Fredag d. 13. August 2004

10. Dag. Luang Prabang - Vientiane.
Start på dagen.

Jeg vågnede lidt over 8, jeg havde ikke så travlt i dag, jeg skulle rejse til Vientiane, en gang over middag. Jeg besluttede at tage min morgenmad på en lille restaurant der lå tæt på mit hotel. Den bestod af kaffe, to skiver brød, ost og marmelade. Der lå et tempel nær kongepaladset som jeg ikke havde besøgt så jeg benyttede lejligheden til det nu. Det hedder Wat May Souvanhnaphoumaram, som vist nok betyder "Det nye Tempel. Det kostede 5.000 Kip i entre.

Wat May Souvanhnaphoumaram.
Det hører til et af de smukkeste i Luang Prabang. Det blev formodentlig grundlagt af kong Anuruth omkring år 1800. Til højre for indgangen ligger der et bibliotek til opbevaring af de manuskripter på palmeblade, som templet blandt andet er kendt for.

Til venstre ligger templets "sim". I årende 1991til 1993 fik det nyt tag, der stilistisk er tæt på thailandske templers. Det tidligere laotiske tag var bygget i samme stil som taget på Wat Xieng Thong Det mest bemærkelsesværdige er dog udsmykningen af den nordre facade. Et kæmpemæssigt forgyldt relief dækker muren og dørene. Den øverste del af relieffet viser scener fra Prins Phra Vets liv, en af Buddhas sidste inkarnationer, forneden ses scener fra dagliglivet i datidens Luang Prabang. Hvis man kender historien i om Prins Phra Vets liv kan man godt genkende dele fra historien på relieffet.

De røde vægge inde i templet er fyldt med andre smukke forgyldte relieffer. Fra slutningen af det 19. århundrede og til kort efter 2. verdenskrig var Wat May Souvanhnaphoumaram hjemsted for Phra Bang. Efter at Phra Bang blev overført til kongepaladset, har man derfor ved nytårstid den tradition, at figuren bringes tilbage til Wat May Souvanhnaphoumaram, hvor den opholder sig i tre dage for at gennemgå den rituelle "afvaskning". Bag templet ligger munkenes beboelse, og som andre templer har Wat May Souvanhnaphoumaram naturligvis også langbåde, der bruges til de årlige kaproningerne.

En lille butik
Det er små kår nogle må leve under Efter besøget i May Souvanhnaphoumaram templet gik jeg ned ad en vej hvor der langs vejen på det smalle fortov, var et lille marked. Det var fortrinsvis frugt som meloner og lignende der blev solgt. Men jeg stødte på en ældre dame der havde en lille bunke, i mine øjne, tørre pinde liggende foran sig. På den ene side havde hun en flettet kur med lidt meloner og på den anden side havde hun en plasticsæk hvor i var nogle rodfrugter af en art. Jeg stod på afstand og holdt øje med hende et stykke tid. Hun sad ligeså tålmodigt i varmen og ventede på nogle kunder skulle komme forbi. Det er små kår mange mennesker må leve under. For øvrigt mener jeg at det der lignede en bunke tørre pinde, var sukkerrør.

Et andet Luang Pragang.
Så dan kan Luang Prabang også se ud Hun er i gang med at stege noget i familiens udendørskøkken Jeg fortsatte med at gå rundt i området, jeg gik ned ad nogle små sideveje. Det var et helt andet Luang Prabang der åbenbarede sig her. Her lå de huse den mere fattige del af byens befolkning boede i. Gamle og dårligt vedligeholdte træhuse, affald flød alle vegne, der gik høns rundt og rodede i affaldet. Der var ingen belægning på vejene, de var sikkert det rene pløre, når regntiden satte ind. Der hang vasketøj alle mulige og umulige steder. Der løb en del unger rundt og legede, de stillede glade op til fotografering, fælles for ungerne var at de var pæne og rene i tøjet, fuld respekt for deres forældre. jeg kom også forbi et sted hvor en lille pige var i gang med at stege noget mad til sig selv og hendes lille søster. Det skete på familiens udendørskøkken.

Jeg gik tilbage til mit hotel for at pakke kufferten, der var dog lige tid til at snuppe et bad og skifte det svedige tøj ud. Jeg gik ned for at checke ud og betale min regning på 30$. Jeg besluttede at spise min frokost på hotellet, det blev til en svinekotelet, ris og lidt salat.

Velbekomme.
Såå er der serveret - sikker noget griseri Jeg havde bemærket at der langs hotellet
var en lille stikvej, der var en vis aktivitet hver dag omkring middagstid, det måtte jeg hellere gå ned og kigge lidt nærmere på. Da jeg kom der ned var de i fuld gang med at stille boder op, og sætte deres varer frem. Det var simpelt hen en række "butikker" der solgte "færdig retter", noget af det så lækkert ud, men hvor længe mon det gjorde det, i denne varme. De værste steder var der hvor de solgte tørrede fisk, det stank som en i helvedet. Bon appetit. Som nævnt var det  rigtig varmt nu, så jeg gik tilbage til hotellet for at kravle i skygge. Her sad jeg med en stille kold Lao Beer indtil det var tid til at tage en TukTuk ud til lufthavnen.

Farvel Luang Prabang.
Afgang fra Gate 33 med den sædvanlige gamle Boing 747 Klokken var 15.30 så det var tid til at checke ind, den såkaldte Airport service fee lød på 5.000 Kip. Selve ventesalen var bestemt ikke noget at skrive hjem om, nå pyt med det flyet afgik til tiden kl. 17.
Det var igen en ATR72 jeg skulle flyver med. Jeg havde fået tildelt sæde 10D ved vinduet, der var heller ingen servering denne gang, ud over den sædvanlige flaske vand. Flyvetiden var på en lille times tid. Det tog sin tid inden vores kufferter dukker op, og transportbåndet var så lille, og jeg havde svært ved at komme hen og fange min kuffert for den kødrand der stod i vejen.

Goddag igen Vientiane.
Uden for lufthavnen holdt en stor bus som samlede et rejsehold op, en taxichauffør forsøgte at slå en klo i mig, han ville have 200 Bath for at køre mig ind til byen, jeg grinede af ham og sagde jeg ville tage en TukTuk, det kostede kun 40 Bath og så gik jeg videre. Nu fik jeg godt nok et problem fordi de
r var ingen TukTuk at se. Men lidt senere kom taxichaufføren hen til mig og sagde han ville godt køre mig alligevel for 40 Bath, det viste sig at de allerfleste flypassagerer tog med den ventende bus, så der var kun mig tilbage, hellere 40 Bath i lommen end at køre tom tilbage til byen ;-).

Hotel DouangDeuane.
Jeg bad ham køre mig til Hotel DouangDeuane, det var et hotel jeg havde set på Internettet, det så lovende ud den gang. Det var så heldigt at de havde et ledigt værelse prisen var 18$. Jeg accepterede prisen selvom den var 3$ højere end angivet på nettet, jeg orkede ikke at rende rundt efter et hotelværelse på den tid af aftenen. Efter et forfriskende bad, gik jeg ud for at finde et sted at spise. Det blev til en italiensk og en pizza med skinke. Da jeg havde spist gik jeg ned til en udendørs bar som lå nede ved floden her sad jeg i fred og ro med en kold øl og nød udsigten over Mekong floden og over på Thailand.

Sengetid.
Det var ved at være sengetid så jeg gik tilbage til mit hotel. Da jeg fik kigget nærmere på kunne jeg godt se at det var ved at være noget slidt. Tapetet var revnet mange steder, gulvtæppet var godt nusset og slidt, og værst af alt, aircondition larmede af helvedet til. Så den slukkede jeg for. Jeg gik i seng, men det varede ikke længe før det blev meget varmt. Så jeg måtte op og tænde for den igen, jeg prøvede at stille den så den larmede mindst muligt. På et tidspunkt lykkedes mig endelig at falde i søvn.

Sidst opdateret : 21. marts 2006
Dag 9 Rejsedagbog Dag 11