Tirsdag d. 17. August 2004

14. Dag. Bangkok.
Start på dagen.

Jeg var vågen flere gange i løbet af natten på grund af det forbandede lys i loftet. Så da jeg vågnede igen ved 8 tiden, stod jeg op og gik i bad. Til det værelse jeg havde bestilt hørte der ikke morgenmad, men heldigvis lå der en lille Coffeshop på pladsen helt nede ved Sukumvit Road. Da jeg havde fået tøj på gik jeg der ned. Jeg købte en kop kaffe, en croissant og et stykke wienerbrød, der lignede en spandauer, men smagte ikke som sådan. Det var allerede godt lunt, selvom der var lidt spredte skyer på himlen. Nu er det femte gang jeg er i Bangkok, så jeg havde set mange af de store seværdigheder, nogle af dem flere gange, så jeg sad og funderede over hvad jeg manglede at se.  Så min plan blev at jeg ville tage ud og se Det Gyldne Bjerg.

Skytrain.
Så jeg tog Skytrain fra Nana Station til Siam Station hvor jeg skiftede til toget som kørte til Saphan Taksin Station nede ved floden. Det er altid dejligt kølende at sejle på Chao Phraya floden. Der er ikke lang tid mellem bådene. Jeg besluttede at sejlede til Tha Chang eller for en nemheds skyld til Pier nr. 9. Hver eneste stop har et nummer, det er meget rart, især for dem der ikke kan læse. Det er meget billigt at sejle med bådene, jeg tror jeg betalte 8 Bath for turen. Der var mange der skulle af her fordi det også er her man står af, hvis man skal besøge Grand Palace.

Pier nr. 9.
Jeg gik frem mod Grand Palace, min plan var at tage en TukTuk videre. Jeg kiggede på mit kort for at kunne udpege stedet for chaufføren. Under min søgen var der en museumsbetjent der spurgte mig hvad jeg søgte efter. Jeg fortalte ham om mine planer, han var så venlig at udpege nogle steder han syntes jeg skulle se, når jeg nu var på disse kanter. Han afmærkede på kortet, Den Store Gynge, Den Siddende Buddha og Den Leende Buddha, og så Det Gyldne Bjerg selvfølgelig. Så prajede han en TukTuk og fortalte hvad jeg skulle se. Desuden sagde han til mig at han havde aftalt en pris på 50 Bath. Jeg takkede ham mange gange og ville give ham nogle drikkepenge men dem afslog han på det kraftigste. En hjælpsom mand.

Den store gynge.
Afgang fra Gate 33 med den sædvanlige gamle Boing 747 Det første sted min chauffør stoppede ved var Den Store Gynge eller Sao Ching Cha som den hedder på thai. Der er ikke andet end stativet tilbage. Men den gang den blev anvendt, skete det når der var festival for at fejre høsten. Man gik i procession fra Grand Palace frem til gyngen. Der blev så afholdt en konkurrence hvor tre hold deltog, hvert hold bestod af 4 munke. De stod i forstavnen på hver sit "skib" der var ophængt i gyngestativet. De skulle så forsøge at fange en af de tre punge med guld, der var ophængt i en høj bambusstang, med deres tænder i. Kong Rama den 7. satte en stopper for løjerne, fordi der havde været så mange ulykker, med døden til følge. Det blev også enden på den festival.

Den smilende Buddha.
Afgang fra Gate 33 med den sædvanlige gamle Boing 747 Jeg kendte slet ikke til dette tempel, det var min ven museumsbetjenten der indtegnede det på kortet og aftalte med chaufføren at køre mig der hen. Det var et relativt lille tempel, men det der gør det specielt er, at Buddha-figuren smiler. Det har jeg godt nok aldrig set før. Selve templet virkede temmelig overlæsset, nærmest klaustrofobisk, så jeg kiggede lidt på Buddha-figuren og så gik jeg ud igen. Næste sted vi kørte hen til var Wat Traimit, for at se den gyldne Buddha.

Den Gyldne Buddha.
Afgang fra Gate 33 med den sædvanlige gamle Boing 747 Hvor Yoaowarat og Charoen Krung Rd. mødes. Selve templet er ikke noget særligt, men det er til gengæld den berømte Guldbuddha i Sukhothai-stil. Den er 3 m høj og vejer 5,5 ton i rent guld! Figuren har en helt speciel historie. Den blev ved et tilfælde fundet i 1933, da østasiatisk Kompagni (ØK) skulle udvide Bangkoks havn på et gammelt tempelområde. I ruinerne fandt man to buddhafigurer, som blev fjernet. Den ene var i bronze og blev flyttet til et tempel i Thonburi (Wat Phai Ngoen Chotikaram). Den anden var troede man - en meget stor gipsbuddha. Den blev flyttet til Wat Traimit, hvor den stod i et skur i 20 år. I 1953 blev det bestemt at flytte denne usædvanligt tunge gipsfigur med en kran. Under arbejdet med transporten knækkede krogen, og gipsen, der var blevet blød af mange års monsunregn, krakelerede, og dele af Guldbuddhaen kom til syne. Forskere mener, at figuren er mellem 700 og 800 år gammel, og den blev dækket af gips på et tidspunkt, hvor burmeserne er trængt ind i landet. Efter krigens afslutning har man enten glemt at afdække figuren, eller man har besluttet, at det var bedst at gemme den i en periode. Efter opdagelsen af Guldbuddhaen blev det besluttet ikke at flytte den, så derfor opholder den sig i et ret beskedent tempel i forhold til dens værdi.

Sidste sted han skulle køre mig hen var til Det Gyldne Bjerg. Da vi nåede frem spurgte han om han skulle vente på mig, men jeg betalte ham den aftalte pris, og sagde jeg kunne ikke vide hvor længe jeg blev her, det kunne måske tage timer.

Det Gyldne Bjerg.
Templet ligger oppe på toppen Wat Sakhet eller Det Gyldne Bjerg som det også kaldes. Da det er den gyldne chedi på bjergets top, man normalt forbinder med Wat Sakhet, bliver det også kaldt Det Gyldne Bjerg. Denne chedi, der kan ses glitre i sollyset fra området omkring Ratchadamnoen Klang og Charoen Krung Rd., var i mange år det højeste punkt i Bangkok. Selve Wat Sakhet ligger der, hvor også den oprindelige bygrænse var, og en del af bymuren står her stadig. Her foregik i det forrige århundrede henrettelser, og ligene af ubemidlede og ukendte blev bagefter kastet ud til gribbene. Ved foden af bjerget ligger templet, som oprindelig hed »Wat Sakae«. Historien fortæller, at Rama 1. standsede her for at udføre den rituelle afvaskning inden sin kroning i Thonburi. Templet skiftede herefter navn til Wat Sakhet, der betyder hårvask!

Fresker på væggene.
En stor samling af Buddha-figurer Bygningen er indvendigt dækket af fresker. Øverst er et englekor og hellige væsner, der beder med ansigtet vendt mod alteret. Nedenunder ses scener fra Ramakien. Uden for søjlegangen ligger en anden helligdom, som er mere elegant end den førnævnte. Den er placeret noget højere oppe og har nogle flotte udskårne trædøre. Inde i bygningen er der en stor stående Buddha kaldet Phra Attharot. Den var skjult i ruinerne i Sukhothai, indtil Rama 1. opdagede den og bragte den her til templet. Væggene har billeder af bedende disciple. Bag alteret ses en siddende Buddha, flankeret af to forgyldte bronzehelgener.

Henrettelser og hårvask.
De tre unge pige havde offergaver med til munken Fra foden og et stykke op ad bjerget ses kinesiske gravsteder med fotos af de afdøde. Selve bjerget er menneskeskabt og er en efterligning af en kunstig høj i Ayutthaya, som Rama 1. besluttede at rekonstruere. Da jorden er meget blød på det inddæmmede areal, som Bangkok er anlagt på, lykkedes det ham ikke at opnå den ønskede højde. Først under Rama 5. fik bjerget den nuværende højde på 78 m op til den øverste afsats, og samtidig ændredes dets påtænkte form.  Midt på afsatsen er den gyldne chedi placeret. Den indeholder Buddha-relikvier, som blev foræret til Rama 5. af vicekongen i Indien, Lord Curzon . Fra afsatsen er en enestående udsigt ud over Bangkok. Der var en del bygninger jeg kunde genkende. (Se billedserien i Billedarkivet)

Da jeg kom ned igen tog jeg en TukTuk ned til floden hvor jeg hoppede på en båd tilbage mod Saphan Taksin, men da jeg nåede frem til  Rathcawangse Pier 5, fik jeg den pludselige indskydelse at hoppe af, jeg var tæt på China Town.

China Town.
Der er altid travlhed i China Town Der hersker altid en heftig aktivitet i China Town, der handles og sælges i små og større butikker. De fleste gader er så smalle at solens stråler aldrig når ned. Jeg købte en mindre rygsæk og senere købte jeg 8 sæt spisepinde og "klodser" til at "parkere" spisepindene på,   når de ikke blev anvendt, det kan medvirke til at der ikke kommer pletter på dugen. Jeg købte også nogle stykker ananas, hos en lille dame med en lille trækvogn. Det læskede dejligt i det varme vejr. Efter en times tid søgte jeg ned mod floden igen, for at tage en båd tilbage til Skytrain ved Pier Saphan Taksin. (Se billedserien i Billedarkivet)

Fy Mogens.
På vejen der ned til gjorde jeg noget jeg aldrig har gjort før,  eller ville gøre normalt. Jeg købte mad ved et gadekøkken!! Jeg købte to hele store stegte kyllingelår. Min undskyldning over for mig selv var, at for det første så de ualmindelig lækre ud, for andet så gadekøkkenet meget rent ud, og sidst men ikke mindst, jeg var skrupsulten! Da jeg kom ned til Pier Rathcawangse, satte jeg mig og guffede de store lækre kyllingelår i mig. Det var et herligt måltid. Jeg havde heldigvis en hel liter vand med mig, så jeg kunne skylle mit fedtede  muletøj og hænder bagefter. For en ordens skyld skal jeg lige nævne at jeg overhovedet ikke fik problemer med maven.

Tilbage til hotellet.
Jeg tog båden tilbage og derefter Skytrain til Nana station. Jeg tog et bad straks da jeg kom tilbage til hotellet, det var dejligt at komme af med det svedige tøj. Jeg måtte konstatere at lyset i loftet stadigt var tændt, så jeg gik ned og brokkede mig over at der intet var sket, de lovede at de ville sende en op for at kigge på sagen. På mit spørgsmål om jeg nu også kunne regne med det, så garanterede hun for det. 

Efter en times tid dukkede der en dame op, hun trykkede på knapperne og kløede sig i nakken ind i mellem. Hvilket der for øvrigt ikke hjalp en pind. På et tidspunkt tror jeg hun gav op, hun trak i hvert fald på skulderne. Så kom jeg med den geniale løsning: Hvad med at skrue pæren løs. Hendes ansigt lyste om kap med pæren, hun forsvandt og kom tilbage med en stige. Vupti - problemet var "løst",  pæren lyste ikke mere! Hun så meget selvtilfreds ud da hun gik. 

Aftensmad.
Det var tid til at spise aftensmad. Jeg gik igen hen til Yonglee's restaurant for at spise,  det blev igen til en svinekotelet med ris og en Singha Beer.  Efter maden overvejede jeg om jeg skulle gå hen og få en gang oliemassage igen. Men jeg var lidt træt, så jeg nøjes med at gå ind i et lille minimarked og købe lidt drikkevare med op på hotellet. Jeg lå og kiggede lidt fjernsyn inden jeg lagde mig til at sove. Dejligt at kunne sove uden lys.  

Sidst opdateret : 21. marts 2006
Dag 13 Rejsedagbog Dag 15