Mandag d. 4. Juli 2005

2.Dag.
Start på dagen.
Klokken var nu 12.15 lokal tid, tidsforskellen mellem Danmark og Kina var plus 5 timer. Der var en del kinesere med, og lyset med Fasten Seatbelt var knapt slukket før der blev kaglet ivrigt i mobilerne. Flyet blev relativt hurtigt tømt. 

Paskontrollen.
Listen bliver checket med den kinesiske guide Vi gik ad lange gange op ad trapper, ned ad trapper, hen ad rullende fortov indtil vi nåede frem til paskontrollen. Selvom der var mange båse til at behandle de indrejsendes pas, så var der lange køer ved dem alle sammen. Det tog hundrede år og en isvinter inden vi alle var kommet igennem nåleøjet. Uden for stod vores kinesiske guide med et skilt hvor på der stod Marco Polo. Det tog lidt tid inden Leif og han havde konfereret en eller anden liste, før vi alle gik ud til en ventende vogn, en ni personers Van. Vejrmeldingen hjemme fra talte sandt, det var uhyggelig varmt. Heldigvis var der aircondition i vognen, ellers var vi sgu smeltet. 

Kinesisk frokost.
Frokost på en kinesisk restuarant, m&oslashj;de med de genstridige spisepinde Vores første stop var til frokost, den bestod af de traditionelle kinesiske retter, kylling, fisk, svinekød, ris, suppe og forskellige grøntsager. Det var meningen at vi skulle en tur på Muren, men den eneste der ikke havde været der før var Leif. Tove og John ville gerne hen et sted hvor de fremstillede silkedyner, de ville gerne have et par stykker med hjem, Jytte og Mogens ville egentlig også se på dyner, og jeg ville på Perlemarkedet. Jeg sagde til Leif jeg synes han skulle tage ud til Muren, vi andre kunne sagtens klare os uden hans hjælp ;-) Guiden ville så skaffe en bil til ham, og vi andre kunne så køre ud sammen og se på dyner og bagefter tage på Perlemarkedet.

Silkedyner.
Hiv og træk, til silkepuppen bliver til et tyndt lag, de lægges så sammen i mange lag og vi andre kørte til dynefabrikken, den lå i et område der var blevet bygget i forbindelse med de såkaldte Asien Games til sportsfolkene, området kaldes også Olympic Center. Først fik vi et lille foredrag af en engelsktalende 'rundviser', derefter så vi hvordan man trak de fine silketråde ud og spandt dem til en tykkere tråd, en proces som er nøjagtig den samme som jeg havde set i Thailand, Vietnam, Tyrkiet osv.. Det nye var de pupper som blev brugt til at fremstille silkedyner af. Nogle gange når silkesommerfuglen forpupper sig, sker det at to sommerfugle får viklet deres pupper sammen. Derved opstår en filterbunke som der ikke kan trækkes en tråd ud af. De sorteres fra og bruges til dynefyld. 

Man koger dem ved en bestemt temperatur, og tage så de døde larver ud. Derefter behandles det igen i noget varmt vand og breddes ud til en en "vat tot". Når så totten var tørret, gik den videre hen hvor der stod fire unge piger som trak det ud til et fint tyndt lag, laget målte ca. 135 x 200 cm. den  normale størrelse på en dyne. De lavede dog også dyner i 220cm. længde. De fremstillede to typer dyner, en sommer og en vinterdyne, sommerdynen havde ca. 40 lag silke, vinterdyner havde ca. 80 lag. Det med at trække dem ud til et jævnt lag, krævede et godt samarbejde af pigerne. De døde larver blev for øvrigt samlet op i en skål, de kunne jo spises. Efter sigende en rigtig delikatesse!

Dyne køb.
Efter denne demonstration, blev der handlet dyner, det endte med vi alle købte en hver. Jeg nøjedes med en sommerdyne, mit soveværelse er ikke særligt koldt, prisen var 380 Yuan, hvilket svarer til ca. 300 danske kroner, jeg købte også et flot blomstret silkedynebetræk, jeg betalte med kreditkort. Det hele blev pakket i en praktisk bærepose, så det fyldte faktisk ikke ret meget.

Det forkerte perlemarked.
Det var lidt svært at få samlet tropperne igen, så vi kunne komme videre til Perlemarkedet, da vi endelig var samlet ude ved bilen manglede vi chaufføren. Det tog ti minutter inden vi fandt ham. Så blev der kørt og kørt, jeg kunne slet ikke kende området vi kørte i. Pludselig svinger bilen ind på et "fabriksområdet", jeg så lige i farten et lille primitivt skilt hvor på der stod Perlemarked. Det var det forkerte perlemarked. Jeg fandt et kort over byen frem og viste hvor det var de skulle have kørt os hen. Han spurgte om jeg ikke ville ind og kigge. Jeg svarede nej, vist nok ret bestemt. Jeg kender godt disse steder, de er beregnet for turister og priserne også derefter. Han sagde det nok ville tage en times tid før vi var fremme ved HongQiao (Perlemarkedet). Så bad jeg om at blive kørt til hotellet, jeg ville så selv tage en Taxi fra hotellet. Jeg følte at vi kørte og kørte, klokken var begyndt at blive mange. Jeg bandede indvendig over jeg var taget med til "dynefabrikken".

Fremme ved hotellet.
 Vi nåede frem til hotel Qianmen, jeg fulgte lige i hælene på vores guide. I receptionen fik han nogle nøglekort udleveret, jeg pegede på et af dem og bad ham om at jeg blev indskrevet på det værelse. Jeg sagde til ham at de bare kunne stille min kuffert op på værelset. To minutter efter var jeg på vej op med min håndbagage. Jeg fik hurtigt smidt min håndbagage af, og ned i receptionen igen. Det var meningen at vi skulle køre fra hotellet kl. 19 og ud og spise Peking-and. Jeg aftalte med de andre at hvis jeg ikke var tilbage til kl. 19, skulle de bare køre ud, jeg skulle nok finde et sted at spise.

Jeg prajede en Taxi uden for hotellet. Jeg viste chaufføren stedet på bykortet, han nikkede og kørte af sted. Jeg begyndte at genkende vejen, vi kørte langs muren til Det Himmelske Tempels park. Da vi nåede frem til Perlemarkedet var klokken 17.30, prisen for turen var 12 Yuan, jeg gav ham en 20 Yuan seddel, chaufføren rodede rundt i lommerne for at finde byttepenge, men jeg havde ikke tid til han fik fumlet returpengene frem, så jeg sagde at han måtte beholde resten, han så meget overrasket ud, der var jeg også flot, omkring 5 kr. i drikkepenge!

Perlemarkedet.
Afgang fra Gate 33 med den sædvanlige gamle Boing 747 Jeg stavrede op af trapperne, op til øverste etage, hvor de fortrinsvis  handler med perler. Nu er perlerne ikke til mig selv, men min datter og hun havde givet mig nogle forskellige prøver på de perler hun gerne ville have. Jeg havde besluttet først at gå efter en hvid perle som var rund og flad og 10 mm. i diameter. Jeg viste en prøve frem det første sted jeg stoppede op, dem de viste mig var højst 7 mm., de var for små, så jeg gik over til genboen. Her var bid, nu gjaldt det prisen. Min datter havde sagt at jeg måtte gå helt op til 30$ pr. kæde. Hun forlangte 16$, jeg sagde 12$ pr. styk hvis jeg købte 5, og så ville jeg også købe andet af hende, hun accepterede. Jeg kom frem med alle de andre prøver jeg havde fået med, der blev købt 10 af dem , 5 af dem osv., prisen blev handlet op og ned hele tiden. På et tidspunkt havde de ikke flere typer perler jeg var interesseret i, så vi gjorde regnskabet op, 180$ blev det til.

Jeg jagtede videre.
Jeg gik videre, men det var meget svært, jeg brød mig ikke om udvalget mange af stederne. Jeg var på jagt efter nogle "sorte" perler og jeg fandt da også et sted der havde noget der lignede, men hun ville have 180 Yuan for en streng. De der er helt urimelig i deres startpris, dem gider jeg slet ikke at handle med, så jeg gik videre selv om hun råbte efter mig, hvad vil du gi'. Jeg opdagede at de var begyndt at pakke sammen rundt omkring i boderne. Klokken var lidt i 19, og de lukker klokken 19, så nu fik jeg travlt, jeg fandt heldigvis et sted, der havde nogle perler i de farver jeg skulle bruge, det gik det stærkt nu. Jeg fik forhandlet mig frem til en pris, hvis jeg købte fem strenge af hver farve, vi endte på 143 $. Kræmmersjælen kom op i mig, jeg fik filet de sidste 3 $ af. Så var det lukketid.

Tilbage til hotellet.
Jeg gik ned i stueetagen og ud ad udgangen. Her fangede jeg en taxi tilbage til mit hotel, da jeg gik ind gennem svingdøren, stødte jeg på mine medrejsende, de var ikke kommet af sted endnu, fordi Leif var blevet forsinket i trafikken fra Muren. Jeg smuttede op på mit værelse for at droppe perlerne af. Jeg fik lige kastet lidt vand i hovedet og skiftet min T-shirts ud, inden jeg tog elevatoren ned igen. Der holdt en hel del turistbusser uden for hotellet, det skyldtes at der på hotellet ligger det kendte Li Yuan teater, hvor der hver aften er Peking-opera. Jeg har selv haft fornøjelsen at overvære forestillinger der tre gange.

Peking-and.
Vi kørte en 20 minutters tid inden vi var fremme. Det var en restaurant som lå i forbindelse med Workers Stadion. Igen fik vi de traditionelle kinesiske retter med kylling, svine og oksekød, der var også en del grøntsager. Man må lade kineserne, der er ingen der kan tilberede grøntsager som dem. Til sidst kom så Peking-anden, vores unge servitrice lavede den første til os, hun rullede elegant anden sammen med forårsløg, ind i en "pandekage", det hele ved hjælp af to spisepinde, uberørt af menneskehånd! Selve anden var bestemt ikke værd af tale om, den har jeg fået meget bedre mange gange før, selv i Soho i London. Der var ikke mange gæster i restauranten, så de meget unge servitricer som ikke havde noget at lave, stod pænt på linie langs væggen, stirrende stift lige ud i luften. Lidt pudsigt syn.

Tilbage til hotellet.
Vi kørte tilbage til hotellet, jeg sagde godnat til mine medrejsende, inden jeg gik ind på hotellets Businesscenter, her fik jeg sendt nogle e-mails, til familie og venner. Det blev nok de eneste mails, jeg fik sent på denne rejse, jeg kalkulerede ikke med at Mongoliet er oversået med Internetcafeer. Det kostede for øvrigt 1 Yuan i minuttet, det er sgu da en meget pæn pris - 75 øre pr. minut! Det første jeg gjorde da jeg kom op på mit værelse var at tage et hårdt tiltrængt bad - det var dejligt. Derefter jeg gik på hovedet i seng, vi skulle meget tidligt op i morgen og af sted til lufthavnen. Nu var det 36 timer siden jeg stod op af min seng hjemme i Danmark. 

Sidst opdateret : 13. maj 2008
Dag 1 Rejsedagbog Dag 3