Torsdag d. 19. August 2004

16. Dag Bangkok - København.
Afgang fra Bangkok.
Den sædvanlige gamle Boing 747Ventetiden var forbi, vi var hurtigt i luften. Vi fløj igen i en gammel Boeing 747. Nu forestod der 11 timers flyvning. Stewardessen kom og spurgte hvad jeg ville have at drikke, jeg bad om et glas hvidvin. Lidt senere var det tid til et måltid. Forretten bestod af røget laks med hesteradise cream. Hovedretten giver altid to muligheder, jeg valgte en kyllingefilet med aubergine og grøn karrysauce og champion og kogt jasmin ris. Et glas rødvin og en Singha beer som tilbehør, plus et glas cognac til kaffen. Der kørte en film på den "store" skærm, men jeg gad ikke at deltage i den. Ind imellem små blundede jeg lidt, men til en ordentlig en på øjet fik jeg ikke. Hjemturen føles altid lang, det gælder jo bare om at komme hjem i en fart.

Tid til eftertanke.
Farvel Bangkok En så lang flyvetur giver også masser af tid til at sidde og fundere over hvad man havde oplevet under rejsen. Det havde været en godt tur. Nu er rejsen ved at lakke mod enden, som den der rejser på egen hånd, er tiden fløjet af sted. Det er en rejseform der er helt unik, det man  ikke ved hvad næste dag eller time bringer er spændende. Men det er noget jeg først kan evaluere når man er tilbage i Danmark igen. (Tror jeg). Min lillesøster var noget bekymret over at jeg bare sådan tog til et fremmed land som jeg ikke kendte et spor til, men jeg er hel og uskadt, både på sjæl og legeme. På et tidspunkt kom jeg til at tænke på en lille sentens jeg en gang læste: The Vietnamese plant the rice, the cambodians watch it grow and the laotians listen to it grow. Da jeg nu har besøgt alle tre lande, synes jeg det er ganske rammende.

Laos er en ung nation.
Laos er ung som selvstændig nation, selvom dens historiske rødder går langt tilbage i tiden. De grænser som landet har i dag, blev først fastlagt under den franske kolonimagt. Landet blev hårdt ramt under kampene for deres selvstændighed, og Vietnam-krigen kostede dyrt for den fattige befolkning. Befolkningstallet er på lidt over 5 millioner. Gennemsnitslevealderen på ca. 55 år og børnedødeligheden er på 9%, det taler deres tydelige sprog, det er et af de fattigste lande i Asien overhovedet.  

Ting tager tid.
At rejse på egen hånd er helt anderledes end arrangerede ture, det at du selv skal finde et hotel, hvor skal du spise morgenmad, frokost og aftensmad, hvad skal du se og hvordan kommer du der hen, det er alt sammen noget der tager tid. Forskellen er på den måde meget større, jeg vil påstå dette: Hvis du rejser på en arrangeret rejse ser du fem ting om dagen, hvis du rejser på egen hånd ser du to ting. Men det er to ting du selv har valgt. Hvis jeg skulle gøre det om, og det er slet ikke utænkeligt, så  ville jeg planlægge det noget bedre, end jeg gjorde på denne tur. Det at stå ved grænsen til Laos, og når du træder over grænsen, så ved du ikke hvad der skal ske, det er der måske nogen der synes er lidt vovet, men tro mig det er en ret charmende måde at rejse på.  Desværre kom jeg ikke op til Krukkesletten, men det skyldtes min manglende planlægning, så jeg kom i tidsnød. På den anden side så har jeg en undskyldning for at komme igen.  

Tiden går.
Selvom  man synes at 11 timer er lang tid, så går tiden alligevel. Det at morgenmaden bliver serveret, er ligefrem signalet til at nu er vi snart fremme ved målet. Pludselig kommer det berømte lille ryk når landingsstellet bliver slået ned, og lidt efter ruller flyet hen ad landingsbanen. Jeg er hjemme igen, klar til at tage hul på hverdagen igen. Men der er kommet masser af "strøm på batterierne" igen.  

Det er jo slet ikke så dårligt endda  - vel.

Sidst opdateret : 21. marts 2006
Dag 15 Rejsedagbog Rejsedagbog