Tirsdag d. 10. August 2004

7. Dag. Vientiane - Luang Prabang.
Start på dagen.
Et kig sklitet som fortæller at dette er indenrigslufthavnen Klokken var 7 da det bankede på døren, det var tid til at stå op. Jeg tog et bad, det tog stadig lang tid, men jeg havde vænnet mig til det, nå ja med lidt tålmodighed gik det. Det var i dag jeg skulle til Luang Prabang. Jeg ville vente med at spise morgenmad, fordi jeg regnede med at købe noget spiseligt ude i lufthavnen. Jeg betalte min regning nede i receptionen, den lød på 1.350 Thai Bath. Jeg prajede en TukTuk ude foran hotellet og bad ham om at køre mig ud til lufthavnen. Efter et kvarters tid satte chaufføren mig af ved den internationale del af lufthaven, det varede lidt inden jeg opdagede at det var det forkerte sted jeg var. 

Cafeteriet.
Cafetieriets store salgsdisk, bemærk styrthjælmen på disken Indenrigs lufthavnen var meget primitiv. Jeg fandt hurtigt cafeteriet, men der var ikke åbent. Lidt senere kom der en farende, hun smed sin styrthjelm på disken, og kom hen til mig. Det var ikke muligt at få noget spiseligt, så jeg måtte nøjes med en kop kaffe. Kort efter min bestilling, fik jeg en kop med sort væske i, det gik stærkt, var det varmekaffe eller hvad? Den var i hver fald udrikkelig. Det var tid til at checke ind, over indcheckningspulten hang et ramponeret skilt der fortalte at ved denne skranke kunne man checke ind til Luang Prabang.

Klar til afgang.
Et kig på flyet til Luang Prabang Jeg skulle igennem en form for pas eller toldkontrol, hvor jeg igen skulle vise mit pas og boardingcard, samtidig blev jeg afkrævet 5.000 Kip. Flyet jeg skulle med var heldigvis et fly af typen ATR72, og ikke et af de kinesiske byggede som de vist nok stadig flyver med. Måske har de ikke flere tilbage, de havde ry for at være meget ustabile, ja nogle af dem fandt ligefrem på at falde ned.  Vi lettede præcist 10.30. Jeg fik serveret en flaske vand, øh - det var så det. Der var ikke mange med flyet, så vi havde alle sammen vinduesplads. Selve flyveturen tog 45 minutter, jeg fik tiden til at gå med at kigge ud ad vinduet. Den nordlige del af Laos er meget bjergrig og meget frodig. Før jeg fik set mig om rullede vi hen ad landingsbanen i Luang Prbang.

Ankomst til Luang Prabang.
Lufthavnen så nyere ud Lufthavnen i Luang Prabang så meget velholdt ud, men den var sikkert også af nyere dato. Varmen slog mig i møde da jeg steg ud af flyet, vi måtte vandre over flyvepladsen hen til ankomsthallen. Tempoet her var ikke højt, så det varede lidt inden vores kufferter ankom på rullebåndet. Da jeg havde fået min kuffert, gik jeg ud for at finde et eller andet transportmiddel ind til byen. Henne ved en skranke, kunne man bestille en vogn, det kostede 5$. Jeg delte bilen med en hollandsk pige og et engelsk ægtepar. Ved siden af chaufføren sad en ung laoter, han havde havde et relativt nyt guesthouse nede ved floden. Da vi nåede frem til hans guesthouse, hoppede jeg af, men klog af skade forlangte jeg at se værelset først, før jeg bestemte mig. Værelset var ikke stort, badet lå ude på gangen til deling med andre og det var ikke heller ikke aircondition. Han forlangte 13$, jeg foreslog han lejede det ud til en anden, og så rullede jeg af sted med min kuffert.

Det er sgu varmt.
Tam Tam Guesthouse Jeg gik langs Mekong floden, det var meget varmt nu. Der lå flere guesthouse langs vejen, men de så ikke særlig fristende ud. På et tidspunkt drejede jeg til venstre op ad en sidevej, for at komme ind mod bykernen. Mens sveden haglede ned af mig, gik jeg og spekulerede på hvad det var jeg egentlig havde rodet mig ud i. Da jeg kom op til enden af vejen, besluttede jeg mig for at dreje til højre. Det skulle vise sig at være en god beslutning, fordi jeg kom frem til et guesthouse der hed Tam Tam Guesthouse, det lød sgu da vildt, så jeg gik ind og spurgte om de havde et ledigt værelse. Jo da, men kun for maksimum tre dage, det kunne ikke være bedre, værelset havde eget bad og aircondition, prisen var 10$. Opløst af sved som jeg var, slog jeg til uden at se værelset, men det viste sig at være ok, ikke så stort men godt nok til mig.

Endeligt noget at spise.
Jeg tog omgående et bad, det var bare dejligt, og få tørt tøj på bagefter. Jeg var godt sulten, så jeg gik ned i restauranten for at bestille lidt mad. I mens jeg sad og spiste, kom en ung mand over til mig og spurgte om jeg ville på tur til  Kwang Xi vandfaldet, og bagefter et besøg i en bjerglandsby i morgen. Turen kostede 45$, men så blev jeg kørt i en airconditioneret bil og havde min egen personlige guide med, vel - hvis han ville garantere at der var masser af vand i vandfaldet så sagde jeg ok.

Vasketøj og Internet.
Da jeg var færdig med at spise gik jeg op og samlede vasketøj, det blev til en pæn posefuld. Det lykkedes mig at finde et sted på en sidevej. Jeg blev ekspederet af en lille pige, hun var vel omkring 8 - 10 år gammel, hun sagde på et charmerende engelsk: One kilo, one dollar, you can get it tomorrow evening. Hendes mor stod i baggrunden, hun så rigtig stolt ud. Det ærgrede mig lidt jeg ikke havde taget mit kamera med. Jeg gik tilbage til hovedgade igen, jeg havde set en Internet cafe, så jeg kunne ligeså godt få fortalt slægt og venner at jeg stadig var still going strong. Jeg fik sendt et par stykker inden strømmen pludselig gik. Ejeren slog beklagede ud med armene og foreslog at vi kom igen senere. Det var ok, Laos er jo trods alt et udviklingsland.

Det var nu stinkende varmt nu, solen var skarp og stikkende, så jeg besluttede at gå tilbage til hotellet, jeg ville vente til den værste sol var ovre. Jeg faldt selvfølgelig i søvn.

På toppen af Phou Si.
Et kig fra toppen af Phu Si ned mod kongeslottet Den værste varme var overstået for i dag, så jeg kravlede op på toppen af Phou Si højen. Den ligger centralt midt i byen og er omkring 100 m. høj. Der er 325 trin op til toppen, jeg måtte tage en puster på halvvejen. Et stykke oppe blev jeg afkrævet 10.000 Kip i entre. Turen helt op trak søm ud, men det var besværet værd. Det er en pragtfuld udsigt hele vejen rundt. Jeg kunne ved selvsyn konstatere at byen ikke er ret stor. Luang Prabang er under Unesco's World Heritage program, således de støtter bevarelsen af de gamle huse. Tidligere har der været mange templer på Phou Si, nu er der kun tre tilbage. Jeg gik rundt oppe på toppen for at nyde udsigten og kigge på den begyndende solnedgang. Der blev ringet med nogle klokker, der betød at templerne lukkede deres døre, så jeg fik ikke set dem, nå det gør ikke noget, der er et hav af templer jeg kan kigge på nede i byen. Det var tid til at gå ned igen, det var noget nemmere at gå ned end at gå op ad trapperne. Da jeg kom ned på vejen igen, var der en masse mennesker i gang med at rigge små boder klar til aftenmarkedet.

På marked.
Jeg spiste på en indisk restaurant, maden var noget af en skuffelse, vel jeg kan jo ikke være lige heldig hver gang. Markedet som lå på samme vej som mit hotel, var i mellemtiden åbnet, jeg gik rundt for at finde lidt gaver til at tage med hjem. Jeg købte tre meget smukke håndvævet silketørklæder for 1.000 Bath. Jeg var sikker på at de ville gøre lykke der hjemme. På vej tilbage til mit hotel, så jeg en ældre kone sidde og brodere, det var tydeligt at det kneb for hende med at se. Jeg kom i tanke om at jeg havde et ekstra par briller i kufferten, så jeg smuttede op på mit værelse og hentede dem. Hun kiggede vantro på mig da jeg gav hende dem, det varede lidt før det gik op for hende at hun måtte beholde dem, hun blev meget glad og forærede mig omgående en lille broderet ting. Det ærgrede mig lidt at jeg ikke havde tænkt på det noget før, fordi jeg har en skuffefuld af gamle briller der hjemme, de ville kunne gøre gavn her i Laos.

Godnat.
Det var tid til at gå i seng, men inden jeg gik op, satte jeg mig i haven på mit hotel og snuppede mig en lille Beer Lao. Inden jeg gik op på mit værelse, bestilte vækning til kl. 8 i morgen. Det var dejlig at komme i seng, det havde været en lang dag.

Sidst opdateret : 13. august 2007
Dag 6 Rejsedagbog Dag 8