.
Ligener det ikke lidt Triumfbuen Jeg traskede ud af Lane Xang som alléen hedder, op mod Patuxai, alléen bar tydeligt præg af de franske påvirkninger. Patuxai som betyder Sejrsporten, bliver også kald Triumfbuen på grund af dens lighed med Triumfbuen i Paris. Byggeriet blev påbegyndt i 1959, men gik i stå undervejs fordi man løb tør for cement. Den blev først færdig i 1969, fordi amerikanerne donerede flere hundrede tons cement til anlæggelse af nye startbaner  i lufthavnen. Vittige hoveder kalder den også for den lodrette startbane. Stor var min skuffelse da jeg nåede frem, det viste sig at den var hegnet ind og der var ingen adgang, de var i gang med en større renovering af selve bygningen. Øv - jeg måtte gå med uforrettet sag.

Jamen lige her.
U troligt men sandt i hovedstaden findes sådanne bebyggelser Jeg beslutte at gå tilbage ad samme vej, jeg kunne se en bygning helt nede for enden af alléen. På vejen tilbage passede jeg denne lille klynge hytter. Hvad var det? Det måtte være beboelse af en art, TV antennen stak op, så der måtte være indlagt strøm. Tænk at sådan en bebyggelse ligger mindre en kilometer fra Præsidentpaladset.  Da jeg nåede ned til ende af alléen, besluttede at gå til venstre og så tage den første sidevej for at søge ned mod Mekong floden. Jeg kom ud til floden nede ved hospitalet. Solen stod højt på himlen, så det var blevet rigtigt lummert.

En lunken øl.
Heldigvis lå der en række boder og gadekøkkener, så der måtte der være et sted hvor man kunne købe en kold øl. Jeg satte mig i skyggen ved det yderste gadekøkken. Jeg bestilte en øl. Det kneb lidt fordi der var ingen der talte engelsk, det lykkedes dog, men kold var øllet bestemt ikke. På et tidspunkt kom en ung pige med en kande is, hun skulle til at hælde noget af isen i mit øl. Hjælp - jeg fik dog stoppet hende inden, jeg beholdte kanden og satte min flaske ned i kanden med is. Det blev der grint meget af, hvorfor det var var morsomt forstod jeg ikke rigtigt. Senere erfarede jeg at det var meget normalt at laoterne kom isklumper i deres øl for at holde det koldt.

Hårdt arbejdende mand.
Den hårdtarbejdende mand hviler sig Jeg fik øje på en mand der lå en en stor seng og drev den af, jeg kunne ikke dy mig for at sige at det var typisk mand, at mens konen arbejdede flittigt så lå han og drev den af. Den unge pige kunne en lille smule engelsk, så hun fortalte hvad jeg havde sagt. Det vakte stor morskab. Den unge pige fortalte at de var en stor familie på otte børn, seks pige og to drenge. Det vakte endnu mere morskab da jeg sagde til faderen, at har havde været yderst flittig, så han måtte heller måtte lægge sig ned igen. Efter jeg havde drukket min øl sagde jeg farvel til familien og børnene vinkede til mig længe efter.

Sikken en stak.
Jeg passerede et vekselkontor, her vekslede jeg 100$ til laotiske Kip. Oh boy - jeg fik et kæmpe vred sedler, mindste værdi lød på 5.000 Kip. Jeg måtte se at finde ud af værdien af dem. Lidt længere nede fandt jeg en restaurant hvor jeg spiste min frokost, den bestod af lidt kylling og salat samt en flaske vand. Det var meget varmt og luften var fugtigt, så jeg prajede en TukTuk tilbage til mit hotel. Jeg tog straks en bad, det var rart at komme ud af mit svedige tøj.

Mexicansk restaurant.
Jeg ved ikke hvor længe jeg havde sovet, men det var ved at være mørkt da jeg vågnede. Jeg beslutte at tage ned til Mekong floden for at finde et sted hvor jeg kunne spise min aftensmad. Jeg var så heldig at jeg ret hurtigt fik fat i en TukTuk på vejen. Han kørte mig ned til floden og satte mig af et tilfældigt sted. Jeg gik lidt rundt indtil jeg faldt for en Mexicansk restaurant. Jeg satte mig udenfor, jeg bestilte  en steak med pomfrits og en øl. Der lød vestlig musik inde fra restauranten, der var to englændere der underholdt med tressermusik, så da jeg var færdig med at spise, satte jeg mig der ind, og lyttede til dem en times tid, så da de holdt pause besluttede jeg mig for at søge tilbage til mit hotel.

I stride strømme.
I vand til knæene Der var ikke nogen TukTuk at se, så jeg begyndte at gå i retning af mit hotel. Det begyndte regne kraftigt så jeg søgte læ på en restaurant, på deres overdækket udendørs terrasse. Jeg købte mig en øl og håbede på at det snart var overstået igen, men nej det væltede ned i spandevis. På et tidspunkt måtte jeg rykke ind i selve restauranten fordi terrassegulvet uden for blev oversvømmet. Vandet stod i gaderne halvvejs op til knæerne. Det lovede ikke godt, fordi der var ingen TukTuk der kørte ude på vejen. En af de unge tjenere tilbød mig at køre mig hjem på hans motorcykel. Flink fyr, men jeg afslog pænt. Jeg kom dog hjem til sidst, der kom endelig en TukTuk, som ville køre mig til mit hotel. Det var en våd omgang, det var rart at få sit klamme tøj af og komme i seng. Jeg vågnede et par gange i løbet af natten, det regnede stadigt kraftigt.

Sidst opdateret : 12. september 2008
Dag 3 Rejsedagbog Dag 5